Prøv avisen

Spirituelle øvelser breder sig i folkeskolen

Massage bruges til at styrke den spirituelle og eksistentielle eksistens Foto: stock.xpert

I næste uge holdes en konference om styrkelse af skolebørns spirituelle intelligens. Projektet møder modstand fra Dialogcenteret

Skuldermassage og åndedrætsøvelser er nogle af de teknikker, som stadigt flere folkeskolelærere bruger i undervisningen af børn. Øvelserne kan hjælpe børn til at finde roen og blive mere modtagelige for læring, mener Foreningen Børns Livskundskab, FBL. Sammen med forfatter og idéhistoriker Jes Bertelsen fra Vækstcenteret i Nørre Snede har foreningen udviklet øvelser til, at børn kan komme i en indre ro ved at styrke deres spirituelle og eksistentielle intelligens.

Foreningen står bag konferencen Den 9. intelligens i København for 350 lærere og pædagoger. En tilsvarende konference blev holdt i 2007 og samlede 750 deltagere. Flere skoler bruger øvelserne, og psykolog Helle Jensen fra FBL har for nylig holdt et kursus for 30 lærere og pædagoger, der bruger metoderne.

Det kan bruges til, at børn får en dybere kontakt med sig selv og dermed også med andre, så der kommer en større venlighed, forståelse og respekt for hinanden, siger Helle Jensen.

Hun bakkes op af Jes Bertelsen fra Vækstcenteret. En række folkeskolelærere har besøgt centret og er ifølge Jes Bertelsen begyndt at bruge metoderne til at styrke elevernes spirituelle intelligens. Han glæder sig over udviklingen og mener, at redskaberne til at styrke børns eksistentielle og spirituelle intelligens vil kunne hjælpe nogle af de børn, som skal være med til at løse fremtidens globale problemer.

At Jes Bertelsen og Vækstcenteret er involveret i projektet, udløser kritik fra Dialogcenteret, der overvåger nyreligiøse bevægelser.

Det kan meget nemt betyde en form for forkyndelse, og det er et problem, fordi det er et bestemt religiøst verdensbillede præget af new age, der kommer frem i den her spirituelle praksis fra Vækstcenteret, siger generalsekretær Tom Thygesen Daugaard.

Også Anders Bondo Christensen, som er formand for Danmarks Lærerforening, er kritisk.

Konferencen udtrykker mange gode intentioner, men når man begynder at tale om børns spirituelle intelligens, er vi ude i noget religiøst, og så er der grund til at være på vagt, siger han.

Både Helle Jensen og Jes Bertelsen afviser, at øvelserne bunder i noget religiøst.

På Danmarks Pædagogiske Universitet kan professor Per Fibæk Laursen ikke se noget problem i at anvende øvelserne i skolen, så længe eleverne ikke introduceres til et bestemt trossystem.

Der står i folkeskolelovens formålsparagraf, at skolen skal bidrage til elevernes alsidige udvikling, og når folkeskolen skal udvikle det hele menneske, så hører det åndelige også med, siger han.

Psykolog Howard Gardner fra Harvard Universitet i USA står bag læren om de mange intelligenser. Han forstår ikke kritikken, men tror, at den bunder i, at man bruger ordet spiritualitet og ikke taler om ro og afslapning, som han finder er mere dækkende begreber.

Hvis formålet er at få mindre stress og åbne børns evne til at modtage læring, er det svært at være imod det. Og hvis de foreslåede teknikker er oprigtigt hjælpsomme, så vil jeg ikke modsætte mig det, siger Howard Gardner.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

nygaard@kristeligt-dagblad.dkleder side 16

Da det denne uge kom frem, at en 13-årig pige var blevet gravid med en jævnaldrende dreng, trådte tre af pigens skolekammerater frem på landsdækkende tv og krævede bedre seksualundervisning i skolerne. De havde intet lært om, hvordan de skulle beskytte sig, sagde de. - Foto: Carl Th. Poulsen/ Nordjyske Stiftstidende.