Prøv avisen

Sneglens spor

Størstedelen af Jesper Langbergs liv har været præget af faderens alt for tidlige død. Sigurd Langberg faldt om af en blodprop, da Jesper Langberg var 13 år, og det har fået ham til hele livet at søge efter anerkendelse og bekræftelse. – Foto: Leif Tuxen.

Et alt for tidligt dødsfald i 1954 har præget Jesper Langberg helt frem til nu. Han søger anerkendelsen og arbejder hårdt for den. Men nu er det slut med hovedroller, for livet skal også nydes, selvom uroen og vægelsindet stadig præger ham

Lørdag formiddag den 29. juni døde skuespiller Jesper Langberg, 78 år. Læs eller genlæs dette interview med ham fra 2008.

Gaden foran Betty Nansen Teatret er dækket af et fint lag efterårsfarver. Visne og rådnende blade ligger på fortovet og falder fra de snart nøgne træer. Sommeren er endegyldigt forbi, men i tv fortsætter Sommer lidt endnu. Her oplever den pensionerede læge Christian Sommer en ødelæggende nedtur, og derouten er uundgåelig. Med kun tre ud af 20 afsnit tilbage er optagelserne for længst overstået, og Jesper Langberg, som giver krop og stemme til doktor Sommer, er langt henne i efteråret.

Han er nu i gang med prøverne til Min familie, som har premiere i aften på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i København. Også her handler stykket om nedtur og menneskeligt forfald. Denne gang ikke i form af Alzheimers sygdom, men i form af en mand, som drikker og ødelægger sig selv. Døden nærmer sig, og ligesom Christian Sommer falder sammen, så har også Jesper Langberg oplevet flere år, end han har tilbage.

Han indtager den store, sorte læderstol med en afslappet ligefremhed. De lange ben strækkes frem, og hænderne samles i skødet. Den karakteristiske stemme folder sig ud, når han taler om roller og barndom, men stopper op og tøver, når det handler om død og svigt.

Så rykker han sig rundt på stolen og drikker af glasset med Ramlösa, mens brynene rynkes. Men han viger ikke udenom, selvom døden ikke er det mest muntre emne at forholde sig til.

"Det er egentlig mest, fordi jeg ikke har gjort mig mange tanker om døden. Der er ikke nogen, der har overlevet det her show. Jeg gider ikke bruge min alderdom på at være nervøs over døden, for den spekulation kan ødelægge enhver. Jeg bliver nok også mere rolig på grund af min tro. Jeg har lavet en misk-mask-blanding af kristendom, buddhisme og mit eget bryg. Jeg tror, at vi er en hel masse brugte sjæle, som kommer retur på et eller andet tidspunkt. Når vi dør, forsvinder sjælen op i et eller andet, men jeg tror ikke, at jeg, Jesper Lang-berg, lever videre. Så er det sket," siger han.

Han virker afklaret omkring livets afslutning og har hverken tænkt på begravelse eller gravøl, som han ikke synes, folk skal komme til, for jeg er der jo heller ikke. Livet skal leves nu og her, og Jesper Langberg tror, at hans afklarede tilgang til døden kommer af et langt og tilfredsstillende liv, hvor han har nået næsten alt det, han ville.

"Hvis man har en ballast, som gør, at man ikke føler sig som et miskendt geni, så kan man slappe lidt mere af. Jeg har aldrig sagt Hvad er mit liv? Hvorfor er det gået, som det er gået mig? Hvorfor har jeg kedet mig hele livet? Jeg kan sige: Det gik mig sgu meget godt, og det giver en vis ro."

Vigtigheden i at nå sine mål og leve fuldt og helt har drevet Jesper Langberg. Det har bragt ham blandt sværvægterne hos danske skuespillere med over 100 roller, men livet har ikke altid været let og succesfuldt. Det har også været præget af en traumatisk oplevelse, som stadig påvirker ham.

"Jeg fik en knaldende lussing, da min far døde af en blodprop. Jeg var bare 13 år og stod med den ene storetå i teenage-alderen. Det forandrede hele mit liv, for selvom jeg ikke forstod det med det samme, så savnede jeg en voksen at spille bold op ad. Jeg er vel blevet noget egoistisk på grund af det, og i relationer til andre mennesker kan jeg godt være lidt kold. Sådan at jeg har svært ved at tage andre mennesker ind, selv nu. Det mærker jeg stadig."

Han siger det med en lille rysten på hovedet, men med en nøgternhed i stemmen og illustrerer med sin finger på bordet et billede af, hvad faderens død betød.

"En snegl kravler af sted og trækker et slimet spor efter sig. Det tegner et mønster, og jeg kan efterhånden se mit mønster og se, hvordan jeg reagerer på forskellige ting. Der er en hel del med bekræftelse, og det gjorde det lidt koldt. Jeg søgte anerkendelse."

