Prøv avisen

Skipper i livet

INTERVIEW: Mogens Frohn Nielsen blev i 1970'erne og 80'erne kendt som Fulton-skipperen, der med utraditionelle metoder genoprettede kriminelle unge. Siden har han ernæret sig som forfatter, foredragsholder og maler. Og nu kan han også skrive

En gang for en del år siden sad »skipper« Mogens Frohn Nielsen i Tivoli i København sammen med skibsreder Per Henriksen og nød et glas øl. På et tidspunkt kom den mægtige skibsreder Mærsk McKinney Møller spadserende forbi. Han standsede op ud for de to andre søfolk og sagde henvendt til Mogens Frohn Nielsen: »Nå, er det så en af dine elever?« Mogens Frohn Nielsen replicerede øjeblikkeligt: »Nej, havde han været det, var han sgu da blevet til noget.« Historien er temmelig rammende for Mogens Frohn Nielsen, som Kristeligt Dagblad har sat stævne i selvsamme Tivoli, fordi han har vundet årets kronikkonkurrence. Der er godt nok gået nogle år siden den første hændelse i Tivoli, og tiden er ikke gået sporløst hen over skipperen, siden han i 1987 gik i land fra Fulton, men sprog- og repliksansen fejler ikke noget. »Ordleverandør til Gud og hver mand«, står der på visitkortet. Anekdoterne flyver da også tæt i selskab med ham, og der går ikke lang tid, inden Deres udsendte første gang kærligt, men bestemt korrekses for en sproglig unøjagtighed. - Vi er alle et produkt af dem, vi møder. Så derfor er jeg naturligvis også dannet af de mennesker, jeg har mødt. I mine forældres hjem kom Storm P. Han talte ikke ned til mig, hen til mig, op til mig eller noget helt fjerde. Han talte til mig, og han indførte mig i replikkunsten. Så at få humoren ind og lege med ordene, det er for mig at bruge sproget til noget positivt, uden det bliver demagogisk. Det er desuden også noget, jeg har lært af min ven Piet Hein, fortæller Mogens Frohn Nielsen. I dag sejler Mogens Frohn Nielsen ikke så meget mere. Men en tur i Tivolis »Dragebåde« til ære for fotografen kaster han sig gerne og selvironisk ud i. Tørskoet i land og bænket i »Grøften« med sildemad og det hele giver han sig til at fortælle - om sin opvækst, om søen, om Fulton, om skuffelser og nederlag og om kronikken. - Bare kald mig »Skipper«. Det gør alle andre. Jeg kommer faktisk ikke, når min kone siger Mogens, siger den 65-årige Skipper. Der var flag på bordet i hjemmet hos ham og konen Rigmor i Københavns nordvestkvarter den dag, han fik brev fra Kristeligt Dagblad om, at han havde vundet kronikkonkurrencen. Der gik nu ikke længe, inden den første mistanke meldte sig hos Skipper. For hvad nu, hvis han bare havde vundet, fordi han er den, han er. En kendt dansker. Men det var langtfra tilfældet, beroliges han, der afslører, at rejsegavekortet på de 10.000 kroner skal bruges til en tur til Nordkap med færgen »Gan«, hvis det kan lade sig gøre. - Jeg tror, min kone var tiltalt af, at der i brochuren stod, at skibet drives på et kristent grundlag. Det mente hun kunne give mig visse begrænsninger, siger han og slår en stor latter op. Hans far var søofficer og underviste i alt fra fægtning over historie til almen dannelse på Søofficersskolen. Moren var »noget af en poet« og derudover meget socialt engageret. - Det var et hjem, hvor man lærte om værdier og om sin plads, men også blev taget alvorligt og fik at vide, hvem man er. Men det var også et hjem, hvor jeg lærte, at det er vigtigt at være noget for andre. Vi præsterede i mit barndomshjem at holde jul midt om sommeren for de hjemløse. Og så var det et hjem, hvor jeg lærte, at en tyveknægt, en alkoholiker eller en hjemløs, som indrømmer deres synd og aldrig