Prøv avisen

Sorg kan opleves vidt forskelligt

Tidligere gik man meget op i sorgens forskellige faser, men i dag er der øget accept af, at der ikke er nogen rigtig måde at sørge på. Mennesker er forskellige, og det er deres udtryk for sorg også Kære brevkasse Jeg har gjort mig nogle tanker om, hvorfor mennesker reagerer så forskelligt, når de mister en af deres nærmeste. Jeg er en ældre kvinde, som efter et langt og godt ægteskab har mistet min mand. Når jeg hører om andre kvinder i samme situation, bliver jeg nærmest flov, for de reagerer med vrede og gråd. De får luft, mens jeg nærmest oplever sløvhed. Kan der være fare for, at jeg måske bryder sammen eller bliver deprimeret? Jeg har nogle meget omsorgsfulde børn og deres familier, så jeg er ikke alene om sorgen og savnet. Måske kunne I skrive om problemet? På forhånd tak Venlig hilsen Anny Kære Anny Tak for dit brev. At blive enke efter et langt og godt ægteskab er en stor sorg, når man ikke længere skal være sammen med den, man har været sammen med i gode og onde dage. Mange vaner og tænkemåder skal ændres, og savnet efter den andens tilstedeværelse og små særligheder kan være meget stort. Et vigtigt livskapitel er færdigskrevet for dig, og du er i gang med at skrive et nyt. Dit spørgsmål er meget relevant. For igennem snart mange år har der været en del gængse sorgteorier, hvor man ofte antog, at mennesker skulle følge et bestemt mønster og bestemte sorgfaser og reaktioner for at komme godt igennem sorgen. Forskellige "sorgspecialister" og "sorgterapeuter" har ofte været meget optaget af, at man endelig skulle både vise og tale om sin sorg. Den skulle udtrykkes. Naturligvis er det godt for mange at have nogle rum og nogle fællesskaber, hvor man kan dele sine savn og give udtryk for det, som hjertet er fuldt af, og det kan være lettende og trøstende at græde sammen med mennesker, man er tryg ved. Mange, der har mistet en ægtefælle eller børn og unge, der har mistet en mor eller en far kan have stor nytte og glæde af at være i en sorggruppe eller snakke med andre, der er lydhøre og åbne for sorgens ord og udtryk. Som Benny Andersen siger det: "Når jeg synger min klagesang for dig, er det for at du skal høre min sorg, det er ikke en stil, du skal rette i." Når det er sagt, må det også siges, at sorgen kan opleves vidt forskelligt og have mange udtryk. Vi skrev for nogle år siden bogen "Sorgens mange ansigter", der byggede på breve til brevkassen. Deri prøvede vi at formidle sorgens forskellighed. For det er ikke altid hverken nødvendigt eller kun godt, at man taler meget og intenst om sorgen. Hos en del mænd for eksempel kan det være mere lindrende og bidrage til at komme i gang efter et stort tab, hvis man kan gå ud og hugge brænde eller koncentrere sig om fysiske aktiviteter, spille skak eller sætte noget i stand eller lignende. For nogle kan det også midt i oplevelsen af sorg og savn være en form for lettelse, når man mister en ældre ægtefælle. Måske fordi arbejdsbyrde eller bekymring har fyldt mere, end man måske har tænkt på i tiden inden. Sådanne parallelle følelser opleves ofte på samme tid. Der er altså ikke nogen forkerte måder at sørge på og andre, der er rigtige. Vi har netop været til en konference om sorgtemaer på Rigshospitalet, og der blev det understreget, at man i de senere år er blevet mere og mere klar over, at sorg kan opleves og gennemleves på rigtig mange individuelle måder, og der er forskning, der peger på, at det ikke altid er dem, som giver meget udtryk for sorgen eller har stærke følelser, som kommer lettest igennem. Det blev nævnt, at det at have en alt for skematisk tænkning om sorgprocessen, hvordan man skal reagere og hvornår, ofte er en større hjælp for de såkaldte "hjælpere" end for dem, der sørger. For det handler om at møde det enkelte menneske der, hvor det er, både med forståelse og med støtte til at mestre de nye livsafsnit på deres egen måde. Du skriver, at du godt kan være lidt flov over, at du ikke reagerer på samme måde som andre kvinder, der har mistet en ægtefælle. Flovheden er ofte en følelsesmæssig reaktion på, at man synes, man skulle være anderledes, end man er. En sådan flovhed kan øges, hvis man har fået det for sig, at det er farligt, hvis man ikke reagerer på en bestemt måde. Men som vi har understreget ovenfor, kan det være lige så godt og normalt at være stille og tilbagetrukken og have sine egne tanker og udtryk. Vi kan læse, at du har gode børn og et godt familienetværk, der er omsorgsfulde over for dig. Og det er af uvurderlig betydning. Du skriver også, at du og din mand har haft et langt og et godt ægteskab. Måske er det den gode hemmelighed og det gode vilkår for dig? Du kan fortsat være sammen med og til en vis grad bæres af, at din familie er der, og du kan leve i gode minder om dit mangeårige forhold til din mand. Når du skriver, at din reaktion nærmest er sløvhed, giver det os anledning til at spørge, om det er en tilstand, der hæmmer dig, og om du har haft det sådan uforandret og længe? Måske er det en slags beskyttelsesmekanisme, som kan hjælpe dig igennem den første og ganske anderledes tid. Måske er det træthed. At skulle omstille sig til en ny livssituation kræver både kræfter og indimellem måske lidt dårligere nattesøvn, og da er det ikke mærkeligt, at sindet bliver mere stille. Hvis det bliver ved på den måde i længere tid, og hvis du ikke kan få din dagligdag til at fungere, er det værd at tale med dine børn og din læge om det. Træthed er ofte en helt normal reaktion, når sorgen banker på, men nogle gange kan det være udtryk for en snigende depressiv tilstand. Umiddelbart tror vi mest på, at du er i gang med at vænne dig til dit nye liv. Og så må du prøve at acceptere, at din måde at sørge på er din egen og lige så god som alle andres. Mange hilsener