Prøv avisen

Sidste chance

Ebbe Kløvedal Reich døde som 65-årig. Kort før medvirkede han i dette interview til Kristeligt Dagblad. -- Foto: Leif Tuxen.

Døden helbreder som bekendt alle sygdomme, sagde forfatteren Ebbe Kløvedal Reich

Ebbe Kløvedal Reich er begyndt at øve sig i at dø.

- Så længe man er ung, er døden ret teoretisk. Man vidste, man skulle dø på et tidspunkt, men den tid, den sorg. Nu er det en mere uafviselig del af hverdagen. Det opfatter jeg som en erfaring snarere end som noget rædselsfuldt. Man er tvunget ud i at øve sig på at dø. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke har gjort det før, men nu er det mere systematisk.

I januar sidste år fik han stillet diagnosen prostata-cancer med metastaser.

- Når man endelig skal have kræft, kan jeg ikke forestille mig en mere behagelig måde at have det på. Prostata-cancer er en blid og langsom kræfttype med gode behandlingsmuligheder. Sygdommen har den konsekvens, at jeg er mere øm i ryggen, end jeg plejer at være, fordi der er metastaser i knoglerne. Behandlingen består i en hormonkur, hvor jeg bliver bombarderet med kunstige kvindelige kønshormoner - men ikke nok til, at jeg taber skægget, siger Ebbe Kløvedal Reich og smiler ad ironien i det.

Den 62-årige forfatter, foredragsholder, samfundsdebattør og tidligere venstrefløjsaktivist med adresse i det berømte kollektiv »Maos Lyst« er netop kommet hjem fra en research-rejse til Alexandria i Egypten. Nu sidder han ved spisebordet i sin og hustruen Elises lejlighed højt hævet over Kongens Have midt i København. Der er bøger overalt, og han undskylder rodet med, at de er ved at få sat nye reoler op i entreen.

I krusene er der grøn te, som er kendt for sit høje indhold af antioxidanter. På grund af sine skavanker er Ebbe Kløvedal Reich holdt op med at drikke kaffe. Det har haft den sidegevinst, at han er gået 10 styk ned om dagen af de Kings uden filter, som der ligger en pakke af på bordet.

Sygdommen og behandlingen af den har medført ændringer i hans tilværelse.

- Det betyder en omkalfatring i det psykiske på godt og ondt. Der er visse livsformer, man holder op med. Jeg har tidligere været afhængig af lange skrivepassager, hvor jeg sad og skrev i 10-12 timer på kaffe og cigaretter. Nu bliver jeg diffus i hovedet. Præstations-neurosen er røget lidt ud af mig. Men jeg ved ikke, om det er på grund af behandlingen. Det kan lige så vel være, at jeg er begyndt at tænke mig om, fordi døden er kommet nærmere.

Hvordan øver du dig i at dø?

- Man tænker dybt over det. Gennemlever de passager, man ved hører med til at dø. Lader livet passere revy. Det egentlige er vel at finde en mening med sin egen død. Meningen med livet er givet, døden må man selv konstruere. Selv om jeg ikke har oplevet døden, har jeg opdaget, at det er den, der giver livet konsistens. Det evige jordiske liv er en frygtelig ting at forestille sig. Det, der giver tilværelsen karakter og fylde, er den foreløbighed, som tvinger én til at skaffe sig en mening, mens man er i live.

- Jeg er bange for det, der kommer forud for døden - sygdom, smerte, svækkelse og fordærv. Selve sammenbrasningen af det fysiske liv er en angstfremkaldende sag. Men når døden først er der, er det jo forbi. Døden helbreder som bekendt alle sygdomme. Det er en vittighed, men der er også en dyb sandhed i det, siger Ebbe Kløvedal Reich, og den rå humor tænder en glød i hans varme, brune øjne.

Hvad er så meningen med din egen død?

- Jeg har fundet frem til, at det at se intetheden i øjnene er en fase i det. Men det er samtidig noget af det mest tumpede at blive ved med at gøre. Ingen kan se intetheden i øjnene. Det er næsten værre at forestille sig end et evigt jordisk liv. De fleste i vores kultur har slået sig til tåls med intetheden - når man er død, er det slut, prut, fordærv og forrådnelse. Det er noget, som mange af os accepterer som det uundgåelige, samtidig med at vi ved, at kroppen ikke forsvinder. Den opløses bare. Den ateistiske tyrkertro på, at ånden forsvinder, regnes oven i købet for en heroisk påstand. Jeg har aldrig kunnet se, hvad der var heroisk ved det, men fantasiløst, yes!

