Prøv avisen

Klaus Rifbjerg: Tilværelsen er i sig selv guddommelig

”At skrive giver et helle og et uangribeligt rum, hvor man selv er Vorherre og kan lade folk leve og dø, som det passer én,” siger Klaus Rifbjerg. – Foto: Leif Tuxen.

Hellere virkeligheden end fine fornemmelser, sagde forfatter Klaus Rifbjerg for tre år siden i forbindelse med sin 80 års fødselsdag. Læs eller genlæs dette interview i anledningen af forfatterens død den 5. April 2015

Egentlig ville Klaus Rifbjerg helst forsvinde, når han dør.

"Men så sagde min datter, Synne, som ikke er helt tabt bag en vogn: Hvis du skal i de ukendtes grav, er det den største vittighed, jeg nogensinde har hørt," siger han og slår en rungende latter op.

LÆS OGSÅ: Rifbjerg er den store samtidsfortolker

Klaus Rifbjerg har ikke været medlem af folkekirken i mange år. Men da han for nogle år siden begyndte at kunne se udgangen, tænkte han, at når tiden kom, ville han gerne have sin urne sat ned i Rørvig, hvor familien og han havde haft det godt.

"Så jeg ringede og spurgte den lokale præst, om jeg ligesom rakkerne skal ligge uden for eller inden for muren? Han svarede, at hvis jeg kom og holdt et foredrag i menighedshuset, måtte jeg godt komme inden for muren. Det var meget afvæbnende. Jeg holdt et foredrag, så nu regner jeg med, at hullet er åbent," siger Klaus Rifbjerg.

Hvad tror du, der sker efter døden?

"Nul," råber han og fortsætter for nedsat volumen:

"Det er fint. Hvis man bliver brændt, bliver der noget organisk materiale tilbage, som er godt for naturens kredsløb. Det er et billede på, at alting kan bruges til noget."

Hvis ikke i troen, hvor finder du så mening i tilværelsen?

"Jeg finder mening i tilværelsen. Verden er så rig, at den ikke behøver noget guddommeligt for at være det, siger Klaus Rifbjerg."

Mødet med den på alle måder store forfatter finder sted på Gyldendal i Klareboderne i København forlaget, hvor han har udgivet sit enorme litterære værk fra debuten i 1956 med digtene Under vejr med mig selv og derefter mere end 25 digtsamlinger samt romaner, erindringsbøger, noveller og journalistik. Her var han litterær direktør i årene 1984-92. Og her bliver hans 80-års fødselsdag den 15. december fejret med middag for familien og venner.

Dagen inden denne samtale har Klaus Rifbjerg været på jagt som så mange gange før en yndlingsbeskæftigelse, han har skrevet om i sin bog Og så kom en hæslig jæger.

"Det var en lille fasanjagt i Bonderup i nærheden af Tølløse. Det bedste ved det var det gode vejr, der var ikke så meget vildt, men jeg har også skudt de fasaner, jeg skal. At gå på jagt er et frikvarter, og det er sammen med folk, der beskæftiger sig med alt andet end litteratur. Det, tror jeg, er sundt. Det er et mandeselskab, selvom der også kan være kvinder med, og der er et vist frisprog og afslappethed. Og så er der det med jagt, at man skal være parat, og at man oplever naturen på en anden måde, end man ellers ville have gjort."

"I dansk litteratur er der tradition for jagt Karen Blixen og hendes far, Wilhelm Dinesen, der skrev Boganis jagtbreve, og Steen Steensen Blicher gik på jagt. Du skal ikke romantisere det med naturen. Men der er en skærpet opmærksomhed på det, der er levende, men også rummer mulighed for at dræbe."

"Der er mange jagtfjendske i Danmark, der ikke har noget imod at fiske en dybfrossen kylling op af en container i et supermarked, og som synes, det er synd for dyrene i naturen, at de skal lade livet for andres fornøjelses skyld. Men dyrene har haft et smukt liv, inden de dræbes. De har som kamptyre gået i højt græs og er blevet fodret godt, inden de dør i et skrald. Jeg ved ikke, om man kan spise en løve, jeg er ikke trofæjæger, men en ganske almindelig husmandsjæger," siger Klaus Rifbjerg.

Samtidig med den runde fødselsdag udkommer han med en ny samling digte, Stederne, der med hans egne ord er en form for punktnedslag i et langt livsforløb.

