Prøv avisen

Stærkest af alt er kærligheden

Hemmeligheden bag et lykkeligt ægteskab består ifølge Renée Adrian i at give hinanden plads. Og at være hinandens elev, lærer, kammerat og elskede. Erik Adrian fremhæver kærligheden, som han hævder, han ville kunne prædike om i en hvilken som helst kirke. Her spiller ægteparret Händels Largo. -- Foto: Leif Tuxen.

Modsætninger mødes Historien om Renée og Erik Adrian er historien om modsætninger, der mødes, og trods modsatrettede ideologier i deres respektive og dramatiske opvækst har kærligheden forenet dem i et livslangt venskab og ægteskab med nyligt guldbryllup. Den store fælles lidenskab er musik og russisk sprog og litteratur

Bøger er det første, man ser, når man træder ind i Renée og Erik Adrians hus i Albertslund ved København. Især bøger om Tyskland og Rusland. De to store nationer har om nogen tegnet begivenhederne i det 20. århundrede. Og ægteparret har ikke kun været tilskuere til verdensdramaerne. De var involverede i Anden Verdenskrig – på hver sin side. Men hvem er de?

Hun, 75 år, barn af nazistiske forældre, har i mange år levet af sin musik og har udviklet de musikalske legestuer med sang, musik og fingerdukker, som har gået deres sejrsgang blandt de danske børnehaver og biblioteker siden 1972. Hun komponerer også og har skabt musikken til Halfdan Rasmussens ABC, og for dette arbejde har hun modtaget både guld- og platinplade. Hendes musik til Mariehønen Evigglad og andre Halfdan Rasmussen-rim er netop udkommet på cd med Peter Belli som fortolker.

Han, 86 år, tidligere kz-fange og tidligere institutfor Slavisk Institut på Københavns Universitet og cand.mag. i russisk samt cand.polit. Han læser russiske aviser hver dag og holder foredrag om Rusland og om sin tid i koncentrationslejr. Han har modtaget Pusjkin-medaljen for at have udbredt kendskabet til russisk sprog og kultur i Danmark. Han var med til at indføre russisk som valgfag i gymnasiet, og han er medstifter af Dansk Selskab for Russisk Musik.

De to ægtefæller voksede op med henholdsvis nazismen og modstandsbevægelsen som baggrundstæppe. Renée Adrians mor var tysk. Moderen kom til Danmark med sine forældre efter Første Verdenskrig, hvor hun giftede sig med en svensker og fik fire børn. Renée voksede op med ord som "jøde-smovs" og "jødesvin".

– Min mor var jo nok noget naiv. Hun holdt med sine landsmænd uden ret mange refleksioner, siger Renée Adrian, som det tog adskillige år at finde ud af, hvad en jøde var for noget.

Renée Adrian var seks år, da krigen brød ud. Faderen var ansat hos Deutsche Reichsbahns danske filial i Jernbanegade i København.

– Her viste han turistpropagandafilm i Dagmarhus om det smukke Tyskland. Da krigen kom, fik han et ultimatum: at melde sig ind i nazistpartiet eller blive fyret. Han valgte det første. Han var egentlig upolitisk, men gjorde det af hensyn til karrieren, siger Renée Adrian.

Hun husker, hvordan han iklædte sig sin tyske uniform ved arrangementer hos sin arbejdsgiver. Forældrene spillede begge klaver, og Renée havde tidligt udvist talent for både at spille klaver og komponere, og hun blev indimellem taget med til Rossini, et spillested i København, hvor hun spillede for nazisterne.

– I skolen var det almindeligt, at alle børn på lærerens forespørgsel fortalte, hvad deres far lavede. Min far var presseattaché hos tyskerne, men det kunne jeg jo ikke så godt sige. I stedet sagde jeg, at han var repræsentant, fortæller Renée Adrian.

Den 5. maj 1945 gik faderen under jorden. Modstandsbevægelsen kimede moderen ned på telefonen. Til sidst meldte han sig, blev fængslet og interneret i 14 dage. Derefter kom han hjem uden dom.

