Prøv avisen

Smil smitter

Smil - og verden smiler til dig. Foto: Colourbox.com

Smilet er ikke kun venlighedens kendetegn og en herlig hilsen, men en livsindstilling, skriver Kristeligt Dagblads skribent

"Smil med hjertet – det smitter".

Sådan stod der på et hjerteformet klistermærke, der engang sad på min mormors gamle køleskab. Så vidt jeg husker, delte man dem også ud i Irma i firserne, da jeg var barn. Måske skulle man begynde på det igen. For sloganet holder jo stadig. Smil smitter! Et andet slidt ordsprog siger: "Smil til verden, så smiler verden til dig". For smilet er ikke kun venlighedens kendetegn og en herlig hilsen, men en livsindstilling.

Og smilets ambassadør, Victor Borge, ramte plet, da han engang sagde, at "smilet er den korteste vej mellem mennesker." Det mærker jeg selv i øjeblikket, når jeg vågner til et skrig om natten og står op for at give min mindste søn ren ble på. For han kan vaske al min træthed væk ved at flække sit lille buttede ansigt i et smil. For han må selvfølgelig le, når han ser sin far. Og jeg er sikker på, at smilet er Guds hemmelige overlevelsespakke til børnefamilier.

Andre gange kan der selvfølgelig være længere mellem smilene. Forleden var det for eksempel svært at få vores barnevogn ind i et IC3-tog. "Det MÅ jeg ikke hjælpe med," sagde den store (overenskomst)stærke togkontrollør til min kone, der ikke måtte løfte efter fødslen.

I stedet fik jeg hjælp af en spinkel pige! Nu er det jo ikke mig, der sætter ryggen på spil som DSB-ansat, men den dag var jeg tilbøjelig til at give en anden pendler ret i, at DSB står for De Sløve Bananer. Alligevel var det uden for Randers Station, at jeg sidste sommer fik en ufattelig skøn lektion i venlighed – og tillid.

Jeg var på vej til Mariager for at holde et foredrag for en flok kirkefolk, men min hjemmelavede rejseplan viste sig at være lige lovlig optimistisk. Jeg havde tænkt, at 13 minutter var rigeligt til at stige om fra toget til bussen mod Mariager, men havde overset, at rutebilstationen nærmest ligger i den anden ende af Randers. Og da bybussen kørte lige for næsen af mig, virkede det helt håbløst at nå frem i tide. "Hvor langt er der til rutebilstationen?", spurgte jeg en ung sort mand, der kom trækkende med sin racercykel. Han mødte mig med et varmt smil, så de hvide tænder lyste op i det mørke ansigt. "Det tager nok tyve minutter at gå. Men du kan da tage min cykel, hvis du bare husker at låse den. For jeg skal alligevel til Århus, så henter jeg den på rutebilstationen." "Din cykel?", gentog jeg mistroisk. "Ja. Skynd dig bare!", svarede han tillidsfuldt. Det var en rørende oplevelse at skære sig gennem vinden som en Tour de France-rytter på en fremmed fyrs racercykel. Og jeg nåede lige bussen, efter jeg havde låst cyklen med stor respekt for den tillid, jeg var blevet vist. Ingen bog har lært mig mere om venlighed.

Teologen Løgstrup skrev, at man holder en del af sin næstes skæbne i sin hånd. Det er en tillidserklæring, der betyder, at vi har ansvaret for at tilsmile hinanden. For hvis man først begynder at tænke på, hvad man får igen, er man allerede langt væk fra virkelig venlighed.

Det er også det underlige ved venlighed: Hvis man taber den, får man den sjældent tilbage, men hvis man giver den væk, er det en helt anden sag.

Det er rørende enkelt, men hvor glemmer jeg det tit selv, når jeg kommer til at skælde den fireårige ud eller vrisser ad konen. Men som jeg for nylig hørte i et tv-program, er vejen til det gode forhold at kappes om at hente morgenbrød.

Det er jo overskud, der giver overskud. Og hvis dagen begynder med et smil, kan det kun smitte.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk