Prøv avisen

"Sammen med Helle føler jeg mig ikke så forkert"

Diana Benneweis har rejst rundt med cirkus hele sit liv. Kun et år gik hun i skole, og her mødte hun veninden Helle Andersen Nexø. Foto: Arne Magnussen/PR

En farvestrålende papegøje, som kan tale både med den hjemløse og de kongelige. Sådan beskriver cirkusprinsessen og direktøren Diana Benneweis sin veninde gennem 50 år, Helle Andersen Nexø

Da Helle Andersen Nexø sidste år blev opereret for brystkræft, ville hun allerhelst have sin veninde gennem 50 år ved sin side: Diana Benneweis.

Diana Benneweis fik selv fjernet en knude i brystet som 29-årig og har siden gået til mammografiscreeninger hvert år. Og da veninden spurgte, om Diana ville holde hendes hånd ved operationen, blev hun utroligt rørt og stolt. For som Helle sagde: 'Du er den eneste, der ikke sidder og tuder hele tiden'. Det tog Diana som et kompliment.

Operationen gik fint, og Helle er blevet rask. Begivenheden bragte de to veninder endnu tættere sammen, fortæller Diana Benneweis i dag om sit vigtige venskab med Helle Andersen Nexø:

"Vi var sammen om en skræk og en angst. Vi er to kvinder, der har kendt hinanden altid, men normalt deler vi ikke værelse. Jeg bor altid for mig selv, for sådan er jeg nu indrettet. Men så bad Helle mig om at tage et billede af hendes bryster før operationen, for hun anede jo ikke, om hun så dem igen. Det synes jeg, var meget rørende. Samtidig lavede vi også grin. Vi havde en aften inden operationen, hvor vi drak noget god vin, og hvor vi så kunne grine og græde og holde hinanden i hånden," siger Diana Benneweis.

En farvestrålende papegøje

Diana Benneweis blev som lille adopteret ind i familien Benneweis. Som barn rejste hun rundt i hele landet med cirkus, og hun gik kun i skole et år af sit liv. Der mødte hun Helle.

"Min far anbragte mig i en meget fin familie, hvor jeg følte mig som en fremmed fugl, der var kommet et forkert sted hen. Der var sølvtøj, krystalglas og antikviteter, og jeg følte mig fuldstændig ved siden af. Men Helle var en af de få, der formåede at få mig til at føle mig hjemme. Og godt tilpas. Hun har en evne, hvor hun kan få alle mennesker til at føle sig godt tilpas. Hun kan spille på alle instrumenter inden for menneskeheden - hun kan tale med de kongelige og med den hjemløse på gaden. Hun er meget smuk og har altid været det. Hun er en farvestrålende papegøje," siger Diana.

Alle er mennesker af Gud

Diana har kæmpet med en psykisk sygdom, og grunden til, at Helle er en særligt vigtig veninde er også, at hun ved, hvornår hun skal lade Diana være i fred. Helle har arbejdet i psykatrien mange år af sit liv, og når den tidligere cirkusprinsesse bliver vild i øjnene, tager veninden Dianas hunde og går en tur, mens Diana falder til ro med noget arbejde eller andet.

I 1997 blev Diana indlagt på psykiatrisk afdeling med en akut medicinsk psykose, og hun blev senere diagnosticeret maniodepressiv.
Venskabet med Helle er blevet så stærkt, fordi de begge ser på livet på samme måde. De har begge en tro på, at 'naturen er Gud, og Gud er naturen'.

"Helle hjælper mig med sin ærlighed. Hun forstår det. Og hun gør, at jeg ikke føler mig så forkert. Jeg føler mig ikke så meget som medlem af en klub, som ingen gider at være medlem af, når Helle er i nærheden. For Helle er alle mennesker lige - om du er psykisk belastet, har depressioner eller handicappet. Vi er allesammen mennesker for Gud," siger Diana Benneweis.

Opgør med Djævelen

Da hun skrev sine to bøger om livet med en psykisk sygdom - 'Alting har sin pris' (2002) og 'Livet bliver ikke genudsendt' (2006) - spillede Helle en rolle. Diana overvejede at droppe et afsnit, hvor hun beskriver sit opgør med Djævelen.

"Det er en sekvens, som er grænseoverskridende for mig, og det er opgøret med Djævelen. Men Helle sagde: 'Diana, hvis du har mod til at stå ved det, så vil du hjælpe rigtig, rigtig, rigtig mange andre psykisk syge.' Og det funderede jeg meget over, for jeg havde virkelig slet ikke lyst til at stå ved det. Men da hun fortalte mig, hvor vedkommende, det faktisk var, så tænkte jeg, at det skulle med."

Efter udgivelsen af den anden bog endte Diana Benneweis på landets avisforsider med beskyldninger om, at hun dræbte sin far. Da han lå for døden med lungekræft, satte Diana sammen med en veninde Eli Benneweis' morfindosis op, indtil han faldt til ro. De tændte et lys, og Diana holdt ham i hånden, til han døde.

Anklagerne om aktiv dødshjælp - som Diana er modstander af - kastede hende endnu engang ud i sygdom:

"Helle spillede en stor trøsters rolle. Fordi hun sagde, at det havde hun også gjort i mit sted. Nu er hun så heldig, at hun stadig har begge sine forældre. Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed over det, men det eneste, jeg nogensinde har fortrudt i den forbindelse, det var, at jeg ikke holdt min kæft. Og jeg ville gøre det samme til enhver tid igen, hvis jeg havde chancen," siger Diana.

Krise

Diana har aldrig følt sig svigtet af Helle, og hun mener heller ikke, at hun selv har svigtet veninden. Men venskabet har dog været gennem en krise. For seks-syv år siden mødte Helle en udenlandsk mand nogenlunde samtidig med, at Diana mødte sin kæreste Freddy - der i dag styrer cirkuskaravanen, når hun er i Sverige.

"Jeg var sammen med ham i tyve minutter, og jeg brød mig absolut ikke om ham. Jeg bilder mig ind, at jeg er en rigtig god menneskekender. Når man er sådan et fantastisk menneske som Helle, så synes jeg, at man fortjener bedre. Men vi udvikler os jo allesammen i hvert vores tempo, og Helle var ikke rigtig trådt ud af flinkeskolen, og så skal man også live have lov til at følge med," siger Diana.

Hun sagde til Helle, at hun altid var velkommen til at komme på besøg i huset i Sverige - alene:

"Hun er et voksent, selvstændigt menneske, som træffer sine egne valg, og så må jeg jo prøve at se, om jeg kan vare min mund. Det kan jeg så sjældent. Men manden var psykopat, og jeg synes bare, at hun skulle se at få benene på nakken. Men Helle er også meget Florence Nightingale. Hun har en sympati for de svage og kommer i snak med hvem som helst. Det viste sig også, at jeg havde ret. Men hvis jeg havde taget fejl, ville jeg heller ikke være bleg for at undskylde," siger Diana.

Helle er ikke længere sammen med manden, og Diana er sikker på, at de to vil holde sammen:

"Rigtige venskaber kan overleve næsten hvad som helst. Det overlever ægteskaber og kærlighed, kærester og elskere. I mit hjerte ved jeg, at Helles og mit venskab varer ved, til vi dør. Sådan er det. Det er der slet ingen tvivl om," siger Diana Benneweis.

Helle og Diana under en vandretur ved Trollhättan i Sverige. - Foto: Privatfoto