Prøv avisen

Rædslen, vi ikke må glemme

Det var først i 1990, at Arlette Andersen begyndte at tale om fortidens rædsler. Ved det første foredrag sad hendes mand og to voksne sønner blandt tilhørerne og hørte for første gang den fulde historie om tiden i Auschwitz. Foto: Claus Fisker.

86-årige Arlette Andersen er en af de få overlevende fra Auschwitz, som stadig kan fortælle sin personlige historie om udryddelseslejrens gru. Siden 1990 har hun holdt 300 foredrag for unge rundt om på gymnasierne, og hun har ingen planer om at stoppe. Hun vil gøre sit til, at holocaust ikke bliver glemt

Toget standsede midt om natten, og dørene blev slået op. Den kolde januarluft strømmede ind, og ud væltede børn og voksne, unge og gamle, syge og raske – ud i kulde og snefog til lyden af gråd og skrigen og skarpe soldaterstemmers kommanderen på tysk og polsk.

De var 70, måske 100 i kreaturvognen. De havde rejst i tre dage og tre nætter tæt sammenstuvet uden mad, lys og frisk luft. I et hjørne stod en toiletspand og en tønde med vand, men det var umuligt at nå derover gennem muren af menneskekroppe og kufferter. Børnene var hysteriske, de voksne var desperate. En af dem var Arlette, en 20-årig universitetsstuderende fra Paris.

Da den kolde natteluft slog hende i møde, følte hun det først som en befrielse endelig at kunne trække vejret frit, men det var alt andet end befrielse, der ventede hende her: Hun var ankommet til Auschwitz. Den nazistiske udryddelseslejr i Polen, hvor 1,3 millioner mennesker mistede livet under Anden Verdenskrig. Langt de fleste var jøder som Arlette, men endnu vidste hun ikke, hvor hun var havnet.

Den lille, spinkle dame med det kridhvide hår sidder i sin stue i en dyb lænestol betrukket med gylden velour og fortæller historien uden at lade sig mærke med, om det berører hende følelsesmæssigt. Hun former omhyggeligt de danske ord og udtaler dem med et fint strejf af fransk accent.

Siden 1990 har hun fortalt historien mere end 300 gange. Selvom hun er næsten 87 år, holder Arlette Andersen stadig foredrag for sale fulde af gymnasieelever – somme tider flere gange om ugen. Men sådan har det ikke altid været. I 45 år tav hun om sin historie, selv inden for hjemmets fire vægge.

Arlette kom til Danmark i 1946 på rekreation året efter, at hun var kommet hjem fra Auschwitz. Her mødte hun sin nu afdøde mand, Ole Andersen. De blev gift i 1951 og fik et langt liv sammen i det store røde murstenshus på den stille villavej i Fredericia, hvor hun stadig bor. De fik også en søn og en datter, og i 30 år var hun fransklærer på Fredericia Gymnasium. Men fortiden talte hun ikke om før i 1990, da hun tøvende accepterede en invitation fra et menighedsråd i Fredericia. Hendes mand og to voksne børn sad blandt tilhørerne i foredragssalen og fik for første gang hele historien om det år, Arlette tilbragte i Auschwitz.

"Jeg havde ikke haft lyst til at fortælle om det før. Erindringen lå selvfølgelig altid i baggrunden, men den blev mere og mere fjern. Jeg havde ingen trang til at røre ved de dårlige minder, og dengang var det også en meget almindelig opfattelse, at det var bedst bare at glemme," forklarer hun.

Hun synes selv, den strategi har virket, og da hun alligevel til sidst brød tavsheden, var det, fordi hun indså, at hendes historie er vigtig for de unge, der ikke selv har oplevet krigen eller hørt om den fra deres forældre.

"Nogle begyndte at påstå, at lejrene aldrig har eksisteret, og det fik mig til at indse, at det var dumt ikke at tale om det. Jeg er jo blandt de yngste, som overlevede, og en af de sidste, der kan fortælle historien," siger hun.

Det var mørkt i snesølet uden for kreaturvognene, men i mørket kunne Arlette se fanger i stribet tøj, som masede sig ind i det tomme tog. Hun forstod først ikke hvorfor, men bagefter gik det op for hende, at de ledte efter madrester.

Hun holdt godt fast i sin kuffert, som var fyldt med tøj og med mad, som hendes forældre havde sendt til hende, mens hun var interneret i Frankrig, men kufferterne skulle bare smides i en stor bunke. Hun undrede sig over, hvordan hun nogensinde skulle finde sin egen igen. Den bekymring kunne hun have sparet sig.

Alle de nyankomne blev kommanderet ind på række og geled, fem og fem. Arlette holdt sig tæt op ad sine to veninder, Denise og Aline, som havde været med hele vejen fra Frankrig. De tre kvinder kom i en gruppe med andre unge, sunde og raske mænd og kvinder. De skulle gå to en halv kilometer til lejren. Alle andre – familier, børn og gamle – blev kommanderet op på vogne. De behøvede ikke gå, lød meldingen. Først senere forstod Arlette, at de ikke blev kørt til lejren, men direkte til gaskamrene.

Arlette, Aline og Denise traskede på deres trætte ben til Auschwitz 2, også kendt som Birkenau. Det var tidligt om morgenen, administrationen var lukket, og de måtte sidde længe i mørket og vente på at blive registreret. Mens de sad der, kom nogle af lejrens beboere forbi. Det var også franske piger, og da de hørte Arlette og veninderne tale fransk, kom de over for at høre nyt om krigen i Frankrig.

Arlette spurgte en af dem, om hun kendte én fra hendes familie, der skulle være ankommet kort tid forinden. Men pigen grinede bare: Hun er da død! Vi er her for at dø!

