Prøv avisen

Syn for sagn eller syn for sagen

Abc Foto: .

Hvad er den korrekte talemåde?

Der er rigtig mange, som er utilfredse eller utilpasse ved vendingen syn for sagen.

Senest har Jørgen Alving fra Frederiksberg spurgt, om det er korrekt at sige syn for sagen i stedet for syn for sagn.

Tja, svaret er, at syn for sagen er gangbar mønt.

LÆS OGSÅ:
Betalingsring og fedtskat

I Den Danske Ordbog står der, at få syn for sagn/sagen betyder at få bekræftet noget ved selv at se det. Begge former er altså i orden og udtrykker angiveligt det samme. Det er imidlertid ikke det samme, som at de i udgangspunktet betyder det samme. Det gør de faktisk slet ikke. Det er i øvrigt også interessant nok, at Ordbog over det danske Sprog, der er et værk med mere end 60 år på bagen, også medtager vendingen om syn for sagen, så begge former har fungeret og eksisteret adskillige årtier. Det havde jeg egentlig ikke regnet med.

Ordet sagn kender vi fra et sagn fra gamle dage, hvor det betyder en beretning, en legende eller et eventyr. Det er tilnærmelsesvis det samme ord som saga, der ikke er en saga blot, men også navnet på de islandske og gammelnorske beretninger, der kendes som et stykke nordisk verdenslitteratur. Ordet sagn kommer af det oldnordiske sögn eller sogn, der findes parallelt i oldengelsk som segen, og som er afledt af roden i verbet at sige. Sagn er altså noget, man siger, det vil sige noget, der er sagt i betydningen mundtligt fortalt. Ordet sagn kender vi som sagt i denne betydning, men det indgår jo også i en række ord som frasagn, tilsagn og udsagn, så sagnet lever og har et godt. Det fremgår af Ordbog over det danske Sprog, at det tidligere også indgik i konstruktioner som jasagn, modsagn, fremsagn, påsagn og omsagn, men det er ord, jeg ikke lige synes, jeg har hørt for nylig bortset fra omsagnsled til grundled, der også hedder subjektsprædikat.

Men syn for sagn kan altså oversættes som det at se det selv frem for at få det fortalt. Selvsyn frem for sagn.

Vendingen syn for sagen må snarere oversættes som syn på sagen, for det må jo være sagen selv, det handler om. Det er altså skægt nok ikke det samme betydningsindhold, der ligger i de to vendinger, selvom de i daglig tale bruges i flæng om det samme fænomen. Der er ingen tvivl om, at syn for sagn er den klassiske formulering, mens syn for sagen er kommet til som en ordglidning af den slags, der er mange af, og som sker hele tiden i sproget.

Nu fik vi syn for sagn. Ja, undskyld, men den kan jeg altså bedst lide af de to, fordi den har dybest rod og mest poesi.

Så kan vi tage et andet fænomen ind, som irriterer mange læsere. Peter Ussing fra Løkken spørger eksempelvis, om ikke udtrykket både-men er forkert. Det burde da hedde både-og, siger Ussing, for ordet både kalder jo på en sideordning som-og, ikke på en modsætning som-men.

Peter Ussing har helt ret i, at det er dårlig sprogbrug, når det ustandselig bliver kaldt både-men også. Der er slet ikke nogen tvivl om, at rigtig mange offentlige sprogbrugere, politikere, journalister og andet godtfolk søber rundt i noget med det er både forkert, men heller ikke rigtigt. Det lyder ikke bare grimt, men det er forkert.

Andre læser lige nu