Prøv avisen

Sorg giver mennesker større klangbund

Mette Marklund har i mange år beskæftiget sig med sorgarbejdet. Hun mener, at vi sætter alt for snævre grænser for sorgen og den sørgende. – Foto: Søren Staal.

Læge Mette Marklund tager i bogen Med flaget på halv et opgør med vores fordomme omkring sorgen og forventninger til den sørgende, og det begyndte alt sammen med Ejnar og Thomas

Sorgen er det sted, hvor vi får kontakt til allerflest følelser, og hvor de også er allermest stærke. Der er en enorm mangfoldighed af følelser i sorgen, lige fra vrede, krise, fortvivlelse, angst, frustration måske også lettelse til skuffelse, jalousi. Et virvar af ofte modsatrettede følelser blander sig i os, når vi får sorgen tæt på.

LÆS OGSÅ: Sorgens sprog

Alligevel forsøger vi at homogenisere og ensrette, og det gælder ikke mindst omgivelsernes forventninger til den sørgende.Læge Mette Marklund, 37 år og medlem af Lægeforeningens Etiske Udvalg, gør i en ny bog op med vores mange fordomme omkring døden og sorgen og ikke mindst forventninger og krav til den, der har mistet. Med flaget på halv at være i sorg, der netop er udkommet på Unitas Forlag, er tænkt som en hjælp i sorgarbejdet, som Mette Marklund har været optaget af gennem mange år. Bogen henvender sig Til dig, der har mistet og bygger på Marklunds erfaringer fra sit arbejde som sygehuslæge foruden, hvad hun selv oplevede i forbindelse med sin mors død.

Kimen til bogen blev lagt for mange år siden, og det begyndte med Ejnar og Thomas. Navnene er fiktive, men eksemplerne hentet fra Mette Marklunds eget liv.

Ejnar mistede sin hustru efter et langt og godt ægteskab, og alle havde ondt af og sørgede med denne gamle mand, som efter de mange år nu stod alene tilbage, fuldstændig hjælpeløs over for hverdagens praktiske krav i husholdningen. For hans kone havde klaret det hele. Lavet maden, strøget skjorterne og så videre og så videre.

Ind flyttede derfor en gammel veninde for lige at hjælpe til i den første svære tid, og kun et halvt års tid senere stod hun brud med Ejnar ved sin side i den kirke, som Ejnar og hans første hustru var kommet i gennem rigtig mange år.

Fordømmelsen faldt tungt over deres hoveder, for der var jo kun gået et halvt år! At gifte sig så hurtigt igen, det kunne man da ikke! Hvad var der blevet af det gamle sørgeår? Der var forargelse i alle kroge, hos familien, hos menigheden og i særlig grad hos den præst, der viede dem, og som jo også havde kendt hans første kone fra de mange år, hvor de var kommet i kirken. Han var direkte vred, og tre gange i sin tale kludrede han med navnene, så han kom til at nævne Ejnars første kone, og bryllupstalen derved nærmest blev forvandlet til en begravelsestale for den gamle hustru. Det var så pinligt og jo en frygtelig oplevelse for Ejnars nye kone, en dame midt i 50erne, som ikke havde været gift før, og for hvem det var en stor, stor dag.Det andet eksempel, der fortælles om i bogen, var skolekammeraten Thomas begravelse. Han døde af leukæmi som 11-årig.Jeg havde ikke været til begravelse før, men havde taget nogle blomster med, som jeg gik op og lagde et pænt sted i kirken, hvorefter kirketjeneren straks kom farende og nærmest flåede mine blomster væk. Dem kunne jeg ikke bare lægge der! Det var helt forkert, for de største buketter skulle lægges tættest på kisten, så min lille buket måtte naturligvis lægges et andet sted.

Efter at den nidkære kirketjener havde flyttet blomsterne hen på deres rette plads, tog begravelsen sin begyndelse. Det hele foregik pænt og nydeligt og helt efter bogen, lige indtil Thomas mor i sin ufattelige sorg gik amok midt under den sidste salme og løb op og kastede sig hulkende og klagende over kisten.

Jeg kan huske, hvordan hun slog på kisten og kaldte på sit døde barn og hele denne her danske befippelse, der opstod. For hvordan håndterer man sådan en situation? En af deltagerne prøvede forsigtigt at trække moderen væk. Det lykkedes ikke, og på et eller andet tidspunkt gav folk bare op og sad og ventede, til hun blev færdig med at græde og til sidst kom ned igen og så fortsatte begravelsen, nærmest som om intet var hændt.

Reaktionen på enkemanden Ejnars utidige bryllup blev for Mette Marklund en understregning af, at samfundet sætter stærke og snævre rammer for, hvordan man skal søge og hvor længe. Episoden ved Thomas begravelse viste hende, at der i vores forsøg på at homogenisere, ensrette sorgen og dens udtryk ikke er plads til menneskets forskellighed og sorgens vidt forskellige, højst individuelle udtryk.

Man kan hurtigt komme til at opleve, at der er en rigtig og forkert måde at omgås sorgen på. Når vi spørger et menneske, der lige har mistet, forventer vi, at det nok siger, at det går helt forfærdeligt, og at det er hårdt og så videre. Men spørger vi så efter tre-fire måneder, har vi en indbygget forventning om, at folk fortæller, at nu begynder det hele også at gå lidt bedre, nu begynder det hele lidt efter lidt at falde på plads. Selvom det i virkeligheden er lige netop det sted i hele sorgforløbet, hvor det kan være allermest tungt, fordi det på dette tidspunkt for alvor begynder at gå op for den efterladte, at den døde er væk, at der ikke kommer nogen hjem, at der nu kun er den halve mængde vasketøj ...

