Prøv avisen

Skriget i kælderen

Natacha Savngaard flygtede i 1999 fra sin pakistanske familie for at leve et liv, hun selv kunne bestemme over. – Foto: Mette Frandsen.

Natacha Savngaard levede som i et fangenskab hos sine pakistanske forældre. Som 21-årig fik den unge kvinde nok. Hun flygtede fra den eneste familie, hun nogensinde havde kendt. For at finde friheden, sig selv og skulle det vise sig en helt ny familie

Den unge kvinde står som stivnet i kældergangen under betonbyggeriet i en forstad til København. I den ene hånd knuger hun en fyldt affaldspose et alibi for at forlade forældrenes lejlighed.

Hun har planlagt flugten fra sin muslimske baggrund, familien og giftermålet i flere måneder. Men nu tøver hun. Øjnene flakker, pulsen hamrer af sted, og små perler af sved bryder frem mellem hendes skulderblade.

Hun er i tvivl. Og i et øjeblik overvejer hun at opgive og vende tilbage. Men så er der noget inden i hende, der rykker sig. Noget, der som en indre bevægelse tager beslutningen for hende.

Hun slynger affaldsposen fra sig, inden hun med et krampeagtigt ryk sætter i løb ned gennem kældergangen. Hælene banker mod det hårde cementgulv. Men hun mærker det ikke. Og hun hører knap nok lyden af det sønderrivende skrig, der fylder det tomme kælderrum. Først da hun når frem til døren, til lyset og til den cykel, en veninde har parkeret, går det op for hende, at det var hende, der skreg.

Dengang i 1999, da Natacha flygtede fra sin familie rev ubeslutsomheden længe i hende. Men i dag er der intet vægelsind at spore i den unge kvindes mørke øjne, der selvsikkert og urokkeligt holder én fast, når hun understreger betydningen af sine ord.

Jeg har aldrig fortrudt mit valg. Aldrig. Det har været skræmmende, voldsomt og nogle gange uoverskueligt at stå alene. Men jeg har aldrig fortrudt, siger hun.

Lige under den ellers så overbevisende beslutsomhed, ligger dog et umiskendeligt skær af sørgmodighed. Og selvom Natacha ikke er meget for at indrømme det, så har det skæbnesvangre valg i 1999 også bragt andet end frihed og selvstændighed ind i hendes liv.

Tabet af familie og tilhørsforhold fulgte uløseligt med i kølvandet. Og den unge kvinde bærer ikke bare sit tab i et sørgmodigt blik, men også i det danske efternavn, hun valgte til sig selv, da hun dengang blev nødt til at skifte identitet, af frygt for at familien skulle finde hende.

Jeg tog navnet Savn-gaard, fordi det havde en betydning for mig. Det symboliserer, at jeg altid må være foruden noget i mit liv foruden min familie. Men det er ikke det samme som at fortryde. Jeg reddede mit liv. Og jeg vil gøre det samme i morgen, siger hun.

For det gjaldt intet mindre end hendes liv dengang i 1999, da Natacha som 21-årig flygtede fra sin pakistanske familie. Hun er ellers opvokset i, hvad de fleste ville kalde en velintegreret familie. Hun og hendes fem søstre skulle ikke gå med tørklæde. De gik i jeans og sweatshirt ligesom deres danske jævnaldrende og blev på det kraftigste af deres forældre opfordret til at dygtiggøre sig og få en uddannelse.

Bag hjemmets fire vægge så virkeligheden dog noget anderledes ud. Pigerne måtte ikke overnatte hos veninder, ikke gå til fester. De havde mange pligter i hjemmet, der blev dikteret efter deres fars forgodtbefindende. Og Natacha vidste allerede tidligt i sit liv, at forældrene ville insistere på at arrangere hendes ægteskab og højst sandsynligt ville vælge en mand fra Pakistan, der hverken talte dansk eller engelsk.

Natacha satte sig imod, og som 20-årig havde hun efterhånden afvist og udskudt en del frierier. Hun havde også afsluttet sin uddannelse og fået job hos SAS i Kastrup. Hun elskede sit arbejde og nød at være sammen med sine kolleger, der bød på en ganske andet form for fællesskab end det, hun kendte hjemmefra.

Men i takt med, at hendes lyst til livet voksede, voksede også hendes fars mistro. Natacha blev beordret til at sige sin stilling op. Samtidig blev hendes kørekort, nøgler, pas og sygesikring inddraget, og hendes far forbød hende at forlade lejligheden alene.

Min fars måde at kontrollere og styre mit liv på havde ikke noget med hverken kultur eller religion at gøre. Det var hans natur at ville have fuldstændig kontrol over vores liv. Han brugte bare kulturen som undskyldning, fortæller Natacha.

Hun levede sit liv i næsten fuldkommen isolation de næste mange måneder, alt i- mens hun over telefonen i fællesskab med en dansk veninde planlagde, hvordan hun kunne flygte fra faderens fangenskab.

Jeg havde ikke overlevet i det fangenskab. Jeg havde ingen appetit og tabte mig voldsomt. Det føltes simpelthen, som om jeg var ved at dø indeni. Der var ingen forståelse, ingen rimelighed hos min far, og jeg vidste, at mit eneste alternativ var at forlade det hele. Min eneste forklaring på, at jeg turde gøre det, er, at jeg egentlig ikke havde noget valg, forklarer Natacha.

