Prøv avisen

Selvmord må ikke ties ihjel

- Når du er efterladt, står du i en helt anden situation end ved dødsfald på grund af en trafikulykke eller alvorlig sygdom. Du er vred og gal i skralden og føler skyld og skam, men har ingen at snakke med. Vedkommende gjorde det jo med vilje, siger Unni Bille-Brahe. (Foto: Nordfoto)

- Traumet efter et selvmord kommer man ikke over, men man kan lære at leve med det, siger Unni Bille-Brahe, der er formand for Landsforeningen for Efterladte efter Selvmord og selv er efterladt

Hver år begår omkring 800 danskere selvmord. Efter hvert af disse selvmord er der statistisk set fire til fem efterladte, som må kæmpe med det traume, det er, at en af deres kære har taget livet af sig. Det betyder, at gruppen af efterladte og andre, der har haft selvmordet tæt inde på livet, deriblandt lokoførere, der har fungeret som »redskab«, vokser med 4000 til 5000 om året.

Mange efterladte står tilbage med følelsen af dobbelt svigt. De føler sig svigtet af den døde, og de føler, at de selv har svigtet. Og mange isoleres i deres sorg, fordi selvmord stadig er et tabuemne, og fordi omgivelserne ikke ved, hvordan de skal håndtere situationen. Det er baggrunden for, at Landsforeningen for Efterladte efter Selvmord blev stiftet i 2002.

- Når du er efterladt, står du i en helt anden situation end ved dødsfald på grund af en trafikulykke eller alvorlig sygdom. Du er vred og gal i skralden og føler skyld og skam, men har ingen at snakke med. Vedkommende gjorde det jo med vilje. Hvordan i himlens navn kunne min mand forlade mig og børnene og lade mig sidde her? Holdt far ikke af mig, siden han hellere ville dø? Det går ud over selvværdet. Jeg burde have set det, gjort noget, det er min skyld. Sådan er det, siger Unni Bille-Brahe.

Den 73-årige tidligere lektor i socialvidenskab er kendt som Danmarks førende selvmordsforsker. Hun stiftede i 1989 Center for selvmordsforskning i Odense, som hun ledede frem til sin pensionering i 2000, ligesom hun er medstifter af Center til Forebyggelse af Selvmord.

Nu har hun engageret sig i arbejdet for hjælpe de efterladte efter selvmord. At hun også selv er en efterladt, der kom til at beskæftige sig med selvmord det meste af sit voksne liv, kalder hun en tilfældighed.

- Men det tror folk ikke på, og det gør jeg egentlig heller ikke selv, siger Unni Bille-Brahe og fortsætter:

- Min mand tog livet af sig, da jeg var 30 år. Det betød meget. Jeg sad alene med en tre-årig datter, men havde heldigvis gode venner, der tog mig op og bar mig. Senere blev jeg gift igen og begyndte at læse socialvidenskab og kom ad den vej med i et forskningsprojekt om selvmord. At jeg selv har haft det tæt på har nok givet mig mere forståelse, men det har ikke influeret på mit arbejde. Jeg er epidemiolog og har interesseret mig for selvmordsproblemet væsenligst på et samfundsplan med risikogrupper osv. Jeg er ikke gået så meget ind i det enkelte menneske, det kom først senere. Men jeg har følt mig meget priviligeret over at kunne beskæftige mig med noget meningsfyldt. For det vigtigste filosofiske spørgsmål er da spørgsmålet om liv eller død.

Spørgsmålet er, hvorfor nogle mennesker vælger at begå selvmord.

- Generelt kan man vel sige, at de er kommet i en situation, som de ikke kan se nogen vej ud af. De får et »tunnelsyn«, går i sort og kan ikke se andre måder at komme ud af det på end ved at tage livet af sig. Så spørger folk: Jamen, hvad med hensynet til familie og børn? Det er, som om det hensyn forsvinder, og det er noget af det sværeste for de efterladte at forlige sig med. Andre begår selvmord i et anfald af sindssyge. Maniodepressive har således en høj risiko for selvmord, men langtfra alle, der begår selvmord, er psykisk syge. Der er for eksempel også ældre mennesker, der siger: Nej, nu gider jeg ikke mere. Jeg er mæt af dage, benene vil ikke mere, jeg kan ikke se, og jeg kan ikke høre. Nu er det nok.

- Inden for de sidste par år er et stigende antal unge piger begyndt at bruge selvmordsforsøg som en måde at kommunikere på. Det er tankevækkende. Et samfund som vores har så meget støj, at det ikke er nok at forsøge at fortælle, at man har det skidt. Man er nødt til at tømme pilleglasset for at bevise det. De unge mennesker vil ikke dø, men med deres selvmordsforsøg råber de: Se mig, hør mig! Men nogle gange går det galt, og så sidder forældre, bedsteforældre, søskende og gode venner tilbage med smerten.

