Artiklen er første gang udgivet 27. juli 2012.
Grundlæggende har vi to identiteter: En social identitet bygget op om alt, hvad vi gør og har gjort i vores sociale liv. Og en biografisk identitet, som fortæller vores personlige liv, hvem vores forældre er, og som vi hele livet igennem skriver videre på sammen med vores nærmeste.
Det er familielivsforskeren, professor, dr.phil. Per Schultz Jørgensen, som opridser de to tilgange til identiteten. Historisk har den biografiske identitet været den vigtigste, men siden udviklingen i 1960erne af det flerkulturelle samfund er den sociale identitet kommet til at fylde meget, men som det blandt andet dokumenteres af en ny undersøgelse foretaget af You Gov for Kristeligt Dagblad, så er ønsket om at relatere til de mennesker, vi deler biografiske rødder med, stor.
LÆS OGSÅ: Danskerne har tætte søskendebånd
Undersøgelsen viser, at søskendeforholdet er en relation, som man gennem hele voksenlivet har store forventninger til. 85 procent siger, at de altid vil stille op for deres søskende, og 70 procent forventer, at deres søskende vil hjælp dem. Mere end hver tredje betragter en eller flere af deres søskende som nærmeste fortrolige, mens godt en tredjedel sætter forholdet til søskende over forholdet til venner.
Per Schultz Jørgensen, 79 år, har viet det meste af sit professionelle liv til forskning i familien. Han har kæmpet børnenes sag som formand for Børnerådet og beskrevet nye familiemønstre. Bag det hele har ligget en stærk tilknytning til hans egen familie og ikke mindst den store søskendeflok. For at fortælle den historie går turen med færge ud i Lillebælt til øen Årø. Her har hans slægt haft til huse siden 1600-tallet, og i dag er øen knudepunktet i hans søskendeliv.
Blandt psykologer er der enighed om, at gode søskendeforhold ofte er noget, man arver. Søskenderelationer har været genstand for meget lidt forskning i Danmark. Men når man som cand.psych. Helene Krasnik har arbejdet med litteraturen på området og klinisk beskæftiget sig med søskende, så tegner der sig et billede af det gode søskendeforhold som noget, man i mange tilfælde arver fra sine forældre.
Søskende fylder meget i vores liv, uanset om vi har gode eller dårlige forhold til dem. Forældre, som er i stand til at rumme deres børns forskelligheder, aggressioner og misundelse, vil typisk få børn, som holder sammen som søskende i voksenlivet. Når man ser på ens tidlige søskendeliv, er det en slags biografisk arkæologi, hvor man går tilbage og ser, hvilke relationer som har haft betydning for, hvem man er i dag. I fremtiden kan søskendeforhold få en større betydning, fordi søskende bliver de nærmeste vidner til ens opvækst, hvis ens forældre er skilt, og børnene bor en uge hvert sted, siger hun.
For Per Schultz Jørgensen er det gode søskendeforhold også noget, man vælger i en kultur, hvor man ikke mere er forpligtiget af normer om at holde sammen i slægten.
Man skal gøre sig til en social søster eller bror ved at tage del i hinandens fælles liv, støtte hinanden og bidrage til fortællingen, siger han og fører an fra Årøs lille færgeleje over strandengen til et hus med sprossede ruder og malerisk kig til Lillebælt. Huset rummer et lille bibliotek, hvor memorabilia i form af malerier, fotografier og bøger fortæller slægtens historie. Her kan fortællingen om søskendelivet udrulles, men inden det sker, skal vi møde hans søskende på øen: Åse Frovin Jensen, 82 år, som er pensioneret lærer, og søster Hedvig Barsøe, 80 år, der har en fortid som sygeplejerske og landmandskone. De to søstre har slået sig ned på øen for år tilbage, mens Per Schultz Jørgensen opholder sig på Årø en god del af året. Med til søskendeflokken hører også den yngste bror, seminarielektor Carl Martin Frovin Jørgensen, 68 år, der bor ved Aarhus, men jævnligt kommer på øen.
De voksne søskende er ikke i tvivl om, at de har fået det tætte søs-kendeforhold i arv fra det liv, som deres mor levede på Årø. Deres mor, Line Jørgensen, voksede op i huset sammen med søsteren Anna, mens Årø var tysk. Familien ernærede sig ved skibsfart. Deres morfar havde en skonnert , som sejlede med sand, tømmer og mursten mellem havne i Østersøen, men så kom Første Verdenskrig, og han blev indkaldt og var med ved Øst- og Vestfronten. Krigen kostede ham også skibet, så han måtte begynde forfra med et nyt skib efter krigen.