har gjort nogen ondt, er betydelig tættere på evangeliet end dem, der siger, at de aldrig har trådt forkert her i livet og aldrig har drømt om at synde. Jeg vil sige, at ved hjælp af pastor Lange fra Frederiksberg Kirke, der også kom i vores hjem, Storm P. og mine forældre lærte jeg at leve et sundt, syndigt, kristent liv. Med denne gode borgerlige og litterære ballast kunne man godt have troet, at lille Mogens ville have drevet det vidt på de videregående uddannelsesinstitutioners bonede gulve. Men sådan skulle det ikke være. Allerede som 14-årig var der stærke kræfter på Skolen på Rahbeks Allé, der syntes, det var en rigtig god idé, hvis Skipper drog på langfart - det vil sige »langt væk i en fart«, som han selv formulerer det i vinderkronikken. - Jeg havde en skolelærer, der i min meddelelsesbog skrev, at mine hænder var som skabt til styret på en budcykel, og en anden skrev, at jeg skrev dansk som en spansk hest. Jeg var nok et lidt aparte barn. Jeg forlod skolen til stor glæde for skolen, konkluderer Skipper, der i bogstavelig forstand blev smidt ud i livet af sin far med ordene »prøv det hele, vælg det bedste«. - Det var meget tidligt i mit liv. Det var utrolig vigtigt for mig, fordi man fik at vide, hvem man var. Der blev taget hånd om os - sommetider hårdhændet - men det handlede om sammenhold og overlevelse, at få gjort klart, at vi var afhængige af hinanden. På et skib kaldes tingene ved deres rette navn. Jeg fik tidligt set andre steder og mødt andre mennesker og lærte at acceptere andre mennesker. Og så lærte jeg, at man aldrig må aflevere en ubrugt sjæl tilbage til Gud. Man skal have levet livet. Det kan være, man har taget fejl, men det skal være levet. Efter hyren som messedreng kom Skipper på skoleskibene »Georg Stage« og »Danmark«, inden han kom på søfarts- og navigationsskole. Som ung styrmand kom han tilbage til skoleskibet »Danmark«, og i 1969 kastede han sig så over sit livs største udfordring, Fulton-projektet, der for alvor gjorde ham kendt i en bredere offentlighed. Selvom han ikke er uddannet pædagog, høstede han mange steder stor anerkendelse for sit arbejde med de belastede børn og unge om bord på Fulton, godt hjulpet af sin kone Rigmor og sin nu afdøde mor, der blandt de unge »hvalpe« aldrig blev kaldt andet end »Farmor«. - I 1969 var jeg blevet udlånt af skoleskibet til Nordisk Film, fordi jeg skulle finde en tre-mastet skonnert, der kunne bruges i en film. Jeg havde nu fundet skibet, men der var ikke råd til en besætning, så jeg lå og ventede i Aalborg Havn. En dag var skonnertens jolle væk, så jeg tog min kikkert og spejdede ud over Limfjorden. Et stykke ude kunne jeg se jollen, og i den sad tre knægte, hvis lyst til at stjæle joller var betydeligt større end deres evner til at ro. Så jeg satte mig i en anden robåd, indhentede dem og gav dem en overhaling. Da vi kom i land, sagde jeg til dem, at jeg gerne ville lære dem at ro, hvis de til gengæld ville spule dæk for mig. De forsvandt, men kort efter kom de tilbage med et hav af deres skævbenede venner. Jeg besluttede at gøre dem til kadetter og gav dem opgaver om bord. Og sådan gik der et stykke tid, og til sidst skulle vi jo ud at sejle. Den dag, vi skulle af sted, kom der en nabo ned og gav os 500 kroner til turen, fordi - som han sagde - der havde ikke været nogen knuste ruder i de uger, drengene havde arbejdet på båden. Et forældrepar kom også ned og spurgte, hvad »der var sket med Allan«. Han var begyndt at gøre ting derhjemme, han aldrig havde gjort før, som at tage ud af bordet og vaske op uden at blive spurgt. Jeg sagde, at jeg ikke havde gjort noget, men at drengene havde hjulpet sig selv til at rette op på de forsømmelser, der var sket de sidste 15 år. Sådan begyndte det. Siden gik der 17 år, hvor Skipper stod i spidsen for sit Fulton-projekt. 