Prøv avisen

Tine tager sig af dem, der har opgivet sig selv

Hjemløse, psykisk syge og misbrugere kan få anonym hjælp af kommunens socialarbejdere. Foto: Leif Tuxen

På en almindelig dag møder Tine Nielsen psykisk syge, alkoholikere og narkomaner og agerer både terapeut, sagsbehandler og vagt. Tine Nielsen er støtte-kontaktperson i Lolland Kommune

Bip-bip. Sms til Tine Nielsen med godt nyt. En kvinde skriver, at hun er ude at se på bolig til sig selv. Kvinden og hendes kæreste er blevet smidt ud af tre lejligheder i år. Hun stak manden med en kniv sidste weekend, og for nylig slog hun hul i hovedet på ham med en stegepande. Hvis de to ikke går fra hinanden, ender en af dem med at dø, mener Tine. Derfor lyser hun helt op, da hun modtager beskeden, og skynder sig at sige det videre til sine kollegaer.

Tine Nielsen er støtte-kontaktperson, SKP'er, i Lolland Kommune, et af de steder i landet med procentvis flest socialt udsatte. Tine Nielsen tager sig af cirka 20 mennesker ad gangen; folk med misbrugsproblemer, sindslidende, hjemløse eller kombinationer af alle tre. Hendes job går ud på at hjælpe dem. Nogle gange med at formidle kontakt til kommunen eller til at finde sociale kontakter. Andre gange, siger hun, ved at levere et venligt spark bagi.

SKP-ordningen er landsdækkende og meget løst formuleret. Kort fortalt går den ud på, at kommunerne ansætter personale til at opsøge dem, der ellers ville smutte igennem systemet. I år har Lolland Kommune som noget særligt valgt at gøre SKP?erne til en direkte del af Socialforvaltningen, så de arbejder tæt sammen med sagsbehandlere og socialrådgivere. Dermed bliver broen mellem borgeren og systemet kortere. Ordningen er anonym, så alle kan henvende sig.

Kristeligt Dagblad har fulgt Tine Nielsen på en almindelig arbejdsdag, hvor hun skal tage sig af tre borgere i kommunen med vidt forskellige problemer. En ung, psykisk syg mor, en 50-årig tidligere narkoman, der ikke spiser nok, og en næsten lige så gammel misbruger, der er blevet smidt ud af sin lejlighed. Dagen skal afsluttes på Rottereden – et værested drevet af misbrugere, hvor hun holder nye og gamle kontakter ved lige.

"Jeg kan lide dem, der er svære at nå. Og man ved aldrig, hvad man kommer ud til," siger Tine, inden hun starter bilen og kører ud til Freja, som er den første på dagslisten.

Freja er maniodepressiv, nyligt separeret og har en pige på to år. Hendes sociale netværk består stort set kun af familie, og forholdet til familien er anstrengt. Hun har brugt Tine til at "læsse af på", forklarer Tine, og nu vil hun forsøge at overtale Freja til at komme videre, så Tine kan tage sig af andre borgere i kommunen. Hun får mange henvendelser, og den vigtigste del af jobbet er på mange måder at afslutte støtten til borgere, så SKP-medarbejderne ikke bliver sovepuder. Det skal gøres, står der på en tavle i SKP'ernes kontor, "når kaos er på minimum".

Samtalen med den unge mor begynder straks, Tine træder ind ad døren. Freja klager over, hvordan hendes eks-mand behandler hende og glemmer sine aftaler med datteren. Hun fortæller, at manden sender sms-beskeder, hvor han plager om sex. Tine svarer "hm" og "okay" til Frejas beskyldninger og forsøger at overtale hende til at møde flere mennesker ved for eksempel at dyrke idræt. Efter en times snak foreslår Tine, at SKP'erne ikke længere skal komme på fast besøg.

Tine: "Det virker, som om du klarer dig ret godt."

Freja (tøvende): "Det går da bedre. Jeg har ikke så mange dårlige dage som før."

Tine (efter et sekunds tænkepause): "Jeg tænker; jeg behøver ikke at komme fast længere. Du kan ringe, hvis du synes, det bliver nødvendigt."

Her stopper Frejas timelange, travle talestrøm pludseligt, og hun læner sig tilbage i sofaen med et ryk. Så siger hun:

"Nej, det får jeg ikke gjort. Kan man ikke trappe ned?"

Tine: "Jeg kan komme en gang om måneden i stedet for."

Freja: "Ja, det er bedre."

Sammen finder de en ny besøgstid, og Tine kører videre til den næste på listen.

Frejas lejlighed var pæn og stilren med trægulv, træmøbler og hvide vægge. Med børnebilleder, en indrammet Monet-plakat på væggen og lidt lyserødt babyudstyr hist og her.

Sådan ser der ikke ud i det næste hjem, Tine besøger. Her bor 50-årige Jens i et hus med tre katte og en hund. Der er tispletter fra dyrene på gulvet, og vinduerne er dækket til med mørke gardiner. Der er kraftigt tilrøget, og under lugten af røg ligger urinlugten.

Jens er tidligere stofmisbruger og på metadon. Han er alkoholiker, men ikke i så overvejende grad som mange andre, Tine møder. Problemet med Jens er, at han næsten har opgivet livet. Han kan ikke længere tage sig sammen til at lave mad og ligner efterhånden et af de billeder, man ser af overlevende fra kz-lejre.

Tines mission er dels at få ham til at spise, dels at få kommunen til at gøre hovedrent i hans hus. Sidstnævnte er en besværlig, bureaukratisk affære, der kræver, at et privat firma vurderer, hvor meget det vil koste. Derefter skal der laves en ansøgning til kommunen, og først efter en hovedrengøring kan Tine hjælpe Jens med at bestille fast rengøringshjælp.

