Prøv avisen

Sidste sang for Elena

Gerd Lund bor i aftægtsboligen på en gård på Als. Tre til fire gange om året pakker hun tasken for at bo hos en døende. Ofte sker det med kun få dages varsel. (Foto: Hans Christian Jacobsen)

Døden bør være fyldt af fred og åbenhed. Men er det sjældent. Derfor tager Gerd Lund rundt i Danmark og bor hos døende -- for forhåbentlig at kunne give dem en værdig død i deres eget hjem

Strygejernet damper i gårdens kolde aftægtsbolig. Gerd Lund har stillet brættet hen foran vinduet, så hun kan kigge ud på de knoldede marker, der strækker sig på næsen af Als. Krøllerne på tøjet forsvinder under hendes rolige bevægelser. Hun nyder stilheden.

Da telefonen ringer, runger hele rummet.

– Min mor er alvorligt syg, siger kvinden i røret. Det er en ondartet hjernesvulst, forklarer hun, og lægerne har fortalt, at der ikke er mere, de kan gøre.

Gerd lytter opmærksomt. Kvindens stemme er tøvende. Hun har hørt, at Gerd tager ud til døende mennesker for at hjælpe dem til en forhåbentlig fredfyldt død, forklarer hun. Sådan er det ofte, når de ringer. Gerd lader stemmen selv finde frem til de rigtige ord.

– Mor ønsker at dø derhjemme, men vi kan ikke klare det alene. Vil du hjælpe os? spørger kvinden.

Gerd mærker varmen sprede sig ud i kroppen. Selvfølgelig vil hun det. At hjælpe et andet menneske til en fredfyldt død er en velsignelse, synes hun. Normalt kan hun rykke ud med dags varsel, men denne gang har hun andre aftaler og kan først komme ugen efter, den 30. december 2000. Så vil hun finde sin pakkeliste i kommoden og fylde den sorte rejsetaske med tøj, dagbogen, salmebogen og det lille trækors, nonnerne i Sankt Teresa-klosteret har lavet til hende. Der er både sommer- og vintertøj på listen, men det bliver kun vintertøj denne gang, beslutter Gerd. Hun ved, at når det drejer sig om en hjernesvulst, bliver det formentlig et af de kortere ophold.

De har gjort et værelse klar til hende, da hun ankommer til huset lidt uden for Rødovre. Det er det eneste krav, hun stiller: Hun er nødt til at have et sted, hvor hun kan være sig selv, meditere, lade op. Og sove, naturligvis, men altid med åbne døre og en babyalarm tændt.

Elena ligger i en hospitalsseng midt i stuen, lammet i hele den ene side. Hun er 67 år, kun lidt ældre end Gerd. Med sin raske hånd rækker hun ud efter Gerd og klemmer hårdt om hendes hånd.

– Er det virkelig sandt, at du er kommet for at blive, spørger hun, og Gerd nikker.

Elenas datter og søn hjælper Gerd til rette, viser hende, hvor maden står i køkkenet, og lover at komme med en radio og en lille bordlampe næste dag. Sønnen bor i nærheden og vil komme forbi hver dag, men datteren bor langt væk og kan kun komme to-tre gange om ugen, forklarer hun. Gerd nikker igen. Hun forstår dem godt.

Da de går, sætter hun sig ind ved siden af Elena. Hun fortæller, at hjemmeplejen fortsat vil komme hver dag og gøre hende i stand. Og at Gerd er der for at pleje hende med mad og vand og tale med hende om lige, hvad hun har lyst til.

– Der er meget, jeg gerne vil snakke med dig om, siger Elena stille og fortsætter efter en lille pause:

– Jeg ved godt, at jeg skal dø, og jeg er så bange.

Den aften snakker de om livet og døden, og hvad der måtte komme bagefter. Og da det bliver sengetid, synger Gerd "Altid frejdig, når du går" og beder fadervor på Elenas opfordring. Elena prøver at følge med, selv om hun ikke kan huske ret mange af ordene.

Senere den aften går hun i seng med en god fornemmelse i kroppen. Langt de fleste af hendes patienter ved godt, at de skal dø, men mange af dem vil ikke snakke om det. De skubber det fra sig, og så bliver arbejdet tungt, synes hun. For lige så livsbekræftende, som en fredfyldt død kan føles, lige så formørket og hadfyldt kan det være, når døden bliver fortrængt.