"Noget af det mest banale kan være det, man husker, og som sætter spids på noget hverdagsagtigt. Man kan tillade sig at krænge noget af sådan havde du det hvor der både er erindring, en afdeling af det mentale og den emotionelle reaktion."

Som i digtet om kaninen, der begynder at banke med foden dunk dunk bank bank?

"Med kaninen bliver det meget truende, vredt og voldsomt. Men det gør kaniner ikke, det er noget inde i hovedet på en selv, det er der, man henter sin fryd og rædsel. Baggrunden er 1940erne, hvor jeg var 12-13 år og havde fået lov til at få et kæledyr. Et bur blev banket op af fire brædder og ståltrådsnet, og så stod de der, to kaniner, og mimrede, og når de blev vrede, stod de og bankede med foden."

"Jeg tror, at det er meget irrationelt, hvad man bliver bange for, og det emotionelle kan gøre et næsten mystisk indtryk på én. Det kan opstå i situationer, hvor noget kan vise sig at være dæmonisk og anderledes, end man troede fra kæledyr til trussel. Jeg tror, at de fleste børn oplever, at når de har plaget om et kæledyr og fået det, kan der opstå vrede over det stakkels dyr, der ikke kan gøre for det."

"Som 10-årig havde jeg et akvarium med guldfisk og andre fisk. Så skulle vi på ferie, og hvad skulle jeg gøre, jeg kunne ikke have det med i kufferten. Jeg var nødt til at slå dem ihjel ved at hælde dem ned i et afløb i kælderen. Så lå de stakkels fisk dér. Det var forfærdeligt. Jeg omtalte det ikke for nogen, og ingen spurgte."

Digtene i Stederne er fulde af sanselig og sproglig leg med ord og sætninger som musicalfri landskab, under nordlysets flammende gardiner og den bakke og den mølle tilhører mig. Det er der ifølge Rifbjerg en mening med.

"Jeg synes, at kunst, at skrive digte, hvor abstrakte eller naturalistiske de end måtte være hvis ikke de har et afsæt i virkeligheden, bliver de tynde og ikke sanselige. Der skal være kød på. Som det der stykke smørrebrød i Johannes V. Jensens digt Ved frokosten skal han spise det? Der er noget i hans hoved, der tænder dér, det har en forbindelse til noget."

"Det, som jeg har behov for, er at have et anker, der er fæstnet i håndgribelig virkelighed, for at det kan blive levende på papiret. De nye digte i Stederne har været udløst af et enkelt digt, der har haft de egenskaber, noget inferiørt og emotionelt, der kom til at stå centralt. Og dem var der flere af. Jeg skrev digtene i ét stykke."

I et digt griller du den floskuløse hilsen Hav en god dag hvad siger den om tiden?

"I den tid, jeg har levet i, står porten til klichéer og banaliteter mere og mere pivåben. Politikerne kan ikke længere sige noget uden at tale om den lange og korte bane. Det hedder ikke problem længere, men problemstilling. Sproget befinder sig i en spindoktorposition. Det er ikke godt nok, det, man vil sige, så det bliver doktoreret og udstyret som et sprogligt juletræ."

"Der er behov for nøgternhed, så man kan finde ind til de holdninger og meninger, som politikerne nok har, men opgiver. Nogle gør ikke, for eksempel Vestager og lille Johanne, der ikke bruger de kliché-krykker, som de fleste humper rundt på."

"Og så er der tidens hurtighed, som er ulidelig. Der er ikke tid til at sætte sig ned og have en samtale og lade meningerne brydes det bliver smart, smart. Det er ødelæggende i den forstand, at det fjerner en fra virkeligheden, som den er. Det er næsten som den måde, man behandler døden på i dødsannoncer, hvor man er gået bort eller har forladt os i stedet for den rene vare: Olsen er død."

"Jeg foretrækker virkeligheden, fordi den er renere og morsommere. Den tillader ikke, at man lader sig spise af med klichéer, den siger, hvad den er, den er regulær, til at føle på, frygtelig og rædselsfuld og så tindrende morsom. Virkeligheden er et værn mod selvhøjtideligheden. Som Klods Hans viser, når han kommer anstigende med mudder i lommerne og træsko hellere det end fine fornemmelser."

Klaus Rifbjergs egen virkelighed ændrede sig radikalt, da hans hustru gennem 57 år, Inge Rifbjerg, i foråret flyttede på plejehjem. Selv er han flyttet fra deres fælles store lejlighed på Frederiksberg til en mindre ved Søerne i det indre København.

