Prøv avisen

Skyld for viderekommende

SKYLDBEVIDSTHED: Den kristne skyldbevidsthed, som påpeger, at vi skylder nogen noget, er ligeså stille ved at sove ind. Skyldfølelsen, derimod, lever i bedste velgående

Som ung, nyindviet præst oplevede Hans Martensen fredag og lørdag eftermiddag i Tyskland et sandt stormløb på skriftestolene i kirkerne. Der var tre eller fire i gang samtidig og i køerne, der dannede sig foran hver af dem, kunne der stå mange hundrede mennesker, der ventede på at bekende deres skyld før søndagen.

- Det ser man ikke i dag, siger den senere katolske biskop i Danmark, som nu er gået på pension.

Og selvom Hans Martensen ikke tør udlægge den manglende interesse for skriftemålet som et direkte tegn på det, så mener han generelt at den kristne skyldbevidsthed er svækket.

- Skyldbevidsthed hænger nøje sammen med gudstroen. Når troen svækkes, svækkes skyldbevidstheden, og jeg synes meget tyder på, at gudstroen i vores omgivelser er blevet mindre, siger han.

- Skyldfølelse i kristen forstand er bevidstheden om at have gjort noget forkert, skadet andre og krænket Gud, min skaber. Men skyldbevidsthed er hos mange i dag blevet noget meget diffust og upræcist, som man svømmer rundt i uden at vide, hvad det er. Vældigt mange lider for eksempel under ting, der er gået galt, og som de selv har skyld i. Den kristne bevidsthed om skyld kalder på anger, men for nogen mennesker er en slags ærgrelse trådt i stedet for anger.

Og ærgrelse er en helt anden slags følelse, påpeger Hans Martensen. Anger betyder, at man stilles over for en anden, som man har krænket - og i sidste instans over for Gud. I ærgrelsen bliver man kun stillet over for sig selv. Skyldfølelsen bliver selvcentreret. Det er trist, for den kristne skyldfølelse er »iklædt håbets dragt«, som biskoppen udtrykker det.

- Den kristne skyldfornemmelse er ikke dårlig, for den peger frem mod tilgivelsen og en oplevelse af, at jeg ikke skal give op. Det kan blive bedre, og jeg kan blive ført videre, selvom jeg ikke er perfekt. Uden kristendommens indhold fører skyldfølelsen derimod til sortsyn og pessimisme og forbliver en frustration, siger Hans Martensen.

Mangler pligtbegreb

Biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt, er enig i, at det står sløjt til med skyldbevidstheden.

- Vores villighed til at påtage os skyld er ret lille. Moderne mennesker har svært ved at fatte, at der er noget, der hedder skyld. Vi mener ikke, at det er vores skyld, at noget sker. Kører vi en mand ned, så bortforklarer vi det som et tilfælde af omstændigheder, siger Jan Lindhardt.

Årsagen er, mener biskoppen, at vi efterhånden har afskaffet Gud og næsten, og at syndsbegrebet er røget med i købet.

- Vi føler ikke, at vi skylder nogen noget, og det er meget anderledes end tidligere. Tidligere vidste vi godt, at vi skyldte noget - og det ved vi også i dag, hvis vi tænker os om. Det er bare svært at acceptere, for det går imod hele individtanken. Og det gør det svært for kirken at forkynde det gode budskab om tilgivelsen, for uden skyld er tilgivelsen et uforståeligt budskab.

- Skyld betyder, at man er pligtig over for hinanden, men desværre har vi ikke noget pligtbegreb i dag. Vi har ikke længere pligt til noget, men derimod ret, siger Jan Lindhardt.

Det billede kan Birthe Rønn Hornbech, der sidder i Folketinget for Venstre, tydeligt genkende fra den offentlige debat.

- Alt er blevet en menneskeret i dag. Der er nærmest gået prestige i at kritisere det danske sundhedsvæsen, og man tror, at fordi man ikke selv gider vaske bedstefar, så har man en ret til at andre gør det, lyder hendes bredside.

Egentlig er det Birthe Rønn Hornbechs opfattelse, at langt de fleste danskere tager ansvar for deres eget liv. Desværre er det bare især de mennesker, der råber højest i medierne, som altid taler om ret og krav, og det påvirker politik på en kedelig måde, synes hun. Det er skadeligt for samfundet med en opfattelse af, at man ikke længere behøver at tage ansvar for sit liv.

Hun mener også, at mange af samfundets spidser er slemme til at forsøge at vriste sig ud af ansvaret for forbrydelser - især stor økonomisk kriminalitet.

- Den ærlige tyveknægt er af de få i dag. Med dyre advokater forsøger de at rende fra både skyld og ansvar, siger hun, blandt andet med henvisning til Brixtofte-sagen. Og tilføjer så, at det næppe er noget nyt.

- Adam skød jo skylden på Eva. Det er en impuls, der er lige så gammel som mennesket selv.

