Prøv avisen

Sorg er tab af glæde

Glæde er det første, sorg kommer efter glæde. Sorg melder sig, når glæden har mistet sin magt over sindet, når glæden er visnet, som det også kan udtrykkes, siger præsten Kirsten Bøggild, der er forfatter til 10 essays om sorg

»Jeg blev så glad af at læse din bog.« Den reaktion ville nok gøre mange forfattere godt, men den er måske særlig bemærkelsesværdig, når sorg er bogens hovedemne. Kirsten Bøggild, der er præst i Århus Domsogn, udgav i fjor 10 essays under fællestitlen »Universets sorg«. Her tænker hun sorg ind i en litterær og religiøs tradition, som kan give det sørgende, gudsforladte menneske gudsforholdet tilbage - og dermed også glæden. Og det virker åbenbart positivt at sætte sorg ind i den sammenhæng, for nu, nogle måneder efter bogens udgivelse, kan hun berette om reaktioner fra læsere, i øvrigt især kvinder, der kan genkende noget i teksterne - og føle glæde over det. Kirsten Bøggild har dog også mærket en vis skepsis, ofte uden at det direkte er blevet sagt. Det har mere været en antydning af, at hvis man skriver om sorg, så vælter man sig nok i selvmedlidenhed en hel bog igennem - og det må være ulideligt for både forfatter og læser? - Det er først gået op for mig, efter at bogen var skrevet, at det nok er temmelig dristigt at skrive tematisk om sorg. Det skænkede jeg ikke en tanke, da jeg gik i gang. For mig at se hænger det sammen med, at vores kultur dyrker flugten fra det tunge, og der hersker en vis foragt og frygt over for dyb sorg, siger Kirsten Bøggild, der tydeligt kan huske den dag, hun fik opfordringen til at skrive en bog: - Det var en utrolig varm dag i august 1997, hvor jeg blev meget overrasket over en helt uventet telefonopringning fra et forlag med en opfordring til at skrive en bog om et bestemt tema. Jeg fik hurtigt frit valg, hvad angik emne, for det var mit sprog, forlaget var interesseret i. Den mulighed var jo lidt af en gave, og på et tidspunkt fik vi talt os ind på emnet sorg. Det var ikke noget, jeg på forhånd havde tænkt på systematisk eller tematisk, men gennem bogen fik jeg lov til at arbejde mig ind i et problemområde, jeg havde lyst til at uddybe, og det var virkelig en foræring. Har du selv kendt til følelsen af at skulle dø af sorg? - Ja, jeg har nok været i grænseområdet, svarer Kirsten Bøggild, og på spørgsmålet om, hvordan man kommer videre, siger hun, at det er, som om selvopholdelsesdriften bærer en oppe. Ikke så meget ens vilje, men som om det er selve livet i selvopholdelsesdriften, der bærer. At det er noget andet end en selv, der holder en oppe. Og sammen med dette andet en forpligtelse i forhold til andre mennesker og dem, man holder af. Den personlige tråd Nogle læsere har sagt, at det virker, som om bogen rummer en rød tråd af personlig erfaring, selv om den slet ikke delagtiggør læserne i Kirstens Bøggilds private erfaringer med f.eks. tab - og det er helt bevidst, understreger præsten, der ikke ønsker at komme ind på oplevelser af, hvordan hun selv har levet med sorg eller ulykke: - Der ligger i tiden en vis forventning og ofte et pres på den enkelte om, at man bør stå frem og krænge sine private erfaringer ud. Det vil altid være svært for visse temperamenter - og jeg kan og vil i hvert fald ikke. Men jeg ønsker det heller ikke. Jeg synes ikke, man skal presses til at udlevere sit eget liv, for det kan virke som en krænkelse af ens blufærdighed. Faren er også, at det kommer til at handle om personen i stedet for om emnet, og at det vækker folks nysgerrighed frem for deres optagethed af sagen. Men du har selv givet en positiv anmeldelse af en bog fra Kræftens Bekæmpelse, hvor børn fortæller om deres private sorg, nemlig sorgen over at have mistet en af deres forældre. - Ja, men deres beretninger virker også helt oprigtige. Det var i øvrigt heller ikke noget, der blev dem påtvunget, de havde selv valgt det. De havde brug for det, og de så en mulighed for at hjælpe andre ved at fortælle om deres erfaringer, og det gør de på en fin måde. Børnene er ikke spoleret af forfængelighed og bagtanker, men det tror jeg let, vi voksne kan blive, hvilket kan få os til at fremstille os selv anderledes, som noget særligt, selv om vi måske ikke er det. Det tabte paradis