Prøv avisen

Rigtige mænd behøver ikke at prale

Det er svært at leve op til omgivelsernes forventninger til den moderne mand, mener filminstruktør Nikolaj Arcel, der er aktuel med filmen "Sandheden om mænd". -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

"Det mest umandige, jeg ved, er, når mænd har behov for at fremhæve deres egne evner ved at prale og larme. For det paradoksale er, at de kun udstiller deres egen usikkerhed på den måde," siger Nikolaj Arcel, der har skrevet og instrueret den delvist selvbiografiske komedie "Sandheden om mænd"

Kvinder er redebyggere, mens mænd er mere flyvske. Sådan lyder klicheen ofte om forskellene mellem kønnene, og der er nok stadig noget om snakken. Men siden den moderne mand kom til i kølvandet på kønsfejden i 1970?erne, har meget ændret sig.

"Jeg synes, det er en god udvikling, at kvinder er blevet stadig mere ligestillede med mænd. Men der er ingen tvivl om, at det har gjort os alle sammen langt mere forvirrede," siger Nikolaj Arcel.

Den 38-årige filminstruktør sidder i sit andet hjem, Cafe Alma på Islands Brygge i København. Cafeen ligger skråt over for hans rigtige hjem og er derfor et overkommeligt udflugtssted, når han arbejder derhjemme med sine manuskripter. Og han sidder således allerede hjemmevant med et alkoholfrit "sæt", en kop kaffe og en cola, da Kristeligt Dagblad møder ham på cafeen til en samtale om, hvad det vil sige at være mand i 2010. Netop nu er han aktuel med sin tredje spillefilm som instruktør, "Sandheden om mænd", som herværende dagblads anmelder i går kaldte "bidende god". Filmen handler om en 34-årig forvirret mand, Mads Christiansen (Thure Lindhardt), der tilsyneladende har det hele – kone, karriere og nyindkøbt villa. Nu mangler børnene bare, men da manden finder et brev, han har skrevet til sig selv som 17-årig, forlader han det hele for at lære at "leve sit liv som en guitarsolo".

Historien er delvist selvbiografisk. Hovedpersonen er nemlig – præcis som Nikolaj Arcel – succesfuld manuskriptforfatter i 30?erne, der har nemt ved at få et filmplot til at hænge sammen, men langt sværere ved at få livet til at hænge sammen privat. For selvom Nikolaj Arcel ikke har rystet på hånden som manuskriptforfatter til store succeser som "Mænd der hader kvinder" og "Kongekabale", som han også instruerede, har han været mere i tvivl om, hvordan handlingen skulle forløbe i hans eget liv.

"I dag forventer man jo, at manden både skal være blød og stærk, mens kvinder både skal have karriere og være supermødre. Vi skal groft sagt bevare alle de kvaliteter, man havde i 1950?erne, og være moderne selvrealiserende mennesker. Ingen kan leve op til alle de forventninger på én gang, og det er baggrunden for, at jeg gik i gang med min nye film. For det gik op for mig, at det ikke kun var mig, der ikke kunne lade være med at tænke på, hvad der ventede mig om hjørnet i stedet for at leve her og nu. Vi lever alle sammen mere eller mindre i små kriser hele tiden. Man er hele tiden lidt ked af noget, man ikke har nået eller ikke har overskud til. Men jeg tror, at vi skal blive bedre til at sige fra. For man skal jo kunne sige fra, før man kan vælge til. Og det er en vigtig lektie i et samfund, hvor vi vil have det hele på samme tid. Derfor er det også en pointe, at filmens Mads vælger at få et barn, så han ikke længere er hovedpersonen i sit eget liv."

Hvad er en rigtig mand for dig?

"Jeg prøver selv at styre efter at være loyal og nærværende. Men for mig er en rigtig mand også et menneske, der ikke behøver at vise sig for at træde i karakter. Det mest umandige, jeg ved, er, når mænd har behov for at fremhæve deres egne evner ved at prale og larme. For det paradoksale er, at de kun udstiller deres egen usikkerhed på den måde. Sådan var jeg selv, mens jeg gik på filmskolen. Og jeg har lagt mærke til, at de, der har et stort behov for at vise, hvor store de er, ofte tvivler på det selv. Den slags mennesker er både sørgelige og irriterende at være sammen med. Men de mest irriterende er dem, der formelt set allerede har vist, at de ?er noget?, men stadig har behov for at puste sig selv op. De må virkelig have det skidt med sig selv."

"Jeg har selv haft svært ved at tackle succesen, selvom den selvfølgelig også har givet mig en ro, så jeg ikke føler, at jeg behøver at arbejde hele tiden for at få succes. Men det er først, efter jeg har mødt min nye kæreste, som forhåbentlig også bliver min fremtidige kone, at jeg er begyndt at få lyst til at stifte familie. Derfor er jeg også begyndt at arbejde mindre. Jeg vil have, at familien skal være førsteprioriteten i mit liv. Men det er ret nyt for mig. For jeg har aldrig før tilstræbt kernefamilien."

Hænger det sammen med, at du er skilsmissebarn?

"Ja, men jeg kender næsten heller ingen i det kreative miljø, der ikke er skilsmissebørn. Kunstnere kommer sjældent fra en helt lykkelig barndom. Det hænger nok sammen med, at det ofte er modgang, der skaber viljen til at kaste sig kunstnerisk ud i at fortolke livets kaos. Og skilsmisse og dødsfald er jo de mest almindelige kriser, børn kommer ud for herhjemme. For mange skilsmissebørn bliver kaos ligefrem en normaltilstand, der kan skabe en form for tryghed. Det gjorde den i hvert fald for mig."

"Det ligger jo dybt i mennesket at søge efter tryghed, og den kan man finde de mærkeligste steder. Hvis man er vokset op i kaos, bliver kaos det normale, som man ubevidst forsøger at vende tilbage til. Og jeg tror, at årsagen til, at jeg ikke selv har forsøgt at skabe en kernefamilie tidligere, er, at jeg ikke har oplevet den som barn. Her forbandt jeg mere ægteskabet med skænderier."

Hvorfor har du så ændret mening?

"Fordi jeg har mødt en pige, der selv er vokset op i en sund kernefamilie. Min kærestes forældre har et forhold, som virkelig er værd et stræbe efter. Så banalt er det nok."

ohrstrom@k.dk