De ligner nogle, der har prøvet det før.
De to yngre kvinder i tynde kjoler og sorte netstrømper, som stiller cyklerne op af scenen, hiver danseskoene op af taskerne og slutter sig til mængden, der er klar til at få instrukser i de sydamerikanske rytmer. Det er tid til tango.
De fleste ved præcist, hvad de er i gang med, mens det for andre er det første møde med tangoen, og hvem siger, at man ikke lige så godt kan danse i cowboybukser, sweatshirt og gummisko?
Danskerne har taget tangoen til sig, som var det en nordisk tradition og ikke noget, der for en halv snes år siden gik for at være eksotiske, fremmedartede rytmer. Hver uge dukker et nyt tangosted op på landkortet.
Nordboerne kan ikke få nok af den lidenskabelige latinamerikanske dans. De danser indenfor og udenfor, i medborgerhuse, på spillesteder, cafeer, gader og torve, på kendte steder og i små bortgemte lokaler i udkanten af byen.
I år har Københavns Kommune givet efter for sine borgeres massive danseglæde og stillet en flot scene op i et hjørne af Fælledparken. Og selv om der er dømt ustadigt dansk sommervejr, kommer folk fra alle retninger på cykel eller gående og fylder langsomt det firkantede dansegulv ud.
- Jeg har aldrig prøvet tango, men jeg har gået på danseskole som barn og bilder mig ind, at jeg kan bevæge mig på gulvet. Det er sjovt at lære noget nyt, og så vil det vise sig, hvordan vi fungerer sammen på gulvet som par. Går det godt, overvejer vi at gå til almindelig standarddans til vinter, siger Per Petersen, 36, økonomimedarbejder.
Men tango er lige netop ikke standarddans og pardans, for der er ingen faste trin, forklarer Navina Østergaard. Den spinkle kvinde med den jyske dialekt bragte for 12 år siden tangoen til Danmark og oprettede sin egen tangoskole.
- Tango er en sofistikeret kropslig kommunikation fra første færd. Saml fødderne, og sørg for at ha' en rank holdning. Damen står foran, og det er herren, som fører hende. Der er ingen regler for, hvilken fod man starter med. Hvis han lægger vægten over på højre, gør hun det også. Man kan gå et halvt eller et helt trin frem og tilbage, men mærk efter, om partneren er med, siger Navina Østergaard.
To og to med et tag i hinanden ved albuerne sætter cirklen i bevægelse. Der er unge par, der kigger hinanden intenst i øjnene og danser tæt sammeslyngede. Der er par, der går til dansen som en ny og seriøs arbejdsopgave og dem, der snakker og griner, når den ene har fået placeret fødderne ovenpå den anden.
Navina hiver en mand ind i midten for at demonstrere, hvordan tango ikke skal se ud.
- Damen skal være rank og have blikket rettet lige ind i partneren. Hun skal ikke til siden, og hun skal heller ikke danse sådan her, fordi hun lige skal se, hvad han nu finder på af trin, siger hun og danser et par trin, mens hun og den unge mand begge hænger i kroppen og kigger ned i gulvet.
Brystkassen skal hele tiden være det forreste punkt, forklarer Navina Østergaard og beder kvinderne placere håndfladerne på mændenes brystkasser, mens de bevæger sig rundt til musikken. Koncentrationen er stor, og pludselig er den første lille koreografi opstået.
Det kommer aldrig til at ligne »det rigtige«, fastslår en hollandsk kvinde, som står og ser på.
- Argentinsk tango er en anden sag. Det er meget passioneret og sexy. Kvinderne er opslidsede til hofterne, og der er tæt kropskontakt og mange følelser involveret. Det er noget anderledes end dansk og hollandsk dans. Vi er meget fascinerede af tango, flamingo og mavedans, men det er ikke kun et spørgsmål om trin, men om holdning og følelser, og det lærer vi aldrig. Det er noget, man skal være opvokset med, siger Marjolija Otterstrom fra Holland.
Kærlighed på dansegulvet
Jane Kofod, 39 år og journalist, er ikke fra Buenos Aires og har heller ikke været i tangoens hjemland. Hun ser ingen grund til at lefle for den ægte vare.