Den grusomme latter skar sig ind i Arlettes erindring og blev hængende. Hun ventede videre i mørket, og da morgenlyset endelig brød frem, så hun, at pigen talte sandt. Rundt om bygningerne lå lig i bunker. Døde kvinder smidt i sneen.

"Jeg bliver nogle gange spurgt om, hvad der var det værste, hvad der var det mest chokerende ved Auschwitz," siger den 86-årige Arlette Andersen eftertænksomt.

"Men det er ikke til at sige. Alting var forfærdeligt, og i begyndelsen afløste det ene chok bare det andet. Vores ankomst var en kæde af chok: Da kufferterne blev taget fra os, pigen, som sagde, vi var der for at dø, bunkerne af lig."

Endelig åbnede administrationen, og tre nye chok ventede. Det første var tatoveringen. Arlettes nummer, 74853, skulle for altid stå læsbart og tydeligt på hendes underarm, og med talrækken tatoveret på armen forstod hun, at hun nu ikke længere var et menneske. Hun var blevet til et nummer.

Næste chok var klipningen. Alle fik håret klippet og hovedet glatraget. Uden hår kunne de ikke længere kende hinanden og var nu endnu ét skridt nærmere udslettelse. Så var der brusebadet. Vandet var koldt, og vaskerummet genlød af skrig og råb. Vagterne slog, stemningen var uhyggelig. Lejrlivet var begyndt.

Gymnasieeleverne er musestille, når de lytter til Arlette Andersens beretning. Det år, hun var i Auschwitz, fyldte hun 20 og var altså på deres alder. Tit taler hun til 400-500 elever ad gangen, og på Roskilde Katedralskole har hun haft 1100 tilhørere.

"Det er alle de opmærksomme øjne, som er rettet mod én, der får mig til at blive ved," siger hun.

Fra sine mange år som gymnasielærer husker hun tydeligt, hvor meget uro der normalt er i fællestimer og til foredrag, men når hun nu i sin høje alder går på podiet, får hun de unges fulde opmærksomhed, og der er aldrig støj eller uro.

"De er ikke alene meget lydhøre, de stiller også gode spørgsmål. Der er ét, som næsten altid går igen, og hvis det ikke gør, tager jeg det selv op. Det er spørgsmålet om, hvordan jeg har det med tyskere i dag. Til det svarer jeg altid, at den unge generation af tyskere jo intet har at gøre med krigen og koncentrationslejrene. Lige så lidt som man kan anklage mig som franskmand for ting, Napoleon har gjort længe før, jeg blev født, lige så lidt skal vi bebrejde de unge tyskere, hvad der skete under krigen," siger hun.

Men det betyder ikke, at hun selv har et frit og afslappet forhold til tyskere. Hun kan ikke klare at være omgivet af folk, der taler tysk, Tyskland er ikke på listen over hendes ferielande, og hun har aldrig følt nogen trang til at besøge Auschwitz igen.

"I mange år led jeg af mareridt og drømte, jeg igen lå i min køjeseng på sovesalen," siger hun.

"Da jeg begyndte at fortælle om det, kom mareridtene tilbage i en periode, men nu er de stilnet af. Jeg drømmer ikke længere om Auschwitz, men jeg føler det, som om jeg har to liv. Når jeg fortæller, ved jeg, at det er mig selv, jeg fortæller om, og alligevel er det, som om det er en anden person i en helt anden virkelighed."

Arlette Andersen tror ikke på Gud. Hun er vokset op i et sekulært jødisk miljø i Paris, hvor religionen ikke spillede nogen rolle, og intet af det, hun oplevede i udryddelseslejren, ændrede hendes indstilling.

"Jeg tror på tilfældet," siger hun, "og heldet. Nogle vil måske kalde det for Gud, men det gør jeg ikke."

Tilfældet ville, at Aline, den ene af hendes to veninder, blev udvalgt til at skubbe suppetønder fra køkkenet til en fabrik i lejren. Hun var en stor og stærk pige, der kunne klare opgaven, og så kunne hun tale flydende tysk, fordi hun var fra Strasbourg. På fabrikken mødte Aline en fransk-græsk ingeniør, som hun blev venner med. Han havde et godt forhold til fabrikschefen – en civil tysker, der i hemmelighed prøvede at hjælpe fangerne, og kort tid efter blev tre numre råbt op ved en appel: Aline, Denise og Arlette var udtaget til at arbejde på fabrikken.

"Det blev vores redning. Vi kom indenfor, hvor vi havde tag over hovedet, og arbejdet var ikke særlig hårdt. Vi sagde, vi var 14 år, og vi var så tynde og stadig helt korthårede, at vi godt kunne ligne små drenge. Derfor kom vi til at arbejde ved et børnebord, hvor arbejdet hverken var hårdt eller svært, og den tyske vagt var en temmelig sød kvinde," fortæller Arlette.

De tre veninder slap levende gennem rædslerne, og Arlette takker tilfældet, heldet og venskabet for det. De klarede den dødsmarch mod vest, som tyskerne sendte dem ud på i januar 1945. De holdt sammen hele vejen, og de kom alle tre hjem til Frankrig og fandt deres familier. Aline er død nu, men Denise lever. Hun bor i Paris, og Arlette taler tit i telefon med hende.

"Nogle gange stiller jeg hende det samme spørgsmål, som eleverne tit stiller mig: Hvordan kunne vi holde det ud? Så bliver vi enige om, at det nok var, fordi vi havde hinanden og støttede hinanden."

Venskabet og sproget, som de tre piger delte, blev den redningsplanke, de klamrede sig til, og som bragte dem gennem rædslerne med både helbredet og livsmodet i behold.

"At overleve, at komme tilbage og at få et godt liv – det kan gøre en til optimist," siger Arlette Andersen.