I sidste uge bragte vi et brev fra Line. Hun fortalte om den rolle, hun ofte får i sit hjem – som den, der føler ansvar for både det ene og det andet, selvom hun har en venlig og hjælpsom mand.
Line er ikke den eneste, der står med den problematik. I det hele taget er der rigtig mange familier, som kæmper med at få de mange udfordringer til at gå op i en højere enhed, og der er mange konflikter i parforhold, som handler om arbejdsfordeling og opgaver i hjemmet.
Samtidig viser undersøgelser, at mange kvinder stadig er dem, som har de fleste opgaver på hjemmefronten samtidig med, at de også har et arbejde og en karriere at tage vare på. Vi har i denne uge respons til Line fra to kvinder.
Kære brevkasse
Vi kvinder har som regel flair for organisering af den nære hverdag. Det ligger lige for, at vi påtager os opgaverne her: indkøb, børnenes tøj og lektier, rengøring, madpakker med mere.
Men det indebærer også nemt, at opgaverne ender med at tynge os, måske endda får os til at bukke under. Og vi glider nemt ind i rollen som arbejdsgiver over for vores mand for at få ham sat i sving.
Udover at samlivet bliver slidt, og kærligheden går kold, står vi som den sure chef. Vores mand kan ikke holde os ud, og vi kan ikke holde os selv ud. Og vi ender med at overveje, om det ikke var nemmere at leve alene sammen med børnene og slippe for en mand, som er endt med at være en klods om benet i stedet for en god daglig partner. Den mølle har vi også været igennem hjemme i vores familie med tre hjemmeboende børn. Jeg vil give et par praktiske råd videre, som har hjulpet os til en bedre og mere ligeværdig gænge.
Min mand og jeg har delt de huslige opgaver op, så vi på skift en uge ad gangen udfører henholdsvis indkøb/madlavning og rengøring/tøjvask. Naturligvis er vi fleksible, så vi kan overtage en opgave for den anden.
Men i det store og hele følger vi skemaet. Det betyder, at store daglige opgaver fordeles ligeligt. Det er for mig dejligt at slippe for surheden over at stå alene med det meste, og det er en stor tilfredshed for begge – også for min mand, som nu ikke bare "bliver sat til noget", men har et defineret ansvar.
Det kræver dog også rummelighed af os begge. Jeg er ikke god til at lave mad, og min mand må leve med, at menuen hver anden uge ikke er hans standard. Tilsvarende må jeg acceptere, at hans støvsugning ikke når helt ind under sofaen. Det handler for os begge om at give slip på kontrol og acceptere, at der er andre måder end min at gøre tingene på.
Det andet råd er, at vi hver søndag aften efter spisningen holder husmøde, hvor børn og voksne i fællesskab gennemgår den kommende uges gøremål. Alle bliver klar på, hvad ugen rummer. Vi skriver aftaler i kalenderen, og opgaver med for eksempel at hente og bringe børn fordeles mellem os voksne.
Udover at husmødet er en afslappende hyggestund, giver det os en ro i ugens løb, fordi alle er med på, hvad der skal ske. Og vi afværger mange irritationer ved at have styr på aftaler samt have et fælles ansvar og en fælles fordeling af opgaverne.
Det kan godt lyde som et millimeterretfærdigt, teknisk bogholderi. Sådan oplever vi det ikke. Men klare regler og aftaler har fremmet bevidstheden om det fælles ansvar og den fælles opgave i at være familie. Jeg føler mig ikke så tynget af de daglige gøremål og af irritation over at stå selv med opgaverne. Og min mand?
Nu laver han mere derhjemme, men han er også gladere, end dengang jeg var sur chef. For han føler og oplever sit aktive, nødvendige bidrag til familiens sociale og praktiske opretholdelse. Vi oplever et gensidigt ligeværd i forhold til hjem og børn, og det giver en klart større glæde for de voksne i familien.
Venlig hilsen
Maria
Kære brevkasse
Her er et indlæg angående mænds og kvinders opgaver i hjemmet. Det kan være nok så interessant at undersøge hvorfor, det er således, som der blev beskrevet i sidste uges brevkasse, men langt mere givende er det måske at finde frem til, hvordan man kan ændre det. En påstand kan være: Det er kvindens normer med hensyn til rengøring, smørrets plads i køleskabet osv. der er de "gældende". Måske er det sådan? Planen til at ændre selve problemet er:
1. Lav et skema, der skal gælde hele uger, over hvem der har tjansen. F.eks. blot med de to overskrifter "rengøring" og "indkøb". Madlavningen kunne vel fordeles – men skriv, hvem der har tjansen, hvilke dage.
2. Når det er din mands uge, så hold fuldstændig mund med hensyn til at kritisere noget som helst. Det er faktisk der, de fleste mænd falder af pinden, når de først kommer ind på de gængse "kvindedomæner". Der er psykologer, der ligefrem hævder, at kvinderne helst vil have de domæner med den dermed følgende ret til også hele tiden at brokke sig over slæbet – men sådan tænker vi ikke her, vel? Lær at nyde, at du er fri for opgaven – og slap af, selv om der er masser af smuttere – verden falder ikke sammen af den grund. Men dét kan faktisk ændre meget! Når det i den efterfølgende uge igen er dig, der har opgaverne, så kan du jo igen sætte dit eget præg på tingene.
Venlig hilsen
Katarina
Kære Maria og Katarina
Tak for jeres gode, praktiske og konstruktive respons. Af jeres breve fremgår det, at mange kvinder måske skal træne i at "give slip", og at flere mænd skal opdage, at de kan komme mere på banen. Men begge dele afhænger af hinanden.
Hjemmet er et meget vigtigt sted for de fleste mennesker. Det er stedet, man hører til, og hvor man gerne skal kunne finde glæde og ro, opleve fællesskab og finde næring til nye dage. Samtidig er det et arbejdssted, hvor der skal tages vare på mange funktioner og arbejdsopgaver. At få det til at fungere i en god atmosfære kræver dialog og god planlægning. Et husmøde eller jævnlige, planlagte samtaler om praktiske ting og mere overordnede temaer, som er vigtige for store og små i familien, kan ikke anbefales nok. Det er hermed gjort.
Mange hilsener
Annette og Jørgen