Hvordan skulle perlehalskæden være andet end eventyrlig? Den består nemlig af eventyrminder, det ene ved siden af det andet. Oplevelser som perler på en snor.
Det er formanden for Kvindelige Eventyreres Klub, Lene Topp, der har kæden på. Den er samlet af perler, som medlemmer af klubben har haft med hjem fra deres rejser kloden rundt. Hver perle repræsenterer en oplevelse, et eventyr.
LÆS OGSÅ: Evnen til at gribe det eventyrlige nu
En perle udgør på en måde noget afsluttet. Dermed er alt dog ikke sagt. Måske ikke engang det mest væsentlige. Tillæg det bare symbolsk betydning, at den er rund og kan trille videre. Et andet sted hen. Perle vil møde perler. At være eventyrere er at være i bevægelse. Det lader til at være en del af deres væsen. Som Lene Topp formulerer det:
Hver gang jeg starter et eller andet projekt, møder jeg mennesker, der gør mig nysgerrig og fører mig til et nyt sted, hvor jeg møder andre og finder noget, jeg også gerne vil grave mig ned i. Så det slutter egentlig aldrig. Min nysgerrighed kan bringe mig et hvilket som helst sted hen. Min mand og jeg har boet næsten otte år på Borneo, og efter at vi i slutningen af 2010 vendte hjem, er jeg blevet meget nysgerrig med hensyn til Danmark. At være på Borneo har åbnet mine øjne for mange ting i mit eget land. Blandt andet for naturen, som jo er så smuk her.
Kvindelige Eventyreres Klub blev stiftet i 1954 som et modstykke til mændenes Eventyrernes Klub fra 1938. Kun fire kvinder har oplevet at være med i denne klub, anslår Lene Topp og siger videre:
På et tidspunkt besluttede man udelukkende at optage mænd, men så direkte sagde man det ikke. Man holdt simpelthen op med at lade kvinder blive medlemmer. Før mændene stiftede deres klub, beklagede de sig over, at når de vendte hjem fra deres spændende ekspeditioner, havde de ingen, de kunne tale med om deres oplevelser. Det samme gjorde sig gældende for kvindernes vedkommende, når de rejste ud i verden, hvad de nok efterhånden gjorde i stigende grad. Også de havde behov for et sted, hvor de kunne mødes.
Et andet medlem af Kvindelige Eventyreres Klub, Benedicte Riis, supplerer:
Vi kan desuden manifestere os udadtil. Nogle af de erfaringer, vi udveksler, når vi samles, kan tillige være til gavn for andre. Jeg tænker for eksempel på en værdi som at være modig. Det er ikke alene et spørgsmål om at sejle på de store have eller om at være på toppen af bjergene. Det er også vigtigt at være modig i en familie. Ligesom det er vigtigt at være det for den, der har en depression. Og i det hele taget for mennesker i krise. En rå-ressource som mod er meget underkendt, synes jeg. Men for at kunne omforme den til situationer i hverdagen skal man måske være noget af en eventyrer.
En anden ressource, som eventyrerne repræsenterer, er respekten for alt levende. For naturen. Når menneske og natur mødes, oplever man i den grad, at der stilles spørgsmål til én. Mennesket svarer an til naturen, tager derved ansvar og bliver hele tiden bedre til at bære sit ansvar. Derfor er det vigtigt, at vi er i kontakt med naturen. Den er et spejl af os selv.
Alt levende er på linje. Og kærligheden holder sammen på det hele. Det så Jesus. Men kirken har ikke gjort en pind for, at naturen skal have betydning.
Noget tredje, jeg vil fremhæve, er den dybe kærlighed til perlerne. Til oplevelserne. Dette at være i et øjeblik, som man ved, man vil bære med sig resten af livet. Man må lige standse op for at fejre. Det drejer sig om et af de øjeblikke, der er som en milepæl: Et eventyr er til ende, og man er parat til at gå videre til et nyt. Til de næste oplevelser, de næste perler. Slip drømmene fri og lad os komme ud på eventyr!.