700 børn og unge nåede i alt at være med i hans tid, og ifølge ham selv er 90 procent af dem ikke siden røget tilbage i kriminalitet. - Der var to ting, vi kunne på Fulton. Vi kunne være der, og vi kunne gå imod janteloven. Vi viste dem tillid og gav dem ansvar. De rettede ryggen og blev professionelle mennesker. Vi sagde ikke, at vi skulle gøre en skidt knægt til en god dreng, men at vi har brug for din arbejdskraft, »klumpen« har brug for dig. Man kan give folk tilliden og ansvaret og vise, at man værdsætter det. Det bliver folk voksne af og får selvværd. - I enhver opdragelse eller opelskelse, som jeg foretrækker at kalde det, er der grundlæggende to ting, man kan benytte sig af: konsekvens og sit eget eksempel. Man kan ikke få en dyrere last og et større ansvar end at sejle med unge mennesker. Vores unge opdagede, at der var konsekvenser af deres handlinger. Der er forskel på straf og konsekvens. Jeg er stor modstander af straf, men stor tilhænger af konsekvens. Jeg tror ikke på, at man kan opdrage nogen med tæsk. Men man må huske på, at vi var sidste station, så derfor var man en gang imellem nødt til at rejse sig op. Det hændte da, at jeg stak en en på snotten, men det var, når jeg selv var truet, eller der var fare på færde, siger Skipper. Det blev netop hans - i en dansk 80'er-sammenhæng utraditionelle metoder - der til sidst blev enden på hans og Fultons forhold. En medarbejder anmeldte ham for vold til politiet. Sigtelsen faldt dog hurtigt, men Ekstra Bladet greb fat i historien og begyndte at bringe en lang række artikler om Fulton i almindelighed og Skippers arbejdsmetoder i særdeleshed. Skipper blev ramt af flere blodpropper, og på et tidspunkt forsøgte han at gøre en ende på det hele ved at tømme et glas sovepiller. - Jeg var meget sur på tilværelsen og må konkludere, at jeg var et skvat. Jeg gik og fortalte hvalpene, at de ikke måtte bryde min tillid, og nu var jeg selv ved at bryde deres ved at vælge at begå selvmord. Men jeg syntes, at det var så hamrende uretfærdigt. Ekstra Bladet skulle sælge søndagsaviser og gik meget bevidst efter Fulton, men det etablerede behandlersystem gik med, fordi det ikke kunne lide, at vi havde resultater, når det nu ikke havde det. Men det er jo meget interessant, at det, som vi stod for, nemlig konsekvens og faste rammer, nu efterlyses i samfundet, ikke af systemet nødvendigvis, men af børn og unge. - Jeg kan ikke tåle mennesker, som gør modstand uden at kende noget til det, de brokker sig over. Men jeg synes, vores kultur og samfund er præget af et indadvendt menneskesyn, der skyldes åndelig nærighed. Vi smykker os med ting, der ligger os fjernt, og spytter i kirkebøssen i stedet for at gå ud og gøre noget. Tag en spritter i hånden. Brug dog dit liv, for pokker. - Vi lever i et samfund, hvor vi har uddannet så mange problemløsere, at vi skal være sikre på, at der er problemer nok til alle løserne. Men når et ungt menneske, som aldrig har haft en far, mor eller et netværk, der var der for dem, kommer på institution, skal hans kontaktperson på ferie. For både andengenerationsindvandrerne, som der er problemer med nu, og danskerne har man aldrig gjort det klart, at der er nogle regler, der skal overholdes. Man har i stedet trænet dem op til, at der ikke sker noget. Der er ingen konsekvens. For Skipper handler det i bund