Prøv avisen

Socialismen har en fremtid

-- Der er jo en voldsom ulighed i samfundet. Jeg vil gerne hen til et samfund, hvor man yder efter evne og nyder efter behov. Der er ingen, der har en flottere bil end andre, og hvis de har, kan man selv få en flot bil. Men jeg tror ikke, at det bliver den materielle tilgang til tilværelsen, som vi har i dag, men i langt højere grad, at de, der har lyst til at spille violin, gør det, og dem, der laver noget andet, gør det. Det bliver et frihedssamfund, som er præget af lighed. I modsætning til det her samfund, hvor det er placeringen i samfundspyramiden, der afgør, hvor stor en adgang man har til samfundets rigdom, siger Frank Aaen. -- Foto: Kristian Djurhuus.

POLITIKER MED VISIONER: Enhedslistens Frank Aaen drømmer om et samfund med mere lighed og mere demokrati. -- Men det kræver en moralsk omstilling af mennesket, som ikke klares på en generation eller to, siger den erklærede socialist

Frank Aaen har en plan. Den går ud på, at Folketinget straks i morgen beslutter at ansætte 100.000 flere i den offentlige sektor. På den måde er der taget et stort skridt til at nedbringe antallet af arbejdsløse, og samtidig vil vi få løst nogle velfærdsproblemer.

– Det kunne vi bare gøre. Det er en enorm regning, samfundet betaler via skatten til dagpenge, andre sociale ydelser og til sygehus – folk bliver syge af ikke at lave noget – for at holde så mange ude af arbejdsmarkedet, siger han og fortsætter:

– Hvis vi i stedet brugte de penge og lidt mere, kunne vi både inddrage folk i samfundet og få bedre velfærd. Kig på vores skoler, veje, parker og ældre- og børneomsorg! Der er ingen tvivl om, at vi nemt kunne ansætte flere til at løse offentlige opgaver, og vi ville alle sammen blive gladere. Vi er nødt til at sige, at beskæftigelse er alt for vigtig en ting til kun at overlade til multinationale selskaber.

Den 54-årige økonom og medlem af Folketinget for Enhedslisten har også en teori. Den går ud på, at arbejdsløshed er et redskab for magthaverne til at sikre medgørlige medarbejdere.

– Vores økonomiske system kan ikke fungere, uden at der er en tilpas høj arbejdsløshed. Vi er i den groteske situation lige nu, at man siger, at vi har mangel på arbejdskraft samtidig med, at der er 900.000, der ikke er i arbejde, og hvor der er mindst 300.000, som må siges at være folk, der burde kunne sættes i arbejde. Men selvom vi har så stor en mængde arbejdsløse, begynder vores økonomer at tale om, at vi er så tæt på fuld beskæftigelse, at vi er nødt til at dæmpe økonomien. Finansministeren har sagt i ramme alvor, at ansætter vi flere hjemmehjælpere, så overopheder vi økonomien, og så får vi inflation og lønstigninger.

– Det er fantasiens verden, men et eller andet sted er det rigtigt, at vores økonomiske system ikke kan fungere, uden at der er rigelighed af arbejdskraft, som kan trykke lønningerne. Et økonomisk system, der kun kan fungere ved, at der er en tilpas høj arbejdsløshed, det kan ikke være fremtiden. Der må være et økonomisk system, der er anderledes, og som kan udnytte alle menneskers kreative evner og arbejdskraft. I stedet for vores, hvor et bestemt antal mennesker må parkeres og ikke har anden funktion end at skræmme dem, der er i arbejde, så de ikke bliver for frække eller stiller for store krav. Det er et pænt samfund, vi har, men disse mekanismer fungerer altså benhårdt, siger Frank Aaen.

Han har været kommunist siden gymnasietiden i Aalborg, DKP's spidskandidat og redaktør af det hedengangne Land og Folk. I 1989 var han med til at stifte Enhedslisten sammen med VS og Socialistisk Arbejderparti, men beholdt medlemskabet af DKP. Først da partiet for fire år siden overvejede at stille op til Folketinget, meldte han sig ud.

– Jeg kunne ikke være med længere, for parlamentarisk var der kun Enhedslisten for mig. Så jeg meldte mig stille og roligt ud uden at smække med døren, siger Frank Aaen.

Han bor i en stor, gammel andelslejlighed på Østerbro i København sammen med sin kone, børnehavepædagog Bibbe Jensen Aaen, og sønnen Mikkel på 11 år. Der er hyggeligt i lejligheden med høje paneler, PH-lamper, kunst på væggene og en lille altan ud mod Fælledparken. Familien har også sommerhus i Tisvilde i Nordsjælland. Hvis vi taler dansk normalmiddelklasse, kan de materielle rammer ikke blive bedre. Og det er sådan set, hvad den erklærede socialist Frank Aaen ønsker for alle.