- Hvis jeg skal udtrykke min kristne tro på det punkt lidt naturvidenskabeligt, må det være sådan, at livet skaber stoffet og ikke omvendt. Livet går naturligvis videre efter at have mistet kontakten med stoffet. Spørgsmålet er, hvor ens eget ego er i det der - om det er ånd med personnummer, der opstår fra døden. Det evige liv er en ubegribelig størrelse. Men et eller andet udtryk for liv med udgangspunkt i os selv fortsætter efter døden. Hvordan ligger i Guds hånd, og dér ligger det sikkert udmærket.

Hvad betyder din tro for dig i den forbindelse?

- Som jeg opfatter, hvad Jesus siger om det her emne, så forsøger han at befri for angst ved at vise mennesker, at dette liv ikke er den eneste livsmanifestation. Samtidig viser han hen til dette liv, vi er forpligtet på. Det er en forpligtelse, der gælder indtil døden.

- Jeg vil ikke prale. Men intensiteten ved at være i live er alt andet lige vokset efter diagnosen. Værdien ved at leve bliver sat i relief. Man kunne godt have tænkt sig at have det sådan hele livet. Men det er der da ingen af os, der gider, da meget af tilværelsen jo er en trummerum. Så der er en frihed ved kun at have få år tilbage. De år skal helst være fulde af intensitet og meningsfuldhed.

Hvordan?

- Jeg er kommet tættere på min familie og den del af mit arbejde, som jeg opfatter som det vigtigste. Mit skønlitterære arbejde er kommet til at spille en større rolle nu. Og det, man gør meget som ungt menneske, slår tiden ihjel, er noget, jeg meget sjældent gør mere. Det er tiden for kostbar til.

- Der er et kraftigt behov i tiden for at slappe af, lade sig underholde og holde fri. Det kommer af den voldsomt puritanske arbejdsmoral, der er vokset frem i samfundet uden nogen form for kulturel kritik. Produktionspresset er blevet større, samtidig med at der produceres mere, end vi kan forbruge. Så opstår den kategoriske skelnen mellem arbejde og fritid, som er et sygdomstegn. Det er jo sådan, at jo mere man lægger i det, man gør, når man arbejder, jo mere får man med af sig selv, og jo mindre er der behov for at koble af. Nu lever jeg selvfølgelig et privilegeret liv som forfatter. Men jeg mener alligevel, at forskellen på lyst og pligt skal være så lille som mulig. Nogle er i en livssituation, hvor det er svært at realisere. Men så er spørgsmålet, om man ikke burde ændre på de livsbetingelser, selv om det kan være vanskeligt på grund af terminer og andre økonomiske forpligtelser.

Hvordan undgår du selv at slå tiden ihjel?

- Jeg mestrer det da ikke til fuldkommenhed. Men jeg har en fornemmelse af, at jeg er blevet lidt dygtigere til den insisteren på, at hvert eneste øjeblik i éns liv skal være intenst og opfylde én. Jeg ved, at det er en utopi, men det fungerer for mig som et pejlemærke.

- På en måde er vi alle skyldige i vores eget liv og vores egen død. Vi misligholder skabelsesmiraklet ved at trække os tilbage fra tilværelsen og ved at være bange for den. Det er for mig at se arvesyndens grundtræk. Vi er alle sammen begavet med en fantasi om at leve mere intenst og betydningsfuldt end den måde, som vi i virkeligheden lever på. I den skillelinje ligger arvesynden. I den mest oplagte form: Vi elsker ikke vores næste. Vi hader, mistror og udkonkurrerer ofte vores næste. Derfor er tilværelsen ikke opfyldt af kærlighed, heller ikke inde i os selv.

- Der er også andre måder at slå sig selv ihjel på. Jeg ryger 20 cigaretter om dagen, og det er da pinde til min ligkiste. Men jeg gør det med åbne øjne, ligesom jeg foretager forskellige mavesårsfremkaldende aktioner, så jeg bliver anstrengt på en forkert måde. Jeg drikker også et par stive whiskysjusser hver dag - sådan er det! Men man kan lige så godt sige nej til tilværelsen ved udelukkende at prioritere, hvad der er sundt. Det er en meget livsfornægtende måde at leve på.