Da jeg mistede min far, gik der ni år, til jeg græd første gang, og det var ikke, fordi jeg ikke holdt af min far men først efter ni år kom den akutte krise med smerte, sorg og gråd. Sådan noget kan ikke sættes på en formel.

Mette Marklund gør også op med en anden fordom: Den, at det ikke gør nær så ondt at miste en 94-årig forældre som sin ægtefælle eller barn.

Det er klart, at det giver nogle forskellige huller og savn i ens hverdag, men sorgen kan jo være lige så stor, selvom den døde er gammel. En af mine veninder mistede som 60-årig sin mor, der var langt oppe i 90erne. Det var et kæmpeslag for hende, men det var svært at opnå omverdenens anerkendelse af det tab. Det blev ikke regnet for noget, for det var jo nærmest en forventelig hændelse, når nu moderen var så gammel, og det var jo også forventeligt, men det gør ikke nødvendigvis smerten mindre. Man kan også vende det om og sige, at jo flere år man har levet sammen med en person, jo større, jo dybere og mere intenst kendskab og afhængighed har man i forhold til hinanden.

Det er netop, hvad et gammelt ægtepar kan opleve, når den ene dør. Nu har den tilbageblevne mistet den, der plejede at være der, når noget blev svært. Den person, man normalt ville gå til, når man var i krise og trykket og ked af det, den person er væk. Han eller hun er der ikke længere til at bakke en op og dele smerten med, og det midt i en situation, hvor den efterlevende virkelig har brug for det.

Uanset hvor meget man forsøger, kan man dybest set ikke forberede sig på døden, fordi den, man mister, repræsenterer noget unikt i ens liv, fastslår Mette Marklund.

Det kan godt være, at man har vidst, dødsfaldet ville komme, men at denne person, som har haft sin egen helt specielle betydning i mit liv, nu endegyldigt er uden for rækkevidde, det, tror jeg, er en følelse, der er meget svær at forestille sig, før man har været der.

Alligevel kan Mette Mark­lund tale om sorgens gave. For selvom alt kan synes meningsløst efter et dødsfald, er netop sorgen med til at gøre os til mennesker med større klangbund, mener hun.

Hvis man lytter og kommer igennem sin sorg og mærker efter, så tror jeg, at man bliver et mere reflekterende menneske, at ens portefølje som menneske bliver større. Sorgen kan lære os rigtig meget om både os selv, om vores følelser, om vores eget liv, og hvor værdifuldt det er, det, vi har. Ofte er det sådan, at man først bagefter kan se for eksempel, hvor meget man fik med fra sine forældre. Det var måske ikke lige til at få øje på, da de var her, for da var de jo en del af fællesskabet og fyldte alle rum. Det, man har fået af et menneske, tror jeg nogle gange bliver mere tydeligt, når den pågældende person er væk.

Når sorgen flytter ind, sker der ofte det, at sorgens flyttekasser hober sig op med minder og smerte alle steder i ens tanker og blokerer for det hele. Det var i hvert fald sådan, Mette Marklund oplevede det, da hendes mor døde for nogle år siden, og i den situation var det, at hun fik et godt råd fra en af sine veninder:

Indret et sorgrum inde i dit hoved, sagde veninden, og det var et råd, Mette Mark­lund kunne bruge.

Det handler om, at man prøver at dele sine tanker op i forskellige rum ligesom i et hus. Sådan at man har et rum til arbejde, et andet til sine fritidsaktiviteter, et til sin familie og så videre og så også bygger et rum til sin sorg eller til den person, man har mistet, forklarer hun.

Dette rum kan man mentalt gå ind i og mindes den, man har mistet, for bagefter at lukke døren og gå over i de andre rum, så sorgen ikke kommer til at gennemsive det hele, men at man når man er i de andre rum kan koncentrere sig om sin familie eller arbejde, eller hvilket rum man nu opholder sig i.

Mette Marklund har selv et aktivt forhold til kirke og kristendom, og det har afgørende betydning for hendes forhold til døden og sorgen.

Troen giver jo et andet forhold til døden. Den er i dette perspektiv ikke det endelige farvel, men nærmere et gensyn. Det er ikke det samme, som at man ikke giver sig selv hen i sorgen, eller at smerten nødvendigvis bliver lettere at bære, men jeg har en fast tro på, at jeg skal se de mennesker igen på den anden side, som er gået i forvejen. Det hjælper mig, og det gør det også nemmere for mig at vide, at de, der er gået i forvejen, også tror, at jeg kommer en dag. At de heller ikke har tænkt døden som et farvel, men som et gensyn.

Faktisk tror jeg, at rigtig mange mennesker har det sådan, at de har en fornemmelse af, at der ikke bare er en kontakt, der slukkes, når et menneske dør, og så ikke mere. Det opdager man, når man kommer helt ind bagved, også hos mennesker, der ikke bekender sig til nogen aktiv tro eller religion.

For mig har det afgjort været en styrke, troen på, at døden dybest set er en midlertidig adskillelse, og at vi skal ses igen på den anden side, men det gør jo ikke sorgen og savnet her i dette liv mindre. Hullet i hverdagen er lige så stort.