Prøv avisen

Skriften fra Ur til i dag

SKRIFTENS UDVIKLING: Forfatteren Merete Pryds Helle fortæller om baggrunden for sin seneste roman, »Fiske i livets flod«, der blandt andet handler om oldtidsbyen Ur og skriftens forvandling fra tredimensionel til todimensionel

En længe planlagt researchtur til Irak, det tidligere Mesopotamien, der er centrum for nogle af oldtidens kendteste højkulturer, den assyriske og babyloniske, gik desværre i vasken for forfatteren Merete Pryds Helle. Hendes mål var ellers at tage dertil for at forske i skriftens barndom. I stedet blev det til en tur til London, hvor den 34-årige forfatter brugte flere dage på British Museum til at indprente sig alle detaljer i de små hule men forseglede lerboller, der lå i en af udstillingsmontrene på den arkælogiske afdeling på museet. Disse lerboller kom til at spille en væsentlig rolle i forfatterens aktuelle roman, der i et væv af forskellige handlinger blandt andet stiller skarpt på en pottemager i oldtidsbyen Ur. Denne mand, Enksilub, har gennem mange år siddet og drejet sine lerboller, en slags primitive breve med enkle meddelelser fra den ene til den anden. Nu sidder han dér ved sin drejebænk og tænker over, om der måske kunne findes en lettere måde at kommunikere på. »Fiske i livets flod«, der netop er udkommet på Forlaget Rosinante, har som et af flere temaer skriftens udvikling fra et stiliseret tegn, der blev lagt i en lerkrukke for 5000 år siden, til råt nedfældede bogstaver på tavler, der siden har udviklet sig til et meget nuanceret skriftssprog i den moderne kommunikation. At beskrive denne spændende men langsommelige udvikling i skønlitterær form er blot et af den 35-årige forfatters dybereliggende ideer med sin detaljerige netværk af en historie. En historie, der ekvilibristisk springer i forskellige tidsaldre, og som derfor, for en sikkerheds skyld, inden udgivelsen er kigget efter i sømmene af en arkæolog. - Når man skriver sådan en bog, skal detaljerne være i orden. Men heldigvis var der kun tale om småjusteringer, siger Merete Pryds Helle, der har været fire år undervejs med bogen og som debuterede i 1990 med romanen »Imod en anden ro«. Merete Pryds Helle beklager, at det ikke har været muligt at bruge al den viden, hun har indsamlet undervejs. Men det ville have gjort romanen alt for omfattende, forklarer hun og peger på en af de detaljer, som er med i bogen, og som har gjort et stort indtryk på hende. Ikke mindst på grund af dens sanselighed. - I romanens middelalderdel beskriver jeg, hvordan man fra tårnene tørrer de mange meter lange og kostbare stofbaner, som blev brugt til at fremstille tøj. Det er ikke noget, jeg har fundet på, men en teori fremsat af nogle historikere. Historikere, der måske ikke ligefrem mener, at stoftørring er tårnenes primære formål, men at de også har haft denne funktion. Om teorien er rigtig eller forkert, har Merete Pryds Helle ikke noget kontant bud på, men hun synes, det er et flot billede, fordi hun finder det nemt at forestille sig de fine silkestoffer i alle mulige kulører og mønstre hænge og blafre i vinden. - Jeg tror, at de gamle florentinere, som jeg i moderne udgave lever blandt i Italien, er lidt for pragmatiske til udelukkende at have brugt tårnene i krigsøjemed. Jeg er sikker på, at de også må have haft en anden og mere fredelig funktion. Tid og menneske Gennem skriftens udvikling slår Merete Pryds Helle et andet væsentligt tema an: Forholdet mellem tid og menneske. En problemstilling, der har interesseret hende gennem mange år. - Jeg synes, det er interessant at stille sig selv spørgsmålet, hvor forskelligt det moderne menneske er i forhold til mennesket dengang. Hvad tænkte Enksilub, da han sad og drejede sine lerboller? Jeg ved det ikke. Men jeg tror, han har ændret på arbejdsgangen en dag ved i stedet for at lægge de små trekanter eller cirkler ind i bollerne, så at tegne de samme tegn og flere til på en tavle. Og her bliver skriften så af forfatteren, trods kvantespring i tid, brugt som en slags eksponent for den menneskelige tankegang. En tankegang, som i dette tilfælde ikke ligger så fjernt fra det moderne menneskes bestandige ønske om udvikling. - Man kan bruge pottemageren som eksempel på, at vi mennesker, trods en tidsafstand på 5000 år, stadig er i gang med at opfinde måder til at gøre noget nemmere på. Jeg tror, det er en menneskelig drivkraft, hele tiden at finde nye veje til at overvinde besværligheder. Ønsker og behov Merete Pryds Helle, der bor i Italien, hvor hun danner par med lyrikeren Morten Søndergaard, men som er i Danmark i forbindelse med udgivelsen af romanen, er helt overbevist om, at vi i vor tid har nogle af de samme behov og ønsker som vore forfædre havde. Hvad er grunden til, at du har valgt at lade skriften indgå som en væsentlig del af romanens plot? - Oldtiden har altid fascineret mig, ligesom jeg altid har været meget læsende. Derfor var det naturligt for mig at tænke udviklingen af skriften ind som del af historien. For os, der er vokset op med et meget avanceret skriftsprog, ser springet meget enkelt ud. Det gør mange opfindelser, men hvor enkelt det end ser ud, har det krævet en enorm ændring af tankegangen. - Man må forestille sig, at der på det tidspunkt er meget dygtige kunstnere, der tegner fremragende, men med tegn, som er fundet grove. Det viser, at dem, der har skabt skriftsproget har villet noget andet end at fremstille æstetik. Skriften skulle have en ganske speciel form, der ikke skulle kunne forveksles med kunst. Hvilket budskab vil du gerne sende til læseren gennem romanen? - Jeg vil gerne pege på, hvor stort det er at være menneske. Pege på, at et liv ikke er noget, man skal tage for givet. - Man skal heller ikke tage det, der sker omkring en, eller det man selv er i stand til at gøre for givet, for alt kan forandre sig. Det er nok det mest væsentlige budskab, jeg prøver at formidle gennem romanen, suger Merete Pryds Helle.