- Til gengæld har jeg taget mig den frihed at beslutte, at den roman, jeg er i gang med nu, først bliver afleveret til forlaget, når jeg er helt stensikker på, at den er færdig. Tidligere afleverede jeg før, for ellers blev skattefar sur. Det vil jeg skide på nu. Dette med ikke at gøre arbejdet helt færdig er noget, som tidsånden dikterer. Den vil have hurtighed i stedet for perfektion. Det kunne jeg ikke have sat mig op imod for 10 år siden. Det kan jeg sagtens nu.

Så der er ikke noget, du skal nå?

- Jo, men først og fremmest i forhold til de mennesker, jeg er tættest på. Det er blevet vigtigt at opbygge de forhold. Vi kender alle sammen en hel masse mennesker, vi har svigtet, bekendtskaber, der er gledet ud, eller nogen, vi har behandlet dårligt. Arvesynden opererer også dér. Jeg holder meget af arvesynden, for et fælles skibbrud er bedre end et individuelt skibbrud. At acceptere, at man selv er et syndigt menneske, giver bedre mulighed for at tilgive andre mennesker.

I forordet til sin bog »I svampens hede. Krønike imod tidsånden«, der udkom tidligere i år, skriver Ebbe Kløvedal Reich, at dengang han i 1969 udgav en lignende samling tekster i »Svampens tid«, var både tiden og han anderledes: »Dengang havde jeg to børn under (selvforskyldte) rodede omstændigheder, boede i kollektiv og havde kronisk skattegæld. Nu er jeg lykkelig gift, har fire børn og fire børnebørn og en stor, dejlig, sammenbragt (og stadig rodet) familie og er gældfri. Det giver naturligvis andre måder at tænke på.«

- Der er visse passager i mit kærlighedsliv, hvor jeg har en vis skyldfølelse. Men generelt kan det ikke nytte noget at fortryde. Det er der ingen, der bliver glade af. Men det er vigtigt at få realiseret de følelsesmæssige relationer til dem, der er tættest på. Det skal ikke opfattes bogholderagtigt på den måde, at der skal være orden i regnskabet. Det handler mest om ikke at begå flere fejl.

Hvilke fejl?

- Først og fremmest egocentrisk ligegyldighed over for andre liv. Hvor man opfatter sit eget liv så vigtigt, at man skubber andre mennesker fra sig, fordi de er til besvær. Det har jeg meget ofte gjort, og det, tror jeg, at alle har gjort. Undladelsessynd er meget almindelig, hvor man handler, som om andre ikke er der, af hensyn til ens eget liv. Jeg har gjort det for at sætte mig selv igennem. For at lade mit ego afspejle sig i alverden og ikke i et andet menneske. Min præstationsagtige neurose har været at få skrevet noget. Det er det at lade sit eget projekt gå forud i stedet for at lade tilværelsen med andre mennesker komme én i møde.

- Allerede da jeg var ung i 1970'erne, var jeg klar over, at noget var galt. Hvis der er noget, som alle vi kollektivister fra dengang kan give hinanden ret i, så er det, hvor meget privatmennesker vi alle var, og hvor dårlige vi alle var til at være fælles. Samtidig gjorde vi op med privatistisk forbrugerisme, men vi tabte på alle fronter.

- Der var en modsætning mellem det politiske menneske, jeg var, og det levede liv. Jeg har aldrig været erklæret kommunist, men løgnen var der vel. Os i kolletivet »Maos Lyst«, der var politiske og arrangerede demonstrationer og andre aktioner, lod altid de andre om opvasken. Det var en diskrepans. Det betyder ikke, at jeg er uden politiske visioner i dag, men jeg er mere usikker på, om min indsats gør til eller fra.

- Hvis jeg leder efter, er der en masse, jeg har fortrudt. Men fortrydelses-fænomenet er et ukonstruktivt træk ved ens hukommelse. Vi er tilgivet - jeg kan ikke læse Jesus anderledes. Men vi er tilbøjelige til at glemme det, og det er dér, balladen begynder.

Hvad betyder troen på tilgivelsen for dig?

- Den betyder meget. Det evige liv hører sammen med tilgivelsen og nåden. Men det forholder sig nu en gang sådan, at det fromme liv ligger meget tæt op ad det farisæiske liv, og det er også tilfældet for det utopiske liv. Farisæere og utopister er de sidste, der bliver tilgivet, siger Ebbe Kløvedal Reich, slår en høj latter op og forklarer:

- Troen på kristendommen betyder, at jeg ikke kan bruge mine synder som undskyldning til at begå endnu flere. Hvis synden bliver en vane, så fatter man ikke, hvad tilgivelse rummer. Det, den rummer, er, at du er sat fri til at gøre lige præcis, hvad du vil i ethvert øjeblik. Men hvis du slæber rundt med for mange synder på ryggen, kommer du aldrig dertil.

