Prøv avisen

Smil, du lever også når du motionerer

Den australske triatlet Chrissie Wellington. Foto: HUGH GENTRY Denmark

Så ligner det endelig forår. Løbestier og landeveje fyldes i disse dage af løbere og cyklister, der har været ved at sprænges af længsel efter forår, sol og lidt varmere temperaturer. Jeg synes selv, det er skønt, men jeg må endnu en gang forundres over, hvor sammenbidte mange motionister ser ud, når de motionerer. Måske det bare ligger i fin forlængelse af, at danskerne også glemmer at smile, når de køber ind, kører bus, går i kirke eller bare møder et medmenneske på gaden eller i opgangen.

Og det er ikke, fordi jeg kræver, at folk skal gå rundt og smile hele tiden og til hvem som helst. Det kan hurtigt blive lidt anstrengende, og positivitetstyranniet har sneget sig ind alt for mange steder allerede i forvejen. Men når nu solen skinner, og man har fri og har mulighed for at løbe eller cykle en tur og der kan mærke, at kroppen fungerer, at blodet ruller, og at man faktisk er i live, så kan det godt undre mig, at der er så få, der smiler eller endda hilser på hinanden.

Nu er jeg klar over, at der er regionale forskelle. Det er sikkert nemmere at få en hilsen på en løbesti i Tønder, end det er omkring søerne i indre København. Men det er egentlig en skam, for selvom man passerer 74 andre motionister, så kunne man vel overkomme at smile en smule.

Nogle vil indvende, at når man faktisk kæmper for ikke at tabe lungerne ud af munden, hvad enten man er ved at sætte personlig rekord eller bare prøver at komme i form efter en lang vinter, så kan det være svært at have overskud til at smile. Men det er ingen undskyldning.

LÆS OGSÅ:Vandring gavner både kroppen og sindet

Den er den fantastiske australske triatlet Chrissie Wellington et levende og inspirerende bevis på. Hun var ganske ukendt, da hun i en alder af 30 år satte sig godt og solidt på kvindernes triatlontrone, hvor hun sad, indtil hun trak sig tilbage sidste år. Hun vil blive husket længe, ikke kun på grund af sine imponerende idrætslige præstationer, men mindst lige så meget på grund af sine skønne smil. Hun smilede ikke kun, når hun kommer over målstregen, men også når hun kæmpede indædt på ruten. Hun var og er simpelthen et livsstykke af energi og livsglæde og taknemmelighed.

Jeg tænker tit på Chrissie, når jeg træner, og jeg prøver at huske at smile. Så meget som muligt. Til livet, til Gud og til dem, jeg passerer på min vej. Uanset vejret, uanset hvordan humøret ellers måtte være. For jeg lever. Og jeg mærker min krop og naturen, og jeg ved, at jeg har godt af det, og at jeg er træt på den gode måde, når jeg er færdig. Det er en såkaldt win-win-win-situation. Med mere win.

Så kære løbere, cyklister, rulleskøjtere, hundeluftere, rolatorskubbere eller jer, der vælger at spadsere en tur: Smil! I lever! Det kan være, at du er langsommere, end du var engang, det kan være, at gigten plager, eller at livet er svært. Men lige nu lever du. Det er ikke alle forundt.

Og undskyld, hvis det lyder lidt banalt, men det bliver i hvert fald ikke ringere af et smil. Heller ikke for dem, der ser det.

Godt forår!