Prøv avisen

Sven Burmester: Den globale nomade

Sven Burmester vil fortsætte med at rejse mellem verdensdelene, så længe han kan. – Foto: Ditte Valente/Polfoto.

Tidligere vicedirektør i Verdensbanken Sven Burmester har i en menneskealder haft hele verden som sin bopæl og arbejdsplads. Men det er, når han sidder ved alteret i en dansk landsbykirke, at han føler sig allermest hjemme. Nu har han udgivet sine erindringer

Sven Burmester er i gang med at lede efter en kat, da det endelig lykkes denne artikels skribent at få hul igennem til det sydvestlige Kina via telefon. Selv i en globaliseret verden kan der være bøvl med satellitterne. Den 73-årige tidligere vicedirektør for Verdensbanken og tidligere udsending for FN i blandt andet Kina er i disse måneder bosiddende i den kinesiske by Chengdu en for de fleste danskere ukendt by, der dog med sit indbyggertal på 14 millioner for længst har overhalet metropoler som New York og Paris, og som hvert år forøger sit indbyggertal med en million svarende til hele Københavns befolkning. Det gør den til hurtigst voksende by i verden, også økonomisk.

LÆS OGSÅ: En festabe af Guds nåde

Sven Burmester har været i Chengdu mange gange før og bor altid i den samme hotellejlighed. Den ligger tæt på storbyens befolkningsinstitut, hvor han fungerer som gæsteprofessor. I forbindelse med dette interview har han dog forladt hotellejligheden og krydset gaden for at låne telefonen hos nogle af sine kinesiske venner. Og det er der, katten kommer ind i billedet.

Mine venner har opdaget, at der er rotter i lejligheden, og der tænkte vi jo så, at en kat ville være løsningen. Men nu tror jeg, at katten er blevet bange for rotterne. Den er i hvert fald blevet væk og ligger sikkert under en sofa.

Han griner.

Men hvorfor befinder en mand, der gennem sin karriere har færdedes blandt folk med mange stjerner på skuldrene som USAs tidligere forsvarsminister Robert McNamara, sig i et kinesisk middelklassehjem med rotter, når han kunne sidde mageligt ovre i amerikanske Washington D.C., hvor han har både sin postadresse, sin kone Janet og sine to voksne børn, Niels og Kirsten?

Svaret ligger i en udpræget udlængsel og en indædt trang til at forstå verden.

Den erfarne globetrotter har netop udgivet sine erindringer med titlen Jorden rundt i 70 år, som blandt andet beskriver hans mange oplevelser fra både Vesten, Østen og den islamiske verden. Allerede som barn i Aalborg rev udlængslen i ham, når han kiggede langt efter skibene, der sejlede mod Newcastle. Dengang ville hans lykke være gjort, hvis han bare en enkelt gang kunne komme med på sådan en rejse. Det skulle vise sig, at han fik rejst langt mere end det.

Hans opvækst med far, mor og to brødre bar præg af genbrugstøj og sparsomme midler. Ganske vist var hans farmor fra en god borgerlig familie og viste vejen ved både at uddanne sig til typograf og være med til at starte Socialdemokratiet i Aalborg. Men Sven Burmesters far var ganske enkelt en dårlig forretningsmand, som heller ikke havde de store karrieremæssige ambitioner på sine børns vegne. Det havde hans kone til gengæld i hvert fald på Sven Burmesters vegne. Da han på et tidpunkt i løbet af mellemskolen var ved at komme lidt på afveje, fik hans mor ham på sporet igen.

Jeg var den dygtigste i klassen, men det duede ikke til at imponere pigerne, så jeg fandt ud af, at jeg også måtte være den frækkeste, og det betød, at jeg var ved at blive smidt ud. Blandt andet fordi jeg sagde til en af mine lærere, at adskillige elever i klassen var mere begavede end ham. Mine far og mine brødre grinede bare og sagde, at så kunne jeg komme i lære som typograf, men min mor tvang mig til at give læreren en undskyldning, så jeg kunne læse videre og få en uddannelse. Og det gjorde jeg så.

Det viste sig at være en god investering. Hvor den unge Burmester havde kedet sig bravt i skolen og forsødede timerne med at læse Hemingway, blomstrede han op i gymnasiet, hvor lærerne havde en universitetsuddannelse og stor faglig viden. Og stillede krav til eleverne.

Gymnasiet var som at være i himlen, husker Sven Burmester, der i 1969 blev student med landets højeste karaktergennemsnit.

