Ingen sagde noget, men han havde altid fornemmet, at han ikke ville blive gammel. Der var noget galt med hjertet, sagde lægerne. Noget medfødt, der gjorde ham lille og spinkel og svagelig. Han måtte ikke lege for vildt, sagde hans mor. Han skulle passe på ikke at blive for stakåndet og altid huske at tage tøj nok på, fordi han så nemt fik influenza.
– Der var en grundstemning af bekymring i mit barndomshjem, forklarer Jeppe.
– Når jeg tænker tilbage, ser jeg altid et billede af min mors og lægernes alvorlige miner. Jeg kan huske et stykke papir med Rigshospitalets stempel på, der forklarede min tilstand, og hvilke forholdsregler man skulle tage. Da jeg blev ældre, lå sedlen i min pung, og papiret var nøjagtig så stort, at jeg altid kunne se et lille stykke af det, hver gang jeg åbnede pungen. Det var en konstant påmindelse om, at jeg levede på lånt tid.
Der var aldrig nogen, der direkte sagde, at han ville dø, men Jeppe drog sine egne konklusioner af den pylrethed, der var omkring ham, og udviklede tidligt to sider af sig selv. Den udadvendte, der råbte højest og var med på det hele. Som altid gik forrest i eksperimenterne med hash og alt mulig andet, hvor hans fysik ikke var et handicap. Og den indadvendte, der søgte mørket og sørgmodigheden i den tunge rock og i den klassiske musik.
– Jeg dyrkede ensomheden og følelsen af at være forladt. Særligt i gymnasieårene. Jeg søgte alt det, der kunne få mig til at græde, fordi jeg så følte mig mere levende. Af samme grund prøvede jeg konstant mine grænser af, for jeg ville have det hele med.
I dag er han 40 år. Han døde ikke tidligt, men det gik først sent op for ham, at det ikke var hans skæbne. Og på det tidspunkt havde hans forhold til tiden allerede præget hans liv i en sådan grad, at han ikke bare kunne vende tilbage til livet.
Det var mest for bare at gøre ét eller andet, at han startede på at læse naturvidenskab. Men som med alle de studier, der skulle følge efter, rakte interessen sig ikke langt ud over introduktionsugerne. Han kunne ikke overskue at gå i dybden med noget.
– Jeg ræsonnerede på samme måde, når det gjaldt mennesker. Jeg ville møde så mange som muligt af ren nysgerrighed. Men der var ingen grund til at lære dem rigtigt at kende. Mest fordi jeg følte mig amputeret og havde angst for at miste. Det var, som om denne tidsbestemthed over mit liv lå som et filter ned over alt, hvad jeg tænkte og foretog mig. Ofte til min egen store frustration, for det var en opslidende form for total uansvarlighed, der slet ikke var mig. Jeg kom jo fra en ret harmonisk familie med en kærlig mor og tre brødre, der alle klarede det okay, forklarer Jeppe.
Hurtigt forgældede han sig i SU-lån og uforholdsmæssige udskejelser. Forbrug, fester. Han behøvede ikke at stå til regnskab for nogen. I byen optrådte han ofte provokerende. Bare for at se, hvad der skete.
I 1989, 24 år gammel, betød endnu et studieskift, at han måtte flytte sit liv til Jylland. Her ville han læse til lærer i et forsøg på at falde mere til ro. Men alkoholen og festerne fik alligevel hurtigt overtaget, og pludselig en dag blev han indhentet af den skæbne, han hele tiden havde forestillet sig komme.
– Jeg havde været sløj i et stykke tid, og en dag faldt jeg bare om. Lægerne kunne ikke sige noget, men jeg fornemmede, at det var ved at være nu. Jeg var bange, selvfølgelig, men på en måde gav det også lidt ro. Nu var der ikke så meget usikkerhed. Tiden gik ikke langsomt længere, men bare normalt, fordi jeg havde noget at holde mig til, nemlig at min død nu var lige om hjørnet.
En dag, liggende i hospitalssengen, ændrede alt sig dog pludseligt. I noget, der formentlig var en drøm eller en nærdødsoplevelse, så Jeppe sig selv ligge i sengen, døende, med sin mor stående ved siden af.
– Jeg husker det, som om jeg svævede oppe under loftet. Og så blandt andet, hvor ulykkelig min mor var over min tilstand. For første gang fik jeg fornemmelsen af, at jeg havde et valg mellem at leve og at dø. Og at jeg havde et ansvar over for andre end mig selv, så det ikke var en mulighed at vælge døden. Det satte jo pludselig spørgsmålstegn ved hele den måde, jeg havde valgt at leve på.
I første omgang handlede det dog mest om at overleve. En længere tids smertefuld indlæggelse skulle overstås. Da Jeppe blev sendt hjem, var det med beskeden om at holde sig i ro, så kroppen kunne restituere sig. Og vente på, at den blev stærk nok til at klare den afgørende hjerteoperation, som lægerne gav gode chancer for at lykkes. I det meste af et år kunne han ikke gøre meget andet end at tænke. Og der var nok at tænke over.