Erik Adrian er født i Sakskøbing på Lolland og voksede op med et rigt musikliv. Alle i familien spillede et instrument – selv lærte han at spille klaver og cello. På gymnasiet i Nakskov spillede og sang han sammen med Ernst Bruun Olsen. Den 9. april 1940, da Erik Adrian gik i 2.g, sad tysklæreren om morgenen ved katederet og græd. For hvordan skulle han lære sine elever, at Schillers og Goethes tysk er noget af det smukkeste i verden?

Efter studentereksamen kom Erik Adrian på seminariet, og her blev frøet sået til hans socialistiske sindelag. Det var også her, han fik sin antipati mod religion. Det skyldtes, at eleverne, med Erik Adrians ord, blev stopfodret med bibelhistorie. Fra 1943 var Erik Adrian sammen med blandt andre Poul Schade-Poulsen, den senere direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, medlem af Studenternes Efterretningstjeneste.

Ved en aktion i november 1944 gik det galt. Studenterne havde fanget en dansk kvindelig stikker fra Schallburgkorpset – tyskernes svar på den danske sabotage – og ført hende til en villa på Vamdrupvej i Rødovre. Her blev de arresteret af tyskerne, og villaen med et omfattende våbenlager blev sprængt i luften for øjnene af dem. De blev kørt til Shellhuset og taget i forhør.

– Jeg blev sat på en stol foran et skrivebord og fik smidt telefonbøger foran mig. Jeg skulle angive, hvem der ellers var med i gruppen. Da jeg ikke sagde noget, blev jeg lagt over skrivebordet og slået med knipler. De slog aldrig i hovedet, for det skulle de jo bruge, fortæller Erik Adrian.

Den 14. januar 1945 blev han anbragt i Frøslevlejren, og 13. februar blev han sammen med cirka 30 andre mænd – heriblandt Poul Schade-Poulsen – deporteret i en lukket jernbanevogn til koncentrationslejren Dachau.

– Det tog en uge, og det er den værste uge i mit liv. Der var intet toilet og stort set ingen mad og drikke. Det var isnende koldt, og vognen rystede under de bestandige bombardementer, blandt andet af Dresden, fortæller Erik Adrian.

Dachau havde sin egen banegård, og de forkomne danske mænd blev gennet ud i kulden. Her fik 10 af dem at vide, at de skulle med den samme vogn tilbage til Shellhuset i København og skydes. De øvrige, inklusive Erik Adrian, blev desinficeret, klippet skaldet og tildelt nummer. I fire måneder levede de af ubestemmelig, grumset suppe og syntetisk brød, som de fik udleveret to gange om dagen. Den megen flydende kost gav flere fanger dysenteri og diarré. Selv fik Erik Adrian skarlagensfeber og gigtfeber.

Den 9. april 1945 blev han sammen med de andre nordiske fanger overført til Sverige med Folke Bernadottes hvide busser.

– Alle vi danske fanger samledes først i Neuengamme, hvor der ventede os et frygteligt syn af døde fanger, fortæller Erik Adrian.

Den 17. maj var han tilbage i Danmark. På de fire måneder i Dachau havde han tabt sig 20 kilo og vejede nu 50 kilo. Han fik mén af sit ophold i lejren og har i dag en sart mave.

I Nakskov ventede der ham en heltemodtagelse som frihedskæmper, og Erik Adrian blev opfordret til at holde talen sankthansaften 1945. Han talte om de lidelser, som den almindelige tyske befolkning havde været igennem, og som ingen havde blik for på det tidspunkt.

– Den tale faldt ikke i god jord hos frihedsbevægelsen, husker han.

Renée Adrian ville efter endt folkeskolegang gerne være lærer. Der var ikke råd til et almindeligt gymnasieforløb, så hun solgte plader hos Fona og gik på Statens Studenterkursus om aftenen. Efter studentereksamen kom hun på vikaranvisningen, hvor hun blev flittigt anvendt.

– Da jeg kom til Vigerslev Allés Skole blev jeg opfordret til at tage en faglærereksamen i musik, så jeg kunne blive fastansat. En dag stødte jeg ind i en ung, mandlig musiklærer, der spurgte, hvorfor jeg så så trist ud. Det var i 1957, og jeg fortalte, at min mor lige var død, og at jeg ventede et barn, jeg ikke ville have, fortæller Renée Adrian.

