Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Den dag Knud Foldschack satte ild til sin skole

Den kendte advokat Knud Foldschack var i 1969 med til at hærge den kostskole, som tugtede ham og hans kammerater. At det kunne komme dertil, er en af hovedårsagerne til, at han i dag blandt andet forsvarer autonome, christianitter og bandemedlemmer. –

Advokaten Knud Foldschack satte som ung ild til den kostskole, som han gik på. Her fik han vakt sit stærke retfærdighedsinstinkt

Niels og jeg havde fået den idé at sætte klokkerne ud af kraft.

De var blevet et symbol på de overgreb, vi alle oplevede på kostskolen på Lolland, hvor jeg gik, fra jeg var 10 til 16 år, og vi følte trang til et lille oprør.

Jeg var selv børnehjemsdreng, og mange af de andre drenge kom fra børneværnet eller fra rige familier, der ikke ønskede dem.

Nogle havde diagnoser, andre var omsorgssvigtede, og samlet set var vi en ret livlig flok.

Det harmonerede skidt med, at der kun var få lærere på skolen, og de var oven i købet sjældent pædagogisk uddannede.

Så dagligdagen var fuld af disciplin, tæsk og kollektiv afstraffelse uden blik for børnenes baggrund og med en yderst ringe grad af retfærdighed.

Klokkesystemet var omdrejningspunktet for det regime, vi var underlagt.

De ringede, når vi skulle op, når vi skulle spise, når vi skulle i skole, når vi var færdige, når der var lektielæsning, når der var arbejdsopgaver, når vi skulle vaske os, når vi skulle i seng.

Alt var skemalagt og blev indvarslet af klokken, så en dag i 1969 besluttede Niels og jeg at forsøde tilværelsen ved at lave lidt skæg og ballade med den.

Vi kortsluttede systemet og koblede i stedet to walkie-talkier på. Da lærer Larsen stoppede op ude i gården, fordi klokkerne ikke ringede, gik vi i gang.

Nå, Larsen, virker det ikke? Gør hvad I vil, drenge. Friheden er kommet, råbte vi over højttalerne, og Larsen for forvildet rundt.

Vi rablede løs om, at vi forlangte menneskelig værdighed, og at lærerne skulle lade os være i fred, og Larsen blev mere og mere rasende og ydmyget, efterhånden som spydighederne tog til.

Lige indtil han opdagede Niels. Niels flygtede op på kostskolens tagryg for at undgå straffen, og Larsen begyndte først at true, så at trygle.

Til sidst råbte han:

Hvis du kommer ned, så slår jeg dig ikke.

Så klatrede Niels ned, kun for at blive gennempryglet. Larsen gik helt amok, han var fuldstændig ude af kontrol, og det var modbydeligt at se på.

Det var efter den hændelse, at oprøret kom.

Års opsparede frustrationer kom ud, og vi smadrede ruder og døre, vi brændte knallerter og alt muligt andet af.

Da lærerne tilkaldte forstærkning, smed vi søm og skruer efter dem. Vi overtog skolen, simpelthen, og der kom aldrig nogen sanktioner.

Året efter lukkede skolen. Den hårde linje var ikke tidssvarende længere, lød begrundelsen.

Ungdomsoprøret var omsider kommet til Lolland. Men for mig banede tiden på skolen og vores oprør vejen for, at jeg blev advokat.

Jeg ville aldrig finde mig i den slags uretfærdigheder mere.

Og oplevelserne dengang er også grunden til, at jeg ofte har taget de sager, meget få andre vil røre ved, eksempelvis Christiania, Ungdomshuset og rockerne.

Jeg oplever tit, at folk spørger mig, hvordan jeg kan acceptere blandt andet rå vold fra mine klienters side, og der siger jeg, at jeg skam heller ikke accepterer eller respekterer volden, men hvis det er muligt for mig at forstå den, vil jeg også gerne forsvare andres mulighed for at forklare den.

Jeg oplever tit til mine foredrag, at folk siger: Lige meget hvad forhistorien er, må man tage sin straf. Men det er jeg ikke enig i.

Med personer, der har været udsat for overgreb den ene gang efter den anden, må tålmodigheden være næsten uendelig.

De skal have mange chancer.

Den tilgang var min lære af vores oprør dengang, og den har været helt grundlæggende for mig i mit virke som advokat.