- Der er nogle, som helst vil have, at det skal ligne Buenos Aires, og selvfølgelig skal tangoaftenerne hedde milongaer, som de gør dernede. Det går jeg ikke op i. Jeg er ikke en latinamerikansk kvinde, jeg er mig, og for mig handler det om den intensitet, der opstår i dansen. Hvis man ikke lytter til hinanden, ryger kommunikationen, siger Jane Kofod.
Hun har danset tango i fem år og har fundet sin faste dansepartner. Det skete på Sønderborg Idrætshøjskole, hvor hun var på tangokursus.
- Jeg syntes, at han dansede så fantastisk. Det var så sjovt, og jeg kunne bare blive ved og ved. Det er i virkeligheden en meget usædvanlig situation, at to voksne mennesker leger med hinanden på den måde. Men det er det, som tango er for mig. Det er en spontan leg, hvor den ene fører og den anden følger. Man ved ikke, om det går den ene vej eller den anden, fordi alt er fuldstændigt improviseret. Det er op til parret at fortolke stemninger og opfinde trin og tempo, siger Jane Kofod.
Manden, hun mødte på dansegulvet, var Henrik Slot Nielsen, 39, der til daglig er it-projektleder. Han har også gået hos Navina og hos størstedelen af dem, som underviser i tango herhjemme. Selv om han efterhånden har danset i seks-syv år, er han stadig lige fascineret af tangoen.
- Rent fysisk er det dejligt at have en kvindekrop i sin favn. Men det er også skægt at skulle koncentrere sig om så mange ting samtidig. Som mand skal man ud over at have styr på sine egne trin føre damen og danse i forhold til de andre par. Til at begynde med var det en stor udfordring hele tiden at skulle være den igangsættende, men med erfaringen slapper man mere af. Tango kan nemt blive meget intellektuelt, og jeg oplevede, at min dans udviklede sig, da jeg koblede hovedet fra, siger Henrik Slot Nielsen.
De mødtes på dansegulvet, og siden dannede de også par udenfor. Tangoen er stadig en varm fælles interesse, og mindst en gang om ugen går de ud for at danse. Men selv om de er kærester, danser de ikke nødvendigvis altid med hinanden.
- Det er dejligt at danse med ens kæreste, men jeg er hende utro hver aften. Det er også fascinerende at byde en fremmed kvinde op, selv om man kender »the usual suspects«, der er i tangomiljøet. Der er nogle, man danser godt med, og ellers kan man kigge på skoene. Sko uden hælkappe afslører som regel, at de ikke har danset så meget, og så skal man lige afgøre, om ens humør er til den udfordring, siger Henrik Slot Nielsen.
En krop og fire ben
Den første time i tango er forbi, og mange af parrene er forsvundet, samtidig med at regnen er begyndt at sile ned. Det er nu, de rigtige tangoentusiaster indtager dansegulvet. Og selv om det er vådt og absolut ikke det perfekte underlag, er der hele tiden par i bevægelse. De er langt inde i tangoens utallige improvisationer og ænser kun hinanden.
Jane Kofod holder Henrik Slot Nielsen med den ene hånd rundt om nakken, mens de i tæt omfavnelse og ubesværet bevæger sig fra side til side.
- Manden skal kunne føre ved en lille drejning af skulderen og uden, at der sker alt muligt andet, der kan sløre impulsen. For kvinden kræver det en opmærksom krop for at kunne følge det, men hun kan også lægge en fortolkning ind og sende en blød eller en kraftfuld bevægelse tilbage. Det er den pingpong, der opstår, når det er godt. Men vi kan også sagtens komme op at skændes på dansegulvet. Jeg bliver let utålmodig på hans vegne, og bagefter føler jeg, at det er lidt småligt, siger Jane Kofod.
Klokken er blevet 22, og den kvindelige medarbejder fra kommunens idrætssekretariat slukker for musikken og siger på gensyn på næste onsdag. Men kan man ikke vente så længe, er der masser af andre steder, hvor man kan få stillet tangotrangen.
- Tango er fascinerende, fordi det er en romantisk drøm om sammensmeltningen af mand og kvinde. Idealbilledet er en krop og fire ben. Nøgleordet er nærhed og intensitet, og det er ikke sværere for danskere at lære end for argentinere. Der er kommet et ægte tangomiljø herhjemme, som er næsten lige så godt som i Buenos Aires, siger Navina Østergaard og cykler hjem gennem Fælledparken.