Lene Topp, 53 år, har været medlem af klubben siden 1994. Hun er cand.scient. i kulturgeografi og var i 12 år ansat i Verdensnaturfonden med ansvar for projekter og programmer i Koraltrekanten. Fra 2002 til 2010 boede hun og hendes mand, Claus Topp, i den malaysiske del af Borneo. Hun har været på talrige rejser i regionen. Og mange andre steder. Blandt andet på en 4500 kilometer lang tur i landrover rundt i Rwanda, Uganda og Congo. Hun søger derhen, hvor der er mest mulig natur, uberørte skove, havområder med appel til en eventyrer samt tilsvarende dyrearter. I dag arbejder hun med formidling og foto. Hun er daglig leder af firmaet Toppx2, der tilbyder den gode historie i tekst og billeder, blandt andet vi-deoproduktioner og fotos. Firmaet har sin baggrund i ægteparrets arbejde og rejser rundt i verden.
Benedicte Riis, 54 år, har været medlem siden 2008. Hun er lærer og cand.phil. i musik, foredragsholder samt forfatter, blandt andet til Slip drømmene fri bliv skipper i dit eget liv. Sømandsmetaforikken er nærliggende for hende, idet hun har krydset både Stillehavet og Atlanterhavet i sin båd en lille én på bare 31 fod, svarende til 10 meter. Yderligere er Benedicte Riis grundlægger af Tante Andante-organisationen og har i denne forbindelse bygget projekter op mange forskellige steder i de nordiske lande, Grønland, Østeuropa, Afrika, USA og Sydamerika. Sammen med sin mand, historikeren og geografen Erling Ahnfeld Andersen, bor hun i Vrigsted ved Juelsminde.
Kvindelige Eventyreres Klub har 56 medlemmer i alderen fra 27 til 93 år. I løbet af vinterhalvåret mødes de hver tredje onsdag i måneden. Adressen i Nyhavn har de fælles med Eventyrernes Klub. Kvinderne spiser middag sammen, nyder som de siger hinandens selskab og hører et foredrag. En gang om året er de på udflugt. Eller de holder et udvidet sommemøde. Samtlige arrangementer er kun for medlemmer. Og det bliver man ikke uden videre. Man skal søge om det.
Spørgsmålet er så: Hvordan skal en kvinde være for at betragtes som værdig til optagelse blandt de organiserede eventyrlige? Et entydigt svar er ifølge Lene Topp svært at give. Hun mener vist endda, at det er umuligt.
Men det kan da fastslås, at det ikke er antallet af besøgte lande, der er afgørende. Det er derimod graden af eventyrlighed samt evnen til at formidle. Et eventyr skal have virkelighed for flere end én selv. Er man interesseret i optagelse, kan man sende relevante personlige oplysninger til klubben, hvorefter man i nogle tilfælde vil blive inviteret som gæst til et klubmøde. Man kan også blive inviteret til at holde foredrag. Naturligvis over det eventyrlige tema. Beslutningen om medlemskab eller ej træffes af bestyrelsen.
Det er ikke nok, at man har været på en charterrejse til Mallorca. Der skal være noget ekstra. Det kan godt være, at en rejse, man har været på, var en stor oplevelse for én selv. Med vedkommende udstråler måske ikke, at den var det. Det drejer sig ikke bare om, hvad man har lavet, men også om ansøgeren har en personlighed, som vi mener, at klubben kan bruge til noget. Det er svært nærmere at beskrive, hvad der skal til, siger Lene Topp og fortsætter:
Men møder du en eventyrlig kvinde, så genkender du hende nok. Hun har et eller andet drive. Men i øvrigt er vi medlemmer meget forskellige. En tager ud i verden for at skyde elefanter, mens jeg prøver at redde dem. Vi behøver ikke at være enige. Med de kun otte møder, vi har om året, er det begrænset, hvor mange vi kan have inde for at holde oplæg. Jeg vil tro, at af dem, der ansøger, er det cirka halvdelen, der bliver optaget.
En kujon, der som i dette tilfælde skriver om eventyrlige kvinder, må høre mere om det, han ikke har: modet til at være eventyrlig.
I virkeligheden handler det om dødsangst, siger Benedicte Riis.