og grund om at blande sig i hinandens liv og respektere hinanden som mennesker uden at dunke hinanden oven i hovedet med domme. - Man skal selvfølgelig respektere, at de unge ikke er, som vi selv var, da vi var unge. Og der er jo ikke noget galt i, at børn og unge har lyst til at prøve ting, men der er noget galt i, at vi ikke er der til at rådgive dem. Slagordet er ofte, at der ikke er ressourcer nok. Der er ikke andet end ressourcer i denne verden, men når alle skal have materielle ting, er der ikke ressourcer nok, heller ikke til børnene, for så skal vi alle sammen ud og kæmpe for at få råd til alt det skidt, vi ikke har brug for. Det hele begynder i hjemmet. Der skal være den ros og kærlighed, som gør, at barnet føler sig velkomment. Vi skal give dem noget at tro på. Men voksne - herunder lærerne - mangler ofte autoriteten og troen på sig selv til at være et godt eksempel. I dag skal skolen jo ofte begynde med at udføre den pædagogiske indlæring, som skulle være påbegyndt seks år tidligere i hjemmet. Det nytter ikke noget. Siden Skipper gik fra borde i 1987, har der været mere stille om den kontroversielle og replikstærke sømand. Men det betyder ikke, at han ligger på den lade side. Han har i stedet indledt en karriere som forfatter, fordragsholder og maler. Mere end 10 bøger er det blevet til, og hans katalog på 22 foredrag er stærkt efterspurgt. På bogfronten markerede han sig for et par år siden ved at illustrere og kommentere en genudgivelse af Henrik Ibsens lange episke digt om den stolte sømand »Terje Vigens« kranke skæbne og hævn. - Der er to perioder i mit liv. Den ene var, da jeg ikke kunne andet end at sejle med sejl og arbejde med unge mennesker. Men nu er jeg selv i den alder, hvor jeg skal noget andet. Umiddelbart efter Fulton var jeg meget nervøs for, hvad der skulle ske, og jeg tror ikke, jeg var blevet så gammel, hvis ikke Arte havde ringet og foreslået, at jeg begyndte at holde foredrag. Så nu skal jeg skrive, tegne og male. Jeg mener ikke, man skal blive vranten på sin skæbne. En gang imellem skal man vise den trods, men hvis det ikke kan være anderledes, må man indrette sig efter det, siger Skipper på vej ud af Tivoli og beder en sidste gang Kristeligt Dagblad om at forsikre, at hans kronik var den bedste, og at han ikke bare vandt, fordi det ville være en god historie. Stærkt beroliget forsvinder den gamle bjørn - der for mange år siden fik at vide, at han skriver dansk som en spansk hest - ind i en taxa og ud ad Vesterbrogade, mens Kristeligt Dagblad sætter sig i en anden taxa. Den har dårligt forladt parkeringspladsen foran Tivoli, da den helt unge chauffør illustrerer, at den gamle søulk har sat sig tydelige spor. »Det var da Skipper, du stod og talte med der, var det ikke?« vender han sig om og siger. Jeg synes, vores kultur og samfund er præget af et indadvendt menneskesyn, der skyldes åndelig nærighed. Vi smykker os med ting, der ligger os fjernt, og spytter i kirkebøssen i stedet for at gå ud og gøre noget. Tag en spritter i hånden. Brug dog dit liv, for pokker. Det hele begynder i hjemmet. Der skal være den ros og kærlighed, som gør, at barnet føler sig velkomment. Vi skal give dem noget at tro på. Men voksne - herunder lærerne - mangler ofte autoriteten og troen på sig selv til at være et godt eksempel. Det var et hjem, hvor jeg lærte, at en tyveknægt, en alkoholiker eller en hjemløs, som indrømmer deres synd og aldrig har gjort nogen ondt, er betydelig tættere på evangeliet end dem, der siger, at de aldrig har trådt forkert her i livet og aldrig har drømt om at synde.