- For eksempel: Hvis jeg møder et menneske, som jeg har et forhold til, som jeg dybt fortryder, så bliver mødet med det menneske farvet af det og brugt til ikke at komme nærmere ind på det menneske. På den måde kan misgerninger skabe et sår, som forhindrer os i at komme hinanden i møde. Et menneskes møde med et menneske er et af grundmiraklerne i tilværelsen, som i sig selv burde fremelske kærlighed i situationen. Men sådan er det ret sjældent.

- Vi er tilgivet, siger Jesus, så det behøver vi ikke tænke mere på. Tilgivelsen er en gave, som ikke skal forstås, snarere accepteres. Jeg må da også huske mig selv på det. Men det er trods alt blevet nemmere og nemmere ikke at bruge forgangne synder til at undskylde den, man er nu.

Ebbe Kløvedal Reich har med egne ord haft en opvækst i det bedre borgerskab. Han er født i Odense og vokset op i Fredensborg og Gentofte. Hans far var underdirektør i et farve- og lakfirma. Hans mor var hjemmegående, indtil faderen blev syg og svækket på grund af hjerneblødninger. Så tog hun arbejde på Rigshospitalet. Han har også en søster, som i dag er bibliotekar i Odense.

- Jeg har haft en meget tryg opvækst med forældre, der ikke blev skilt, og som opdrog min lillesøster og mig, ikke hårdt, men med konsekvens. Men de højborgerlige miljøer, jeg bevægede mig i, gav mig allergi over for det bedre borgerskab. Jeg forstod ikke, hvorfor de aldrig tænkte over, om de havde fortjent deres velstand. Jo dummere de var, jo mindre tænkte de over det.

- Det var en holdning, som blev forstærket i gymnasiet, og da jeg var soldat, hvor jeg gik med i den første atommarch iført uniform. Der var tre-fire år, hvor mine forældre og jeg ikke så meget til hinanden. Det var, mens jeg flyttede i kollektiv og fik mit første barn. Men så gik det i orden. Vi vænnede os til vores forskellige livsstil.

- Min far døde i 1976, men min mor lever stadig og fylder 87 år om et par måneder. Vi har det godt sammen i dag, det er længe siden, at der har været kurrer på tråden. Forældre og børn skal helst nå dertil, at de accepterer, at de ikke kan lave om på hinanden. Efter sin alder har min mor det fint. Hun er rask og rørig og bor i ældrebolig ved Svanemøllen på Østerbro. Det er helt ideelt, hun er i trygge rammer, og selvfølgelig ses vi jævnligt.

Hvordan er dit forhold til dine børn?

- Jeg har ikke været nogen særlig eksemplarisk far i den forstand, at ingen af de parforhold, de er blevet lavet i, har holdt. Men jeg har holdt en snæver kontakt til alle fire. Min kone Elise har også et barn, så faktisk er der fem. Den familie, man kan samle, når man har levet som jeg, gør det lidt specielt. Men vi insisterer på mindst at holde ferie med hinanden en gang om året. Så en eller anden form for familie - det har vi.

- De har ikke gjort oprør på samme måde som jeg. Det er også sværere at gøre oprør mod uorden og kaos end mod forkert orden. Vi har haft vores meningsforskelle. Men jeg regner dem for selvstændige mennesker, som jeg ikke kan koste rundt med. Det vigtigste ved at være forælder er, at man er til rådighed som kærlig bagstopper i børnenes liv. Og det er lækkert at blive morfar og farfar i den forstand, at ansvar, fortrydelse og undladelsessynder har man ikke på samme måde i forhold til børnebørnene. Forældrene har det pædagogiske ansvar, og så kan man selv skumme fløden. To af mine børn bor et stenkast herfra, så vi ses ofte, og vi har tit børnebørnene på besøg, fortæller Ebbe Kløvedal Reich og peger på et legebord fyldt med lego-klodser i et hjørne af stuen.

Når vor tids Danmarkshistorie bliver fortalt på tv eller i andre medier, dukker der altid et fotografi op fra det herrens år 1970. Det viser en ung og langhåret Ebbe Kløvedal Reich, der sidder på trappen til Kulturministeriet og ryger hash sammen med blandt andre forfatterne Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen.

