Prøv avisen

Tæpper vævet af livets tråde

Berit Hjelholt, der netop er fyldt 80, er en af vore mest fremtrædende tekstilkunstnere og skaber af en række kirkeudsmykninger. Kulturcentret Tuskær i Fjaltring ved Lemvig viser en separatudstilling med den i øjeblikket uarbejdsdygtige

- Åh, hvor jeg savner det her! udbryder Berit Hjelholt, da hun på fotografens foranledning sidder ved sin væv. Det er længe siden, hun sidst har været i nærkontakt med den. Og hun vender ikke tilbage igen lige med det samme, i hvert fald ikke for at arbejde. Det vil hun i bedste fald først kunne om et par måneder. Berit Hjelholt, en af vore mest fremtrædende tekstilkunstnere og skaber af en række kirkeudsmykninger, er netop vendt tilbage til hjemmet i Vust vest for Fjerritslev efter et syv ugers hospitalsophold, der indbefattede tre operationer. I forbindelse med forberedelserne til en stor separatudstilling, der indtil 1. november vises på Kulturcentret Tuskær i Fjaltring ved Lemvig, ramtes hun af et blackout, faldt og brækkede nakken. Kristeligt Dagblad besøger Berit Hjelholt dagen efter hendes 80-års fødselsdag. Blomsterne står tæt. Hun sidder med »krave«, taler dæmpet, men indtrængende og med glød. Øjnene lyser. Hendes væremåde er et vidnesbyrd om styrke bag svækkelse og smerter. Den afklarethed, som hun udstråler, genkendes fra hendes billedtæpper. - Jeg har stor tillid til, at der er noget, som styrer os. Den tillid har jeg haft i mange år. Men på sygehuset blev det så klart for mig, at det virkelig er sådan. Der var noget, som hjalp mig. Jeg følte en sikkerhed, siger Berit Hjelholt. Naturligvis skal hun fotograferes ved sin væv trods den midlertidige stilstand i arbejdet. Rummet er køligt. Man fornemmer dets dvaletilstand straks, når man træder derind. Men et eksemplar af Kristeligt Dagblad ligger ved den tomme brændeovn, parat til at stille sig til rådighed for optændingen, når temperaturen igen skal være arbejdsbefordrende. Dér ved væven har Berit Hjelholt gennem mange år samlet sin tilværelses tråde til en ny virkelighed: det værk, der er lige så personligt som alment i sit udtryk. Væven har været en uadskillelig del af hendes liv siden barndommen. På den gård i det nordligste Finland, hvor hun voksede op, var familien selvforsynende med tekstiler, og hun lærte tidligt at spinde og væve. Havde Hjelholt været mere mobil, end hun er for øjeblikket, skulle hun også have været fotograferet ved fårene, der græsser ved hendes og ægtefællens hjem, et tidligere husmandssted, som man først ser, når man har fundet det rigtige hjulspor at dreje ind ad og et par gange har tvivlet på, om det nu er også er det rigtige. Men det øde fladland, den høje himmel og de vældige skyformationer, som spejler sig i bilens køler, er jo netop et af Berit Hjelholts betydningsfulde motiver: hér langt ude føler hun sig hjemme. Fåreavl, hørdyrkning, farvning, kartning og spinding indgår i hendes komplicerede arbejdsproces. Siden hun i 1970 flyttede fra København til det nordvestlige Jylland, har hun selv fremstillet sine garner. Som oftest hør til trenden - og til islættet: uld, hør, hamp, sisal, hestehalehår samt andre naturprodukter. »I væven bankes trådene forsigtigt sammen, så den enkelte tråd træder frem, og tekstilet bliver åbent og spindelvævsagtigt«. Hun inspireres af naturen på stedet, klitterne, markerne, havet, skyerne og lyset, en verden gengivet »i store monumentale naturskildringer, ofte i neddæmpede blå, grå, brune og materialernes naturlige nuancer«. Et af hendes centrale symboler er sejlskibet, der kan være et billede på livet som en rejse i evig forandring. Et andet er cirkelformen: Solens form. Det livgivende. Et frelsessymbol. En livshistorie Berit Hjelholt: - Elin Nilsson fra Kulturcentret Tuskær skrev i foråret til mig om udstillingen. Men dengang stillede jeg mig underlig negativt til den. Jeg synes ikke, at der skulle laves noget ekstra i anledning af, at jeg blev 80. - Men så pludselig en dag, tænkte jeg: »Jamen, det er jo løgn. Jeg vil da gerne udstille«. Det ringede jeg så til Elin Nilsson og sagde. Jeg lovede, at jeg ville være med til at skaffe billederne og bygge udstillingen op. - Men det blev ikke meget, jeg nåede. Allerede da jeg skulle hente det første billede, skete dét, der gjorde mig uarbejdsdygtig. Af den ofte hædrede kunstner viser udstillingen flere værker, som ikke tidligere har været præsenteret for offentligheden. Desuden er der lejlighed til at se en studie til et af Berit Hjelholts vel nok mest sete tæpper: hendes udsmykning bag Folketingets talerstol. Hun fik opgaven efter i 1985 at have vundet en konkurrence udskrevet af Folketingets kunstudvalg. Hendes tæppe, »Som en rejselysten flåde«, afsløredes i oktober 1987. De besøgende kan også se et andet af Berit Hjelholts hovedværker, »Hjemve« (1978), der tilhører Det