Prøv avisen

Retfærdighedens genkomst

- Som jurister blander vi os i folks liv. Vi udøver magt over for andre, og den magtudøvelse må der være en tømme i. Tømmen må være, at vi selv kan stå inde for retfærdigheden i det, vi gør, siger Henrik Zahle. (Foto: Leif Tuxen)

RET OG RIMELIGT: Begrebet retfærdighed er på vej tilbage i det danske juridiske miljø, hvor det ellers har været bandlyst i en menneskealder. Men retfærdigheden er stadig ikke objektiv og kan ikke defineres ud fra for eksempel De Ti Bud, fastslår juraprofessor Henrik Zahle

På de juridiske fakulteter har hun i årevis siddet med bind ikke bare for øjnene, men også for munden, frøken "Justitia", Retfærdighedens gudinde.

Den store danske retsfilosof, Alf Ross, skrev i 1953 sit værk "Om ret og retfærdighed", der aflivede retfærdigheden i praktisk jura, og lige siden har det været god latin på danske universiteter. Retfærdigheden har måttet tie i auditorier og retssale, selv om begrebet sikkert kunne være interessant i en filosofisk eller teologisk debat.

Justitia har stadig bind for øjnene, et sværd i den ene hånd og en vægt i den anden, men nu er hun så småt begyndt at tale. Retfærdigheden er sat på den juridiske dagsorden, blandt andre af professor Henrik Zahle fra Københavns Universitet.

Han er tidligere højesteretsdommer, men er i dag tilbage som forsker og underviser af kommende jurister. Han er ikke bange for retfærdigheden, men mener tværtimod, at den bør være en forudsætning for alle, der arbejder med jura.

- Det er stadig meget lidt, man hører om retfærdighed i det almindelige juridiske studium, og det skyldes blandt andre Alf Ross. Han fandt det meningsløst at tale om retfærdighed eller uretfærdighed, fordi det er begreber, der ikke kan testes. Efter min mening er den forståelse imidlertid helt ved siden af, og den svarer heller ikke til hans egen praksis, siger Henrik Zahle.

Ross' holdning til retfærdigheden kaldes på jurasprog for retspositivisme, som firkantet sagt handler om, at man køligt skal holde sig til paragrafferne uden at blande følelser ind i juraen. At retspositivismen vandt frem i Danmark efter Anden Verdenskrig, var en udløber af, at nazismen fik så stort et tag også i det juridiske miljø i Tyskland. Tankegangen var, at når følelserne i den grad kunne løbe af med domstole og dommere, så gjaldt det om at holde følelserne nede.

Henrik Zahle mener dog, at man også kan nå frem til den modsatte konklusion. At netop når en gal ideologi træder retfærdigheden under fode, så må jurister reagere mod uretten og sige fra. Engagere sig mod uretten.

Sådan har reaktionen været i både Storbritannien, USA og Tyskland, hvor begrebet retfærdighed har spillet en afgørende rolle i mange år.

- Problemet er, at juridisk arbejde slet giver ikke nogen mening, hvis der ikke er et engagement. Man kan simpelthen ikke forstå juridisk arbejde, hvis man ikke tænker på, at jurister er engagerede for at fremme bestemte mål, som har med ret at gøre. Man arbejder for at fremme retfærdigheden. På samme måde som sundhedspersonale i sundhedssektoren arbejder for at forbedre sundheden. Det ville være utænkeligt, at læger og sygeplejersker sagde, at de ikke kunne forholde sig til begrebet sundhed, siger han.

- Som jurister blander vi os i folks liv. Vi udøver magt over for andre, og den magtudøvelse må der være en tømme i. Tømmen må være, at vi selv kan stå inde for retfærdigheden i det, vi gør, siger Henrik Zahle.

Ret og rimeligt

Han ser retfærdigheden - og rimeligheden - som en ledetråd for den enkelte advokat, den enkelte dommer. Når en jurist skal afgøre en sag, kan han eller hun ikke nøjes med at læse paragraffer og se på, hvordan der tidligere er dømt i tilsvarende sager. Juristen må også overveje, hvad der er rimeligt.

Går en vare for eksempel i stykker på vej fra en fabrik til en kunde, er det et spørgsmål, om den var pakket ordentligt ind. Dommeren må overveje, hvad man med rimelighed kan forvente i den situation, og hvad man plejer at gøre. Det kan måske være rimeligt nok at pakke en fisk ind i avispapir, men er det et fint kunstværk, skulle det have været emballeret bedre. Den slags spørgsmål giver lovens bogstav ikke altid præcise svar på.