Gerd lærte tidligt at rive sit liv op med rode. Og omplante sig selv. Selv da hun var helt lille, følte hun, at hun ikke hørte til nogen steder. Ikke en gang derhjemme hos forældrene og de fire søskende passede hun ind. Eller i skolen, hvor hun var den dygtige og artige pige – og anderledes. Ingen steder kunne hun finde fæste, og hun anede ikke hvorfor.

Først en dag i 1984 kom noget af forklaringen. Da var Gerd blevet 47 år. Gennem længere tid havde hun søgt ind i sig selv for at finde en vej til at blive et lykkeligere menneske. Stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor hun ikke var den, hun gerne ville være. Og under et besøg hos sin kræftmærkede mor havde hun spurgt, om der var sket hende noget særligt, da hun var helt lille.

– Ja, du kom på børnehjem, indrømmede moderen. Og hun havde forklaret, hvordan alle Gerds søskende var blevet anbragt hos familie, da sygdom havde gjort det umuligt for moderen at tage sig af dem. Men der var ingen, der kunne tage den to år gamle Gerd.

Hvor længe hun havde været der, fortalte hendes mor aldrig. Men hendes svar var blevet hængende i hovedet på Gerd lige siden:

– Da jeg kom for at hente dig, og du sad over for mig i sporvognen, var du blevet en anden. Du var blevet "den lille kat på vejen", der var sin egen, og det har du været lige siden, havde moderen forklaret.

Nu vidste Gerd endelig, hvor den følelse af svigt, hun bar rundt på, stammede fra. Og det satte en indre rejse i gang for Gerd. En rejse, hun stadig ville være på 20 år senere.

Dagene med Elena danner hurtigt et mønster. Natten igennem er hun oppe for at vende Elena, så hun ikke får liggesår, og klokken halv syv står hun endeligt ud af sengen, finder den lille pude og begynder at meditere. Hun tænder et stearinlys og renser sine tanker for støj. Alle bekymringer om, hvem der vander hendes blomster, hvornår hun ser sine døtre igen, hvordan hun selv skal blive gammel, må fjernes, så hun kan lade sig fylde af Guds kærlighed og udelukkende koncentrere sig om at pleje Elena. Det et netop det, der er så frigørende, synes Gerd: at kunne tilsidesætte sine egne behov mest muligt, uden at miste integritet.

Efter meditationen tilbereder hun lidt mad til sig selv og doserer medicinen i yoghurten til Elena. Hun vender hende, masserer hendes fødder og skuldre, så hun ikke har så ondt. Og de snakker længe om alt, hvad Elena gerne vil snakke om. En dag fortæller hun, at der er noget, der piner hende.

– Jeg har ikke fået sagt til min søn, at jeg skal dø, forklarer Elena. Hun kan ikke få sig selv til det, for hun ved, at sønnen bliver ked af det. Det samme gælder hendes barndomsveninde, der næsten hver dag besøger hende og næsten altid bryder ud i et "Nej, hvor ser du godt ud i dag!" – selv om Elena ligger lam, bleg og døende i sengen, døset af morfinen.

Gerd nikker forstående. Alt for tit oplever hun, hvordan familien helt undgår at tale om døden og derfor aldrig får sagt rigtigt farvel. I stedet opfører de et trist teater af forstillelse, som om døden er noget, man kan tie væk. Men døden er lige så naturlig som fødslen, tænker Gerd, og burde være omgærdet af lige så stor åbenhed og deltagelse.

– Det er jo ikke for sent at snakke med din søn, svarer Gerd.

– Skal jeg hjælpe dig? spørger hun, og Elena nikker.

Senere samme dag kommer Elenas søn. Gerd venter til det rette øjeblik.

– Der er noget, din mor gerne vil fortælle dig, siger hun og når knap nok at afslutte sætningen, før Elena afbryder hende.

– Jeg bliver aldrig rask mere. Jeg skal dø, siger hun stille til sin søn.

Han står lidt uden at sige noget. Han ved det allerede, og ligesom resten af familien har han allerede snakket med Gerd om det. Men ikke med sin mor. Ikke før nu.

– Det er godt, du siger det, mor, svarer han så. Inden i Elena er der gået hul på noget, og da barndomsveninden kommer forbi næste dag, får Elena endelig sagt det, hun har villet sige så længe:

– Jeg skal dø.

Moderens forklaring om børnehjemmet havde overbevist Gerd om, at det "noget", hun søgte, virkelig manglede. Og at hun var nødt til at bryde med alt, hun kendte, for at finde det.