danske Kunstindustrimuseum. Dette arbejde, der afspejler hendes livshistorie, er et personligt/prinicipielt udsagn om den fortid, der former vor nutid. Det er sagt om Berit Hjelholt, at »Finland ligger bag hele hendes tilværelse som en konstant længsel, men uden at hun nærer noget aktivt ønske om, at det skal være anderledes. Det er en klangbund og et forbillede for hende i en hektisk tidsalder«. Hun tilføjer: - Jeg er så involveret i naturen her i det nordvestlige Jylland, at jeg ikke kan sige, om jeg har hjemve eller ej. Værket med titlen »Hjemve« består af tre tæpper. I det første forholder Berit Hjelholt sig til sin finske barndom og ungdom, i det midterste billedgør hun den følelse af rodløshed og splittelse, der prægede hendes år i København, mens temaet i det tredje er den harmoni og helhed, hun har opnået i Nordjylland. Øverst til venstre svæver et miniatureskib. Det er identisk med det store skib til højre, hvis element ikke er luften, men havet. Ungdommens drøm er i de modne år blevet til en virkelighed, der kan bære. Det udspændte sejl sikrer den bevægelse, som livet skal have for at være levende. Kursen er sat i forvisning om, at den er den rette. Mere prosaisk om det forløb, som Berit Hjelholt har gennemlevet: Tidligt viste hun anlæg for tegning og håndarbejde, og ansporet af en slægtning, som arbejdede hos en kendt billedvæver, søgte hun ind på kunst- og håndværkerskolen i Helsingfors, hvor hun blev optaget i et turbulent år i verdenshistorien, 1939. Krigen bevirkede da også, at tiden på skolen blev usammenhængende og ikke tilfredsstillende. Vinteren 1945/46 arbejdede Berit Hjelholt hos tekstilkunstneren Ann-Mari Forsberg i Stockholm og lærte hos hende billedvævningens grundlæggende teknikker. Derefter vendte hun tilbage til skolen i Helsingsfors, hvorfra hun tog eksamen i 1947. I 1949 blev hun gift med den danske psykolog Gunnar Hjelholt. I København, hvor parret bosatte sig, kom hun aldrig til at føle sig hjemme. Det er symptomatisk, at hendes motivkreds fra den tid domineres af barndomserindringer. I København fandt hun ingen nye motiver. Et besøg i Japan i 1964 fik stor betydning for hende. Hun overvældedes af den sanselige lethed i japansk kunst, fandt i den en grundstemning som hun kunne identificere sig med. Med det formål at øge forståelsen af den kultur, der havde gjort et så stort indtryk på hende, begyndte hun efter hjemkomsten til Danmark at lære japansk sprog og kalligrafi. Yderligere forløsende både for hende selv og hendes kunst (hvilket er det samme) blev flytningen til det nordvestlige Jylland, hvis natur minder hende om den finske. »Herren er min hyrde« Kirkeudsmykningerne er blevet en vigtig del af Berit Hjelholts samlede værk. Men lang tid skulle gå, før hun kom i gang med dem. Slutningen af 1970'erne skulle vise sig at blive overgangen til denne fase: på dette tidspunkt blev de religiøse motiver fremtrædende. »Tilgivelse« hedder et billedtæppe fra 1979. Det er inspireret af Salme 23, »Herren er min hyrde«, og har et stort vinglas som bærende motiv, et symbol på nadveren. Glasset, opbygget af lysegrå og blålige toner, fortsætter op over billedkanten. Som om det forvandler sig til himmel: Himlen i nadverglasset. Dette billedtæppe er ikke med på udstillingen i Fjaltring. Det er derimod et andet relgiøst fra samme periode, »Morgensang« (1982). Atter er inspirationen en af Davids salmer, denne gang nummer 30 vers 6, her gengivet i efter 1992-oversættelsen: »For hans vrede varer et øjeblik,/ hans nåde hele livet;/ om aftenen slår gråden sig ned,/ om morgenen er der jubel«. Tæppet, vævet i hvidt, brunt, gråt, beige og gult, har solen som samlende form. Ser man tæppet gennem salmebrudstykket er det nærliggende at opfatte det nederste grå som gråden og vreden, det hvide som et udtryk for renhed og harmoni og solsymbolet som morgenens frydesang. Omhyggelig farvemæssig afstemning med rummet er karakteristisk for Berit Hjelholts kirkeudsmykninger, mens hendes formsprog varierer fra det abstrakte til det naturalistiske. En af hendes første kirkeopgaver, i Nr. Kongerslev kirke i Himmerland, hvortil hun udførte antependiet »Livsvejen« samt alterduge, er et eksempel på et forholdsvis abstrakt stilleje. Modsat er hendes alterbilleder og prædikestolsklæder til Gistrup Kirke ved Aalborg, Margrethekirken i Aalborg og Ellebæk Kirke i Holstebro eksempler på den figurative og fortællende del af hendes kirkekunst. Glæden og smerten. Den første fylder Berit Hjelholt, når hun taler om sine mange kirkeudsmykninger. Og den anden, når hun taler om kristendommens tilsyneladende svindende betydning for mange mennesker. - Kristendommen er en del af vores tilværelse, som vi ikke må glemme. Den har altid betydet så meget for mig. Hvor skal mennesker vend ike sig hen, hvis ikke de har kristendommen? spørger hun.