– Jo mere jeg tænkte over nær-døds oplevelsen, jo mere måtte jeg indse, at jeg havde levet mit liv ud fra en grundlæggende forkert opfattelse af, at livet ikke skulle give mening, fordi det alligevel var så kort. Jeg havde i virkeligheden spildt mere end en tredjedel af mit liv med kortsigtede handlinger, og den erkendelse var svær at sluge. Samtidig kunne jeg ikke bare gå i gang med resten af mit liv, for jeg havde jo fået en ny skæringsdato, nemlig operationen. Den kunne ende det hele alligevel. Men fordi intet var sikkert, oplevede jeg, at tiden på en måde sænkede farten og i stedet blev til ventetid. Jeg brugte igen min sygdom som en slags undskyldning for at lade stå til, fortæller Jeppe.
Dagen for operationen kom, og alt gik fint. Han var så godt som rask, sagde lægerne, og han havde lige så lille risiko for at dø tidligt som alle andre. Den vished sendte ham direkte ud i fortvivlelsen.
– Jeg havde ikke forberedt et voksenliv. Jeg havde ikke engageret mig i noget som helst, havde intet at bygge op fra. Og nu skulle jeg så pludselig vælge, hvordan jeg ville skabe mig et normalt liv, men hvordan gør man det uden selvidentitet? Jeg anede ikke, hvem jeg selv var, fordi jeg aldrig havde kigget efter.
Han var nu 30 år, og noget skulle ske. Tiden fløj igen af sted alt for hurtigt, fordi der var så mange muligheder og så meget, han skulle indhente. Men han kunne ikke overskue noget af det. Han startede på at læse it-studier, blandt andet fordi it-branchen blomstrede, og det var den hurtigste måde at tjene mange penge. Men han havde ikke tålmodighed til det, og alkoholen fik mere og mere overtaget.
Ved et tilfælde havnede han som kirketjener ved den lokale kirke. Der så han chancen for at finde ro til at tænke og samtidig få frihed til at prøve nye uddannelser og nye job.
– Men lige meget hvad jeg gjorde, var jeg syg af stress. Tiden var jo fremskreden, og den gik kun hurtigere, jo længere tid der gik, uden jeg bevægede mig fremad. Jeg blev mere og mere frustreret, og alkoholforbruget voksede. Det betød bare flere skuffelser.
Lavpunktet kom en dag i 2000. Han faldt stadig mere fra hinanden og havde svært ved at passe sit job. De følelsesmæssige og økonomiske bekymringer, skylden og skammen blev for meget. Og oppe i kirkens klokketårn tog han sig selv i at overveje at binde wiren fra klokkespillet om halsen og begå selvmord. Men han kunne ikke. I stedet gik han ned ad trapperne til telefonen for at ringe efter hjælp.
– Det var, som om jeg havde brug for et lavpunkt for at kunne begynde opstigningen. Og det kom den dag i klokketårnet. Med 12-trins-programmet fik jeg mulighed for at dele det hele med ligesindede og få sat perspektiv på mit liv. Det har været en hård omgang, men i dag har jeg fået tiden til at arbejde for mig og ikke imod mig, og det gør hele forskellen. For hver dag der går, og jeg har holdt mig ædru, har jeg ikke mistet en dag, men er kun blevet stærkere, forklarer Jeppe.
For første gang begyndte han at kigge indad for at lære sig selv bedre at kende og for at kunne tænke fremad. Han fandt modet til at gifte sig med sin kæreste, som havde hængt ved i mere end 10 år, men som han aldrig havde givet mulighed for at hjælpe sig. Og for halvandet år siden fik han tvillinger. Det tog endnu mere fart af tiden, fordi hver eneste dag nu blev fyldt med indhold. Og det hjalp med at genopbygge den person, han helst ville være.
– I dag er jeg klar til at komme videre. Jeg har søgt ind på uddannelsen som misbrugskonsulent, for jeg kan mærke, at det er det, jeg gerne vil bruge mig selv til. Så hænger tingene sammen. Alle de år, jeg troede var spildt, kan alligevel bruges, for mine erfaringer kan hjælpe andre mennesker. Jeg behøver ikke længere krampagtigt at forfølge nogle idéer om, hvad der er meningen med mit liv. Jeg har opdaget, at så længe jeg er ædru og er et ordentligt menneske, så er det ikke nødvendigt at lede efter lykken. Den kommer til mig.
henriksen@kristeligt-dagblad.dk
Jeppe har ønsket at være anonym af hensyn til sin familie. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn.
Tema
Tiden er over os, siger vi. Den kan snegle sig eller flyve af sted, og noget kan opleves som tidløst, tidskrævende, tidsfordriv eller tidsspilde. Flere oplever stress, og det er blevet vigtigere at finde kvalitetstid. Men hvorfor betyder det mere, hvordan vi bruger vores tid, og hvorfor er det så forskelligt, hvordan vi opfatter den? Dette tema sætter fokus på tiden som fænomen.