Sophie kæmpede sig frem gram for gram

Hun kom til verden tre måneder for tidligt og vejede kun 960 gram. De første måneder tilbragte hun i en kuvøse tilkoblet slanger og måleapparater. I dag er Sophie en 14-årig teenager, der svarer igen og går til violin

Sophie har tabt sig fem gram siden i går, og det er ikke så godt, når man i forvejen blot er en lille fugleunge.

Sådan skrev Kristeligt Dagblad den 4. marts 2000 i en reportage fra Rigshospitalets neonatalafdeling, hvor for tidligt fødte børn begynder livet i lune kuvøser tilkoblet iltslanger og sondemælk. Artiklen fortalte om den spæde Sophie, der lå mod sin mor, Marianne Beskes, bryst med dioder hæftet på den lille krop, hvor årerne lyste rødt gennem huden. Kun 960 gram vejede hun ved fødslen.

Voks og blive stor, stærk og fræk, hviskede den nybagte mor dengang til sin datter.

Og Sophie tog opfordringen til sig. I dag er hun 157 centimeter høj og vejer 46 kilo. Hun har lige fået bøjle på tænderne, der ligger fantasylitteratur på sengebordet, og på væggen hænger en idolplakat med poprockbandet R5. Og til maj skal hun konfirmeres. Da hun på sin 14-års fødselsdag for knap tre uger siden blev vækket af sine forældre, Marianne Beske og Teddy Andersen, med sang, jagede hun dem ud af sit værelse. Hun griner smørret, da hun fortæller om det, mens hun hælder cola op i et glas på køkkenbordet.

Jamen jeg var træt. Det var alt for tidligt at stå op.

Siden Sophie kom til verden er andelen af for tidligt fødte børn i Danmark steget med syv procent. I dag fødes 4600 børn for tidligt men kun 250 af dem bliver som Sophie født før 27. uge. Dem kalder man ekstremt for tidligt fødte.

Det begyndte en søndag morgen i februar 2000. Kun 25 uger henne i sin graviditet vågnede dengang 39-årige seniorsergent Marianne Beske en søndag morgen i parcelhuset i Næstved med fostervand på lagnet. Noget var galt. Hun blev indlagt på Rigshospitalet, og et par dage efter gik veerne i gang. Lægerne havde forberedt hende på, at hun nok ville føde alt for tidligt.

LÆS OGSÅ: Fra kuvøsebarn til teenager: Sophie 14 år

De viste os rundt på den neonatale afdeling og sagde, at der skulle man ligge med sit barn. Jeg tænkte bare: Hvad taler de om det kommer ikke til at ske for mig.

I de kommende dage håbede Marianne Beske stadig, at Sophie ville vente med at komme ud til tre måneder efter som planlagt. Men fredag den 18. februar, mens Teddy Andersen var midt i at få overrakt et hæderstegn for 25 års tro tjeneste i forsvaret, ringede hans mobiltelefon. Det var hustruen fra Rigshospitalet. Nu var det nu. Majoren sprang i bilen og ankom til fødestuen i fuld uniform. Fødslen var i gang, og stuen var pakket med læger og sygeplejersker fra neonatalafdelingen. Lidt før midnat blev Sophie født.

Forældrene nåede lige at se en lille rød krop, der blev pakket varsomt ind i bobleplast og derefter lagt i kuvøse og trillet over til neonatalafdelingen.

Hun havde 10 fingre og 10 tæer. Og hun så fin ud. Lille. Men fin, siger Teddy Andersen.

Men det var da lidt anderledes, end det jeg havde regnet med, tilføjer han.

Ved fødslen havde Marianne Beske mistet store mængder blod. Moderkagen sad fast, situationen var kritisk, og hun røg på operationsbordet. Først da hun vågnede ud på morgenen, fik hun sin datter at se igen på et lille firkantet polaroidfoto, som hendes mand havde taget ind gennem kuvøsens glas: Et lille skravl med tændstiktynde arme og ben midt i en masse hvidt stof.

Teddy Andersen tager sin vielsesring af og holder den blanke guldring mellem tommel og pegefinger:

Hun kunne have den her på overarmen.

Ringen er godt og vel to centimeter i diameter.

Marianne Beske finder kasser og albums frem fra øverste hylde i skabet. Ud vælter minder i fast form: Der er brune kuverter med journaler, Sophies patientarmbånd fra indlæggelsen og sirligt sammenfoldede sedler, der har hængt ved kuvøsen med dato, navn og det vigtigste: vægten.