Hun startede sin rejse i Holte ved at tage væk fra et liv, hun følte, hun ikke længere hørte hjemme i. Hun havde givet afkald på stort set alt. Det store hus, de fine middage. Sin mand og på en måde også sine tre piger. De havde måttet lide under hendes fravær, da hun fandt det spirituelle fællesskab i Nørre Snede, hvor hun lærte at meditere og skære alt overflødigt væk fra sit liv. Da hun senere flyttede ind i en lille, forladt fiskerhytte ved Limfjorden, hvor hun levede uden vand og el i to år.

Da hun tilbragte syv måneder som kahytsjomfru på en supertanker. Og da hun tog fra kloster til kloster i Belgien og Spanien for at arbejde for nonnerne i en alder af næsten 60. Hendes døtre havde ikke altid forstået, hvad det var, hun søgte, og hun bebrejdede dem ikke. Hun vidste heller ikke selv, hvad der skulle til, før hun fandt ind til den ro og accept af sig selv, hun altid havde manglet.

Men hun var klar over, at hun ikke kunne vende tilbage, før rejsen var fuldendt.

Endestationen blev Sankt Teresa-klosteret i den lille spanske by Avila. Hun var begyndt med at feje foran klosteret og vaske trapperne. Talte nogle gange med nonnerne på sit mangelfulde spansk, og fortsatte så med at knokle i uger, måneder og år. Og langsomt, ganske langsomt havde hun mærket en frigørelse.

Fortsætter næste side

Den dag i sensommeren 1993, da det stod klart, at kræften var ved at tage magten fra hendes søster i Danmark, var hun endnu ikke færdig med Sankt Teresa og sin renselse. Alligevel havde hun tilbudt at komme hjem til Danmark for at passe sin søster. Hun havde afslået tilbuddet, men Gerd var taget afsted alligevel, for hun kunne høre, at søsteren ikke havde accepteret at skulle dø. Hun snakkede stadig om, hvilke nye gardiner, hun skulle sy til sommerhuset næste sommer, og det pinte Gerd. Hun kunne mærke, hvor bange søsteren var, og frygtede, at angsten ville ende med at æde hende op og give hende en frygtelig død.

Gerd endte med at blive i Danmark i tre måneder, indtil søsteren endelig blev fri for sine lidelser. Og Gerd rejste tilbage til klosteret med en følelse af omsider at have nok overskud til ikke bare at reparere på sig selv, men også hjælpe andre. Og med tiden fandt hun sin endelige forløsning gennem arbejdet, meditation og Gud. Ikke i den katolske kirke eller den protestantiske, men i Urkirken, der gik bag om alle religioner, regler og dogmer og viste hende Jesus' kærlighed i hendes eget hjerte. Hun var fri af sin skal.

Der er ikke mange dage tilbage for Elena. Hun spiser ikke længere og har kun sjældent kræfter til at tale, men øjnene er rolige, når de kigger på Gerd. For det meste sover hun bare, men ind imellem synger Gerd ganske sagte de sange, hun ved, Elena holder af.

I de to uger, hun har plejet hende, har Gerd set Elena glide stadig længere ind i dødsprocessen. Hun har svært ved at få vejret nu og hoster voldsomt.

En af de sidste dage, hun er vågen, tager hun Gerds hånd.

- Der er noget, jeg må fortælle. Noget frygteligt, hvisker hun.

Gerd læner sig ind over Elena. Hun ved, det er vigtigt, hvad der kommer nu. Det sker ofte, at hendes patienter skrifter til hende på dødslejet. Nogle gange tilkalder hun en præst, men lige så mange gange vil de helst fortælle deres sidste hemmelighed til hende. Om aborten, ingen kender til. Om det, der blev stjålet for en menneskealder siden. Om at være blevet misbrugt som barn uden nogensinde at have fortalt det til nogen. Gerd får de mest utrolige historier, og ofte dør patienten kort efter.

Men med Elena bliver det ved tilløbet. Hun falder hen igen uden at have fortalt, hvad hun ville. Samme aften tager Gerd en snak med Elenas datter og svigerinde. Hun forklarer dem, at det snart er tid og viser, hvordan de tørrer det blod væk, der er begyndt at sive ud af Elenas mundvig. Og hun forklarer, hvad der skal ske, når hun har trukket vejret for sidste gang. Hvordan de må undgå at græde højlydt, så Elena nemmere kan give slip på livet, og hvordan de kan være med til at vaske hende med våde svampe, når hun er død. Datteren og svigerinden nikker, men takker nej til hjælpe. De kan stadig ikke helt forholde sig til, at Elena er på vej væk, mærker Gerd.

