Prøv avisen

Tilfældet kan ikke planlægges

Hanna Lundblad har sammen med sin mand, Stig Thorsboe, skrevet manuskript til blandt andet den aktuelle tv-serie Lykke samt tidligere succeser som Taxa og Krøniken Foto: Søren Staal.

I forstyrrelsen af det planlagte venter en mulighed for at blive ført et nyt sted hen, mener manuskriptforfatteren Hanna Lundblad, der sammen med sin mand, Stig Thorsboe, sætter lykkebegrebet på satirisk prøve i depressionskomedien Lykke, der vises hver søndag på DR 1

Den røde villa i Vanløse ved København ligger roligt i vintersolen. Foran står en stor, blå trampolin uden sikkerhedsnet. Indenfor venter den 50-årige manuskriptforfatter Hanna Lundblad, der tripper for at komme til visning på det allersidste afsnit af tv-serien Lykke. Serien, som DR 1 viste første afsnit i anden sæson af i søndags, og hvor 1,5 millioner seere så med, om end anmelderne var misfornøjede og kaldte serien overfladisk.

LÆS OGSÅ:Blot en af mange DanmarkshistorierLige med Lykke er jeg slet ikke nervøs, siger hun og sætter te og kaffe over.

Det er en komedie, der er underholdende i sig selv, men som også belyser nogle emner omkring medicinering, vi trænger til at tage op.

I serien spiller Mille Lehfelt hovedrollen som den karrieremindede Lykke Leth, der har fået et kommunikationsjob på pillefabrikken SanaFortis, der snart lancerer en stresspille, hvilket i sig selv er ganske strabadserende for Lykke Leth og hendes kollegaer.

Stig og jeg blev ganske enkelt forundrede over det paradoks, at danskerne igen og igen kåres til verdens lykkeligste folkefærd, samtidig med at hver 10. er på en eller anden form for antidepressiv medicin, siger Hanna Lundblad om årsagen til, at parret gik i gang med at skrive en såkaldt depressionskomedie.

Derudover var en af den 63-årige Stig Thorsboes nære venner på et tidspunkt på lykkepiller, hvilket forandrede hans personlighed.

Det fik Stig til at læse artikler om antidepressiver og deres måder at virke på, siger Hanna Lundblad og byder på både smart italiensk kaffe og grøn te ved køkkenbordet.

Igennem havedøren vælter det frostklare sollys ind, og man aner den forhøjede terrasse og haven, der skråner med æbletræer og magnolietræ nedenfor. Vennen holdt op med at tage lykkepiller og blev sig selv igen, men for forfatterparret var rejsen ind i lykkens farmaceutiske landskab kun lige begyndt.

Ingen ved, hvad langtidseffekten af lykkepillen bliver, siger Hanna Lundblad og sammenligner med den massive medicinering af ADHD-børn med præparatet Ritalin.

Hvordan bliver de børn som voksne? Hvordan påvirker det dem at have fået den medicin fra de var fem? Hvad sker der med de amerikanske studerende, der er begyndt at bruge Ritalin som forbedringsmedicin i eksamensperioder, fordi det fremmer koncentrationen? Det er spørgsmål, som vi ikke kan svare på, men som vi bliver nødt til at stille os selv, siger hun og kigger alvorligt ud bag brillerne.

Men hvis baggrunden er seriøs, hvorfor så skrive en komedie?

Fordi komedie er det eneste svar på depression, kommer det prompte og lidt skarpt fra Hanna Lundblad, eller du kan sige: Hvis der er depression i tiden, må du skrive en komedie.

Som eksempel på, hvordan forfatterparret, der har dannet par både privat og professionelt i de sidste 18 år og stået bag store tv-successer som Taxa og Krøniken, arbejder, fortæller Hanna Lundblad om den tidlige majmorgen, de to kørte i skoven for at bygge en historie op sammen.

Det var en majmorgen, vi havde kørt drengene i skole, og nu stod vi ved Furesøen og så på alle disse helt spæde blade, siger hun henført og peger mod havedøren:

Lyset kom ind gennem skoven, lidt som det oplyser alt gennem vinduet nu, og vi gik rundt i det mirakel, som et forår vitterligt er, og pludselig opstod den lidt komiske tanke: Hvad hvis man tog den største misantrop i verden, den mest sure gamle mand, du kan finde, og plantede ham midt i det lysegrønne forårsmirakel. Hvor lang tid vil der gå, før han opgiver misantropien?.

Den tanke førte til scenen i afsnit otte, hvor hovedpersonen Lykke Leth som led i et forsøg på at give pillefabrikken SanaFortis et bedre ry deltager i en skovtur for plejehjemsbeboere. Desværre glemmer hun den gamle og gnavne Ejner ude i den smukke, grønne bøgeskov. Hanna Lundblad ler ad eksperimentet.

Sådan er det. Vi har taget livet i vores egne hænder og tror, vi kan planlægge vores liv ned i mindste detalje. Vi har endda lykkeforskning. Hvis du gør sådan og sådan, smiler hver dag og følger dette taknemmelighedsprogram, så bliver du lykkelig. Der er bare én ting, du ikke kan planlægge, og det er tilfældet, siger Hanna Lundblad, der også oplever tidens fokusering på karriereplanlægning, når hendes søn, der går i 9. klasse, skal udfylde en uddannelsesplan på nettet, som mor og far skal skrive under med NemID.