Udviklingen skal vendes, mener Birthe Rønn Hornbech, ved at fastholde det enkelte menneske på skyld og ansvar. Det sker ved netop at give det ansvaret for sit eget liv tilbage.

- Det handler om en ny holdning i samfundet og behandlervældet. Man skal fortælle folk, at de har ansvaret og begynde at tage udgangspunkt i, hvad det enkelte menneske kan - det kan som regel meget mere, end man tror. Det socialdemokratiske velfærdssamfund, vi har fået over årene, gør mennesker så svage, at de intet skal selv. Det har ødelagt manges menneskelige beredskab ved at klare alt for dem. Det enkelte menneske skal styrkes igen.

- Det handler også om værdighed. Jeg hørte engang om en kriminel, der fik tilbudt al mulig psykologbehandling i fængslet. Men han sagde nej, for han ville ikke komme med undskyldninger, for det han havde gjort, men tage sin straf. Ved at betale for det, man har forbrudt, bevarer man også sin menneskelige værdighed, siger Birthe Rønn Hornbech.

Fejlfunktion

Debattøren og sociologen Jean Fischer minder i den sammenhæng om Henrik Stangerups bog fra 1973, »Manden der ville være skyldig«. Bogen handler om en mand, der slår sin kone ihjel, men bagefter ikke kan få lov til at blive straffet for det. I stedet vil samfundet give ham behandling.

- Stangerups bog påpeger, at det er vigtigt at fastholde, at man har ansvar for det, man har gjort. Det kan og skal ikke bare forklares væk i kausalitet. Det er meget relevant i dag endnu, siger Jean Fischer.

- Sociologisk set kan man sige, at begreber som »synd og skyld« og »forbrydelse og straf« i det moderne samfund er afskaffet til fordel for »fejlfunktion«. Og fejlfunktion er en ting, der kræver behandling.

Denne udvikling begyndte allerede omkring år 1800, hvor man i Vesten begyndte at gå væk fra hårde straffe til forbrydere og i stedet begyndte at finde måder at forbedre dem på, forklarer Jean Fischer. I dag har man så terapeuter på det individuelle plan.

- Den enkelte er i en vis forstand ikke skyldfri, men man foretrækker at fokusere på de samfundsmæssige og personlige omstændigheder, der har ført til en bestemt kriminel handling.

Da den vestlige kultur er grundlagt på kristendommen, giver udviklingen i retning af behandling frem for straf og soning store problemer - ikke kun for kriminelle, men også for helt almindelige mennesker, mener Jean Fischer.

- Kristendommen stiller nogle meget ideelle krav op, som vi i dag stadig baserer vores liv på - men samtidig har vi afskaffet Gud. Og kristendommen uden en tilgivende Gud er en katastrofe, siger han og lufter den mulighed, at sekulariseringen samtidig ikke helt har afskaffet skylden.

- Selvom skyld som begreb er svækket, så tror jeg rigtig mange mennesker føler store problemer med skyld i deres liv. De føler sig plaget af det og går til psykolog - men en psykolog kan ikke autoritativt give en tilgivelse. Med sekulariseringen har de bare ikke noget andet sted at gå hen. De mangler den tilgivende Gud.

Muligvis forværres problemet ligefrem af, at kristendommens krav til mennesket er utrolig store, funderer sociologen. Faktisk så store, at nederlaget er givet på forhånd. Lige gyldigt hvor meget man end gør for at følge dem, vil man komme til at blive skyldig i noget, siger han.

- Skyld er ikke nødvendigvis en god ting, men hvis skyld fungerer inden for en bestemt religion eller samfund, kan den have en nyttig funktion. Problemet opstår, hvis den sociale og moralske infrastruktur, begrebet hører til i, falder væk. Så kan skylden ikke længere have den positive, korrigerende funktion, og man har det bare dårligt.

Urealistisk forhold til omverden

Jan Lindhardt udtrykker det på den måde, at det, vi har tilbage af den oprindelige skyld, er skyldfølelsen, og det er noget ganske andet end skyld.

- Skyldfølelsen er et neurotisk fænomen, som man ikke behøver at forholde til noget eller nogen udenfor sig selv. Evangeliet taler om skyld og ikke om skyldfølelse. Skylden er en forståelse af, at jeg skylder noget væk, så den forholder sig altså til noget ydre, siger han.

- Det er lidt det samme, når vi i dag ikke taler om sorg, men om depression. Sorgen forholder sig til andre mennesker, når for eksempel nogen er død. Depressionen forholder sig ikke til noget udenfor mig. Behandlingen for skyldfølelsen er forskellige former for terapi. Skyld kommer man af med ved at betale sin gæld. Uden at forholde os til noget uden for os selv lever vi i et urealistisk forhold til omverdenen.

Netop sådan lever en lille gruppe af de indsatte, som fængselspræst i Statsfængslet i Jyderup, Inge Glahn, oplever i sit arbejde. En gruppe unge, der har begået forbrydelser som biltyverier og indbrud, fremviser ikke skyggen af skyld, fortæller hun.

