Stærk sol trænger ind i Aggershøjs kaminstue, hvor ti ældre damer har indtaget de bløde plysmøbler. Sammen med malerier i guldrammer, mønstrede tapeter og korsstingsbroderede puder skaber de en stemning af gode gamle dage. Strikkepinde klirrer mekanisk mod hinanden og blander sig med lyden af kaffe, som bliver skænket, og muntre samtaler på flere dialekter.
Damerne kommer hertil fra alle dele af landet for at holde ferie i Marstal-pragtvillaen, der tidligere husede en af Ærøs rigeste købmandsfamilier. Efter Anden Verdenskrig blev ejendommen skænket til Indenlandsk Sømandsmission med ønske om, at den skulle bruges til gavn for de mange kvinder, der i krigsårene havde mistet deres mænd på havet. Siden er sømandsenkerne hver sommer strømmet til Aggershøj for at møde ligestillede og få et tiltrængt pusterum fra hverdagen. I starten havde mange deres små børn med, som også blev underholdt og forkælet, men i takt med at enkerne er blevet ældre, er det nu flere år siden, at nogen har haft børn med. Krigsenkerne er efterhånden gået bort, men nye sømandsenker er kommet til, og hvad enten manden er omkommet på havet eller har lidt en naturlig død på land, ligger der bag hver feriegæst en personlig sorg og et savn. Det er det, der binder dem sammen og gør opholdet på feriehjemmet til noget ganske særligt.
En dame med guitar og en mand træder ind i stuen. Det er værtsparret, Simony og Amaliel Knudsen fra Færøerne, som sammen med en missionær tilrettelægger de ti dage, som hvert enkelt ophold varer. Enkerne har lokket parret til at give et lille nummer inden middagsmaden og den planlagte bustur rundt til Ærøs seværdigheder. Hustruen, Simony, slår et par akkorder an på sin guitar og begynder en færøsk kærlighedsvise, hvis tekst Amaliel løbende oversætter og gør levende med fagter og mimik. Latteren spreder sig, og sangen udløser en spontan klapsalve. Nu tager Simony over med en stille vise om at tage afsked. Her og der vipper damefødder i takt med melodien, mens strikkepindene forstummer, og koncentrationen fokuseres på den sagte sang. "Mødes og skilles igen ... sådan er livet", synger Simony, og da den sidste akkord ebber ud, kommer reaktionen prompte.
– Tak, det er lige, så jeg får gåsehud på armene, udbryder en af damerne.
– Ja, I giver opholdet sjæl. Det betyder meget, takker 69-årige Else Thomsen fra Esbjerg.
– Selvom det er flere år siden, min mand døde, kan jeg godt stadig have brug for at tale med andre om det. Familie og venner er nogle gange bange for at komme til at gøre en ked af det ved at spørge til det, og så skubber man det væk i stedet. Men her ved alle, hvad det handler om, og vi er ikke bange for at snakke om at savne og være ked af det, forklarer hun.
Else Thomsen er med på feriekoloni for 18. gang og har knyttet tætte venskaber med flere af de andre enker. Da hun en sommer måtte springe over, fordi hun skulle have en ny hofte, fik hun flere opringninger fra Aggershøj.
– Else skulle ikke snydes, så jeg berettede om alt, hvad der skete hernede, forklarer ferieveninden Randi Vestergaard fra Hirtshals.
De to mistede deres mænd for næsten to årtier siden og har fra da af nydt godt af hinandens støtte og omsorg under ferierne. De senere år er de også begyndt at se hinanden privat, men langt de fleste enker mødes kun den ene gang om året på Aggershøj.
Når damerne på ankomstdagen støder sammen ved færgehavnen i Rudkøbing, bliver nye enker modtaget med åbne arme, og gensynsglæden blandt tidligere ferieveninder er overvældende. Der uddeles knus, og snakken går lystigt under overfarten til Marstal. Her kalder de lokale kærligt feriegæsterne for "agerhøns" – det tager enkerne med et smil og bekræfter, at stemningen på feriehjemmet er både positiv og livsbekræftende. Det sørger de selv og feriehjemmets missionær og værtspar for. Missionæren holder andagt hver dag og arrangerer en rundtur på Ærø, værtsparret underholder med forskellige indslag om aftenen, mens enkerne selv arrangerer gymnastik, spilleaftener, strikkeklubber og diverse udflugter.
– Vi er jo alene derhjemme, så når vi er på ferie, vil vi have det hyggeligt og lidt sjovt. Selvom vi alle har oplevet at miste vores ægtefælle, er der også meget andet at snakke om, som ikke er sørgeligt. Savnet er mere et fælles livsvilkår, som gør, at vi er gode til at mærke hinanden og fornemme, hvis nogen har brug for et knus, forklarer Else Thomsen.