- Endnu en gruppe er i risiko for selvmord, og det er de efterladte. Der var en flot pige på 42 år, lykkeligt gift, to dejlige børn og et godt arbejde, som fortalte følgende: Min mor tog livet af sig, og det gjorde min moster også, så det kommer jeg nok også til. Selvmord smitter altså og kan læres som en måde at løse problemer på. Selv små børn opfatter, at selvmord altså var fars måde at klare problemer på, siger Unni Bille-Brahe.

Filosofien bag landsforeningens arbejde er, at hvis man som efterladt får den rigtige hjælp og støtte til at bearbejde sit tab af en pårørende ved selvmord, får man mulighed for at komme videre i sit liv på en konstruktiv måde. Og dermed blive mindre udsat for selv at vælge selvmord eller anden destruktiv adfærd.

- Den hjælp, som efterladte kan få i det offentlige, er at gå til lægen og få en henvisning til psykologhjælp med 12 behandlinger inden for det første halve år, og man skal selv betale 40 procent. Og det er jo langtfra nok. Efterladte har behov for at snakke med andre, der har været ude for det samme. Nogle, der ikke siger: Nej, nu må du holde op, nu må du komme videre! Traumet efter et selvmord kommer man dog ikke over, men man kan lære at leve med det, og det er dér, foreningens arbejde kommer ind.

- Den umiddelbare støtte og hjælp sker bedst i det lokale miljø, og foreningen arbejder derfor på at oprette lokale afdelinger, der skal kunne komme med relevante tilbud, herunder sorggrupper under professionel ledelse, der kan yde støtte i den første hårde fase, og selvhjælpsgrupper, hvor de efterladte kan møde andre i samme situation og hjælpes ad med at komme videre. Der er allerede grupper i gang, som der er stor søgning til.

- Fordelen ved at møde andre i samme situation er for eksempel, at man opdager, at man ikke er den eneste, der er gal på den afdøde, at det er en helt naturlig reaktion, og at man hverken er skør eller urimelig. Det betyder også meget, at man får snakket om det skete, for det skal ikke ties ihjel.

- Vi er blevet bedre til det de senere år, men jeg kan høre på mange, der kommer til foreningens møder, at de slet ikke kan tale om det i familien. Vi har jo aldrig været gode til at snakke om døden i vores kultur, og selvmord har været tabu.

- I antikken var det at tage livet af sig helt i orden - det var nærmest ærefuldt. Med kristendommen kom også martyrdøden ind i billedet. Man gik i døden for den kristne tro og var derfor sikret en plads i paradis. Men efterhånden - det vil sige i løbet af det 4. - 5. århundrede - var der så mange martyrer, at kirkefædrene måtte gribe ind. Selvmord blev til mord, og selvmorderen kom ikke til paradis, men i helvede. Det blev den første form for selvmordsforebyggelse. Selvmordere måtte ikke begraves i indviet jord, og al familiens ejendom blev konfiskeret af kirken. Den eneste måde, de efterladte kunne komme uden om det på, var ved at bevise, at selvmordet var sket i »rædsel og pine«, som der står i en kongelig dansk forordning fra 1790'erne.

- Vi skal helt ind i 1800-tallet, før den praksis ophørte, men holdningen hænger til en vis grad ved. I dag er det sådan ifølge forsikringslovens paragraf 100, at hvis en livsforsikring er tegnet inden for to år inden selvmordet, skal familien kunne bevise, at de to ting intet har haft med hinanden at gøre, inden forsikringen kan komme til udbetaling. Men det kan jo meget sjældent bevises, konstaterer Unni Bille-Brahe.

Dengang hendes mand tog livet af sig, var der ingen hjælp at hente hverken fra samfundets side eller i form af frivillige organisationer som den forening, hun i dag er formand for.

- Det manglede jeg totalt, da jeg stod i den situation. Jeg lå på sygehuset, da det skete. Da jeg kom hjem, fik jeg besøg af en ung nyansat præst, og han var sød, men temmelig rådvild, og psykologhjælp fandtes ikke dengang. Til gengæld havde jeg nogle fantastiske venner, og vi fik snakket, snakket og snakket. Det hjalp mig igennem. Livet skal jo gå videre, specielt når man har børn. Jeg var jo vred på min mand. Hvad bildte han sig ind? Her sad jeg med vores lille datter, og så stak han bare af. Det gør man jo ikke, vel?

- Jeg glemmer det aldrig, men det er 40 år siden. Livet går videre, specielt når man har børn. Min mand var maniodepressiv, og jeg har først senere fået indblik i den sygdom og har i dag forståelse for, hvordan hans liv har været. Men det tog lang tid. Jeg har tilgivet ham, siger Unni Bille-Brahe og tilføjer:

- Tilgivelse er en vigtig forudsætning for at komme videre. Det kan du ikke, hvis du er fuld af bitterhed.

remar@kristeligt-dagblad.dk