Han valgte efterfølgende at læse organisk kemi på Københavns Universitet, og i en alder af blot 26 år blev han professor i organisk kemi ved et universitet i Peru. Det førte ham på det internationale spor.

Opholdet i Peru overbeviste mig om, at jeg kunne leve et globalt liv og kunne lide det. Mange havde og har svært ved at forstå det, men jeg ville ikke kunne holde ud at sidde stille.

I Peru blev Sven Burmester dog også klar over, at organisk kemi måske ikke var det, der gjorde forskellen for peruvianerne, der havde mere brug for udvikling og en god økonomi. Han blev optaget på det prestigefulde amerikanske Princeton Universitet, hvor han specialiserede sig i modernisering og økonomi.

Det var også her, han mødte sin kone, Janet. Ad flere omgange drog familien med ud i verden i forbindelse med, at han var udstationeret for Verdensbanken og for FN. Familien boede blandt andet i Kairo i en periode, men det var hårdt for Janet og datteren Kirsten at opholde sig i et land med et så anderledes kvindesyn.

Så i dag, når jeg rejser rundt, vil Janet hverken med til Kina eller til Egypten. Det har hun fået nok af, men hun er med i Danmark om sommeren, siger Sven Burmester.

Selv er han ikke mættet. En glubende interesse for at lære verdens civilisationer bedre at kende er årsagen til, at den yderst berejste og belæste Burmester de seneste 12 år har levet sit liv i en usædvanlig cyklus, der hedder Chengdu, Kina, Washington D.C., USA, Aalborg, Danmark, og Kairo, Egypten. Tre måneder hvert sted, og så begynder det hele forfra. Dog mindre i Egypten lige nu, fordi det er for deprimerende.

Min tanke har været, at hvis jeg kan forstå, hvad der foregår i de tre civilisationer, så kan jeg lære noget, som kan være til gavn for alle. Det er blevet til to banale, men også uhyre vigtige konklusioner: Du kan få en fredelig verden. Det viser Kina, hvor man er i gang med at afskaffe fattigdommen. Den anden er, at det kan gå grueligt galt stadigvæk. Det kan det ved atomtruslen, det kan du ikke gøre noget ved som privatperson, men der, hvor du kan gøre noget, er i forhold til befolkningstilvækst. Det er en kæphest for mig at overtale folk til at få færre børn, siger Burmester, der i fire år som en del af FN var ansvarlig for det internationale samfunds syn på Kinas befolkningsfond.

Som formentlig en af få danskere taler han både et godt arabisk og godt kinesisk blandt andet med det formål at kunne begå sig blandt lokalbefolkningerne.

Min hypotese er, at det i dag er mine venner fra middelklassen, der bestemmer her i Kina. Det er middelklasseværdierne, der er afgørende, så derfor er jeg meget interesseret i at vide mere om, hvordan middelklassen lever i forskellige dele af verden. Vil du opnå resultater, må du have middelklassen med.

Kultur er et andet afgørende parameter, når man skal sammenligne den islamiske, den østasiatiske og den vestlige måde at leve på.

Det er gået op for mig, at det enfoldige spørgsmål, jeg søger svar på, er, hvorfor Kina er en succes, og hvorfor Egypten er en fiasko. Det er kompliceret, men jeg tror, at svaret skal findes i kulturen. Jeg tror, at islam i sin nuværende form hæmmer den økonomiske udvikling, mens konfucianismen i Kina fremmer den økonomiske udvikling.

I Kina er de ikke bare konfucianere, de er også buddhister og daoister, men en muslim kan ikke også være kristen om eftermiddagen. I Kina har du en både og-kultur, og du sagtens være kommunist og kapitalist på samme tid. Det giver en kolossal fleksibilitet. Islam er en enten eller-civilisation, og det giver en stivhed i forhold til udvikling. Og så er der igen befolkningstilvæksten. I Kina har de en etbarnspolitik. I Egypten, hvor det beboede areal er mindre end Danmark, lever der 85 millioner mennesker. Det er en katastrofe, at de får så mange børn, men ingen gør noget ved det. påpeger Burmester.

Selv fik han de optimale to børn, og i Danmark får vi i gennemsnit 1,7 børn. Burmester mener faktisk, at Danmark og resten af Skandinavien er eksempler på ideelle samfund. I hvert fald hvis det ikke regnede så meget og var lidt mindre kedeligt.