Der var et meget tæt forhold i min mors familie, fordi de havde oplevet trængselstiderne under Første Verdenskrig, hvor de kæmpede med ængstelse og social nød. Min morfar var væk i tre år, og i den tid lærte min mor forståelsen for, hvor vigtigt det var at holde sammen i familien. Jeg tror, det er indpodet i os fra vores forældres side, at vi skulle kunne leve sammen på en ordentlig måde. Selvom vi blev en stor flok, var vi en lille familie med en ugift faster og moster. Særligt vores moster og mor var tætte hele livet, siger Åse Frovin Jensen og suppleres af Per Schultz Jørgensen:
Vores forældre lagde vægt på, at vi var med i kirke, gik med til familiesammenkomster og besøgte vore gamle bedsteforældre. Det var ikke noget med, at man fløj rundt, og at hvert barn havde egne aftaler, for vi var ikke en moderne aftalefamilie, men en familie med fælles værdier og fælles normer, men det behøver der jo ikke komme en søs-kendefællesskab ud af, siger han.
Børnene voksede op i Kolding, hvor deres far, Frovin Jørgensen, var lærer og siden skoleinspektør. Familien voksede og blev en storfamilie med seks børn, og særligt de to ældste søskende syntes ikke om de mange barnefødsler.
Da jeg fandt ud af, at min mor ventede vores lillebror, blev jeg sur, for de havde solgt barnevognen, så jeg troede virkelig, det var slut. Da jeg begyndte i mellemskolen, var min lillebror født, men da jeg skulle præsentere mig, løj jeg og sagde, at jeg havde fire søskende. Først et halvt år senere fortalte jeg, at jeg havde fem søskende. Men siden har ingen af os været tilovers, siger Hedvig Barsøe.
Vi tre ældste blev kaldt de tre store og blev nok lidt forældre for de små. Jeg husker noget, som grænser til forældreansvar, og der følger en særlig forpligtethed ved at være en stor flok, siger Per Schultz Jørgensen.
I 1943 skete der noget, som blev et afgørende vendepunkt i søskendeflokkens liv. Deres far, Frovin Jørgensen, blev arresteret af tyskerne, og deres hjemmegående mor var alene med seks børn i alderen tre måneder til 13 år. Først sad han i Kolding, men blev så overført til koncentrationslejren Sachsenhausen lidt nord for Berlin og vendte først hjem halvandet år senere. Oplevelserne under krigen fylder meget, når de skal beskrive, hvordan deres søskendeforhold blev tæt.
Vi to store piger skulle noget, når vi kom fra skole. Selvom mor var utroligt dygtig, så skulle vi bidrage, og der var i hvert fald ikke noget med at have veninder til overnatning, sådan som børn har det i dag, siger Hedvig Barsøe.
Jeg sled i haven. Det var en kæmpe have med kartofler og æbler, og desuden var der tørv, som skulle bringes ind. Ja, jeg husker det som et knokleri, og så havde jeg desuden byplads tre steder, hvor jeg bragte varer ud og tjente 12 kroner om ugen, siger Per Schultz Jørgensen.
Jeg passede vores cykler og sørgede for, at dækkene var tætte. Vi sparede på alt, og sokkerne blev vendt, og der blev strikket nye bunde i dem, siger Åse Frovin Jensen.
Den majdag i 1945, hvor Frovin Jørgensen blev genforenet med familien, kom en fotograf fra Jyske Tidende forbi og forevigede den genforenede familie i haven. Billedet hænger i dag i biblioteket her i huset på Årø som et minde om afslutningen på en svær, men formativ tid.
Typisk har voksne danskere en søster eller bror, mens godt hver tiende ifølge Kristeligt Dagblads undersøgelse er del af en storfamilie som flokken på Årø. Når cand.psych Helene Krasnik ser på dynamikken i en søskendeflok, så ser hun på, hvordan de forskellige søskendes personlighed dannes i relationen med flokken.
Når man har set på personlighedsudvikling, har man traditionelt haft fokus på mor-barn-relationen, men søskenderelationen har også en betydning fra opvæksten og livet igennem. Polemisk mener nogle, at placeringen i søskendeflokken kan have større betydning for personlighedsdannelsen end forholdet til forældrene, siger hun.
Søskendeflokken på Årø er da også hurtige til at beskrive hinandens roller. Storesøster Åse Frovin Jensen, som sidder for bordenden under interviewet, beskrives af de yngre søskende som den mest besindige, alvorlige og førerhunden.
