Prøv avisen

Tilbageblik på livet

Når man kommer op i årene, kan det være nyttigt at skrive sin livshistorie ned.

Når man kommer op i årene, kan det være nyttigt at skrive sin livshistorie ned. Dels af hensyn til efterkommerne, men også til glæde for sig selv, idet de nedskrevne ord kan være med til at skabe klarhed

Kære brevkasse

Jeg er en gammel mand, der om nogle år bliver 90 år. Jeg har svært ved at forlige mig med den tanke, at Vorherre kommer til at slette min livshistorie, når han inden så forfærdelig længe puster lyset ud. Derfor må jeg selv gøre noget for, at den kan bevares.

LÆS OGSÅ: Lykke er, hvad du selv gør det til

Jeg har haft et begivenhedsrigt liv, der nok har givet mig store sorger, men også helt ufattelige glæder. Måske takket være at jeg fra barnsben har lært, at tilværelsen ikke kun er en gave, man skal skønne på. Men at den også udgør en værdig opgave, man er pligtig at gøre sig umage med.

Jeg kommer ikke uden om at fortælle noget om mit livs mange sorger og spørgsmålstegn. Jeg havde de første 30 år som voksen en kone og nogle børn, og de følgende lige så mange år blev jeg til en forsmået familiefar. Når jeg indtil for nylig har udvist mådehold med at fortælle om mit første ægteskabs forlis, så har grunden været, at jeg igennem alle årene har næret et håb om, at vi i fællesskab ville magte at forsone os. Derfor er det med dyb sorg, jeg nu bliver nødt til at erkende, at denne mulighed er tvivlsom. Derfor har jeg behov for at skrive om det, mens jeg stadig er åndsfrisk, så mine efterkommere kan læse det.

Mit første ægteskabs forlis er den største ulykke, der har ramt mig. Jeg mistede mit hjem og det arbejde, som jeg havde lagt mine kræfter i. Men allerværst var dog, at jeg også mistede mine børn og kontakten til alle mine mange senere tilkommende børnebørn. Det kunne jeg ikke have forestillet mig. Jeg følte det, som hele min verden gik under. Jeg har efter disse mange år endnu ikke fundet ord for det, som jeg dengang følte. I månedsvis græd jeg mig ensom i søvn om aftenen, selvom jeg klarede mig om dagen. Jeg lovede dog mig selv, at bitterheden ikke skulle få tag i mig. Mange mennesker giver sig nu om dage til at skælde ud på Gud, når noget urimeligt har ramt dem. Det kunne jeg aldrig finde på, for min Gud er for mig en nådens Gud, som jeg er alt for kortsynet til at kunne gå i rette med.

Jeg har aldrig kunnet få styr på alle grundene til, at det gik galt. For jeg har aldrig kunnet få nogen af mine efterkommere til at give mig et svar. Hvis jeg havde fået nogle konkrete anklager, kunne jeg have prøvet at tage stilling til dem. Men jeg må tage deres tavshed som tegn på, at de ikke ønsker kontakt. Min fornemmelse er, at de synes, jeg har svigtet. Men når jeg forlod dem, var det, fordi jeg oplevede en forvisning fra familiens kreds. Vi drev bare længere og længere fra hverandre. Og en dag flygtede jeg i vrede til et hjem for samfundets tabte eksistenser, hvor jeg fik tid og ro til at græde ud og samle mod til den klaring i mit sind, som jeg havde brug for.

Grunden lå måske også i min tidligere hustrus og vores ældste søns planer for vores fælles erhverv. De to havde åbenbart uden min mistanke fået mig isoleret i familien. Min hustru lagde nemlig ikke skjul på, at jeg efter hendes mening havde mistet min sunde dømmekraft. Jeg føler mig i øvrigt overbevist om, at min hustru på det tidspunkt ville have været parat til en forsoning, men det var min søn ikke. Herefter var det, så vidt jeg kunne skønne, de to, der fastlagde kursen over for mig. Jeg handlede sikkert ikke ret i alle forhold og har måttet erkende, at jeg flygtede, fordi jeg ikke så anden udvej.

Igennem alle årene efter har det været mig umuligt at betragte denne virkelighed som endelig. Det måtte skyldes misforståelser, som kunne løses, tænkte jeg. Men det må jeg nok indse ikke sker. At jeg har behov for at skrive om det, skyldes ganske enkelt hensynet til min mentale velfærd og ikke mindst hensynet til de mennesker, jeg har den lykke at dele mit liv med nu. De må vide om mit liv. Jeg kan om ikke længe fejre mit andet sølvbryllup. Og denne gang heldigvis i en varm og kærlig atmosfære. Jeg har et behov for at kunne snakke frit om mit liv nu, fordi jeg i mange år har båndlagt mig selv.

Vel er jeg et menneske på godt og ondt, som har fejlet i mangt og meget. Men heldigvis er det sådan, at ingen fejltagelse eller ond gerning kan gøre Guds barmhjertighed mindre. Jeg er til glæde for mig selv og mine nærmeste nu kommet frem til en form for sjælefred, der foreløbig har givet mig min nattesøvn og sindsligevægt tilbage. Jeg har fundet en modus vivendi, hvorved jeg kan forlige mig med smerten over det tabte, samtidig med at jeg også kan bevare troen på livets storhed.Venlig hilsen

Otto

Kære Otto

Tak for dit brev, som vi har forkortet. Som du selv er inde på, mistes et helt bibliotek af erfaringer, viden og sammenhænge, når vi dør. Derfor kan det for efterlevende være meget værdifuldt at læse om den personlige historie og om de dilemmaer og overvejelser, der er gjort lang tid tilbage, og som på en eller anden måde ofte har haft indflydelse på beslutninger og livets gang. Også for dig selv kan det at nedskrive ting være med til at opklare og forsone dig med dit liv.

Der er en terapiretning, der hedder narrativ terapi, som netop bruger erfaringen af, at der kan være helende kræfter i at fortælle historien igen. Vi kan derfor kun opfordre dig til at skrive meget mere om forskellige afsnit i dit liv for din egen skyld og dine nærmestes. Og vi lader gerne denne opfordring gå videre til mange andre bedste- og oldeforældre.

At skrive om sit liv er blandt andet en måde, hvorpå man kan gøre status og lade refleksionen råde. Det betyder ikke, som dit brev også viser, at man får svar på alt, selvom man gør sig umage. Det er langtfra alle tråde, som man selv eller andre var med til at binde, der kan udredes. Andre gange kan man se mere klart i bakspejlet, hvilke svigt eller ukloge ting, som man var en del af, eller hvordan og hvorfor man selv eller andre handlede på baggrund af sygdom, i affekt eller magtesløshed.

At forsone sig med sine medmennesker, med sin skæbne eller med sin Gud kan være langt sværere i virkeligheden, end det ser ud til på tryk. Men det må altid forsøges. Det var godt, at du for mange år siden bestemte dig for, at bitterheden ikke skulle få magten over dig.

Mange hilsener

Annette og Jørgen