Skandinavien er svaret på, hvordan man kan få et rimeligt udkomme. Hvor få har for meget og færre for lidt. Desværre synes jeg ikke altid, vi værdsætter det, som vi burde. Spørger man kineserne, hvad de ønsker, ville de svare noget i stil med Skandinavien. Det er i hvert fald ikke Egypten, de drømmer om.

Som nu 73-årig mærker han, hvad han i sin erindringsbog definerer som en slags metaltræthed. Han har i mange år haft problemer med hørelsen, og nu er der også noget med benene, som ikke længere kan det samme som dengang, de gennemførte det ene maraton efter det andet. Hjertet kunne ligeledes være bedre. Alligevel er livet dejligt, mener Burmester.

Hvis jeg blev tilbudt evigt liv, ville jeg takke nej. Men det er godt at have følelsen af, at man godt lige vil have lidt mere med.

Kristendom og tro er et område, hvor han er begyndt at udvide sit repertoire. I en alder af 67 år gik han til alters for første gang. Tvivlens nådegave er forklaringen på, at det ikke skete før, siger han selv. Også selvom han i slutningen af 1970erne og frem til 1981 nåede at have en række meget berigende samtaler med en af Danmarks største teologer, K.E. Løgstrup, tøvede han i forhold til troen.

Jeg er agnostiker. Det tiltaler min logik. Jeg kan ikke bevise, at der er en Gud, men jeg kan heller ikke bevise, at der ikke er en Gud. Og hvis man spørger mig, om jeg tror på Gud og trosbekendelsen, må jeg svare med et njah. Jeg tror på første trosartikel, men jeg bliver mere i tvivl, når det kommer til kødets opstandelse. Men jeg må også sige, at jo ældre jeg bliver, jo mere hælder jeg til troen, siger han.

Derfor tyer han også til begrebet kulturkristen, når han skal religions-deklarere sig selv.

Igen så handler det om mine danske rødder. Den danske folkekirke og i særdeles landsbykirkerne er det længstvarende kulturelle element, vi har i Danmark. Og jeg føler mig allermest hjemme, når jeg sidder ved alteret i en af landsbykirkerne.

Hans erindringer er skrevet på Hald Hovedgaard ved Viborg. Ligesom H.C. Andersen har han det sådan, at Danmark er hans fædreland, og han taler stadig et meget genkendeligt nordjysk. Tilknytningen til hjemstavnen får ham dog ikke til at overveje at afvikle sin rejsecyklus. Han agter at fortsætte rejserne på de globale stier.

Jeg vil helst dø i det virke, jeg har nu om det så betyder, at det er flyveren, der falder ned, eller jeg bliver slået ihjel af vrede muslimer. Jeg kunne ikke forestille mig at have et liv, hvor jeg ikke kunne røre mig, og hvor jeg skulle sidde i Aalborg eller Washington hele tiden. Måske ville jeg ikke ligefrem skyde mig selv ligesom Hemingway. Men det er noget, der ligger mig på sinde, at jeg ikke vil ende i sådan en situation, hvor jeg bare sidder stille. Men det afhænger selvfølgelig også af min kone. Skulle hun blive dårlig, vil jeg selvfølgelig være i Washington hos hende.

Trods sin meget globale tilknytning er han ikke i tvivl om, at det hele skal ende som det begyndte. I det nordjyske.

Jeg skal begraves på Søndre Kirkegaard i Aalborg. Måske kan man sprede halvdelen af asken ud over Limfjordens vande. Det passer også med verset af Erik Bertelsen, der indleder mine erindringer. Længsel er saltet i Limfjordens vande. Her fik jeg fartens glød på kind, her blev med kølige stænk mod min pande, viet til uro mit sejlersind. Der har du udlængslen, som ellers kan være svær at forklare med ord.

Indtil da er der dog stadig masser af gæsteforelæsninger, der skal gives rundt om i verden, og middelklassefamilier, der skal observeres.

Og så er der den helt præsente problematik i lejligheden i Chengdu, som skal løses. Den bortkomne kinesiske kat er ikke returneret i løbet af samtalen.

Jeg må ud og finde katten. Jeg lovede mine kinesiske venner, at den ville klare rotterne, siger Sven Burmester.

Jeg er agnostiker. Det tiltaler min logik. Jeg kan ikke bevise, at der er en Gud, men jeg kan heller ikke bevise, at der ikke er en Gud. Og hvis man spørger mig, om jeg tror på Gud og trosbekendelsen, må jeg svare med et njah.