– Der er jo en voldsom ulighed i samfundet. Jeg vil gerne hen til et samfund, hvor man yder efter evne og nyder efter behov. Der er ingen, der har en flottere bil end andre, og hvis de har, kan man selv få en flot bil. Men jeg tror ikke, at det bliver den materielle tilgang til tilværelsen, som vi har i dag, men i langt højere grad, at dem, der har lyst til at spille violin, gør det, og dem, der laver noget andet, gør det. Det bliver et frihedssamfund, som er præget af lighed. I modsætning til det her samfund, hvor det er placeringen i samfundspyramiden, der afgør, hvor stor en adgang man har til samfundets rigdom.

Hvad er det for et samfund, vi har i Danmark?

– Det er et klassesamfund. Det ser lidt anderledes ud, end det gjorde dengang, vi havde store fabrikker og direktører, men grundlæggende er det akkurat det samme. Der er nogle, der arbejder, og så er der nogen, der har en placering i samfundet, der gør, at de kan leve af, at andre arbejder. Der er ingen forskel på det. Vi ser jo mængden af folk, der bliver ekstremt rige, og det gør de ikke på grund af deres egen arbejdsindsats, men fordi de kan tilegne sig værdien af andres arbejde. Det er det, der kendetegner klassesamfundet.

Ifølge undersøgelser er danskerne et af de mest tilfredse folkefærd i verden. Hvad siger du til det?

– Sammenlignet med resten af verden er vi da et utrolig rigt land. Danskerne lægger beslag på en meget stor del af verdens rigdomme, og vi tillader os at svine med verdensnaturen i meget højere grad end afrikanerne, inderne og kineserne. Vores CO2-udledning per person er dramatisk højere end afrikanernes. Vores anvendelse af jordens ressourcer i form af fossile brændstoffer er "faktor jeg ved ikke hvad". Vi forbruger og har adgang til en andel af jordens rigdomme, som er dramatisk større end hos befolkninger andre steder i verden.

– Og det er da lykkedes os at opbygge et velfærdssamfund, hvor der trods alt er en vis solidarisk omsorg. Jeg hører ikke til dem, der siger, at nu er det hele i den sociale massegrav. Så selvfølgelig er der en grund til, at vi synes, at Danmark er et dejligt sted at leve. Det synes jeg også. Men der er en tendens til at glemme, at der er nogen også i vores samfund, der ikke har den samme fornemmelse. Det er dem, der er allernederst i pyramiden og i nogle af de boligkvarterer, hvor vi har valgt at samle de fattigste og dårligt stillede. Vi er i fuld gang med at dele os op. Og før vi får set os om, bliver man nødt til at bygge mure om de rige områder, for at de fattige, som står uden for, ikke kan komme ind. Jeg håber det ikke, men jeg er bange for, at det ikke er noget, der er helt utænkeligt.

– Jeg mener jo allerede nu, at vi har mistet det enorme gode, som vi kunne for bare få år siden: gå en tur trygt i byen, tage S-toget også midt om natten, og det gør jeg da stadigvæk selv, men der er mange mennesker, der ikke tør. Det er en skrækkelig udvikling, for det er tab af frihed. Det sker lige så stille rundt omkring os det tab af frihed til frit at kunne bevæge os rundt. En anden del er hele vores kontrol- og overvågningssamfund.

Hvordan skulle samfundet se ud, hvis du kunne bestemme?

– Jeg tror, at den afgørende vej til at få samfundet til at se anderledes ud, er, at alle får en uddannelse, og når de er færdige med den, at alle får en plads på arbejdsmarkedet. Det er for mig at se både adgang til social lighed og til at få mere demokrati i samfundet.

– Det er den største tragedie, at lande, der skulle have været fremmest til at udvikle demokrati, var dårligst til det. Det, der kendetegner socialisme, er, at vi afskaffer udbytningen. I et socialistisk samfund ejer vi produktionsmidlerne i fællesskab. Det kan være dig og mig sammen, en kommune, dem, der er på fabrikken, staten og så videre. Man kan kun blive rig på sit eget arbejde. Det er en stor ændring i forhold til i dag, og det gør så, at man får adgang til samfundets ressourcer i form af sit eget arbejde. Det kræver en moralsk omstilling af mennesket, som ikke lige klares på en generation eller to, siger Frank Aaen med sit rare ironiske smil.

Han er en politiker, der markerer sig ved at reagere. Som da han i november sidste år anklagede regeringen for en slap holdning til CIA-overflyvninger af Danmark med fanger. Eller når han som formand for Foreningen af Kritiske Aktionærer køber aktier for at skaffe sig taletid i store firmaers aktionærkredse. Som på den sidste generalforsamling i Mærsk-koncernen, hvor han sammen med et par fagforeningsfolk fra Teamsters i USA, der er en forening af transport- og havnearbejdere, protesterede over, at Mærsk nægter deres lastbilchauffører at blive medlem af fagforeningen og få en overenskomst.

