Tale eller snakke

Sproget lever. Det ændrer sig umærkeligt, og pludselig har ord skiftet betydning eller sammenhæng. Institutleder Johannes Nørregaard Frandsen følger sproget i stort og småt hver fredag i Kristeligt Dagblad

Sangeren Peter Sommer synger en vise, hvor omkvædet lyder: "Så begyndte vi at snakke. Ikke tale, bare snakke, som man gør det vest for Valby Bakke".

Denne landeplage randt mig i hu, fordi Dorte Nielsen fra Møn har spurgt til forskellen mellem at snakke og at tale. Hun mener, der er gået inflation i begrebet at snakke og ville gerne have, vi brugte ordet tale noget mere. Hun synes nemlig, at det at snakke er det samme som at plapre om ligegyldige ting, mens det at tale sammen eller tale til hinanden har mere lødighed. Dorte Nielsen nævner nogle eksempler fra radio og tv, hvor "man får sig en snakker" eller "vi snakker ligesom lige om det", og det synes hun rummer en forfladigelse af sproget. Det er for eksempel grimt, synes Dorte Nielsen, når et folketingsmedlem bruger ordet "snakke" om det, der foregår fra Tingets talerstol. Der kan måske være noget om snakken!

Verbet tale angiver noget mere formelt end snakke. Man taler til en forsamling, men snakker med naboen, man taler med lægen, men snakker med vennerne. Det er fortroligt at snakke og mere distanceskabende at tale. Det er forskellen mellem at tale og at snakke. Når Dorte Nielsen derfor fortæller, at man i hendes skoletid fik at vide, at det kun var papegøjer, der snakkede, mens ordentlige mennesker talte, så var det en del af den dannelse, skolelærere engang mente, de skulle tale ind i børn.

Jeg tror samtidig, der er en voldsom tendens til, at vi i dag dyrker småsnakkeriet og det at småpludre. Når vi sms'er på mobilen, hedder det på nudansk chat, der er et importeret engelsk ord, som egentlig betyder en passiar eller at sludre med hinanden. Mange unge småsludrer, chatter, nærmest ustandseligt gennem sms'en, og på den måde holder de en selskabelighed kørende.

Mailsystemet bruges ligeledes til at småchatte, for det er uformelt og ligetil at pludre på det hurtige medie. Der skal ikke findes papir og pen, kuvert og frimærker, ikke ventes dage på svar. Det hele sidder lige i tasterne og elektronikken, og den, vi småsnakker med, sidder lige der samtidigt i den anden ende af nettet, så om vedkommende sidder i Australien eller ved skrivebordet over for, så har internettet skabt en paradoksal nærhedsoplevelse.

De nye, såkaldt sociale medier er særligt velegnede til småsnak.

Facebook og Twitter er elektroniske faciliteter på internettet, der gør det muligt at pludre og sludre med hinanden. Obama brugte Facebook på en særlig måde i sin valgkampagne. Det er snakkeri på højeste plan! Og man taler ikke på Facebook, man snakker, og selvom det selvfølgelig foregår skriftligt, så er det ofte i talesproglige vendinger.

Stig Hjarvard, professor ved Københavns Universitet, udsendte for et par år siden en interessant bog, hvor han beskriver det moderne som et selskabeligt samfund, hvor vi pludrer med hinanden og dyrker intimiteten, men på afstand. Det er et godt udtryk, det selskabelige samfund, for sikken vi snakker. Mobilen er klæbet til øret, så vi ligner énarmede væsner, der kikker adspredt ud i luften, hvis vi møder et andet menneske, for vi er jo lige midt i en intimsamtale med en tredje, der blot ikke er her, men dér.

sprog@kristeligt-dagblad.dk