Jødedom
Jødisk etik er tæt forbundet med de åbenbaringer, som den jødiske gud Jahve har givet menneskene og kan læses i Toraen.
Ægteskab:
Cølibat betragtes som forkert. Toraen fortæller jøderne, at de skal gifte sig og mangfoldiggøre sig.
Sex er traditionelt kvindens rettighed og mandens pligt. Det skal foregå regelmæssigt og være behageligt for hende. I den jødiske ægteskabskontrakt, ketubah/, udspecificeres hyppigheden af den seksuelle pligt på baggrund af mandens erhverv; jo højere uddannelse, jo mindre sex er han forpligtet til at give. Rabbineren er mindst forpligtet, fordi den seksuelle akt tager energi fra læsning og udlægning af Toraen. Opfylder manden ikke sine forpligtelser, er det lovlig skilsmissegrund.
Sex er forbudt under kvindens menstruation.
Sex uden for ægteskabet er uacceptabelt, og det påbydes at slå mand og kvinde ihjel, hvis manden gribes i at have sex med en gift kvinde.
Incest og homoseksualitet er forbudt, og homoseksuelle skal lide døden.
Gud/menneske-forholdet:
Mennesket skal hengive sig til Gud for at kunne forstå hans budskaber. I hverdagen ærer jøderne Gud ved at overholde alle påbud, forbud og anvisninger til at leve det gode liv i overensstemmelse med budskaberne.
Fødevarer:
Kosher er jiddish og betyder egnet eller rigtig. I forbindelse med fødevarer betyder kosher blandt andet at:
Dyr eller fugle er slagtet ved hjælp af den rituelle slagtemetode schæchtning.
Kødet er blevet saltet for at få blodet ud, efter at kadaveret nøje er blevet undersøgt for fysiske skavanker og iskias-nerven er blevet fjernet fra bagpartiet.
Kød og mælk ikke må koges sammen.
Separate køkkenredskaber er blevet brugt.
Forbudt mad må ikke konsumeres i nogen form. Det gælder:
Alle dyr og dyrets produkter som ikke tygger drøv, og som ikke har spaltede klove eksempelvis grise og heste.
Fisk uden finner og skæl.
Blod fra dyr.
Skaldyr blandt andet østers, rejer, krabber og alle andre krybende dyr.
Fjerkræ nævnt i Toraen eksempelvis gribbe, falke, ugler og hejrer.
Alle fødevarer uden for disse kategorier må spises.
Islam
Den grundlæggende kilde til islamisk etik er Koranen og hadith-teksterne. Hadith-fortællingerne handler i høj grad om, hvordan profeten Muhammed levede, og her får man et konkret billede på, hvordan det gode liv ser ud i islam.
Ægteskab:
Muslimer skal stræbe efter at blive gift og få mange børn. I Koranen nævnes to typer ægteskaber. Først nikah/, hvor der laves en ægteskabskontrakt mellem brud og gom. Dette er det mest almindelige ægteskab. Nikah mutah/ er et anderledes, tidsbestemt ægteskab, der indgås af lyst. Det er et omstridt ægteskab i islam og bruges især blandt shiamuslimer. Det kan ses som en måde at omgå forbuddet mod sex før ægteskabet.
De rette seksuelle relationer mellem mand og kvinde er i Koranen og hadith beskrevet med stor detaljerighed. Samleje er forbudt på forskellige tidspunkter, typisk om dagen og under ramadanen altså fasten og under kvindens menstruation. Til gengæld siger Koranen, at andre former for kontakt og nærhed ikke er forbudt. Et eksempel på de rette seksuelle relationer kan findes i en hadith om Muhammed: Lad ingen bestige sin kone som et dyr, lad der være en diplomat mellem dem. Og da han blev spurgt, hvad en diplomat er, svarede han: kys og søde ord.
I islam er enhver seksuel relation mellem mand og kvinde inden ægteskabet forbudt. Også homo- og biseksualitet samt utroskab er forbudt. På baggrund af forbud i Koranen såvel som profetiske traditioner beskrevet i hadith er straffen døden.
Gud/menneske-forholdet:
I islam forstår man profeten Muhammeds rolle som et forsøg på at hjælpe menneskeheden til underkastelse for Allah. Gudsforholdet er enkelt: du skal underkaste dig Allahs vilje, blandt andet ved fire daglige bønner, at følge ramadanen og give almisser.
Fødevarer:
Halal betyder lovligt eller tilladt og omfatter blandt andet regler for slagtning af dyr. Generelt foreskriver slagtetraditionen, at de lovlige dyr skal slagtes, så blodet omgående kan løbe fra, ofte ved et snit i halspulsåren. Blod og svin forbydes.
Følgende former for kost opfattes som haram/, forbudt:
Svin og svinebaserede produkter eksempelvis slik med gelatine.
Dyr, som er slagtet i et andet navn end Allahs.
Ådsler.
Kødædende dyr med undtagelse af de fleste fisk og havdyr.
Alle berusende midler især alkohol, men det kan også være tobak, narkotiske stoffer og så videre.
Kristendom
Kristen etik findes i de hellige skrifter i Bibelen. Jesus er den vigtigste model for det gode liv. Nogle bruger Bibelen som en facitliste, andre grupper hævder, at kirken og dens etiske kodeks må og skal ændres i takt med tiden en diskussion, der har fundet sted i langt de fleste religioner gennem tiderne.
Ægteskab:
De kanoniske evangelier fremstiller ikke ægteskabet entydigt. På den ene side er det en institution indstiftet af Gud og en del af skabelsens orden. På den anden side ses det kun som det næstbedste; det bedste er at forlade alt og følge Jesus, som disciplene gjorde. Her findes forbilledet for munke, nonner og livet i cølibat. Man skal giftes for at tøjle utugten, og selv i ægteskabet skal kønsdriften kontrolleres.
Gud/menneske-forholdet:
Her gælder det dobbelte kærlighedsbud: du skal elske Gud og din næste, som du elsker dig selv. Det er det helt grundlæggende element i dét at være kristen.
Fødevarer:
I Det Nye Testamente gøres der op med religiøse forskrifter om mad og drikke. Men kirken har i praksis fastholdt nogle regler, særligt omkring faste. Mest kendt er her den traditionelle fastetid på 40 dage fra askeonsdag til påskedag, som spiller en central rolle først og fremmest blandt katolikker og ortodokse.