Prøv avisen

Tid til en samtale

Liniens samtalerum på Frederiksberg med fra venstre frivillig Ida Grøn, der er biokemiker, daglig leder af Linien Jessy Mikkelsen og frivillig Peter Berkowicz, der er tidligere chef i et eksportfirma. – Foto: Søren Staal.

Linien, den landsdækkende samtalelinje, modtager hvert år tusindvis af opkald fra ensomme, psykisk sårbare og danskere med ondt i sjælen

Linien, det er Peter.Tilbagelænet i en behagelig kontorstol sidder Peter Berkowicz. Han tegner små udefinerbare kruseduller på en papirblok, mens han nikker og sender bekræftende jaer og nejer ind i telefonrøret. Det seneste halvandet år har den pensionerede eksportchef været frivillig medarbejder på Linien.

LÆS OGSÅ: Vi skal tale op til de psykisk sårbare

Han sidder i den anonyme samtalelinjes samtalerum på Frederiksberg i København i selskab med to andre frivillige, der også er på vagt for at tage imod anonyme opkald fra mennesker, der har brug for at vende hverdagen eller livets kriser i en telefonisk samtale. Linien har åbent alle årets 365 dage fra klokken 16 til 23, og Peter Berkowicz er fast inventar mindst et par gange om ugen. På en almindelig vagt når han gerne en fem-seks opkald.

Hvad kan du spise, der giver dig lidt sul på kroppen?, spørger Peter Berkowicz den anonyme bruger, han har i røret. En bruger, der ringer næsten hver dag for at dele stort og småt. I dag centrerer samtalen sig om afdrag og lån, manglende appetit og folkepension.

Det var en meget dagligdags samtale. Og i en sådan type samtale handler det om, at brugeren, der ringer op, har brug for det nærvær, som en samtale giver, forklarer Peter Berkowicz.

Ud over 100 frivillige er der seks lønnede medarbejdere ansat på Linien, som er finansieret af puljemidler fra Socialministeriet. Linien blev oprindeligt grundlagt i 1994 som et projekt under Landsforeningen Sind og hed dengang Sind-linien. Men i år 2000 blev telefonlinjen etableret som selvejende organisation og skiftede i den forbindelse navn til Linien når sindet gør ondt.

Det at have ondt i sindet kan have mange forskellige udtryk, siger den daglige leder, Jessy Mikkelsen.

Du ved aldrig, hvilken sindsstemning det menneske, du får i røret, er præget af. Nogle gange kommer samtalen til at handle om prisen på laks i Netto, og andre gange får du et fortvivlet menneske i røret, der står med blodet løbende ned ad armen og bare ringer for at sige farvel. Folk kontakter os for at vende mange forskellige typer af personlige problemstillinger og livskriser.De, der ringer til Linien, er ofte ensomme mennesker med selv­mords­tanker, voksne, der er blevet udsat for seksuelle overgreb som børn, og psykisk syge. Størstedelen er mellem 30 og 65 år, og der er flere kvinder end mænd, der ringer for at vende små og store problemer. Dog har Jessy Mikkelsen, siden finanskrisen for alvor tog fart, registreret en stigning i antallet af arbejdsløse eller stressramte mænd, der ringer ind, fordi de ikke har lyst til at dele deres frustrationer og nederlagsfølelser med de nærmeste.Og netop det, at Linien tilbyder en anonym samtale uden løftede pegefingre, og hvor der rent faktisk er tid til at tale sammen, mener Jessy Mikkelsen er grunden til den store søgning til samtalelinjen.

Vi har mange opkald fra mennesker, der er diagnosticeret med en psykisk sygdom. De er vant til at blive set gennem deres diagnose og føler sig fastlåste og stigmatiserede. Når de ringer til os, er der rent faktisk tid til dem, og vi interesserer os først og fremmest for mennesket bag diagnosen. Mange afholder sig fra at dele deres problemer med familie og venner, fordi de ikke vil være en belastning. Samtidig lægger vi stor vægt på, at samtalerne ikke er løsningsorienterede. Vores tilgang til samtalerne er, at vi ikke kan rådgive brugerne, men hjælpe dem til selv at nå en løsning, siger Jessy Mikkelsen.

Derfor vil hun heller ikke definere Linien som en rådgivningsinstans, men som en telefonlinje, der tilbyder medmenneskelige og støttende samtaler. Og det er der stort behov for i en tid, hvor det offentlige behandlingssystem ikke er præget af tid til samtale, og hvor det at være en del af et socialt netværk kan være en uoverstigelig opgave for mange psykisk sårbare.