- De undskylder det med, at forsikringen betaler, at det er velhavende mennesker, og at de jo ikke har gjort noget, der skader nogen alvorligt. De forsvarer sig selv ved at sammenligne sig med voldtægtsforbrydere eller si-

ger, at der jo også er nogen, der snyder i skat. Det er, som om de bare ikke erkender, at det, de gør, er forkert, siger Inge Glahn.

Omvendt møder hun også mange indsatte, som i den grad er plaget af skyld over deres handlinger. Og som ikke ved, hvor de skal gå hen med skylden.

- De kender så lidt til kirken, at når jeg møder dem første gang, siger de straks, at de ikke kommer i kirken - fordi de ikke vil dømmes en gang til! Med det de har gjort, tør de slet ikke gå over tærsklen. Når jeg så taler til dem som præst og ikke som dommer, oplever jeg, at de tit får nemmere ved at påtage sig skylden. Det er i virkeligheden de færreste mennesker, der har lyst til at snakke sig fra den - men siden de begik deres forbrydelse, har de ikke mødt andet end afstandtagen.

Selvom langt de færreste af fængslets 109 indsatte har noget forhold til kirken på forhånd, er der en større procentdel, der kommer til gudstjeneste i fængselskirken, end i et normalt sogn. Et sted mellem fem og 15 procent

af fangerne deltager i gudstjenesterne og altergangen, vurderer Inge Glahn. Det er især de langtidsindsatte, der kommer.

- Jeg tror, det blandt andet handler om alvoren i kirken. De har et behov for at tage skylden på sig og få tilgivelsen, siger hun.

- Jeg kan mærke, at man især tager det meget til sig, når jeg forkynder evangeliet og siger, at Gud tager imod ethvert menneske, der af hjertet beder derom. Det er de meget glade for. Jeg oplever også, at man i sammenligning med en almindelig folkekirke meget gerne siger trosbekendelsen og fadervor højt og i kor.

Falsk og ægte skyld

Tom Kjær, der er sygehuspræst på Herlev Sygehus, sondrer mellem falsk og ægte skyld. Der er stor forskel på Guds love og menneskers forordninger, som han siger.

- Meget tit møder man den falske skyld, som handler om, at folk ikke synes, at de kan leve op til andres for

ventninger eller deres eget selvbillede. Folk, der bliver meget syge, kæmper tit med skyld over, at de ikke kan nu, hvad de kunne tidligere, og at de føler sig som en belastning. Vi bærer rundt på en papegøje på skulderen, der hele tiden fortæller os, hvad vi skal gøre for at være gode nok, siger Tom Kjær.

- Den skaber en masse falsk skyld, som man må sortere ud i, før man kan se den ægte skyld. Den ægte skyld er overtrædelsen af Guds krav til os. Alle vores egne krav blander han sig uden om, siger han.

Ifølge sygehuspræsten er der mange mennesker, der føler sig frygtelig skyldige, og for ham hænger det sammen med, at vi lever i et perfektionssamfund.

- Vi tror ikke, at vi må fejle eller begå fejl overhovedet. Jeg møder mennesker, der er bange for at leve, fordi de er så bange for at begå fejl og pådrage sig skyld. Det betyder, at de er angste for at være mennesker, for skylden er jo en del af livet. Vi kan ikke undgå at fejle, for vi er mennesker på godt og ondt. Og vi er nødt til at tale med Gud om den ægte skyld, så vi kan gå ranke videre i livet.

Kirken selv bærer en del af ansvaret for det falske skyldbillede, mange mennesker bærer rundt på, mener Tom Kjær, fordi den har ikke været god nok til at konkretisere, hvad synd og skyld er.

- Vores forkyndelse om skylden har ikke været evangelisk nok. Vi har fået blandet en masse borgerlige krav ind i kristendommen. Folk tror, at der er en masse ting, man skal leve op til for at være med i kirken. Nogen tror nærmest, at man skal føle sig skyldig for at være rigtig kristen. Vi har ikke fået gjort klart nok i vores forkyndelse, at Gud blev menneske for at samle sådan nogle som os.

- I stedet for at tale om abstraktioner som »vi arme syndere« eller »syndens spedalskhed« skal vi fortælle helt konkret, hvor det er, vi kommer til kort over for Vorherre - nemlig når vi overtræder det dobbelte kærlighedsbud og ikke gør det, vi skal, over for vores kære. Det vil sige, når vi er utro, gør forskel på vores børn, eller hvem det nu måtte være. Vi skal gøre loven aktuel.

Den falske skyld møder Tom Kjær ikke kun hos meget syge patienter, men også hos pårørende og personale på hospitalet. Især mange unge holder næsten krampagtigt fast i skyldfølelsen over ikke at leve op til deres egne forventninger.

- Vi skal lære at blive »gode skyldnere« og forholde os realistisk til vores skyld. En god skyldner tør stå ved sin ægte skyld og tør også søge tilgivelse. En god skyldner kan sige undskyld. Det har vi generelt meget svært ved, siger Tom Kjær.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk