Prøv avisen

Sange fra missionshuset

Jens Bendix er en af tre sangere, som er gået sammen om at indsynge gamle missionssange på cd. Nogle er nærmest bombastiske, nogle mere lyriske. Jens Bendix er mest til de sidste

Egentlig ville Jens Bendix ikke have været med på cd'en »Navnet Jesus - sange fra missionshuset«. Som gammel musiker med omkring 20 år i branchen stødte det ham, at musikken på forhånd var spillet ind af svenske musikere - den ville han gerne selv have haft fingre i.

Men da han hørte musikken, overgav han sig. Den var præcis, som han selv kunne have lavet den, og sammen med musikerkollegerne Viggo Iversen og Hans Jørn Østerby gik han i gang med at synge sangene ind.

Det er blevet en cd med gamle sange fra missionshuset udgivet af Indre Missions pladeselskab, Refleks Musik. En dansk udgave af et svensk projekt.

- Det er kernesangene fra missionshuset på godt og ondt. Jeg er mest til de sange, som ikke er så bombastiske - de sange, hvor poesien er med. Jeg har aldrig været den type, der har rejst mig i en forsamling og sagt: »Dav, Jeg hedder Jens Bendix, jeg er kristen« - og dem kan du godt finde i det miljø, jeg kommer fra. Jeg vil ikke støde nogen væk. Og på samme måde med musikken. Der skal være poesi, højt til loftet og noget til hovedet, siger Jens Bendix.

Det miljø, Jens Bendix kommer fra, har haft de gamle missionshus-sange med hele vejen. Han fortæller om oplevelser hos mormoderen, hvor hele familien samledes om violin og trædeorgel for at synge, og der gik blues i den, som han siger.

- Der blev sunget og spillet, så taget var ved at ryge af. Vi krængede sjælen ud og støttede hinanden.

Alle tre sangere på cd'en har tidligere udgivet plader og cd'er på Indre Missions forlag og har også en fælles baggrund i det indremissionske miljø.

Viggo Iversen er fra Agger ved Thyborøn, hvor han foruden sit arbejde med unge kriminelle på et socialpædagogisk opholdssted også er gået ind i kommunalpolitik for Kristeligt Folkeparti, leder den lokale søndagsskole og er med i Indre Missions samfundsstyrelse i Agger. Hans Jørn Østerby arbejder som organist ved Dejbjerg Kirke i Vestjylland.

Jens Bendix arbejder som skolelærer i Århus og har tidligere udgivet otte cd'er fortrinsvis med egne kompositioner. Det er folk/rock-inspireret musik med Bob Dylan som en af de store inspiratorer.

På spørgsmålet, om de tre har udgivet en nødvendig plade, svarer Jens Bendix:

- Hvis du spørger Viggo, vil han sige: »Ja!« Hvis du spørger Hans Jørn og mig, svarer vi: »Jah É« Men jo - cd'en viser en tradition, og nogle af sangene er gammeldags, men det betyder ikke nødvendigvis »træls«. En sang som »Løfterne kan ikke svige«, som er med på cd'en og er en af mine favoritter, er en sang, som i al sin enkelhed fortæller mig, at på trods af mine fejl og mangler og livets hårdhed er her noget, som er fast, ikke flytbart. Det er dybest set det, jeg lever mit liv efter.

Jens Bendix nærmer sig de fyrre og har fundet sit musikalske ståsted. Han spiller mange kirkekoncerter og på caféer, og han vil gerne spille på mange forskellige steder. Men ikke alle steder ønsker at hyre ham.

- Det er svært for mig at komme til at spille på festivaler, og det er nok, fordi jeg synger om det, jeg gør. Nu er det jo ikke alle mine sange, der handler om tro, og jeg synes ikke selv, at jeg kan skræmme nogen væk, men det er nok sådan.

Jens Bendix beklager sig ikke. Han konstaterer og fortæller i samme åndedrag om, hvor dejligt det er at spille i kirkerne.

- Der kommer faktisk et bredt publikum. Foruden dem, der bruger kirken meget, kommer der også folk, som kun bruger kirken kulturelt, og det er spændende, om man kan ramme hele flokken. Og så er der jo en særegen ro i kirken, som vi har rigtig godt af, siger Jens Bendix.

Når talen kommer ind på tro og tvivl, understreger Jens Bendix, at han nok synger for publikum, men at han selv har lige så meget brug for sangene.

- Jeg har brug for det spark og det rygstød, sangene er. Jeg tror ikke på tvivlen, jeg dyrker den ikke, men jeg ved, den er der. Tro er en levende ting, som bevæger sig, og jeg kan ikke garantere, at min kristentro er i vater, den dag jeg skal spille for et publikum, men så har jeg selv brug for de sange. Jeg betragter ikke mig selv som skråsikker - og bestemt ikke på andres vegne.

kirke@kristeligt-dagblad.dk