Og anerkendelsen udeblev ikke. Den kom tværtimod i stor styrke. Da Jesper Langberg som 21-årig i 1962 blev optaget på Det Kongelige Teaters elevskole og senere debuterede som Gyldenstjerne i Rosenkrantz og Gyldenstjerne, elskede publikum og anmeldere straks den høje, rødhårede mand. Men det gav ikke Jesper Langberg ro, han drev sig selv frem mod flere roller og sværere stykker. Han siger, at mærkaterne som Sigurds søn eller Ebbes bror, som andre hurtigt hæftede på ham på grund af den berømte far og bror, ikke forfulgte ham, men at det snarere var en indre uro, der drev ham.

"Jeg har meget svært ved at vælge, og det skaber en slags usikkerhed, som jeg skal kæmpe mig igennem, før jeg kan sige, at den vej er min vej. Jeg er aldrig skråsikker fra starten, jeg afsøger mange stier. Det gør, at jeg kaster mig helt ned i skuespillet og arbejder konstant og engageret."

"Jeg har altid været den, der fra første prøve arbejdede, som om der var premiere dagen efter. Jeg har sikkert været stresset, men det har jeg ikke tænkt over. I 35 år var mine dage fyldt af skuespil. Om morgenen var jeg til prøve på film, fjernsyn eller radio. Så gik jeg på Det Kongelige for at øve. Klokken 16 tog jeg til tv-teatret, som det hed dengang, til prøve, og om aftenen spillede jeg så en stor rolle på Det Kongelige. Og så hjem og læse på den næste rolle. Hvornår sov jeg egentlig? Hvis jeg skulle leve sådan nu, ville jeg dø inden for en måned. Men det har samtidig givet mig ro, fordi mit liv har været tilfredsstillende og fuldt af fantastiske oplevelser."

Jesper Langberg kan godt se, at det ser hæsblæsende ud udefra, og ved spørgsmålet om sin første prioritet i livet tøver han da heller ikke længe.

"Ja, det siger sig selv, at jeg har prioriteret teatret meget højt, men jeg mener bestemt, at jeg også har tænkt på familien og mine tre børn. Det er ganske naturligt. Og jeg synes ikke, jeg har svigtet dem, for jeg var da også hjemme de fleste søndage og nogle somre. Ikke hver sommerferie, men nogle. Det er jo nok gået ud over familien, men jeg er selv ud af en skuespillerslægt, så det ligger i vores familier," siger han.

Og skuespillet fylder stadig meget i Jesper Langbergs liv. Mange vil især huske ham for rollen som Kresten Skjern i Matador, men også teaterroller i Indenfor Murene og Helligtrekongersaften huskes. Han var fastansat på Det Kongelige Teater i 25 år og fik i 1968 en Bodil for sin hovedrolle i Sådan er de alle og endnu en for sin birolle i Det Forsømte Forår i 1992. Det blev toppet op med Reumert-prisen i 2003 for bedste mandlige hovedrolle i teaterstykket Festen. Den seneste tid har han øvet på Min Familie på Betty Nansen Teatret.

"Det handler om en familie, hvor det hele braser. Jeg spiller en del af et ægtepar, hvor jeg drikker, og Ghita Nørby, som spiller min kone, er neurotisk. Skeletterne ramler ud af skabene, og det er meget interessant. Jeg kan godt lide virkelighedsteater, som går tæt på. Men jeg er ikke en, der går ud og siger, at det bliver hamrende godt. Jeg vil hellere se det vokse op fra bunden og ikke risikere at blive slået i hovedet for at have rost det til skyerne. Sådan arbejder man mest seriøst, synes jeg."

Den basale higen efter anerkendelse er der stadig, men den er blevet mindre med årene. For Jesper Langberg handler livet mere om at nyde det og glæde sig over det, han er blevet fodret med. Selvom uroen og fremaddriften har fået ham langt, er de på det seneste blevet mindre væsentlige. Jesper Langberg vil gerne af med det. Nu, hvor målene i livet er ved at være nået, har en mere magelig indstilling til det sneget sig ind. Efter en sommer med besøg i New York, på Færøerne, i London og Sankt Petersborg, og selvfølgelig med prøver og optagelser til Sommer, søger han ro i sit hjem på Rådhuspladsen i København. Og selvom han aldrig vil slippe skuespillet, drosler han ned og giver plads til andre ting.

"Nu er det slut med hovedroller. Det kræver simpelthen for mange kræfter. Jeg har intet behov for at være fremme i skoene jeg vil hellere udforske hælene lidt mere, for der er intet stress og jag. Jeg vil stadig gerne have forbindelse med teatret, men det er også på tide at slappe lidt af. Jeg har brug for et stille og roligt liv, indtil jeg skal herfra. Jeg vil stadig gerne rejse og se verden, men jeg har ikke det store behov for det længere. Jeg synes, jeg har fået meget godt ud af livet, jeg er bestemt ikke blevet snydt.