Prøv avisen

Tabet af den betingelsesløse kærlighed

Nogle af samtalerne til bogen "Min mor er død!" fandt sted på kursuscentret Skjoldenæsholm ved Ringsted. Fra venstre ses Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke Holst, Christine Antorini og Anne Linnet. -- Foto fra bogen.

Ritt Bjerregaard, Anne Linnet, Hanne-Vibeke Holst og Christine Antorini fortæller i en samtalebog ærligt om deres mødres liv og død og de mange følelser og aspekter af at have mistet dem

"Tak, fordi jeg fik lov til at have lige præcis dig som mor," tænkte Anne Linnet, da kisten med hendes mor var blevet båret ud af kirken og sat ind i rustvognen.

Hendes taknemmelighed er kendetegnende for de fire kendte kvinder, der i bogen "Min mor er død!" forholder sig til tabet af deres mødre. Men der er også andre følelser på spil, når man som voksen kvinde skal håndtere, at den mor, der elskede én betingelsesløst, som var bærer af ens historie, familiens omdrejningspunkt og den person, man kunne søge råd hos og den eneste i verden, hos hvem man stadig kunne være en lille pige, er væk.

Og så er der chokket over pludselig død, diagnoser og hårde sygdomsforløb, afskeden, de mange praktiske gøremål efter dødsfaldet – kirke eller kapel, præst eller personlig tale, gravsted eller de ukendtes? Dertil kommer familierelationer, der ændrer sig, sorg, skyldfølelse og en nyorientering i det liv, der nu er deres, men uden moderen.

Alle aspekter af at miste sin mor bliver berørt, diskuteret og fortalt uden fortielser af selv de sværeste konflikter i de samtaler, som Ritt Bjerregaard, tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem, minister, EU-kommissær, overborgmester i København og nu pensionist, har taget initiativ til.

Som hun skriver i forordet til "Min mor er død!", gik det efter moderens død i juni 2009 op for hende, at både sanger, musiker og komponist Anne Linnet, forfatter Hanne-Vibeke Holst og den socialdemokratiske folketingspolitiker Christine Antorini havde mistet deres mødre inden for det sidste års tid. De var med på tanken om at mødes – ikke for at skrive en egentlig sorgbog, men for at dele tanker, følelser og oplevelser og på den måde inspirere andre til at tale sammen om forholdet til deres mor, om hvordan hun har påvirket dem, og om tabet af hende. Samtalerne er blevet optaget på bånd og skrevet ned og redigeret af journalist Lene Johansen.

Det har også været vigtigt for kvinderne at fortælle deres mødres historie, som tilsammen giver et billede af kvindeliv i Danmark fra 1920 og frem til i dag. Fælles for dem er, at de voksede op, blev gift og fik børn i en tid, hvor det mere blev forventet af kvinden, at hun tog sig af hjemmet og børnene, og mindre, at hun fik en uddannelse, arbejde og karriere. Det har præget dem hver især.

Fra Ritt Bjerregaards mor, Rita, der var kvik, men fra et hjem, der ikke havde råd til at sende hende i gymnasiet. Hun fandt livsindhold i at passe hjem og tre børn, hvilket hun gjorde med stor kærlighed og energi. Men da børnene blev voksne og kunne klare sig selv, falmede hendes følelse af værdi, og på sine ældre dage led hun af depressioner. Hun sov stille ind i sin egen seng i en alder af 89 år.

Over Anne Linnets mor, Lis, der var børnetandlæge med forsker-drømme, men valgte at lade manden gøre lægekarriere. Hun passede arbejde og fire børn og var et livstykke. De sidste år blev hun svækket af blodpropper og boede på plejehjem frem til sin død som 89-årig.

Til Hanne-Vibeke Holsts mor, Kirsten, en superkvinde, der klarede både skribentvirksomhed, hjem og tre børn, indtil hun fik nok og blev skilt fra sin forfattermand. Hun fandt mere frihed i sit andet ægteskab og blev en anerkendt kriminalforfatter. Som 72-årig døde hun af kræft på et hospice.

Og Christine Antorinis mor, der var født i Schweiz, som også tog sig af børn og hjem, samtidig med at hun lærte sig dansk, blev lærer og efteruddannede sig på RUC. Hun fik leverkræft og døde på hospitalet efter kort tids sygdom 66 år gammel.

Det fælles vilkår – at have mistet sin mor – giver også mange fælles berøringspunkter for Ritt Bjerregaard, Anne Linnet, Hanne-Vibeke Holst og Christine Antorini. Det gælder blandt andet dette, at navlestrengen nu er endegyldigt klippet over.

Men det fremgår også tydeligt, at der er stor forskel på, om ens mor dør i en høj alder og svækket og som Ritt Bjerregaards mor mæt af dage. Eller om ens mor bliver dødeligt syg i en alder, hvor hun burde have mange år endnu foran sig, og hvor de voksne døtre stadig har brug for hende.

Som Christine Antorini siger: "Det kommer til at berøre mig dybt at fortælle om min mors død. Jeg er fyldt op med tårer indeni, så jeg kommer til at græde meget, men det skal I ikke tage jer af." Hun savner stadig sin mor meget, men sorgen er blevet mindre, fortæller hun. Både hun og Hanne-Vibeke Holst var med til at pleje deres mødre på dødslejet og var hos dem til det sidste.

Hanne-Vibeke Holst fortæller om flere uforløste følelser i forhold til moderen. Hun var med egne ord en tough woman, der tog datteren med til bedemanden for at planlægge sin bisættelse. Efter moderens død tog det Hanne-Vibeke Holst et år at komme overens med, at der stadig var et liv til hende, selvom moderen ikke var der mere. Men nogle gange var sorgen næsten ikke til at bære. "Men man lærer af det, og næsten uanset, hvad der sker, så går det over," siger hun.

Ritt Bjerregaard er mere end at savne optaget af, hvem hendes mor egentlig var. Og at hun rummede så meget mere i sine forskellige livsfaser, end da hun var gammel og træt af livet. Men sørge gør hun. "Min sorg udløses ofte af et særligt vejr eller et stykke musik, som kalder nogle billeder og minder frem."

Indimellem stiller kvinderne også spørgsmål ved hinandens reaktioner. Var det for eksempel nødvendigt, at Hanne-Vibeke Holst forlangte en undskyldning af sin mor, der havde beklaget et svigt, der lå år tilbage? Og er det ikke snart på tide, at Anne Linnet slipper skyldfølelsen over, at hun ikke nåede frem i tide til at sige farvel til sin døende mor?

Sorg har mange ansigter, og således også for de fire kvinder, som på hvert deres felt er markante og stærke, men ved tabet har oplevet en ny skrøbelighed i deres tilgang til tilværelsen. Anne Linnet får det sidste ord: "Hvis man kan udlede noget af alt det, vi har talt om, så er det vel, at det er voldsommere, end man tror, når man mister sin mor, og derfor er utrolig vigtigt, at man efter et stykke tid taler med nogen, som man er fortrolig med, så man kan få lukket op og få talt det hele igennem."

remar@k.dk

Min mor er død! Skrevet af Lene Johansen. 299 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.