Prøv avisen

Til kamp for mere høflighed

Den 26-årige DR-journalist Thomas Skov Gaardsvig er en mand med en mission: På 100 dage forsøger han at få høfligheden tilbage i danskernes bevidsthed. Her ses han foran en reklame for – og opfordring fra – programmet ”Høflighed på 100 dage,” som bliver sendt på DR 2 til oktober. – Foto: Gong Media.

Danskerne skal gøre op med grim snak til buschaufføren og parkeringsvagten, råben i trafikken og mobiltelefoner ved middagsbordet. Nyt tv-program sætter fokus på danskernes mangel på høflighed

Det tog mange år, før den 26-årige journalist og tv-vært Thomas Skov Gaardsvig vidste, der var noget, der hed høflighed.

Før det så han det som en selvfølge. At man bare helt naturligt hilste pænt på dem, man mødte på gaden, at man spurgte ind til naboernes helbred og hverdag, eller at man ofte brugte 10 minutter på bare at handle en liter mælk hos den lokale købmand i hjembyen Sønder Felding syd for Herning, fordi alle i butikken skulle snakke om stort og småt.

LÆS OGSÅ: De høflige former giver tillid

Men høfligheden var ikke en selvfølge. Det slog ham for alvor, da han for nogle år siden netop var flyttet til København og stod i Netto i Sydhavnen. Her var han i færd med at handle, da en ung flaskedreng kom til at køre ind i ham med sin gulvvaskemaskine. Ikke noget, Thomas Skov Gaardsvig blev vred over. Det kunne jo ske, og han var klar til pænt at svare det gør ikke noget til flaskedrengens undskyldning. Der kom dog ingen undskyldning fra medarbejderen. Derimod fik Thomas Skov Gaardsvig et så flyt dig dog med på vejen.

Det var der, det gik op for mig, at høflighed ikke bare er noget underliggende, som man altid har. I Sønder Felding, hvor jeg er vokset op, kendte alle hinanden, snakkede sammen og stolede på hinanden. Men sådan fungerer det simpelthen ikke alle steder. Hele den forskel oplevede jeg dengang i Netto, siger han.

Siden er begrebet høflighed eller manglen på samme blevet meget tydeligt for ham. For eksempel irriterer det ham, når man taler grimt til kassedamen eller buschaufføren, når man råber ad hinanden i trafikken, eller når man skubber og maser eller sniger sig foran i køen.

Der skulle derfor ikke meget overvejelse til, da Thomas Gaardsvig Skov blev ringet op af produceren Stine Enevoldsen, som ville høre, om han ville være med i en ny programserie på DR 2, der skulle sætte høfligheden i fokus. Den 26-årige journalist takkede hurtigt ja, og fra oktober kan han ses som vært på programmet Høflighed på 100 dage, der forsøger at gøre danskerne mere høflige.

Jeg elsker det fokus, for det kræver så lidt at være høflig. Samtidig er det gode ved netop det her høflighedsprojekt, at det er et ja-projekt. Du kan ikke tage ud at tale med nogen, der ikke ønsker mere høflighed, siger Thomas Skov Gaardsvig.

Og det kan der være noget om. Eksempelvis viste en spørgeundersøgelse, som gratisavisen metroXpress fik foretaget i august, at 59 procent af de adspurgte mente, at danskerne i løbet af de seneste fem år er blevet mindre høflige, og at 88 procent ønskede mere høflighed i det offentlige rum.

På samme måde irriterer det også Thomas Skov Gaardsvig, at alle finder deres mobiltelefoner frem, når man sidder til et hyggeligt selskab, at man ikke kan hilse på hinanden på gaden, og at han ikke aner, hvem det er, der bor i lejligheden ved siden af eller under ham. Noget, som måske skyldes byens størrelse, erkender han:

Siden jeg flyttede fra Sønder Felding, har jeg boet både i Aarhus og København, Det kan godt være, jeg bare har været heldig, men det var først for alvor, da jeg kom til København, at jeg blev opmærksom på, hvor lidt man kommer hinanden ved. I de mindre byer passer folk mere på hinanden. Der kan selvfølgelig blive sladret meget, men der ved jeg for eksempel, at min nabo hedder Knud, spiller violin, har været med i Hvidsten-gruppen og har en kone, der hedder Mette. I København sover jeg under tre meter fra min underbo, og måske 10 meter fra min nabo inde ved siden af. Og jeg kender dem ikke. Det er ret skørt , siger han.

Programmserien kommer til at bestå af seks afsnit, hvor Thomas Skov Gaardsvig tager forskellige temaer op, hvor høfligheden især har svære kår. Blandt andet i trafikken, over for ekspedienter og parkeringsvagter. Samtidig lærer seerne om ulemperne ved at være uhøflig og får gode råd fra eksperter, forklarer Thomas Skov Gaardsvig.

For eksempel taler jeg med en psykoterapeut, der fortæller, at når man sviner kassedamer til, så får man også selv en dårligere dag. Men hvis bare man hilser pænt, så skal der ikke meget til, før ens egen dag og kassedamens dag bliver meget bedre. Helt hippieagtigt handler det om, at det, man giver ud, får man tilbage.

Dog indledes programmet noget tættere på Thomas Skov Gaardsvig. Nemlig med at tage udgangspunkt i værtens eget hjem og egen hverdag, hvilket ifølge ham også er det helt rigtige sted at begynde:

Det er i virkeligheden der, jeg synes, høfligheden er vigtigst. Selvfølgelig er det slemt, at folk er uhøflige i trafikken eller på internettet, men i bund og grund starter det hele ved os selv. Der er brug for at kigge indad, for sagen er, at hvis alle selv er høflige, så vil alle de andre problemer slet ikke opstå. For mig er høflighed at vide, at der er andre mennesker i verden end dig selv.

Nu skal han heller ikke lyde hellig, tilføjer han.

Jeg kan sagtens selv være uhøflig, men jeg tænker generelt meget over det og endnu mere over det nu efter at have lavet programmet. Og jeg bliver ved med at tænke over det og vil prøve at efterleve de retningslinjer, vi har lavet gennem programmerne, selvom jeg da også selv nogle gange kan få lyst til at råbe i trafikken. Mine venner siger nogle gange, at jeg skal slappe af med at være så frelst, men det er klart, at jeg har brugt 100 dage på at have fokus på høflighed, så det sidder fast i mig, siger Thomas Skov Gaardsvig, som sammen med resten af holdet bag programmet har fået lavet en høflighedsguide en stor bog, hvori Thomas Skov Gaardsvig har skrevet alle programmernes pointer og erfaringer om at opføre sig ordentligt ned. I det sidste program fremlægges høflighedsguiden blandt andet for børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) med et håb om, at den kunne blive gjort obligatorisk i folkeskolen, eller at man kan gøre mere ud af at undervise børn i høflighed generelt.

Ligeledes er børnene temaet for det sidste afsnit i programserien, da det ifølge holdet bag udsendelserne er vigtigt at få høfligheden ind fra de unge år.

Om danskerne så er blevet høflige efter de 100 dage eller efter at have set de seks programmer, kan man kun håbe, siger Thomas Skov Gaardsvig.

Ellers må vi lave sæson to.