Prøv avisen

Større indflydelse til menighedsråd i storkommunerne

Frode Nør Christensen ved Hodsager Kirke, hvor den tidligere minister nu går ind i menighedsrådet. Han mener, at menighedsrådenes indflydelse vil vokse i storkommunerne, hvis de forstår at samarbejde. (Foto: Thomas Juul/Tilsted Communication)

MENIGHEDSRÅDSVALG: Frode Nør Christensen, tidligere trafikminister, hylder samarbejdet inden for folkekirken: -- Fundamentalister har djævelen skabt i sin vrede

De kommende storkommuner er en chance for menighedsrådene til at få større indflydelse, mener tidligere trafikminister Frode Nør Christensen. Han bor selv i et lille landsogn med 750 indbyggere, Hodsager ved Holstebro, hvor han nu har sagt ja til at gå med i menighedsrådsarbejdet.

– Med de store kommuner, der er på vej, vil der blive lagt større vægt på lokale organisationer og institutioner, og i den forbindelse vil menighedsrådene få en mulighed for at komme til at spille en langt større rolle end i dag. Det forudsætter imidlertid, at man ikke bare kører sit eget løb, men går i samarbejde med det øvrige lokale foreningsliv – borgerforeningen, idrætsforeningen, og hvad der nu findes – så der virkelig bliver vægt bagved, når repræsentanter for lokalsamfundet forhandler med kommunen.

I Hodsager Sogn samarbejder menighedsrådet med borgerforeningen, og Frode Nør Christensen er indstillet på, at kredsen af samarbejdspartnere bør udvides. Da menighedsrådet i Hodsager er afgjort ved fredsvalg, er den 56-årige eks-politiker allerede sikret en plads i det kommende menighedsråd, hvor de to lister pænt deles om stolene: Tre til Indre Mission og tre til den grundtvigske fællesliste, som Frode Nør Christensen repræsenterer.

For år tilbage sad Indre Mission på hele menighedsrådet, men det ændrede sig brat ved et kampvalg for otte år siden, hvor de missionske kun fik en enkelt kandidat ind. Sidste gang aftalte man så at dele pladserne.

– Det var der nogen i baglandet, der knurrede af, for de grundtvigske havde jo magten, men jeg synes det er en fin ordning, fordi det understreger vigtigheden af fællesskabet i et lille sogn som vores. Samtidig ligger der også i det en respekt for den fløj i folkekirken, som søndag efter søndag fylder kirken. Jeg ved ikke, hvad man skulle gøre uden disse trofaste kirkegængere.

Den liste, Frode Nør Christensen repræsenterer, er knap så flittig til at slide på kirkebænkene, indrømmer han. Selv kommer han dog jævnligt til gudstjeneste, i Hodsager eller Holstebro, hvor han tidligere har boet.

– Om man er en flittig kirkegænger er ikke afgørende for ens kristne liv og virke, fastslår han og spidser det til, at man ikke bliver et bedre menneske af at gå i kirke, men modererer så lidt bagefter:

– Man kan jo gå i kirke for blot at blive set, og man kan sidde under gudstjenesten med lukkede øjne og uden at høre efter, men lader du dig påvirke, så er der selvfølgelig håb om, at det udmønter sig i hverdagen. Og det er her, kristendommen efter min opfattelse gerne skulle vise sig.

Der, hvor Frode Nør Christensen vil hen, er, at livet ikke er så enkelt, at der umiddelbart kan drages paralleller. Han fortæller om en mand, der bander og svovler – hvad det nye menighedsrådsmedlem i forbifarten bemærket ikke billiger – men samtidig er et menneske, som altid er parat til at hjælpe andre.

– Og så er der modsat mennesker, der sidder i kirken hver søndag, og som alle de øvrige dage i ugen opfører sig nederdrægtigt og småligt overfor deres medmennesker, griske og begærlige og kun ude på at fylde deres egne lommer.