Det blev indledningen til en længere samtale mellem de to. Den unge musiklærer var Erik Adrian, der som cand.polit. havde været sekretæraspirant i Udenrigsministeriet, men aldrig var blevet ansat, da man frygtede hans russiske forbindelser.

Erik Adrian fulgte sin nye veninde til diverse "adresser" og læger, og hun fik det råd, at hun selv kunne foretage en abort ved at sprøjte sæbevand ind. Og det lykkedes uden komplikationer.

I 1959 blev de borgerligt viet. Det var ikke muligt at finde en præst, der ville give dem kirkens velsignelse, da Erik Adrian havde været gift før. Hans antipati mod religion og præster fik atter næring.

Han havde det selvsagt ikke nemt med at skulle møde sin svigerfar med den nazistiske fortid. De mødtes kun fem-seks gange, og de talte aldrig fortid eller politik. Erik Adrian understreger, at hvis svigerfaderen havde talt positivt om nazismen, havde han, Erik, måttet gå fra sin kone.

– Selvfølgelig har vores ægteskab været præget af de store ideologiske forskelle i vores opvækst. Og det var da også svært for Renée, når jeg den 5. maj satte lys i vinduerne og fejrede befrielsen. Den dato var jo ulykkelig for hendes familie. Når vi rejste til Tyskland for at besøge hendes slægtninge, kunne jeg pludselig udbryde, mens jeg pegede hen mod en mand: Han ligner en af mine fangevogtere. Og Renée kunne sige: Han ligner min onkel. Så vi havde jo vidt forskellige indgange til Tyskland og tyskere. Men man skal huske på, at Renée blot var et barn under krigen. Jeg er 11 år ældre end hende. Og så er der kærligheden. Den er det stærkeste, siger Erik Adrian.

I 1960 studerede Erik Adrian russisk i Moskva. Renée Adrian var med og lærte sig sproget. Erik Adrian fungerede siden som tolk, da den daværende sovjetiske præsident Krustjov var i Danmark. Han underviste på Slavisk Institut på Københavns Universitet, hvor han blev lektor og fra 1976-1986 institutbestyrer. Derefter turnerede han med sin kone som roadie rundt på biblioteker og børnehaver i hele Danmark. De havde deres sidste optræden i november sidste år.

Renée Adrians professionelle musikalske løbebane tog sin spæde begyndelse, da hun og Erik Adrians to døtre blev født i 1963 og 1964.

– Jeg gik hjemme hos pigerne i otte år, og i den tid kom der mange legekammerater i hjemmet. Jeg lærte at spille harmonika og begyndte at synge og spille for børnene, siger Renée Adrian.

Den musikalske legestue var født, og snart blev bibliotekerne opmærksomme på den dygtige musiker og legetante og ville have hende til at lave arrangementer for børn. Fra 1972 kunne hun leve af sine forestillinger, som hun havde to-tre stykker af om dagen. Hun udvidede sin optræden med fingerdukker til et musikalsk teaterstykke. Det er blevet til 11.000 forestillinger og otte bøger samt cd'er med sange og lege.

Både ved sølvbrylluppet og ved det nylige guldbryllup fik Adrians kirkens velsignelse, og Erik Adrian har fundet tilbage til kirken efter mange år med usikkerhed og tvivl. Han ser sit liv og sin redning som et bevis på Guds eksistens og tilslutter sig Dostojevskijs ord: Hvis Gud ikke fandtes, måtte mennesket opfinde ham.

Guldbrudeparret har som nævnt mange bøger om Tyskland. Renée Adrian søger bestandig en forklaring på, hvordan hendes forældre kunne gå ind i nazistpartiet. Men hun ser ikke kun tilbage. Hun forklarer, hvordan de to formår at forny hinanden hver dag med musik og viden. Flyglet, celloen og de mange bøger, aviser og cd'er bekræfter hendes ord.

– Vi har aldrig haft tv. Det er kun for folk, der keder sig, siger hun med et glimt i øjet.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk