Prøv avisen

Svigt i barndommen giver ekko i voksenlivet

SPØRG OM LIVET En ny barndom i trygge rammer, det får man ikke igen, skriver en læser, der som barn har oplevet voldsomme svigt

Kære brevkasse

Det er med stor interesse, jeg har læst om det at være adoptivbarn og de komplikationer, som senere kan opstå som følge af dette. I den anledning har jeg fået lyst til at dele min egen historie med læserne.

Jeg kommer fra en familie, hvor vi er fire børn med tre forskellige fædre. Min mor fik to børn i sit første ægteskab og blev derefter skilt. I den efterfølgende periode havde hun et forhold til en mand, som bevirkede, at jeg kom til verden.

Det var ikke nemt for min mor med et tredje barn. I virkeligheden var det en uønsket graviditet. Manden, hun havde et forhold til, var i forvejen gift og var ikke interesseret i nogen form for videre kontakt, hverken med hende eller med mig. Den mand er altså min far.

Da jeg blev født, blev jeg afhentet på sygehuset af min mors søster, som på daværende tidspunkt var gift, men ikke var i stand til selv at få børn. På det tidspunkt har min mor end ikke magtet at se mig. Måske har smerten ved ikke at kunne tage sig af sit eget barn været for stor.

At jeg blev hentet af min moster, indebar dog ikke et totalt farvel til min mor, da hun indimellem kom på besøg hos sin

søster, hvor ofte ved jeg ikke helt. Det, jeg ved, er, at dette står på i de første halvandet år af mit liv. Så sker der det, at min moster får problemer i sit parforhold og bliver skilt, samtidig med at min egen mor indgår et nyt forhold til en mand – og den mand er hun stadig gift med.

I løbet af den tid, hvor min moster tog sig af mig, blev hun alligevel gravid og fik en datter. Så stod hun dér – pludselig som enlig mor til to små børn. Situationen var temmelig uoverskuelig.

Der sker så det, at hun en aften pakker min lille kuffert og tager en taxi. Der er ikke foregående lavet nogen form for aftale, men jeg bliver anbragt på hendes skød, og sammen kører vi af sted i et par timer. Bilen standser, og hun ringer på hos min mor og afleverer mig dér og kører med det samme hjem igen.

I det næste lange stykke tid så jeg ikke hende igen.

Denne historie kommer jeg til at kende i en ret sen alder. Men at adskillelserne har haft konsekvenser, er ganske vist!

Jeg vil efterfølgende prøve at ridse nogle af eftervirkningerne op og beskrive nogle af de tanker og følelser, som er blevet lagret i sindet.

Det er for det første særdeles smerteligt at have tanken om ikke at være ønsket. Jeg blev så at sige til ved en fejltagelse. Det er også tungt, at tingene omkring denne min barndomshistorie selv i dag er meget svære at tale om f.eks. med min mor.

Det, der skete dengang, og temaer omkring familielivet, opleves pinlige at tale om. Jeg har oplevet, at det, der ellers er så vigtigt at få frem i lyset, helst skal begraves.

Jeg har også måttet erfare, at det, som dengang skabte sorg, stadig kan skabe sorger også i voksenlivet, for de første erfaringer, man har med relationer, har stor betydning også for de senere relationer, man indgår i.

F.eks. har jeg ofte måttet smage på angsten for at blive svigtet eller frygten for at miste. Det er følelser, jeg har med i mit voksenliv, og det kan skabe en grundlæggende frygt for at binde sig. Det er heller ikke let at føle sig elsket eller forstå, at man er holdt af. Det er måske nemt nok at forholde sig til på et intellektuelt plan, men følelsesmæssigt er der ikke særlig lang vej til at føle svigt eller forkastelse.

Jeg er heldigvis i den gode situation at være pakket godt ind i gode venner. Jeg har og-

så læst meget om emnet, og jeg har haft stor gavn af at gøre brug af terapeutiske samtaler.

Men en ny barndom i trygge rammer, det får man ikke igen. Den erkendelse er væsentlig at forsone sig med.

Og så er det vigtigt at have steder, hvor der er rum for at tale om det, der gør ondt. Der er for mig at se næsten altid gode muligheder for vækst, uanset hvad der er hændt tidligt i livet, men adskillelse fra vigtige personer i de første leveår kommer til at præge ens personlighed.

Venlig hilsen

David

Kære David

Mange tak for din meget personlige fortælling fra dine første leveår. Man ser næsten gennem det, du skriver, denne lille dreng for sig.

Tak for, at du magter at dele dine dyrt købte barndomserfaringer med os i brevkassen.

Som du så tydeligt beskriver, så har de første års erfaringer med tilknytning og det at "kunne stole på" stor indvirkning på vores videre tænkning om os selv, vores værdi og om vores forhold til andre mennesker.

Børne- og familiepsykiateren John Bowlby beskriver netop i sine bøger, hvordan tilknytning og oplevelse af at have en sikker base er helt grundlæggende for den menneskelige psyke.

Heldigvis har du og flere andre erfaret, at man på trods af svigt og traumatiske oplevelser i bedste fald og med gode menneskers hjælp senere hen i livet kan indhente noget af det, man ikke fik i "vuggegave".

Men det kræver ofte både kræfter, kamp, tårer og vilje. Derfor skal du også have tak for, at du midt i din ganske stærke fortælling også formidler håb og livsmod.

Du fortæller, at på trods af at livet har sat sig uudslettelige spor, så findes der alligevel en vej. Ikke mindst falder vores øjne på det meget flotte udtryk, du bruger, om, at du er "pakket godt ind i gode venner". På en måde beskriver du, at du i hvert fald i glimt har fået lov til at opleve lidt af det, som du havde haft så umådeligt brug for som lille. Når man ikke blev "pakket ind" som lille, så trænger man i endnu større grad til at få lov til at opleve at blive omkranset og opleve overdosis af godhed, når man er voksen. Det er vigtig viden for os voksne at have, således at vi også behandler hinanden indbyrdes i vores voksenliv med godhed, visdom og indsigt og med vores individuelle livshistorier in mente – den bærer vi nemlig med os hver især igennem livet!

Du bruger også et andet godt udtryk, som vi har lyst til at fremhæve. Du skriver, at du aldrig får den trygge barndom, som du havde haft brug for – men at det nok gælder om "at forsone sig" med den smerte.

Det er et godt mål for ens liv. Og en forsoning kan være en god hjælp til at forhindre bitterhed over for ens skæbne i livet. Men som du selv skriver, så kan det ofte kun lykkes, hvis man har steder, man kan læsse af efter år i ensomhed. Og så er der mennesker iblandt os, små eller store, som har oplevet så store svigt, at deres sjæle er blevet for forslåede.

Du ønskes alt godt videre i din kamp for at tro og hvile i, at du er elsket – og med at forsone dig med den livsfortælling, der netop blev din.

Mange hilsener

Annette og Jørgen