– Bortset fra nogle af de damer oppe fra Gentofte, der næsten ikke kan løfte armene, fordi deres guldlænker er så tunge og kan blive noget hidsige, fordi de synes, jeg generer en person, som de synes er lige så vigtig som Kongehuset, måske lidt mere, tager folk det helt okay. Og jeg vil sige, at vi fik i dansk presse omtale af, at Mærsk har en dårlig sag med havnearbejderne og lastbilchaufførerne i USA og Mellemamerika, så på den måde fik vi noget ud af det. Vi fik ikke gennemtvunget en overenskomst, men jeg skal tale med Teamsters igen for at se, om vi skal lave noget mere i fællesskab.

– Jeg har altid prøvet at finde sager, jeg kunne bruge til at illustrere, hvad vi står for. Derfor er jeg med i Forening af Kritiske Aktionærer. Den kan jeg bruge som talerstol, og det giver både omtale, skaber politik og viser, at jeg er imod store selskaber – en masse kan klares på samme tid. Og billedet er også hjemme af socialisten og storkapitalisten.

Frank Aaen var kun syv år, da hans far døde af kræft. Moderen havde arbejde i kommunen, og han og de to søskende voksede op på stenbroen i Aalborg.

– Socialt set var det en helt normal opvækst. At min far døde alt for tidligt, har været et kæmpe stort savn, men jeg har haft en fremragende mor. Jeg kommer ikke fra et hjem, hvor politik var på dagsordenen. Det var Aalborg Stiftstidende og en helt igennem god familie, men det var ikke der, jeg fik min politiske indsprøjtning. Jeg var selv den første i min familie, der gik i gymnasiet. Dér mødte jeg en halvfætter, der var nogle år ældre end mig, og som gik på HF og var venstreorienteret, og der er ingen tvivl om, at hans påvirkning af mig spillede en stor rolle. I Aalborg var det sådan, at hvis man var ung og ville organisere nogle aktiviteter for bedre uddannelsesstøtte, for at få et universitet til Aalborg, som var helt central for mig dengang for at få social og geografisk lighed i landet, og arrangere demonstrationer, så var det de unge kommunister, der kunne det.

– Vi vidste jo godt, at alting ikke var mægtig godt i Sovjet. Men den oplevelse, vi havde, var, at når sydafrikanerne kæmpede for at få væltet apartheidregimet, når palæstinenserne kæmpede for deres egen stat, når vietnameserne sloges med USA og Mellemamerika og andre kolonier sloges for befrielse, og når vi protesterede mod flere atomvåben, så kunne vi se, at i alle de kampe sagde Sovjetunionen det samme som os, og USA, sagde det modsatte. Fred og international solidaritet, de store spørgsmål, var det, der gjorde, at vi var en del, der sagde, at hvis vi ikke havde Sovjet, går det frygteligt galt, fordi den på en masse punkter var en modvægt til imperialismen.

Muren faldt, og de socialistiske stater brød sammen, men du er stadig socialist. Hvorfor?

– Jeg mener fortsat, at den socialistiske tanke om lighed mellem mennesker og mere demokrati er den rigtige. Og så har det været en fornøjelse at se den udvikling, der er kommet, efter at vi blev enige om at danne Enhedslisten og det fællesskab, vi har fået. Det var og er en succesoplevelse af de helt store. Jeg er meget optimistisk med hensyn til fremtiden for socialismen, både i Danmark og ude i verden.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Frank Aaen

Født i 1951 i Nørresundby som søn af kommis Carlo Aaen og kontorassistent Betty Aaen. Student fra Aalborghus Statsgymnasium 1971. Cand. oecon. fra Aalborg Universitetscenter 1985. Formand for Kommunistiske Studenter 1977-1982. Politisk redaktør for Land og Folk 1958-1989. Freelance-økonom 1990-92. Formand for Foreningen af Kritiske Aktionærer fra 1998. Freelance økonom og sekretær for Enhedslistens folketingsgruppe 2001-2005. Medlem af Folketinget for Enhedslisten 1994-2001 og igen fra 8. februar 2005. Er partiets skatte- og erhvervs- og udenrigspolitiske ordfører. Har bidraget til og skrevet en række politiske bøger, deriblandt "Forsørgerbyrden – et politisk valg", "Privatiseringer og udliciteringer i Danmark gennem 20 år" og "De store firmaers magt". Bor på Østerbro i København sammen med sin kone, børnehavepædagog Bibbe Jensen Aaen, og søn Mikkel på 11 år. Mads på 26 år er fra et tidligere ægteskab.