Hendes egen mand var fisker og druknede under et stormvejr i Skotland. Liget dukkede først op et halvt år efter.
– Som fiskerkone var jeg vant til at være alene i lange perioder, og nogle sagde til mig, at denne gang var han bare taget på en længere rejse. Men det var noget helt andet, for jeg vidste jo, at han ikke kom tilbage. Jeg vidste, at jeg aldrig skulle komme hjem til vores hus og finde lys i vinduerne, ligesom så ofte før når han pludselig var tilbage efter uger på havet, fortæller Else Thomsen og tilføjer efter en lille pause:
– Savnet er der stadig, men sorgen blegnes med tiden.
Damerne omkring hende nikker. Bagefter joker de med, at når en sømands- eller fiskerkone har guldbryllup, så svarer det reelt til sølvbryllup, hvis man trækker mandens tid på havet fra.
– Sorgen bliver ikke lettere, fordi vi er vant til at være alene, og netop på en guldbryllupsdag, der vil man gerne have selskab af andre, fastslår 78-årige Sonja Madsen fra Skagen.
– Men sømandsenker er gode til at hjælpe hinanden. Vi har jo altid søgt sammen, når mændene var på havet, og det er nok også det, der gør, at vi får så godt et fællesskab her på Aggershøj, selvom vi kommer fra vidt forskellige steder i Danmark, og mange kun ses den ene gang om året, siger hun.
Den vilde luksus. Sådan betegner 80-årige Margit Christensen fra Skagen opholdet på Aggershøj. Hun er med for første gang og blev overtalt til at komme med af Sonja Madsen, som hun kender fra Skagen. Det har hun ikke fortrudt.
– Lige fra første dag har jeg følt mig godt tilpas. Stedet er meget smukt, og stemningen er utrolig varm, så jeg føler mig allerede som en del af flokken, siger Margit Christensen.
Selvom det for hende og veninden Sonja er en hel dagsrejse at komme til Ærø, tager de turen med højt humør.
– Jeg ville nødig undvære turen til Ærø. Her ler vi og er glade hele tiden. Det sætter liv i mig, og mine børn glæder sig hvert år på mine vegne, siger Sonja Madsen.
Bagagen bliver sendt i forvejen med posten, så enkerne ikke skal slæbe på noget under de mange tog- og busskift. Det giver også bedre plads til store armbevægelser og knus, når de genser ferieveninderne. Under opholdet har enkerne hver sit værelse, og der er gået sport i at få det samme år efter år. Værelserne er opkaldt efter forskellige landes havnebyer og udsmykket med et billede af den by, der har lagt navn til. Desuden er de udstyret med hver sin håndvask og et lille skrivebord med en udgave af Det Nye Testamente. Der er andagt morgen og aften samt bordbøn ved måltiderne, men hvad enkerne lægger i det, er op til dem selv. Og der er ingen rynkede øjenbryn, hvis man ikke går i kirke om søndagen.
– Når fuglen blir' mættet, så synger den glad. Når blomsten blir' vædet, så stråler dens blad, hvor meget des mere må jeg være glad og takke min skaber for drikke og mad, synger enkerne i kor, før dagens middagsmåltid serveres i spisesalen.
Menuen står på krebinetter med kartofler, smørsovs og kogte grøntsager efterfulgt af æblegrød med fløde og mælk. Det er mad, som damerne spiser med stor fornøjelse. Den rene luksus, gentager de. Efter at have rost køkkendamen og sunget endnu en bordbøn, bliver tallerkener og bestik samlet ind på højskolefacon, mens opvasken overlades til dagens køkkendukse.
– Alt foregår på spejdermaner, og for mig er traditionerne og bordbønnen med til at skabe en god og tryg stemning, siger Else Thomsen.
Flere af de andre fortæller enslydende, at de faste rammer hjælper dem med at slappe af. Dog ikke så meget, at de ikke kan holde sig vågne til nattebesøg på hinandens værelser.
– Ved 10-tiden går vi ned på værelserne og sidder og sludrer hyggeligt til omkring midnat. Mange ser jo kun hinanden den ene gang om året, så det gælder om at udnytte tiden, siger Randi Vestergaard.
Sonja Madsen nikker. Tid for sig selv har hun nok af til daglig.
– Det værste er faktisk, når opholdet slutter. Så kan det føles meget ensomt derhjemme i dagene efter. Men til december liver ferieminderne op igen, for så skriver vi julekort til hinanden og begynder at glæde os til næste års tur til Aggershøj. Og så snart invitationerne lander i postkassen ved påsketid, kimer telefonerne på kryds og tværs af Danmark, for vi vil gerne sikre os, at vi kommer af sted med alle dem, vi kender, siger hun.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