Er man i stand til at overskride den linje, der hedder dødsangst? Jeg husker engang ud for nordkysten af Brasilien. Det var første gang, jeg i min lille båd var ude i en kæmpe tordenstorm. Jeg stod ved roret og nød, hvor flot det hele var. På et tidspunkt sagde den skøre brasilianer, som jeg havde med, at jeg nok ikke var bange for noget som helst. Jeg blev lidt overrasket over, at han sagde det. Og jeg svarede, at det var jeg nok egentlig ikke. Det handler om at have oplevet noget, hvor man befandt sig på den dér grænse mellem liv og død.
For øjeblikket skriver jeg på en bog om Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen (Boganis, red.), der igen og igen søgte til den fortryllede skov. Dermed menes de øjeblikke, hvor himmel og jord kysser hinanden. Det er som at få et kig ind i evigheden. Jeg tror, det er sådan at være død.
Lene Topp:
Nogle mennesker skal altid helt derud, hvor de er lige ved at miste livet. Jeg tror dog, at den tendens er større hos mændene end hos kvinderne. Jeg har i hvert fald ingen intentioner om at blive slået ihjel på mine rejser! Hvis man herhjemme siger om et sted, at der er farligt, har jeg en forhåbning om og en tro på, at det sikkert ikke er så farligt, som man gør det til. Og hvis det er, vil der næsten altid være nogle mennesker, der sørger for, at jeg ikke kommer derhen, hvor der er rigtig farligt. At tage derhen ville være fuldstændig dumt. Men jeg har da været i situationer, hvor jeg havde svedige hænder og overvejede, om vi mon slap levende fra det. Ligesom Benedicte har jeg også prøvet at være ude at sejle, mens himmel og jord stod i ét, masten var knækket, og vi kunne lige så godt være gået ned.
Angst holder mange tilbage fra at rejse ud. For eksempel angst for sygdom. Er der nu også en læge eller et hospital i nærheden? Jeg rejser ikke ud i frygt for, at jeg vil blive syg. Jeg gør det i overbevisningen om, at jeg er sund og rask, og at jeg i det hele taget er stærk nok til at klare det, der skal klares.
Ét er at rejse ud. Noget ganske andet at vende hjem.
Efter tiden på Borneo, er jeg ikke faldet tilbage til den materielle verden endnu, siger Lene Topp.
Jeg er meget dårlig til at gå ud at købe ting. Det siger mig ikke noget. Man får nog-le andre værdier. Når man kommer hjem, kan man godt føle, at der er meget neglebideri i Danmark. Og at verden er så lille. Det sidste præger dansk tv, hvor jeg savner et større syn på verden. Da jeg for at tage et eksempel havde været i Congo, kunne jeg ikke forstå, hvorfor folk herhjemme ikke interesserede for det forfærdelige, der skete. Desuden er der stadig meget jantelov. Fortæller man om sine oplevelser, skal man ikke tro, at man er noget. Derfor dæmper man sig nok. Men i klubben kan man få afløb!.
Nok søgte Wilhelm Dinesen den fortryllede skov. Han fandt den måske også. Men han endte med at begå selvmord. Lad os på denne drastiske måde antyde et tema, som mange eventyreren uden tvivl genkender: rastløsheden.
Lene Topp indrømmer, at hun har en vis fortrolig-hed med tilstanden.
Man kan næsten føle sig depressiv, siger hun.
Planer skal der til. Nye planer. Op med vinduerne. Ud med klaustrofobien.
Lene Topp har angiveligt fundet sig til rette i Danmark. Men naturligvis skal hun sommetider væk og ud. Således vil et filmprojekt muligvis føre hende til Sibirien.
Også Benedicte Riis har en oplevelse foran sig.
Sammen med min mand vil jeg realisere en drøm om at køre fra Alaska til Kap Horn. Det bliver en toårs-tur, hvor vi taler med børnene ned langs vestkysten af Amerika. Jeg vil gerne høre, hvad deres drømme om fremtiden er, og lave en smuk bog om verdens fremtid. For dens fremtid er jo børnenes drømme, siger Benedicte Riis.