Ja, jeg sad mellem jer, når I sloges, siger Åse Frovin Jensen henvendt til Per Schultz Jørgensen og Hedvig Barsøe, som husker barndommens mange rivaliseringer, hvor bror og søster ikke gik af vejen for at sparke hinanden over benene ved måltiderne.
Der findes en del let tilgængelig litteratur om, hvad placeringen i søskendeflokken betyder, men som fagmand advarer Per Schultz Jørgensen mod at tillægge karakteriseringerne for stor vægt.
Når man er sammen med ens søskende, så går man ind i nogle roller, hvor man til en vis grad er præget af placeringen i flokken, men når man er i andre sociale sammenhænge, betyder det ikke noget, hvad placering man har i flokken, siger han.
Et søskendeforhold kan udvikle sig fra tæt til distanceret. 35 procent af danskerne svarer i Kristeligt Dagblads undersøgelse, at de sætter forholdet til søskende over forholdet til deres nærmeste venner, men 36 procent siger, at forholdet til deres søskende er præget af respekt, men ikke tæt. Den andel af danskere, som sætter forholdet til søskende over forholdet til nærmeste venner, falder med alderen. I huset på Årø er søskendeforholdets betydning ikke blegnet, men blevet udbygget gennem årene. De beskriver relationen som varm og fuldstændig naturlig.
Per Schultz Jørgensen refererer til den franske sociolog Pierre Bourdieu (1930-2002), som har udviklet begrebet kulturel kapital. Når han ser på sit eget liv, tænker han, at søskendeskabet og slægtens bånd er en primær, kulturel kapital, som han trækker på.
Som voksen skal man vælge sine søskende og beslutte at have noget sammen. Jeg har ofte været udfordret af spørgsmålet om, hvad det er i vores familie, som har gjort mig til den, som jeg er, og i den sammenhæng har jeg også set en forpligtigelse til at gøre mit til, at vi fortsat hænger sammen, siger han.Fem af de seks børn blev lærere eller arbejdede med undervisning. Alle blev gift og fik til sammen 18 børn. Når de voksne søskende skal beskrive styrkerne i deres forhold, så fremhæver de svogre og svigerinder, som er gift ind i familien.
Vi var en stor flok, og når de forskellige skulle giftes, blev fællesskabet på en meget naturlig måde udvidet i kraft af vores ægtefæller, og heldigvis kom de også til at holde af Årø og alt det, som det sted betyder for os, siger Hedvig Barsøe, som i dag bor på øen sammen med ægtefællen Kai.
Af You Gov-undersøgslen fremgår det, at det store flertal af danskerne regner med, at deres søskende vil være der for dem, hvis de får brug for hjælp, ligesom de selv vil give en hjælpende hånd. Ifølge cand. psych. Helene Krasnik er der livet igennem et særligt empatisk bånd spændt ud mellem søskende.
Når ens søskende har det svært, lider man med på en måde, hvor man ofte ikke kan sætte ord på, fordi ens grundlæggende erfaringer af empati i forhold til ens bror eller søster er grundlagt, før man fik et sprog for det, siger Helene Krasnik.
Det har flokken på Årø også oplevet, da deres søster fik kræft og døde som 46-årig og efterlod sig mand og fire børn. I sygdomsperioden skiftedes de øvrige søskende og forældre og moster til at tage en praktisk tørn i søsterens hjem i Vejle.
Vi har to søskende, som er døde af kræft, og deres død har understreget, at vi som søskende ikke bare skal være til pynt, men skal træde i karakter, siger Per Schultz Jørgensen.
På Årø taler søskendeflokken om, at de har, hvad en har kaldt gode gener. Deres forældre blev over 90 år og døde med få måneders mellemrum, så søskendeflokken håber på mange fælles somre på øen i Lillebælt. Men de ved også, at de har givet deres søskendeliv videre til næste generation, som jævnligt kommer på Årø. I forhold til at give søskendelivet videre har en tradition indstiftet af deres forældre været afgørende.
I en udgave af Billed Bladet fra 1979 kan man læse en artikel om forældreparret Frovin og Line, som inviterede deres seks børn, svigerbørn og børnebørn på en uges rejse til Tyrkiet. Grupperejsen vakte en sådan opsigt, at de også kom i en tyrkisk avis. Efter forældrenes død i 1994 har søskendeflokken videreførte de årlige rejser. I skolernes efterårsferie i 2011 var de på Sicilien. De var omkring 70 deltagere, for i dag hører svigerbørn og børnebørn med til selskabet, hvor man i en uge slapper af, leger, synger, mødes om den fælles historie og styrker det, Per Schultz Jørgensen beskriver som den vigtige biografiske identitet.