Borgerrettighedsforkæmperen, der havde alle odds imod sig

Den amerikanske borgerrettighedsaktivist Amelia Boynton Robinson har i det meste af et århundrede kæmpet mod undertrykkelse og uretfærdighed, blandt andet i tæt samarbejde med Martin Luther King. For nylig var den stadig yderst aktive 92-årige kvinde i Danmark med en opfordring til den danske ungdom om at fortsætte kampen

- Mange mennesker forstår ikke Bibelens ord om, at vi er vores broders vogter. De tænker kun på, hvad der gavner dem selv her og nu, siger Amelia Boynton Robinson, som gennem årtier har været en af frontfigurerne i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse.
- Mange mennesker forstår ikke Bibelens ord om, at vi er vores broders vogter. De tænker kun på, hvad der gavner dem selv her og nu, siger Amelia Boynton Robinson, som gennem årtier har været en af frontfigurerne i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse.

Stedet er en lavloftet kælder på Østerbro i København, og udenfor har den våde danske vinter lagt sig som en grå dyne over hele byen. Det bliver næppe mere jordnært og hverdagsagtigt, og alligevel er det, som om der er noget ganske særligt i luften. Som om historiens vingesus gang på gang giver den sit eget liv, så den næsten vibrerer af storhed og alvor.

For på den anden side af bordet i det lille lokale sidder en kvinde, som gennem det meste af et århundrede ikke bare har været vidne til historien, men som har formået at sætte sit eget lille aftryk i historiebøgerne. En kvinde, som har været venner med Martin Luther King, givet hånd til præsident Lyndon B. Johnson, og som præsident Bill Clinton personligt har hædret for en livslang indsats mod uretfærdighed og undertrykkelse.

Kvinden er den 92-årige Amelia Boynton Robinson. Hun er næppe kendt af mange i Danmark, men ses i USA som en af de absolutte frontfigurer i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. En kvinde, hvis livshistorie i sig selv er historien om et menneskes kamp for frihed.

For som sort, kvinde og opvokset i den amerikanske sydstat Georgia, hvor hudfarve stadig var afgørende, havde Amelia Boynton Robinson fra sin fødsel i 1911 alle odds imod sig.

Selv om hendes forældre begge havde uddannelse og job og derfor var bedre stillet end de fleste andre sorte, mærkede Amelia Boynton Robinson og hendes ni søskende med jævne mellemrum, at de blev betragtet som mindreværdige, alene på grund af deres hudfarve. Rundtomkring kunne de se, hvordan andre med samme hudfarve måtte finde sig i gentagne ydmygelser, overladt til et liv i fattigdom og sygdom.

- Jeg har set mennesker dø på gaden. Jeg har set, hvordan folk nærmest stadig blev holdt som slaver, og jeg har set, hvordan de alligevel ikke ville gøre oprør, fordi de var så mærkede af frygt, at de ikke turde gøre noget, lyder det fra Amelia Boynton Robinson, som Kristeligt Dagblad mødte, da hun for nylig besøgte Danmark på en foredragsturne til en række europæiske lande.

Uenig med regeringen

Trods den åbenlyse uretfærdighed i de amerikanske sydstater i den første halvdel af sidste århundrede, blev Amelia Boynton Robinson fra helt lille mindet om, at det ikke behøvede at være sådan.

Hendes stærkt troende forældre fortalte hende gang på gang, at hun i Guds øjne var lige så meget værd som alle andre mennesker. Samtidig fik hun at vide, at hun ikke måtte lade uretfærdigheden gøre hende bitter og hadsk. At hun skulle behandle alle andre, også hvide, som hun selv ønskede at blive behandlet.

Netop den tankegang var hendes vej ind i den borgerrettighedsbevægelse, som forældrene allerede var stærkt engageret i.

- Når vi igen og igen oplever ufred og krig i verden, er det, fordi mange mennesker ikke forstår Bibelens ord om, at vi er vores broders vogter. Vi skal ikke kun tænke på os selv, men også på vores nabo. Men mange er netop ikke deres broders vogter. De tænker kun på, hvad der gavner dem selv her og nu, og det er derfor, at nogle mennesker starter krige, vel vidende, at de vil dræbe andre mennesker. Præcis som USA nu gør det i Irak, lyder det kontant fra Amelia Boynton Robinson, som gentagne gange under interviewet afslører, at hun bestemt ikke er enig i den amerikanske regerings holdning til Irak-krigen.