Sophie tabte sig efter fødslen og var helt nede på 805 gram.

Uha, det var vigtigt. Bare nogle få gram var meget. Og det skulle helst gå fremad, siger Marianne Beske.

Og det gjorde det. Gram for gram. I bunken ligger også en kvittering fra Den Gamle Bagergaard i Roskilde på to sachertorter. Dateret den 7. marts 2000, hvor Sophie havde rundet et kilo.

Der var en tradition på afdelingen, at når barnet nåede op på et kilo, skulle man give kage til personalet, siger Teddy Andersen.

I kassen er der også en gul Peter Plys-bamse og en lille krøllet teddybjørn. Den ene havde Teddy med lige efter fødslen, den anden købte Marianne Beske selv i Rigshospitalets kiosk. For hverken familie eller venner kom med bamser. Eller babytøj og rangler for den sags skyld. Marianne Beske lyder stadig lidt indigneret, når hun taler om det:

Ikke engang en mor-barn-buket. Kun blomster til mig. Så mange, at man skulle tro, jeg var ved at stille træskoene. Men ikke gaver til Sophie. Jeg tror måske, de ikke helt troede på, at der ville komme et barn ud af det, siger hun.

En god ven sagde lige ud, at han ikke mente, man skulle samle på noget, der vejede under et kilo.

Men det var kun lige, indtil de kom ind på hospitalet og så, at de ikke holdt hende kunstigt i live, men blot pustede lidt luft ind gennem næsen for at hjælpe hende med at trække vejret, siger Teddy Andersen.

På neonatalafdelingen var der meget apparatur: alarmer, lys, slanger og tre andre børn på stuen. Der var også børn, der blev opereret lige ved siden af Sophie.

Men man blev hurtigt god til at fokusere på sit eget barn og lukke alt andet ude, siger Teddy Andersen.

I løbet af kort tid blev det helt naturligt at pusle om Sophie med hænderne ind gennem to huller i varmekassen.

Jeg husker særligt, når man skulle rense bag hendes ører med en vatpind. Øret var ikke andet end en hudlap. Et lille stykke vådt pergament, som man skulle rulle sammen. Så rensede man og rullede øret på plads igen. Det var en stærk oplevelse, siger Teddy Andersen, der hurtigt fik en rutine med Sophie. Marianne Beske var mere nølende i begyndelsen. En aften fik hun skæld ud af en sygeplejerske, som sagde til hende: Nu skal du altså begynde at passe hende. Det er dit barn.

Det var ikke, fordi Marianne Beske havde svært ved at knytte sig til Sophie.

Jeg var bare så bange for at gøre noget forkert. Og så var jeg træt som et ondt ord, fordi jeg havde tabt så meget blod.

Men var parret bange for at miste Sophie undervejs?

Aldrig!, lyder svaret i kor. Udråbstegnet hænger nærmest i luften over bordet.

Vi blev hele tiden bekræftet i, at hun nok skulle komme hjem. Personalet sagde til os fra starten, at hun var en prima baby, siger Marianne Beske og fortsætter:

De spurgte, om hun skulle nøddøbes. Det var der mange børn på afdelingen, der blev. Man vidste jo ikke, om de kunne overleve. Men nej, Sophie skulle døbes i Næstved, når vi kom hjem. Det var vi helt sikre på.

Mens Marianne Beske lå på Rigshospitalet, skrev hun også Sophie op til privatskolen Vor Frue Skole i Næstved. Her går datteren i dag i 7. klasse.

Det skulle man gøre med det samme for at være sikret en plads. Jeg var slet ikke i tvivl om, at hun nok skulle klare den.

Marianne Beske lægger to bittesmå strikhuer på køkkenbordet.

Ja, vi er i småtingsafdelingen, siger Teddy Andersen.

Huerne havde Sophie på de første måneder af sit liv. Ikke for varmens skyld, men for at holde den slange på plads, som pustede luft ind i næsen på hende. I dag går Sophie kun med hue af modeårsager. Og den lille, tynde strikhue skal sidde på en helt bestemt tilbagelænet måde, forklarer Sophie og viser hvordan. At hun vejede under et kilo ved fødslen kan være svært at forstå, når man ser Sophie i dag: en slank pige med stramme blå jeans og en stribet sweatshirt.