I bogens første essay, som hedder »Salige er de som sørger, for de skal trøstes«, skriver du, at du på en måde henregner alle mennesker til at være sørgende. Det gør du, fordi vi alle er dødelige, og i det ligger der en uendelig sørgmodighed over vores fælles vilkår, at vi skal dø. Men er det ikke bedst at lade være med at tænke for meget over dette vilkår? - Nej, jeg tror, det er bedre at forholde sig til det - det er i hvert fald uklogt at fortrænge det. Det er jo et uundgåeligt vilkår, som man skal bære på hele livet - og ved ikke at fortrænge det, at man skal dø, kommer man til at se døden i sammenhæng med livet. Døden kommer til at understrege det forunderlige i, at man overhovedet lever. Den sætter livet i relief - og livet får meget stærkere farver. I bogen fortæller Kirsten Bøggild om et fotografi, hun har af sig selv som barn, et amatørfoto, hvor hun står på stranden ved siden af en jævnaldrende dreng. De to børn står i badetøj i marehalmen uden for hans forældres sommerhus, fire-fem år gamle. Han er genert og holder en hånd for munden, men hun strutter med maven og lyser af livslyst og en barnlig fryd ved situationen, lyset og luften. - Når jeg ser på det fotografi, ser jeg den menneskespire, jeg skulle vokse op til at være, skriver Kirsten Bøggild. - Men ingen mennesker bliver, hvad de oprindeligt var bestemt til. Vi forkrøbles mere eller mindre af det liv, vi kommer til at leve. Vore følelser forplumres og fordrejes i forskellig grad. - Sorg er væsentligst sorg over noget, der er mistet, siger Kirsten Bøggild, og hun mener, at sorg også er sorgen over det tabte paradis, uskylden man mister, når man vokser op og bliver nødt til at spise af kundskabens træ. I barnets paradis ved det ikke, at det skal dø. Barnet ænser det ikke, fordi nuet og forventningen fylder hele dets indre. Sørger du stadig, fordi du for altid har mistet kontakten med det, som barnet engang stod for? - Det gør jeg vel på sin vis, men fotografiet er brugt som et eksempel på noget generelt fællesmenneskeligt, nemlig at vi sjældent bliver de lykkelige mennesker, som vi engang var bestemt til at være. Men barnet fra dengang er kun delvis forsvundet, mener jeg. Et eller andet sted er man jo stadig det menneske. Billedet bliver på en måde til et løfte - som måske aldrig opfyldes helt. Var det så ikke bedst at glemme det barn fra dengang? - Det tror jeg ikke. Jo mere man glemmer og fortrænger, jo mere overfladiske bliver vi jo - og jo fattigere bliver vores liv. At glemme eller fortrænge gør os mere sårbare over for de ulykker, som senere måtte ramme os. Vi har ikke noget at forsvare os med, hvis vi ikke kender os selv og vores vilkår. En vis fortræng-ning kan selvfølgelig være nødvendig - og meget fortrænger vi jo ubevidst, men principielt mener jeg, det er skadeligt at ville glemme. - Jeg mener, det er et udbredt fænomen i dag, at vi er bange for det sørgelige, det dystre, det melankolske. Det at være skyldig i noget taler vi for eksempel yderst sjældent om. Det må være, fordi vi ikke mere kan finde ud af at leve med det, og så flygter vi fra det. Og det er svært at være sørgende i vores kultur. Tit føler den sørgende, at han støder andre fra sig frem for at få deres medfølelse. Mange har den erfaring, at deres medmennesker flygter fra dem, fordi de ikke kan udholde det tunge og det mørke. Sorgen er skabt af Gud Kirsten Bøggilds pointe gennem hele bogen er, at sorg er en suveræn livsytring ligesom glæde. Bogen igennem kæmper hun med to problemstillinger: n Er vi dybest set altid alene med vores sorg, fordi andre ikke kan forstå den? n Er det muligt, at Gud deler vores sorg? - Jeg siger, at sorgen er skabt af Gud, ligesom glæden er det. Gud glæder sig med os, og som elskende sørger han også med os, men det udsagn er naturligvis baseret på tro, ikke på viden. - Sorgen er en grundstemning i lighed med glæde, men i kamp med glæde. Glæde er det første, sorg kommer efter glæde. For sorg er tab af glæde. Sorg melder sig, når glæden har mistet sin magt over sindet, når glæden er visnet, som det også kan udtrykkes. »Sorg er det mørke, som kommer når lyset forsvinder, som nattemørket, når solen er gået ned«, skriver Kirsten Bøggild. Men hun er også inde på, at sorg kan udarte til at