Man kan jo spørge sig selv, hvorfor der er den her stresspuls i tiden. Jeg tror, det hænger sammen med, at vi i dag skal præstere nærmest fra børnehavealderen tilsat vores konstante paranoia, omkring at kineserne kommer og overtager alle vores arbejdspladser. Så tror da pokker, at vi alle taber pusten en gang imellem, siger hun og tilføjer:

Det skader sikkert ikke at være målrettet, men man må altså forbeholde sig retten til at improvisere her i livet.

Selv mener hun, det var et tilfælde, hun fik arbejde på det københavnske teater Dr. Dante efter endt dramaturgiuddannelse i Aarhus, og et tilfælde var det i hvert fald, at DR hentede hende derud, og at hun der blev sat på samme hold som Stig Thorsboe, der var ved at skrive manuskript til tv-serien Landsbyen sammen med sin bror.

Jeg har aldrig bildt mig ind, at jeg kunne lægge en karriereplan på den måde, men det ligger nok også lidt til mit fag, siger hun og tager endnu et krus af den grønne te.

Karakterne i Lykke derimod har i den grad sat en kurs for deres tilværelse.

Alle personerne tror, de gør det eneste saliggørende for dem, lige indtil nogen eller noget kaster dem ud af kurs for et øjeblik og ændrer hele deres perspektiv, siger Hanna Lundblad, og som kaldet spankulerer husets enorme skovkat, Balou, ind ad døren. Med spidse ører og en stor, sølvstænket pels, der kan gøre de fleste katte skaldede af misundelse.

Balou er en sådan lykkelig forstyrrelse, som dyr ofte er det, mener Hanna Lundblad, der også har givet alle afsnittene i Lykke en titel efter et dyr.

For hende er distraktionerne, som en fugleslåskamp i haven, gaver. Invitationer som hele tiden byder sig til, hvis vi ellers får øje på dem. Noget, der bliver rigtig svært, når vi er stressede og alt for optaget af, hvad der skal ske i morgen eller i overmorgen.

Vi ender med at tænke lykken som en godkendt efterbevilling. Hvis bare jeg tager min hf færdig, og så tager jeg min HD, så bliver jeg den, jeg gerne vil være, og så bliver jeg lykkelig. Men livet er lige nu, et forsømt forår er et forsømt forår. Det kommer aldrig tilbage, siger Hanna Lundblad med eftertryk.

Hun mener, det er for nemt at tænke stress som en klinisk diagnose og forjættende at tro, man en dag kan tage en pille og blive afstresset.

Det er et af mine største personlige credoer, at det, der stresser os allermest, er dårlig stemning og uudtalte konflikter, der ligger og ulmer. Jeg mener, det har langt større betydning, hvordan vi opfører os over for hinanden, end hvor mange ressourcer vi har til en given opgave.

Her spiller Hanna Lundblads religiøsitet og tanker om næstekærlighed ind.

Det handler om din næste. Vi bør indgå i relation og være i fællesskab med alt levende, mennesker, natur og dyr. Det er vigtigt for vores velbefindende, siger Lundblad, der er datter af tidligere præst ved Frederiksberg Kirke Helge Lundblad, der døde i maj sidste år, 81 år gammel.

Jeg er opvokset i et levende fællesskab og med en rummelig kristendom, hvor inklusion var noget, vi udlevede, og ikke bare noget, vi talte om, siger hun og taler varmt om, hvordan hendes far kunne holde prædikener, der var hele fortællinger, og som folk kunne huske. Så er det måske alligevel ikke helt tilfældigt, at Hanna Lundblad blev fortæller og formidler, tænker man.

Nej, siger hun, det smukke er, at min far lever videre i de tanker, der er virksomme hos mig.

Hun henter et billede af sin far ned fra hylden. Han sidder med sine to børnebørn i nattøj, de læser i en bog ved køkkenbordet, og alle tre er de ved at revne af grin. Sansen for at opleve naturen og lade den trænge ind har Hanna Lundblad også haft med sig hjemmefra. Fra hun som barn var med sine forældre i sommerhus ved Vesterhavet, over vandreture i de norske fjelde som ung, til hun har fisket de danske søer, åer og have tynde med sine to sønner.

Stig gav drengene nogle børnefiskestænger, som vi brugte på en ferie i Sverige, og siden har de været bidt af en gal lystfisker.

Drengene Asger og Jakob, der kom til med 15 måneders mellemrum, mens mor og far udviklede tv-serien Taxa, har derfor plaget om at komme ud i naturen.

Så var det bare at sige ja og gå til den med energi, og så blev der også arbejdsro hjemme, siger Hanna Lundblad, der derfor har fisket både fladfisk, hornfisk og sild og sagtens kan følge drengenes fiskeiver.

Man aner ikke, hvad der foregår under vandspejlet, og så pludselig kommer der et lille ryk: Der er bid!, siger hun og kaster en imaginær line ud over køkkenbordet.

Det er netop i sådanne øjeblikke, når noget trækker os et andet sted hen, kaster os ud af kurs og får os til at sanse tilværelsen, at vi risikerer at finde lykken.

Lykken for mig er, når jeg bliver ført et eller andet sted hen, som ikke er det, min vilje havde sat kursen efter, siger Hanna Lundblad og åbner døren til terrassen og den knasende havebund udenfor.

Fotografen er kommet, og mens vi går rundt i haven og skyder billeder i kulde og stærk sol, får jeg øje på to røde havkajakker, der skyder ryg bag haveskuret. Dem bruger familien også, når de skal ud på fælles oplevelser i naturen.

De ligger bare der og lover eventyr, siger Hanna Lundblad, inden hun lukker havelågen efter sig. Sidste afsnit af Lykkesamt Stig Thorsboe venter i klipperummet.