Allerede fra begyndelsen var hun en fighter, som Marianne Beske udtrykte det i artiklen fra Kristeligt Dagblad. Og en dag, da hun lå med Sophie på maveskindet, løftede den lille pige rystende hovedet, drejede det og lagde det tilbage mod sin mors bryst men med den anden kind til. Marianne Beske spurgte personalet, om det var normalt? Men de havde aldrig set det før og syntes, at det efter omstændigheder var helt utroligt.

Der var en stædighed allerede der, siger Marianne Beske.

Noget som ligger til familien, lyder det. Far og datter peger på hinanden over bordet og griner indforstået.

Efter en måned blev den lille familie overflyttet til neonatalafdelingen på Næstved Sygehus. Her oplevede de freden ved enestue. Der var færre børn og mindre støj på det lokale hospital. Alligevel var hele familien slidt, da de efter to måneders uafbrudt hospitalsophold blev udskrevet den 16. marts, knap to måneder efter Sophies fødsel. For som en kvindelig overlæge sagde til Marianne Beske: Du skal udskrives nu. Ellers bliver du vanvittig.

Hun havde helt ret. Jeg lugtede af hospital. Det var nærmest trængt helt ind i kroppen på mig, siger Marianne Beske.

I første omgang blev det kaldt et hjemmebesøg, men familien kom aldrig tilbage til barselsgangen. Længe efter fødslen, vekslede Marianne Beske let mellem glæde og tårer. Og der gik knap et halvt år, før hun bevægede sig ud af den tilstand, hvor man kun tager en dag ad gangen.

Man fandt jo lige så stille ud af, at det nok skulle gå, siger hun.

Bliver man mere pylret med sit barn, når det er kommet til verden i en verden af overvågningsudstyr?

Det er klart, at man nok er opmærksom på en anden måde. Ved hoste, feber eller andre ting, der ikke lige er, som det skal være, siger Teddy Andersen.

Som eftervirkning af sin tidlige ankomst til verden led Sophie i børneårene af såkaldt stive lunger. Lungerne havde ikke den nødvendige elasticitet, hvilket blandt andet gav Sophie problemer med at hoste, når hun var forkølet. Fra hun var to, til hun var otte år, fik Sophie derfor astmamedicin i en inhalator hver eneste dag. Men i dag er hun fuldstændig vokset fra problemet.

Hun er i øvrigt af samme højde og drøjde som mange andre piger på 14 år. Det eneste mén fra fødslen er en svag spasticitet i benene. Det blev opdaget i toårsalderen. Kigger man nøje efter, ses det, at Sophie går en smule indad på fødderne. Og en gang om ugen skal hun derfor træne og have strakt benenes muskulatur hos en fysioterapeut for at holde dem smidige. Men det forhindrer hende ikke i at deltage i idrætstimerne eller være aktiv spejder. Og både violin- og klaverspil har hjulpet meget på hendes fingermotorik, der også skal trænes ekstra.

I begyndelsen af Sophies liv var hendes forældre medlemmer af Dansk Præmatur Forening og gik også til foredrag i foreningen. Men da Sophie nåede skolealderen, havde de fået nok af at høre om eventuelle senfølger og problemer med andres for tidligt fødte børn.

Vi sagde til hinanden, at nu måtte vi finde ud af, hvilken vej vi skulle gå. Vi havde det sådan: Nu gider vi ikke høre mere om prænatale børn. Sophie er ikke syg. Og nu skal hun i skole, siger Teddy Andersen.

I dag er Teddy Andersen og Marianne Beske henholdsvis 53 og 56 år.

Gamle forældre, kalder de sig. Men det var faktisk en fordel dengang at være 10 år ældre end de fleste andre:

Og vi har begge en baggrund som soldater. Det gjorde måske, at vi ikke gik i panik. Vi tænkte bare: Så tager vi den derfra, siger Teddy Andersen.

Marianne Beske fik tilbudt psykologhjælp tre dage efter Sophies fødsel, men sagde nej tak. Og hun har ikke følt behov senere. Men de mener, de gik styrket ud af oplevelsen:

Vi er blevet et stærkere hold, efter at Sophie kom til verden, siger Teddy Andersen. Hans hustru nikker.

Jeg ved ikke, om det har ændret mig som menneske. For jeg kan jo ikke vide, hvordan jeg ellers ville have reageret på at blive mor. Men i forhold til brok og klage, er der højt til loftet hos os, siger Marianne Beske.

Teddy Andersen supplerer:

En gang imellem kan vi godt synes, at folk bliver for hysteriske. Det synes vi ikke, vi kan tillade os. Vi har så mange grunde til at være tilfredse.