De mødes i dag, fordi der skal komme nogen og vurdere prisen for en hovedrengøring. De kommer desværre aldrig, men Tine får gennemgået post med Jens, og da hun ser, at Jens' søster har sendt en fødselsdagsinvitation, drejer Tine flere gange snakken ind på den begivenhed. I fødselsdagsinvitationen er der et billede af Jens, hvor han ser sund og rask ud.

Tine: "Nej, hvor kan du se godt ud."

Jens (charmeret): "Ja, hvis jeg gider."

Tine: "Ja, undskyld jeg siger det. Jeg synes, du skal barbere dig ligesom på billedet. Hvorfor gør du ikke det?"

Jens (med gråd i stemmen): "Fordi jeg ikke ser nogen mennesker."

Tine: "Spiser du stadigvæk ikke?"

Jens: "Jeg gider ikke."

Tine: "Hvad med at få noget mad udefra?"

Jens: "Jeg vil ikke have det, kommunen laver."

Tine: "Det kan jeg godt forstå, men uden mad og drikke..."

Jens: "...duer helten ikke. Det er rigtigt."

Inden besøget er overstået, har Jens lovet at barbere sig og blive klippet inden fødselsdagen. Tine giver ham telefonnummeret på et alternativ til kommunens mad og får bestilt tid hos dyrlægen til en af hans katte. Hun får også en ny aftale med det private rengøringsfirma, der ikke kom forbi i dag, og Jens lover at overholde en tid hos lægen. Hun lægger en masse grønne sedler på kakkelbordet med opgaver, Jens skal tage sig af, inden de mødes igen.

Tine: "Går det for stærkt?"

Jens: "Det går lidt stærkt. Men det er okay."

Sidste besøg er hos eks-narkomanen Lars i Riddersborgparken, hvor der bor mange socialt udsatte. Lars bor i et flytterod, fordi han netop er blevet smidt ud af sin lejlighed. Og han er i ekstra dårligt humør, fordi han hver dag skal på apoteket, eftersom han har fået karantæne fra misbrugscenteret, hvor metadonafhængige normalt får udleveret medicin. I daglig tale kaldes misbrugscenteret for "stof". Hvorfor han har fået karantæne fra "stof", er uvist, og Lars mener i hvert fald ikke, at han har fortjent det. Uanset hvorfor, møder SKP'erne op. Lige præcis hos Lars vælger de dog at være to ad gangen. Én til at tale med ham og gennemgå papirer fra hans sagsbehandler, og én til at sikre den andens tryghed. Første gang SKP'erne besøgte Lars, fandt de et oversavet jagtgevær i stuen. I dag er det Tine, der holder vagt, mens kollegaen, Karina Jensen, forsøger at sætte sig ind i Lars? sag. Det er svært. At han drikker en kvart liter vodka på den time, de snakker, hjælper ikke.

SKP'erne skal hjælpe Lars til en ny bolig, men han vil hellere tale om noget andet.

Lars: "Jeg kan ikke længere besøge min far, fordi jeg skal hente matadon hver dag, også lørdag-søndag. De vil ikke give mig til mere end en dag ad gangen."

Karina: "Jamen ..."

Lars (afbryder): "Jeg kan også få det på Istedgade, men der kan jeg ikke vise mig."

Karina: "Men ..."

Lars (afbryder): "Jeg er fanget i Nakskov. Det er for dårligt! De siger, de bare vil holde øje med mig, men jeg ser ikke nogen fra "stof", når jeg skal hente det, jeg skal bruge på apoteket. Jeg forstår det bare ikke."

Karina: "Vi må tale med dem, for jeg tror ikke, de mener det på den måde ..."

Lars (afbryder): "Nu ringer min far på 81 til "stof" for at høre, hvad der er meningen."

Karina: "Hvad tror du er årsagen?"

Lars: "Jeg ved det ikke. Straf. Fordi jeg har lavet ballade. Men jeg har ikke lavet ballade. Jeg har råbt højt, men jeg har ikke truet nogen, ikke sagt "jeg ved, hvornår du får fri" eller noget."

Karina: "Skal jeg ringe op og spørge?"

Lars (afbryder): "De skal holde kæft. De spænder ben konstant! Det er det eneste, de duer til. Stod det til mig, kunne de lige så godt ansætte en bonderøv i gummistøvler fra Maribo som de pædagoger, der er ansat. De går mest op i deres kaffepauser. Det er ikke et misbrugscenter, det er et mishandlingscenter. Hvis du skulle glemme, at du har haft et misbrug, skal de nok minde dig om det."

Karina: "Vi må tale med dem."

Samtalen går i ring herfra. Efter en time får de dog gennemgået de papirer, Tine og Karina kom for at se på, men det er de forkerte formularer, Lars har modtaget fra sin sagsbehandler. Karina og Tine beslutter sig for snart at komme igen.

Nu er dagen næsten overstået. Der mangler bare et besøg på Rottereden, hvor Tine kan møde tidligere kontakter og se, om der er nogen, der har brug for en SKP'er. Rottereden er et værested på 12 kvadratmeter drevet af misbrugerne selv, og det ligger ved havnen i Nakskov. I dag sidder der 15 mennesker og drikker sammen. Larmen er øredøvende og luften tung, så Tine vælger at sætte sig udenfor. Straks følger fire-fem af mændene med ud for at tale med hende. Der bliver ikke diskuteret tunge sager eller misbrug. Der bliver bare hygget.

Freja, Jens og Lars er opdigtede navne.