Det blev til, at hun under påskud af at skulle ned med skrald skulle stikke af. Veninden ville parkere en cykel i betonbebyggelsernes lange kældergange. Natacha skulle cykle til den nærmeste taxaholdeplads og tage en vogn herfra hjem til veninden. Flugten startede dog først for alvor, da hun ankom. Både Natacha selv og de personer, hun via et krisecenter for kvinder kom i kontakt med, frygtede for, at familien ville forsøge at opspore og straffe hende.

Det handlede om at komme væk fra København og Sjælland så hurtigt som muligt. Krisecentret udstyrrede hende med adressen på et center for voldsramte og forfulgte kvinder og en enkeltbillet til Jylland. Hun havde kun det tøj, hun havde på, et par smykker, blandt andet et pakistansk armbånd, hun havde fået som barn, og enkelte fotografier af sine søskende, da hun sad i toget på vej væk fra sit gamle liv. Et liv, hun vidste, hun aldrig kunne vende tilbage til. Og på vej mod et nyt liv, hun ikke anede, hvad hun kunne forvente sig af.

Jeg var 21 år. En voksen kvinde. Men jeg var kun 16 indeni og helt, helt alene. Jeg skulle skabe et nyt liv og en ny identitet, og jeg skulle finde på det hele selv. De rammer og de mål, min gamle tilværelse havde sat for mig, gjaldt lige pludselig ikke længere. Det var selvfølgelig skræmmende. Men på det tidspunkt var det først og fremmest befriende. Det var, som om jeg kunne trække vejret og bevæge mig for første gang, fortæller Natacha.

Hun ville prøve det hele. Alt det, hun ikke havde måttet. Alt det forbudte. Hun rejste, drak alkohol, prøvede at spise svinekød og kastede sig i det hele taget sultent og eventyrlystent over sit nyerobrede liv. Men hun var samtidig sårbar i al sin frihed og uden den beskyttende mur, hendes families fængsel også havde fungeret som. Der var mennesker, der udnyttede hendes naivitet og fik plads i hendes liv, fordi hun følte, hun skyldte dem noget, fordi de tog sig af hende i en tid, hvor ingen andre gjorde.

Det var nogle rigtig svære år. Jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg var. Jeg vidste kun, hvad jeg ikke ville være, og det er ikke nok til et liv, siger Natacha, der dog langsomt, men sikkert sporede sig ind på, hvad det var for et liv, hun ville leve.

Det blev et familieliv. Ikke et familieliv af den slags, hun var flygtet fra, men ikke desto mindre et familieliv. Hun forelskede sig i sin mand, Allan, efter lang tids venskab, og de fik børn. Først Andreas, der i dag er tre år gammel. Og så Ayesha, der snart fylder et år og har sin mors mørke øjne. Dog uden sørgmodigheden. Ayeshas øjne er glade, nysgerrige og præcis som moderens fulde af selvtillid.

Det er klart, at mine forældres svigt, det at de ikke ville rumme, at jeg ville noget andet med mit liv, er kommet tættere på. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at de ikke ville elske mig som den, jeg er. Mine børn er, som de er, og jeg elsker dem ubetinget. Der er intet ved dem, jeg vil lave om på. Det er ikke mit job som deres mor. Mit job er at bekymre mig for dem, elske dem og støtte dem i det, de vælger. Jeg fatter simpelthen ikke, at min mor ikke gjorde det for mig. Det gør ondt, men det gør mig faktisk også virkelig rasende at tænke på, siger Natacha.

Hverken hendes mor eller far har nogensinde forsøgt at finde hende eller tage kontakt hverken for at straffe eller genoptage samværet med deres datter. Det er dog ikke et savn eller raseri, der får lov til at fylde hendes liv. For hun er der, hvor hun skal være. Hos sin familie i deres hus i Jylland. Hun er kommet hjem. Alligevel er der en rest af det valg og den flugt, hun blev nødt til at tage, der fortsat spøger.

Jeg er faldet til ro, som man siger. Men jeg kan stadigvæk mærke en angst for at føle mig bundet. Jeg er nødt til at vide med mig selv, at jeg til enhver tid kan gå. Jeg skal selvfølgelig have mine børn med mig. Altid. Men jeg kan ikke holde tanken ud om at være rigtig afhængig af andre. Jeg vil aldrig gå på kompromis med min frihed, jeg vil aldrig føle mig fanget. Det er hårde vilkår for min mand, det ved jeg godt. Og jeg beundrer ham virkelig for, at han har turdet kaste sin kærlighed på mig, siger Natacha og fortsætter:

Men når man én gang har prøvet at forlade alt det, man kender og kaste alt over styr for at vinde sin frihed, så kan man aldrig indordne sig igen. Da jeg løb gennem den kælder, vidste jeg, at jeg aldrig ville vende tilbage til nogen form for fangenskab. Jeg vil hellere dø. Skriget i kælderen var mit frihedsskrig. Det trækker jeg aldrig i mig igen.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk