I 1973 fødte den dengang 21-årige Solvejg Ritzau sønnen Sigurd, som døde få timer efter fødslen. Da hun gik i fødsel, var der ingen, der vidste, at der var noget galt. Det skete på Brædstrup Sygehus. Efter fødslen blev han kørt væk med det samme. Solvejg Ritzau nåede ikke at se ham. Hun blev kørt ind i et skyllerum, hvor hun lå alene i en halv time. Så kom hendes mand, der var læge og havde været med under fødslen, og fortalte, at der intet var at gøre. Kort efter kom jordemoren og sagde, at det var lykkedes at få drengens hjerte i gang igen, og at man ville køre ham til Kolding Sygehus. Her døde han kort efter ankomsten. Den besked fik forældrene, der var kørt hjem, over telefonen.
– Jeg ville gerne have ham begravet. Det var man noget forbavset over på Kolding Sygehus. Man mente, at det kunne sygehuset ordne. Men jeg insisterede, og vi kørte til sygehuset og hentede kisten, som personalet havde lagt ham i. Jeg fik ham ikke at se. Der var heller ikke taget billeder af ham, for det var utænkeligt på den tid. Det var utrolig hårdt og også absurd. Jeg havde lige født et barn, der ikke var der. Det var til at blive vanvittig over, fortæller Solvejg Ritzau, som i den følgende tid reagerede voldsomt over for sin familie ved at skælde ud og råbe sin sorg ud. Hun mener selv, at det var med til at redde hende fra at gå til. Hun fik nemlig ikke lov at tale om det. Alle mente, det var bedst at dysse det ned. At det gjaldt om at komme hurtigt videre i livet. Så Solvejg Ritzau fortsatte sit arbejde som klinikassistent i mandens praksis dagen efter fødslen.
– Det var jo rådgivning i bedste mening. I dag ved vi, at man ikke skal lægge låg over sorgen. Den skal bearbejdes, og man skal tale om dødsfaldet, så længe man har behov for det. Ellers kan man risikere at ende i et misbrugsproblem eller blive plaget af kroniske smerter, siger Solvejg Ritzau, som gennem sit arbejde i Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød har set adskillige eksempler på dette.
To uger efter Sigurds død begyndte hun på sygeplejeskolen i Århus. Her var hun sammen med unge, glade studerende, der lige var flyttet hjemmefra og havde mod på livet.
– Det var hårdt at være sammen med alle de ubekymrede unge på sygeplejeskolen. Jeg var elev på Vejle Sygehus, og jeg prøvede virkelig at holde fast i uddannelsen. I 1975 fik vi en søn mere og året efter en datter. Begge var raske. Jeg gjorde ikke sygeplejerskeuddannelsen færdig, men tog i stedet en hf.
I mellemtiden var hun blevet skilt, havde mødt sin nuværende mand og var flyttet til København. Hun søgte ind på jurastudiet med en drøm om at forsvare de svage i samfundet. Da svigermoderen blev alvorligt syg, passede Solvejg Ritzau og hendes mand hende, indtil hun døde. Det betød, at Solvejg Ritzau kom bagud med studierne, og hun afbrød uddannelsen.
I 10 år – fra 1988 til 1998 – ledede hun arbejdet med rådgivning af forældre i foreningen Forældre og Fødsel, der havde oprettet en emnegruppe om spædbarndsød, og hun rejste rundt i Danmark og holdt foredrag for sundhedspersonale og bedemænd. Omkring 1000 spædbørn dør om året fra 22. uge i fostertilstand til et år gamle børn. Sammen med foreningen udarbejdede Solvejg Ritzau pjecer og materiale til forældre, sundhedsplejersker, præster og sygehuspersonale. Heri pointeres vigtigheden af, at forældrene får tid og mulighed for at sige ordentligt farvel. At de kan sidde med deres døde barn i armene – også selvom det kun er 18-20 uger gammelt – at de kan navngive det, klæde det på, pusle om det, få taget billeder, få taget hånd- og fodaftryk, eventuelt klippe en hårlok af og selv lægge barnet i kisten. At eventuelle søskende er med til at tage afsked med den døde lillebror eller lillesøster. At der lægges legetøj, fotos, breve eller tegninger ned i kisten. At familien eventuelt selv dekorerer kisten med tegninger fra de større søskende.