Hvordan har du det med det?

- Såmænd udmærket, men anledningen til den aktion er for længst gået i glemmebogen. Den handlede ikke om hash, men om et spændende, eksperimenterende teater, Secret Service, der havde lokaler i Farvergade i København. Folketingsmedlem Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti havde besøgt teatret og set en sidde og ryge hash på bageste række. Hun rejste sagen i Folketinget, og resultatet var, at teatret mistede sin bevilling. Hvis hash-rygning var kriteriet, ville vi gerne vise, at vi altså var nogen, der heller ikke havde fortjent Kulturministeriets støtte.

- Jeg ryger i øvrigt stadig hash en gang imellem. Det er det mest uskyldige rusmiddel, der findes. Der er aldrig påvist langtidsskadelige påvirkninger ved hashrygning, som det for eksempel er tilfældet med alkohol. Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke mener, at hash kan misbruges, for eksempel af børn, hvor det kan have virkninger, jeg slet ikke kan overskue. Men gjaldt det sundheden, ville det være et langt bedre projekt for mig at holde op med at ryge cigaretter end hash.

Hvad er forskellen på dengang, hvor du var et ikon for det såkaldte ungdomsoprør og så nu?

- Der er visse af mine egne strategier, jeg er gået bort fra, men ellers mener jeg det samme som dengang. Den største ændring er, at jeg er blevet kristen, hvor jeg dengang handlede ind på det åndelige gedemarked. Jeg har mit hinduistiske mantra, som jeg ikke bruger. Men jeg får stadig lagt mit horoskop en gang om året, hvor vi i en times tid kun snakker om mig, og det betaler jeg lidt penge for.

- Jeg har ingen skæbnetro på astrologi, den er for længst gået fløjten. Horoskopet bruger jeg som formidlingsapparat i stedet for Freud. Det er en stund, hvor jeg har mulighed for at gøre status over det forløbne år og se lidt på det kommende i ro og orden uden forstyrrelser. Jeg foretrækker astrologi fremfor psykoanalyse, fordi astrologien intet særligt forhold har til sundt og sygt. Det er begreber, der har bredt sig som en perversion i tiden frem for for eksempel en skelnen mellem ondt og godt. Når det gælder sygdom, kommer den forbandede rettighedstænkning, der handler om, at nogen skal sørge for, at man bliver rask, hvor det i mange tilfælde er én selv, der skal sørge for noget.

- Douglas, der lægger mit horoskop, og som jeg har kendt siden »Maos lyst«, bor i Berlin og kommer kun til København en gang om året. Sidst han var her, betød det, han kunne se i stjernerne, at jeg ikke behøvede at lægge mit liv voldsomt om. Det har jeg heller ikke gjort, bortset fra, at jeg spiser meget sundere end før og er begyndt at gå tur. Men det er noget, jeg har fået lyst til.

- Det er ikke, fordi jeg tager varsler af stjernerne, men astrologi bygger på en årtusind år gammel visdom, og den kan hældes af mange kilder - også den kinesiske forvandlingsbog I Ching. Gammel hedensk visdom har jeg en vis respekt for.

Hvordan oplever du det at blive ældre?

- Der er den ulempe, at ens fysiske agilitet og kræfter bliver mindre. Det er særlig accentueret ved min sygdom og hormonbehandling. At kroppen ikke adlyder én, som da man var ung, er ærgerligt. Til gengæld er der visse illusioner, der til alt held er forsvundet. Jo ældre og jo tættere på døden, jo mindre er der chance for, at man spinder sig selv ind i et netværk af idiotiske ambitioner.

- Man bliver også mere opmærksom på det liv, man lever i hvert enkelt øjeblik. Den dér fornemmelse af, at livet begynder i morgen, bliver man mere og mere fri for, og det er en fordel. Der er også noget, der hedder erfaring, selv om det er meget lidt værdsat i dag. Som på min kones arbejde i hjemmesygeplejen, hvor man opererer med begrebet »erfaringsramt«, hahaha.

- Erfaring er først og fremmest at acceptere tilværelsens tilskikkelser og ufuldkommenheder. Henad vejen får man lært sig, at tilværelsen rummer mere af det gode end det onde. Det er en grundlæggende sandhed. Skabelsesmiraklet er positivt. Det kan være svært at huske, hvis man er ramt af stor sorg eller lidelse. Men set i et større perspektiv kan jeg falde til ro i at tage tilværelsens viderværdigheder med stoicisme.