End ikke når det handler om menneskers liv og velfærd. Dansk lovgivning har eksempelvis strenge regler for udvisning af udlændinge, og især kriminelle udlændinge risikerer udvisning. Hvad loven imidlertid ikke tager højde for, er, at også udlændinge ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har ret til et familieliv. Det har i flere tilfælde betydet, at Højesteret har givet alvorligt kriminelle lov til at blive i Danmark, selv om et flertal i Folketinget har ønsket en strammere linje.

Henrik Zahle peger på, at det faktisk er lovgiverne selv, der i loven har lagt op til, at administrationen og domstolene skal finde ud af, hvor langt man kan gå i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den er ikke særlig præcist formuleret, og derfor har domstolene været nødt til at skønne, hvad der var rimeligt og retfærdigt.

Loven er retfærdig

Sådan er det bare ikke altid. I mange tilfælde er loven meget konkret, og hvad stiller juristen så op, hvis han finder selve lovens bogstav uretfærdig?

- Det har jeg ikke været ude for, i den forstand at det har været et samvittighedsspørgsmål, om jeg kunne dømme efter bestemte paragraffer.

- Hvis det skete, måtte jeg jo overveje, om jeg kunne fortsætte i mit job. Det er et spørgsmål, man må stille sig, når man sidder som dommer eller som en offentlig myndighed eller i det private. Man må bestandigt kunne stå inde for det, man gør. Det skal ikke forstås sådan, at alting skal foregå præcis, som man selv kunne tænke sig. At gå ind for demokrati betyder, at man accepterer, at et flertal bestemmer et godt stykke ad vejen. Så når man praktiserer jura, kommer man meget let til at administrere nogle regler, der ikke er helt, som man synes, de skulle være.

- Oftest vil det nu være sådan, at man kan undgå det uretfærdige og samtidig respektere flertallets vilje. Retfærdigheden må et godt stykke ad vejen respektere demokratiet, siger Henrik Zahle.

Vil det sige, at retfærdigheden ikke er objektiv?

- Ja, det vil jeg bestemt sige. Jeg mener ikke, at man kan udvikle et objektivt, alment retfærdighedsbud. Det har der været gjort fantastisk mange forsøg på, og det gøres der stadig forsøg på. Inden for det religiøse sker det i den klassiske katolske naturret, hvor man mener, at fornuften viser sig i en naturlov, som vi så skal prøve at realisere i samfundets love.

- For en juridisk praksis er den slags teorier meget lidt sigende, for i virkelighedens sager kommer man i nogle meget spegede situationer, hvor de der almindelige retfærdighedsbud ikke hjælper nogen, siger han.

Som dommer kan man ikke bruge De Ti Bud, men kan man heller ikke have dem hængende på væggen som inspiration til sine afgørelser?

- Det vil selvfølgelig være meget forkert at sige, at den kristne tradition ikke har spillet nogen rolle for juraen. Men jeg tænker på, at i de sager, hvor man er i tvivl, kan man ikke bruge buddene. De kan nemlig som regel påberåbes af begge parter i en sag.

Omsorg for alle

Henrik Zahle skrev sidste år en bog om retfærdighed med den lidt finurlige titel "Omsorg for retfærdighed - essays om retlig praksis". Titlen er en omskrivning af det tekniske begreb retspleje, men det handler om mere end teknik.

Men hvordan overhovedet tale om omsorg, endsige barmhjertighed i en sag, der måske handler om drab, voldtægt eller røveri?

- Opgaven er at få sagens gang til at blive en kommunikation omkring den forbrydelse, der er begået. Det skal være en kommunikation, som kan nås og forstås af dem, som er berørt af forbrydelsen, og som også involverer gerningsmanden. Alternativet til det er en proces, hvor gerningsmandens opfattelse betragtes som fuldstændig irrelevant.

- I begrebet omsorg ligger der nu ikke, at man skal behandle folk specielt venligt. Når en straffesag ender med en straf er det jo ikke omsorg for gerningsmanden, sådan at man kommer med det gunstigste resultat, man kan forestille sig for ham. Man skal udvise omsorg, ikke bare for den gerningsmand, som er til stede i retten, men også i forhold til dem, som er blevet offer for forbrydelsen, og i forhold til dem, som kunne blive ofre i fremtiden, siger Henrik Zahle.

Det lyder næsten helt retfærdigt.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Henrik Zahle, professor i almindelig retslære ved Københavns Universitet, 59 år. Uddannet jurist i 1968, dr. jur. 1976, ansat ved Københavns Universitet fra 1970 til 1999, hvor han blev udnævnt til dommer i Højesteret. Herfra vendte han tilbage til universitetet i 2002 for igen at forske og undervise. Har begået en omfattende produktion af fagbøger og artikler om jura. Han har siden 1979 været gift med Lene Koch med hvem han har en voksen datter.