Det var nye tanker dengang i 1990'erne. Nogle, især lidt ældre læger, sad med armene over kors og lyttede med en hånlig mine, husker Solvejg Ritzau. De vidste bedre, mente de. Men jordemødre og sygeplejersker tog med glæde imod vejledningen om sorgarbejdet over for forældrene.
Arbejdet med mennesker, der har mistet, var blevet så stor en del af Solvejg Ritzaus verden, at da hun stoppede i foreningen, nedsatte hun sig som bedemand, fordi hun kunne bruge sin store erfaring med mennesker i sorg.
– Udfordringen består i at kunne give de efterladte fred ved at lade dem sige farvel på en god og for dem rigtig måde. Uanset om det drejer sig om børn, unge eller gamle. Og man må meget mere, end folk tror. Det gælder om at finde den måde, der passer familien bedst.
I dag har hun sin egen begravelsesforretning, Den Sidste Rejse, på Østerbro i København. For hende er det vigtigt, at begravelsen eller bisættelsen ikke blot bliver en ekspedition. Hun bruger lang tid på samtalen med de efterladte, og man taler om, hvorvidt familien vil se afdøde i kisten og få lejlighed til at tage billeder og lægge breve, fotos, tegninger eller andet ned i kisten. Det kan være et spil kort, en æske Gajol, en elsket cd eller andet, som havde betydning for den afdøde.
– Mange stiller sig i begyndelsen afvisende over for at se deres døde slægtning, men min erfaring viser, at det ofte giver ro og fred i sjælen. Det er så vigtigt at se sin far eller mor, der som oftest ser fredelig ud med eget tøj på. Det, man har set, kan man bearbejde, og man kan være sammen om afskeden med den øvrige familie. Familierne er ofte handlingslammede, når de kommer til mig. Det kan være fint for dem at få opgaver som at finde tøj frem til den døde, skrive breve til den døde og finde de billeder og tegninger frem, der skal lægges i kisten. Afskeden med den mistede består af mange små skridt. Det gælder om at få sagt farvel og få taget de rigtige valg, mens tid er, og heri ser jeg en stor udfordring for såvel sygehuspersonale som bedemænd.
Og Sigurd, som satte det hele i gang for 32 år siden, kan hun i dag tænke på som et menneske, der fik stor betydning for hendes valg i livet.
– Gennem den smerte, det var at miste ham, har jeg lært meget om livet og døden. Han har præget mit liv, både hvad angår arbejdet i Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød og mit virke som bedemand.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
Solvejg Ritzau
Født 1952 i Grindsted. Flyttede hjemmefra som 15-årig og arbejdede blandt andet som stuepige på plejehjem fra 1967-1970. Begyndte i oktober 1970 som omsorgsassistentelev inden for åndssvageforsorgen. Sprang i 1972 fra uddannelsen for at læse til sygeplejerske. Mødte sin første mand og fik i 1973 sønnen Sigurd, som døde kort efter fødslen, fik i 1975 en søn og i 1976 en datter. Blev skilt i 1980 og flyttede to år senere til København med sin nuværende mand. Læste fra 1984-1987 jura ved Københavns Universitet. Fra 1976 aktiv i foreningen Forældre og Fødsel i emnegruppen Spædbarnsdød, der siden voksede og blev en selvstændig forening, Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød. Var fra 1988-1998 daglig leder i foreningen og arbejdede blandt andet med rådgivning af forældre, der havde mistet et spædbarn, udgivelse af diverse pjecer til forældre og sundhedspersonale samt foredrag rundt om i landet. Oprettede i 1999 begravelsesforretningen Den Sidste Rejse på Østerbro i København.