blive livsødelæggende. Det sker, når den bliver til selvmedlidenhed og ikke længere gælder anledningen til, at den opstod, eller genstanden for tabet, men udvikler sig til kun at gælde en selv: »Så er den korrumperet, og der er ikke længere noget suverænt ved den. I årevis kan den gå sin selvkredsende gang i sindet. Det er ikke til at slippe ud af dens kvælertag. Og det er som om intet, overhovedet intet, kan bringe den til ophør. Den er blevet dæmonisk, en veritabel besættelse (É) Sorgen er altså to ting, suveræn og tvungen. Men det er to forskellige ting, to forskellige former for sorg, som må holdes ude fra hinanden. Den ene er livsfremmende, den anden livsødelæggende.« Som et eksempel på sorg som en suveræn livsytring bruger Kirsten Bøggild i et af sine essays Karen Blixens fortælling »Sorg-Agre«. I det hele taget henter hun helt bevidst erkendelse i fortællingerne, i litteraturen eller Bibelen, for at sætte den enkeltes lidelse ind i en større sammenhæng. Blandt mange andre værker skriver hun også om Klagesangene, en religiøs tekst fra Det Gamle Testamente, som egentlig udtrykker en kollektiv sorg over det tabte og ødelagte Jerusalem, men som også kan læses som et udtryk fra et individuelt menneske, der klager. Man er spærret inde, har mistet noget smukt, man er glemt og forladt. - Jeg mener, mennesker kan genkende sig selv i disse gamle erfaringer, siger Kirsten Bøggild - og ordene trøster trods afstand i tid mellem dem og os. - Jeg hører selv til de mennesker, som kan føle sig lykkelig gennem læsningen af et stykke litteratur, det være sig en religiøs tekst eller et skønlitterært værk. Jeg har f.eks. lige læst »Livlægens besøg« af P.O. Enquist, og det er et aktuelt eksempel på en roman, som gjorde mig lykkelig. Der er mange digtere, der udtrykker livet på måder, så man bedre forstår det og holder mere af det, end man gjorde, før man læste bogen. Karen Blixen f.eks. kan det også. Sprog og tankemønstre har en skønhed, som lærer mig noget om livet, jeg ikke havde forstået før: Det er skønhed og erkendelse i ét. Måske varer erkendelsen ikke ved, men den bliver liggende et sted inden i en. For mig er litteratur en livsnødvendighed, men det er jo forskelligt fra menneske til menneske. Hvad er forskellen på den sjælesorg, en præst kan yde, og den, psykologen kan yde gennem terapi? - Jeg hører til de præster, der har stor respekt for psykologer og for psykoterapien. Præstens opgave over for mennesker er at sætte lidelsen ind i en større sammenhæng, filosofisk og religiøst. - Den psykologiske og terapeutiske hjælp kan godt gå hånd i hånd med præstens opgave, hvis et menneske er låst helt fast og har brug for at komme ud af sin fastlåsthed. Præsten skal blandt andet hjælpe med til at åbne øjnene for verden udenfor, til at se sig selv i en større sammenhæng, at sorgen ikke bare er ens eget, lille private problem. Hvis man forstår det, kan det måske dæmme op for den selvmedlidenhed, som jo altid bliver et problem både i forhold til en selv og til omgivelserne. Selvmedlidenhed er et meget negativt fænomen, fordi den lukker øjnene for andres lidelse. Præstens opgave er altid at henvise til håbet. Også det håb, der rækker ud over det, som erfaringerne kan sige os. Melankoli Men hvad gør det moderne menneske, som ikke har troen på Gud til at bære sig oppe i svære perioder? Kirsten Bøggild bruger i bogens essay »Melankoli« Henrik Nordbrandts digte som et eksempel på, hvordan moderne poesi også kan udtrykke smerte og melankoli, som mennesker kan identificere sig med. Nordbrandt tror ikke på religiøse svar. Selv om han spørger, som mennesker altid har spurgt, og rammes af skyld og smerte, som man altid er blevet det. Der er både vederhæftighed og solidaritet i dette. - Det moderne menneske har det særlig svært, fordi det ikke har et gudsforhold at leve i, tilføjer Kirsten Bøggild. - Det kan skabe en kolossal ensomhed og kan få et menneske til at bede til eller råbe på en gud, som det ikke tror på. I dag er mennesker ikke bange for en despotisk gud, vi er mere bange for tomheden og manglen på svar. De 10 essays i »Universets sorg« er udkommet på forlaget Anis i 2000. Kirsten Bøggild har tidligere udgivet prædikensamlingen Lyset bag lyset (Forlaget Rhodos 1990).