De fleste af de frivillige er over 40 år og tæller blandt andet sygeplejersker, bank­ansatte, håndværkere, psykoterapeuter, socialrådgivere, it-ansatte og en biokemiker. Nogle bruger det at være samtalepartner som et afstressende pusterum i hverdagen, mens andre som ­Peter Berkowicz betragter det frivillige job som en slags seniorjob.

Efter at jeg gik på pension, stod jeg pludselig med nogle timer tilovers. Så jeg begyndte at se mig om efter noget frivilligt arbejde, der var meningsfuldt, og det er Linien, fortæller han.

Som forhenværende chef i et eksportfirma har han rejst i det meste af verden og mødt mennesker med forskellige kulturer og baggrunde. Møder, der har gjort ham i stand til at tale fordomsfrit med mange forskellige mennesketyper.

Når en kvinde for eksempel ringer og siger, at hendes mand vil begå selvmord, hvis hun fastholder, at hun vil skilles, så forklarer jeg, at jeg hverken er psykolog eller læge, men vi kan tale om det, siger Peter Berkowicz.

Han har oplevet at have en bruger i røret, der ville begå selvmord. I sådan en situation handler det om at være afklaret med, at der måske ikke er noget, han kan stille op for at forhindre et menneske i at tage sit liv.

Jeg gjorde mit bedste i situationen, og vi talte åbent om det, der gjorde livet ubærligt for brugeren, siger Peter Berkowicz og indrømmer, at samtalen gjorde stort indtryk.

Det er specielt at lægge røret på, mens man tænker: Gad vide om vedkommende rent faktisk begår selvmord? Men det nytter ikke noget, at jeg påtager mig et ansvar for personens handlinger, når røret er langt på. Hvis et menneske har truffet sådan et valg, så kan jeg ikke forhindre det. Og for øvrigt er Linien anonym, og derfor har jeg ingen mulighed for at vide, hvem jeg har talt med, og hvor vedkommende bor. Det er også en måde at slippe det på, for jeg kan vitterlig ikke gøre noget.Det kræver et stort menneskeligt overskud at være frivillig på Linien. Derfor er det heller ikke tilfældigt, hvem der tager telefonerne.Når man begynder som frivillig, gennemgår man et omfattende introduktionsforløb, inden man tager sin første samtale. Derudover bliver de frivillige løbende tilbudt kurser og sociale arrangementer. Den lønnede medarbejder, der altid er til stede på vagterne, kaldes en bagvagt. Det er bagvagtens opgave at sørge for, at særligt vanskelige samtaler bliver talt ordentligt igennem, når røret er lagt på.

Det er muligt at ansøge om at blive frivillig to gange om året, og sædvanligvis optages der omkring 30 nye samtalepartnere årligt. For at blive frivillig skal man være fyldt 28 år, men derudover er der ingen krav om, at man skal have en særlig uddannelses- eller erfaringsmæssig baggrund.

Vi kigger efter, hvor robust den frivillige er, og så er det vigtigt, at man har menneskelige værdier som rummelighed, fordomsfrihed og respektfuldhed. Man kan godt være frivillig, selvom man har haft et svært liv, men det er vigtigt, at man ikke er så sårbar, at fortidens sår kan brydes op. Man skal kunne stå distancen, også i de svære samtaler, siger Jessy Mikkelsen.

Derudover skal man heller ikke være bange for at bruge sig selv i samtalen og trække på sine egne erfaringer, uden at man sætter sig selv i fokus. Der findes ingen standard­svar. Og så skal man være en eminent lytter, understreger Peter Berkowicz.

For at være en god samtalepartner skal vi være nærværende og i stand til at lytte. Det er vores opgave at spørge ind til problemerne. Mange er så langt ude i deres dårligdom, at de ikke tænker over, at den eneste, der kan gøre noget, er dem selv. Derfor er det min opgave at vende tingene lidt på hovedet og få brugerne til at se tingene på en ny måde.

De frivillige sidder højst fire timer ved telefonerne ad gangen. Og det er helt bevidst.

Der er en grænse for, hvor mange opkald du kan klare. Det kræver enorm opmærksomhed og koncentration at tale med og lytte til brugerne. Og så vægter vi også muligheden for at evaluere samtalerne med bagvagten efterfølgende meget højt. Det er vigtigt, at de frivillige kan ryste samtalerne af sig og ikke tager dem med hjem, siger Jessy Mikkelsen.

Hun forklarer, at hvis man er blevet særligt berørt af en samtale, så kontaktes en ekstern rådgiver, der kan vende oplevelsen med den frivillige.

Peter Berkowicz bliver berørt, hver gang han løfter røret og siger: Linien, det er Peter.

Når jeg går hjem, tænker jeg altid på, hvor privilegeret et liv jeg har og har haft. Mit liv har givet mig et overskud, som jeg i den grad har mulighed for at dele med andre ved at løfte røret og tilbyde et menneskeligt nærvær.