Døden kommer til Elena midt om natten. Gerd fornemmer det og gør tegn til datteren, der som den eneste er oppe. Sammen stiller de sig ved sengekanten med hænderne på Elena. Gerd mærker efter pulsen. Den er uendelig svag. Hun har lovet at vække svigerinden, hvis der sker noget, men der er ikke tid.

De står i stilhed i den svagt oplyste stue og hører Elenas åndedræt forsvinde. Gerd fjerner forsigtigt sin hånd fra Elenas arm og gør tegn til datteren om at gøre det samme. Elenas brystkasse hæver sig en smule, og med lukkede øjne lader hun en dyb, sidste vejrtrækning fylde rummet. Gerd kigger på datteren. Det er slut.

Svigerinden har også fornemmet døden komme og glider lydløst ind i stuen og stiller sig hos dem ved sengen. Sønnen og svogeren følger få minutter efter. Gerd har fortalt dem, at Elenas sjæl skal have fred til at forlade kroppen, så de siger ingenting og rører ikke ved den livløse krop. I et kvarter sidder de alle omkring sengen i fuldstændig stilhed. De tænker kun kærlige tanker for at hjælpe Elena på vej, sådan som Gerd har fortalt dem tidligere på dagen.

- Nu må I gerne røre ved hende, hvis I har lyst, siger Gerd så og lader dem være alene.

I køkkenet fylder hun den hvide balje med lunkent vand. Hun finder svampe og går ind til dem igen for at gøre Elena i stand. Sønnen og svogeren trækker ud af stuen, men Elenas datter og svigerinde bliver. Gerd tager forsigtigt tøjet af Elena og begynder at vaske den endnu varme krop. Hun ser spørgende på datteren og rækker svampen frem. Datteren nikker og tager imod. Svigerinden nærmer sig tøvende. Hun nikker også, da Gerd ser på hende, og sammen stryger de de våde svampe i langsomme bevægelser mod Elenas krop. Tårerne finder vej ned over deres kinder, men de siger ikke et ord.

Da de er færdige, kigger datteren mod vinduet.

- Skal jeg lukke op?, spørger hun.

- Gør du bare det, svarer Gerd, selv om hun er sikker på, at Elenas sjæl nok skal finde ud alligevel.

Vinden river i de korte, grå hår, og Gerd skutter sig. Hun elsker turene ned til stranden på nordspidsen af Als. Der er ikke mere end ti minutter på gå-ben fra huset. Femten, hvis hun tager den lille omvej, hvor udsigten over de brede marker er bedst.

Hun tager turen en gang om dagen. Ellers bruger hun gerne tiden på at hjælpe gårdejeren med at reparere eller male den hvide gård. Hun har omhyggeligt udvalgt alle de små og store sten, der er banket ned i den sandede jord langs muren på den gamle gård. Indenfor, i den lille, lavloftede aftægtsbolig, der engang var hjem for gårdejerens forældre, er radioen nogle gange tændt. Hun ejer ikke et fjernsyn, det forstyrrer bare. Nogle gange kommer Alsingerne og banker på hendes dør. Så bringer de livets små og store spørgsmål med ind i den lille stue, der også er soveværelse, og Gerd tænder et stearinlys og forsøger at komme med svar, så godt hun kan.

Og i den lille kommode i gangen ud til køkkenet ligger den pakkeliste, hun ved, hun skal finde frem igen, hvis telefonen ringer. Så pakker hun sommertøjet og vintertøjet, dagbogen, salmebogen og det lille trækors, og tager bussen til Sønderborg. Og derfra videre til den næste person, hun skal hjælpe til at finde fred i døden, som hun omsider selv har fundet det i livet.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

Gerd Lunds hjemmehospice

Siden 1993 har Gerd Lund hjulpet danskere i og uden for Danmark med at få en fredfyldt død i deres eget hjem. Hun tager ud mellem en og fire gange om året. Hun flytter ind hos den døende og bliver, til der ikke er brug for hende mere. Hendes ophold varierer fra få dage til flere måneder. Hun stiller kun det krav, at hun får et seperat rum at sove i. Familierne betaler Gerd alt efter, hvor meget den døendes familie har råd til at betale. Gerd Lund er ikke uddannet sygeplejerske, men arbejder ud fra et langt livs erfaringer.