Hvad har været dit livs projekt?

- Ikke kunst med stort k, mere en bestræbelse på at få et generelt udblik over tilværelsen og få det ned på skrift. For mange år siden besluttede jeg, at jeg ville være anti-ekspert. Og i det er jeg blevet bekræftet til kvalmepunktet i dag, hvor eksperter bliver fremstillet i medierne, som om de ved det hele. Jeg synes, at det er bedre at vide lidt om en masse end en hel masse om lidt. Jeg har bestræbt mig på at holde min nysgerrighed vågen 360 grader rundt.

Hvilke spor vil du gerne sætte dig?

- En vigtig del er blevet opfyldt ved, at jeg har fået børn og børnebørn. Men jeg vil lyve, hvis jeg ikke indrømmer, at jeg stadig har ambitioner om at skrive noget, der bliver stående efter mig. Noget, som gerne skal udtrykke taknemmelighed over tilværelsen og en grundpåstand om alle menneskers ligeværdighed.

- Jeg er jo en skriverkarl snarere end forfatter og har skrevet 117 ting - historiske romaner, politiske traktater, dramatik og om kristne emner. Det, jeg prøver på i den roman, jeg er i gang med nu, er at få alle de tendenser til at løbe sammen i en og samme bog.

- Jeg er ved at skrive en roman, hvor Alexandrias historie frem til i dag er ledetemaet. Alexandria er set i historisk perspektiv verdensbyen over dem alle, hvor dens folkeslag har blandet sig i religion og politik i 2300 år. Det alexandriske patriarkat dominerede længe før, der var tænkt på Rom og Konstantinopel. Det er en overset passage i oldkirkens historie, at treenighedslæren blev grundlagt i Alexandria under nogle frygtelige tyranner, der var mindst lige så slemme som ayathollaerne. Byen har været tumleplads for kristen og muslimsk fundamentalisme, og det ene var ikke værre end det andet. Jeg vil ikke moralisere, men det er meget sundt at huske på, at de mere voldelige sider af religionen har vi kristne været dygtige til siden begyndelsen.

- Jeg får ikke skrevet en stor roman til. Jeg kan mærke på mit vand, at det har jeg ikke kræfter til, siger Ebbe Kløvedal Reich og tilføjer:

- Det er sidste chance.

Blå bog

Forfatter Ebbe Kløvedal Reich, født 1940 i Odense. Student 1959 og historistuderende ved Københavns Universitet 1961-65. Redaktør af Politisk Revy 1965-67, lærer ved Askov Højskole 1968-69, i en periode udenrigsredaktør ved Dagbladet Information, redaktør af Notat 1973-75. Medlem af bestyrelsen for Græsrodsfonden fra 1978, af forretningsudvalget for Folkebevægelsen mod EF 1985-92, af bestyrelsen for Rialto Teatret fra 1993, af Rådet for Europæisk Politik fra 1993 og af Nævnet vedr. EU-oplysning 1993-2002. Det omfattende politiske og litterære forfatterskab tæller blandt titler som »Retning til Venstre« (udvalg af Viggo Hørups artikler og taler, »Frederik. En Folkebog om N.F.S. Grundtvigs Tid og Liv«, »Svampen og Korset«, »Rejsen til Messias I - III«, »Fæ og Frænde. Syv en halv Nats Fortællinger om Vejen til Rom og Danmark«, »Festen for Cæcilie«, »Billeder og Fortællinger fra Dante«, »Den Fremmede fortryller. Beretning om Knud Rasmussen og hans to folk«, »Drag ind ad disse Porte«, »Kun et gæstekammer. Historien om Den danske Folkekirkes fødsel«, »Billeder af Jesus. En beretning fra danmarkshistorien« og »I Svampens Hede. Krønike imod Tidsånden«. Ebbe Kløvedal Reich har fået en række priser og legater, deriblandt Boghandlernes Gyldne Laurbær 1978, Henri Nathansens Mindelegat 1986, Otto Rungs Forfatterlegat 1993 og Dansk Forfatterforenings Jubilæumslegat 1998.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Grundtvigianer, anarkist, flipper, borgerlig, Mao-sympatisør, prædikant. Ebbe Reich var det hele og mere, uden at det på nogen måde udhulede ham eller gjorde ham utroværdig for alvor. -- Foto: Leif Tuxen.