- Jeg kan godt forstå, hvis mange europæere er bekymrede over USA's fremfærd i Irak, for det skal de være. Når du tænker på tankegangen hos de amerikanske ledere, er det fornuftigt at være bekymret. Vi har en præsident, som ikke er valgt af folket, men som er blevet indsat af den amerikanske højesteret, der grundlæggende slet ikke skal blande sig i præsidentvalget. Men nu har vi altså en præsident, som vil påtvinge andre lande en ganske bestemt livsstil, også selv om det betyder, at vi dræber uskyldige, børn, ufødte børn, handicappede, ældre og alle andre. Jeg vil selvfølgelig ikke forsvare, hvad Saddam Hussein har gjort, men hvad ret har USA til at ødelægge et land og dræbe uskyldige, fordi vi ikke er enige med deres leder, spørger Amelia Boynton Robinson.

En ny Martin Luther King

Trods sin høje alder er Amelia Boynton Robinson stadig yderst aktiv i arbejdet for menneskerettigheder, og det er da også derfor, hun nu er på besøg i Danmark.

Som bestyrelsesmedlem i det såkaldte Schiller Institut er hun på rundtur i det meste af Europa for at besøge de lokale afdelinger af den amerikanskbaserede organisation, der med egne ord arbejder for en mere retfærdig økonomisk verdensorden. Organisationen er samtidig tæt tilknyttet den stærkt omdiskuterede amerikanske politiker Lyndon LaRouche, som gentagne har forsøgt at blive opstillet til præsidentvalget, men uden held.

Uanset hvad er det dog Amelia Boynton Robinsons holdning, at verden har brug for en ny type politikere. Og når hun efterspørger politikere med moral, meninger og mandsmod, er der et navn, som igen og igen bliver hevet frem fra hendes livs dagbog.

I 1960'erne, da Amelia Boynton Robinson sammen med sin familie boede i byen Selma i staten Alabama, indledte hun nemlig et tæt samarbejde og venskab med den amerikanske borgerrettighedsbevægelses absolutte frontfigur, Martin Luther King.

Men hvor den verdenskendte borgerrettighedsaktivist i dag er omgærdet af respekt og beundring, blev han i sin samtid betragtet som en oprører og uromager, selv blandt sorte. Det oplevede Amelia Boynton Robinson, da Martin Luther King i 1965 kom til Selma for at deltage i en march for sortes stemmeret.

- Da han kom til Selma, ville ingen have noget med ham at gøre. Han blev udstødt og blev betegnet som både agitator, oprører og kommunist. Mange følte, at han ville ødelægge deres liv og gøre det hele endnu sværere for dem ved at skabe ballade. På det tidspunkt var der stadig mange sorte, som arbejdede i plantagerne under næsten slavelignende forhold, men alligevel følte mange, at vi forstyrrede deres liv, når vi forsøgte at engagere dem til kampen for stemmeret. Men Martin Luther King gav dem liv, siger Amelia Boynton Robinson med så stor overbevisning, at man næsten kan mærke historiens vingesus.

På spørgsmålet om, hvad der gjorde Martin Luther King til noget særligt, er det tydeligt, at Amelia Boynton Robinson har svært ved at sætte fingeren på noget helt konkret. Det var mere en karisma og en ægthed. Noget medfødt, forklarer hun.

- Jeg tror, at Martin Luther King blev ledet af Gud, at han var født til at være vores leder. Jeg kan huske, at vi engang kørte en tur, og ved hver eneste lyskryds kørte en mand op på siden af os i sin bil, og hver gang han stoppede, så det ud, som om han forsøgte at få fat i et eller andet på gulvet. På et tidspunkt rullede han vinduet ned, og så skyndte vi os væk. Da spurgte jeg Martin Luther King, om han ikke var bange for at blive dræbt, men så sagde han til mig, at »vi skal alle dø, og jeg vil hellere dø for noget, end jeg vil dø for ingenting«. Han troede på kærligheden, og selv om han døede så tragisk en død, så viste han, at kærlighed kan tage hadets plads, hvis vi ønsker det. Han har efterladt et aftryk i hele verden, og jeg tror, at næsten alle kan se, at hans død ikke var forgæves, siger Amelia Boynton Robinson.

På sin lille Europa-turne er det især de unge, som Amelia Boynton Robinson håber at få i dialog gennem foredrag og møder. For hvis verdens uretfærdigheder skal bekæmpes, kræver det ungdommens deltagelse, og i den sammenhæng har den 92-årige kvinde et godt råd til også den danske ungdom.

- Jeg håber, at vi kan se en gentagelse af, hvad vi gjorde i 1960'erne. Det kræver, at de unge mennesker forstår, at der stadig er meget at kæmpe for. Og hvis ikke de unge kæmper, så kan det meget vel ende med, at de ikke har nogen fremtid. Derfor er mit råd, at de hele tiden skal stille spørgsmål til deres ledere. De skal sætte sig ind i deres lands grundlov, så de ved, hvilke rettigheder og pligter både de og deres ledere har. Og hver eneste gang de oplever, at deres ledere handler i strid med grundloven, så angrib dem, men altid med ikke-voldelige midler, lyder det fra Amelia Boynton Robinson.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk