Grøn er vårens hæk,/ kåben kastes væk,/ jomfruer sig alt på volden sole;/ luften er så smuk,/ deres længselssuk/ kendes let på deres silkekjole.
Vi må have fat i Poul Møllers Aprilvise fra 1819, før april klinger ud. Oh, at omfattes af de grønne længslers suk i denne herlige vise!
Carsten Johansen fra Bredsten spørger, om der findes en god forklaring på, hvorfor man kan sove på sit grønne øre? Det inspirerede mig først til vårens hæk og pluklæsning i andre skønne forårsdigte, dernæst til at gå på jagt i sprogets grønne vildnis, for det er et pudsigt udtryk. Johansen har haft fat i Ordbogen over Faste Vendinger, der er lagt på nettet under www.idiomordbogen.dk. Den fortæller kortfattet, det udtrykker, at nogen sover dybt og roligt, ligesom det i øvrigt associeres med fredelig, stille, tryg og så videre.
Dertil har udtrykket dybe poetiske rødder, som jeg vil søge, men først lidt hard core. Den tekniske definition på grøn er, at det omfatter de farvenuancer, der ligger mellem blå og gul, det vil sige med bølgelængde mellem 490 og 570 nanometer. Så er det slået fast! Ordet grøn, grün (tysk), green (engelsk), grænn (oldnordisk), er afledt af verbet gro, så gro og grøn har fælles rødder. Så er det også på plads.
I den række af farvelærer, som gennem historien er opstillet blandt andet af Goethe i Zur Farbenlehre fra 1810, er grøn ofte farven i midten. Den farve, der forener modsætningerne gult og blåt, og som oftest er formidlende, beroligende, forfriskende, ligesom grøn er håbets og vækstens farve, knyttet til liv og det spirende. Grøn betyder fri bane, passage og adkomst.
I liturgien og kirkeåret knyttes farven grøn til helligtrekonger og trinitatis, så her symboliserer grøn måske det grundlæggende, det stabile, midten, for her er ikke andre ting på spil eller også er det netop tiden, hvor de evangeliske tekster omhandler Jesu barndom, så det altså handler om vækst og grøde.
Farven grøn udtrykker altså oftest noget behageligt, positivt og håbefuldt. Man sover således trygt og godt på det grønne øre, ligesom man kan se frem til friskhed.
Dertil gør frierne deres hoser grønne, hvilket betyder at indsmigre sig. I 1700-tallet kunne man rent sprogligt gøre sine hoser gule, hvilket betød seksuelle tilnærmelser. Den lidt lumske gule synes at blive skiftet ud med den grønne i 1800-tallet, måske var romantikerne mere til den æteriske, håbefulde grønne erotik end til den indsmigrende, beregnende gule!
De grønne ører dukker ligeledes op sammen med grønne sider i 1700-tallet. Holberg lader sin Peder Paars sove paa grønne Øre. Grundtvig fortsætter i 1800-tallet i Saxo, hvor heltene sover på grønne ører, før de springer op og spænder bælte. Man kan også hos Aakjær og Drachmann omkring 1900 se eksempler på det positive i at sidde eller ligge ved hendes grønne side.
Tja, græsset er grønnere på naboens eng, og Tuborg gør livet lidt grønnere. Grønt er godt, frugtbart, positivt. Jeg fortsætter den grønne linje i næste uges klumme, for der er meget mere at sige, og så er vi jo i maj og dermed på den grønne gren.
Liv i sproget
[i]Sproget lever. Det ændrer sig umærkeligt, og pludselig har ord skiftet betydning eller sammenhæng. Institutleder Johs. Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet følger sproget i stort og småt hver fredag i Kristeligt Dagblad. Har du spørgsmål om sprog, så send dem til sprog@kristeligt-dagblad.dk.[/i]