Samarbejde og fællesskab er, hvad Frode Nør Christensen vil arbejde for i menighedsrådet. Som det ser ud i dag er man godt på vej, konstaterer han, men menighedsrådets samarbejde skal udvides, så der kan blive mulighed for at hente også kendte og dyrere foredragsholdere til det lille Hodsager.

Frode Nør Christensen har læst teologi, historie og religion et år på Aarhus Universitet, men hans kristne og sociale livssyn er en arv hjemmefra. Den eneste organisation, han i dag er medlem af, er Evnesvages Vel, for som moderen engang sagde til sin søn: "De evnesvage skal du altid støtte, for de har brug for nogen der kan tale deres sag." Faderen, der var landmand, understregede overfor ham, at han altid skulle holde med de svage. Derfor er det også i orden at blive vred engang imellem, understreger Frode Nør Christensen.

– Det er et sølle menneske, der ikke kan blive vred over uretfærdigheden!

Men ellers, skulle han skrive et tillæg til De 10 Bud, så skulle det lyde sådan: Tolerance, tolerance, tolerance, tolerance ... i alt 10 gange.

– For det er der brug for, såvel inden for kirken som udenfor. Jeg kan ikke fordrage fundamentalister, der står med Bibelen eller Koranen i den ene hånd og slår ihjel med den anden, enten bogstaveligt eller i overført betydning. Fundamentalister har djævelen skabt i sin vrede, og jeg afskyr, når man i visse kredse taler om "bibeltro" kristne. Det siger jo samtidig, at alle vi andre er vantro, og det er i hvert fald ikke tolerance, der her kommer til udtryk.

I øvrigt, tilføjer Frode Nør Christensen, så kan man indenfor kirken finde fundamentalister i såvel missionske som grundtvigske kredse. Folk, der ikke vil lytte til andre eller bevæges.

– Jeg mener, at kirken skal forsøge at tilpasse sig tiden. Det vil sige, at den alt for fremskridtsvenlige måske skal bremses lidt, mens der skal skubbes lidt til den reaktionære.

Frode Nør Christensen efterlyser flere markante og politiske prædikener fra præsterne, som barndommens pastor Søren Andersen forstod det hjemme i Hvejsel. En prædiken må godt give debat, men der er også grænser for, hvor langt man kan gå. Frode Nør Christensens tolerance omfatter ikke en Thorkild Grosbøll, i hvert fald ikke som præst i folkekirken.

– Nej, for han har jo undsagt hele treenigheden, hele fundamentet for folkekirken.

Tro er tvivl, indrømmer Frode Nør Christensen, men der er for ham ingen tvivl om det historiske grundlag for kristendommen, og at Jesus har gået her på jorden som en virkelig, historisk, person.

I troen finder han en frihed, fordi den kristne ikke skal frelse sig selv.

– Kristendommens budskab er tilgivelse, forståelse, overbærenhed, men samtidig forpligter den os til at forsøge at gøre vores bedste – bedømme egne fejl med strenghed og andres med mildhed.

Og engang imellem skal livet gøre ondt, for derved høster vi vore erfaringer, mener Frode Nør Christensen, der selv måtte holde op som politiker på grund af tinnitus og Meniéres sygdom.

– Måske mente Vorherre, at det hidtil var gået for let for mig, og at jeg skulle lære at blive mere taknemmelig? Måske holdt han i virkeligheden hånden over mig, fordi han kunne se, at jeg ikke kunne blive ved med at arbejde 18 timer i døgnet, som var arbejdsbyrden, dengang jeg var minister?

steens@kristeligt-dagblad.dk

$CLASS=rubfakta$FRODE NØR CHRISTENSEN

Født 1948 i Mindstrup ved Vejle. Handelsuddannet. Sergent i Flyvevåbnet. Politiassistent, køreprøvesagkyndig.

1979 folketingskandidat for Centrum-Demokraterne. Medlem af Folketinget 1981-91. Minister for offentlige arbejder 1986, trafikminister 1987-88. Medlem af Europa-Parlamentet 1989-94.