"Det er ikke morsomt. Det er et meget stort tab at blive ufrivilligt skilt i en høj alder. Samtidig belærer det en om, at man lever under tilfældighedernes lov. Man kan ikke tage sine forholdsregler, og selvom man spiser sundt og springer badut fra morgen til aften, kan ingen afværge, at det på et tidspunkt går nedad, og at det går stærkere og stærkere. Og man må acceptere, at det er sådan."

"Det er utrolig sammensatte omstændigheder, der indebærer foranstaltninger, man må leve med og sørge for, og samtidig er det ikke lykkeligt. Men det er værre for ofret end for den, der stadig kan bevæge sig frit rundt, som er det, din partner må opgive. Det er ikke sjovt. Men som Dolly Parton synger: I never promised you a Rose Garden."

"Med det liv, vi har levet, skylder Vorherre os ikke noget. Vi har levet godt, og vi har stærke børn, der stadig holder af os, ikke vender ryggen til, men synes, at det er i orden. Det er fantastisk."

I et interview har du sagt, at du rent mentalt ikke føler nogen reduktion af damptrykket ...

"Hvis der ikke sker noget uventet, vil jeg blive ved med at skrive. Der er stof nok. Det er med forfattere som med soldater, de dør med støvlerne på. Det er meningen med mit liv, jeg skriver. Det er for mig ikke en pine og plage. Det giver et helle og et uangribeligt rum, hvor man selv er Vorherre og kan lade folk leve og dø, som det passer én."

Hvor kommer din skabertrang fra?

"Der har ikke været decideret kunstneriske tilløb i den nærmeste familie andet end, at de var meget optagede af litteratur og musik. Jeg tror, at det, at vi alle begyndte at skrive i gymnasiet, har betydet noget, bortset fra, at jeg ikke kunne skrive pæne og ordentlige vers. Det kom senere for mig."

"Jeg havde ingen forestillinger om at være digter, jeg tænkte mere i kulturmand. Men da jeg havde været på Princeton University i USA og kom hjem efter et år og begyndte på universitetet, virkede det som stenalderen. Den amerikanske åbenhed og strømførsel var helt anderledes end den på Frue Plads, hvor man var afhængig af, hvad professoren sagde, hvis han sagde noget. Det gik ikke med mig. Jeg blev en dropout, men det gik, fordi min kone var lærer og havde en indtægt i folkeskolen. Det gav frihed, så jeg kunne skrive mere."

"Først blev jeg ølslæberinstruktørassistent hos Laterna Film. Men så fik Informations chefredaktør Børge Outze fat i mig og ville have, at jeg skulle være teateranmeldermedarbejder. Jeg anede ikke, hvad det drejede sig om. Men da jeg begyndte at skrive, tog det fart. Jeg skrev, hvad jeg mente, blandt andet om tv. Nogle syntes, at det var frygteligt og forargeligt, og der kom 17 læserbreve, hvor jeg tænkte, at nu bliver jeg fyret. Men istedet kom Outze og sagde: Det er godt, du!."

Du har et enormt litterært værk bag dig, er du kunstnerisk tilfreds?

"Ja, ja! Men fornemmelsen af, at jeg kan holde på et penneskaft, er der stadig. Heller ikke dér, er der nogen, der skylder mig noget. Når man kan skriver en bog som Stederne, når man er 80, er det ikke helt dårligt."

Hvordan er det at blive 80 år?

"Det er meget skidt! At blive gammel er højt overvurderet. Det handler om fysiske konsekvenser. Jeg er altid gået rask af sted, nu er mine ben som gummi. Og bliver jeg placeret et sted, når jeg er på jagt, og skal stå der længe, kan jeg ikke. Det er fornærmende!"

"Tilværelsen er et spørgsmål om, at der er som i en spiral er meget stor vidde til at begynde med, og den drejer og drejer til sidst ned i et sort hul, hvor du forsvinder, bum slut!"

Hvad med alderdommens visdom?

"Det er en af de store klichéer. Det kan man ønske, men de fleste bliver knarvorne og utilfredse, og den tilværelse, de ser omkring dem, var meget bedre i gamle dage. De der Hieronimus-typer skal man holde sig langt væk fra. Det er ulideligt at høre på."

"Jeg foretrækker det stille og roligt i samtalen. Og heldigvis har man stadig latteren tilbage. Den holder jeg fast i. Latter er glimrende. Jeg tror, man overlever på det."