Prøv avisen

Ting tager tid

Kan man som barn af overflodssamfundet få posttraumatisk forbrugsstress, spørger Kristeligt Dagblads skribent efter en større oprydning i hjemmet Foto: Sinar 2

Kan man som barn af overflodssamfundet få posttraumatisk forbrugsstress, spørger Kristeligt Dagblads skribent efter en større oprydning i hjemmet

Vi skal have gang i forbruget. Ja, sådan lyder det i hvert fald igen og igen fra politikere og økonomiske eksperter, som nærmest trygler os om at bruge dankortet. Og tallene viser, at det ser sløjt ud i detailhandlen, som nærmest må spejde efter købelystne danskere. Men måske er svaret, at vi har været der.

Hvis de økonomiske eksperter med de nærmest kronisk rynkede pander havde gæstet vores hjemlige arena forleden, så kunne de have fået syn for, hvorfor vi ikke følger de ellers så lokkende budskaber om at få gang i festen.

LÆS OGSÅ:Og valgets vinder blev: Forbrugeristisk Folkeparti...

Vi skulle flytte om, og det blev en kærkommen anledning til at få ryddet op, for måske var der et par småting, som vi ikke længere havde brug for. Hvad vi havde troet skulle være en lille opgave, blev en forestilling i flere akter, hvor poser og kasser blev fyldt med både stort og småt, der viste sig at være til overs.

Og med favnen fuld af havarerede matchbox-biler og opladere til forlængst afskaffede mobiltelefoner dukkede en strofe fra K.L. Aastrups Du gav mig, o Herre, en lod af din jord op i baghovedet: Det vokser jo, medens vi sove.

Kunne det ske, at alt dette er vokset i skabe og skuffer, mens vi har sovet? Aastrup takker for Guds omsorg for skabningen med henvisning til alt det, som gror, uden at man gør noget for det.

Men mens man fyldes af tak over en køkkenhaves frodighed, så rammes man snarere af et let ubehag konfronteret med stakken af overflødige sager. Kan man virkelig selv have båret alt dette ind? Er det mon sket i beruset tilstand under den meget omtalte forbrugsfest i midten af 00erne?

Løvet på kvarterets træer er malet i efterårets nuancer, og det virker på sin plads at glemme stakkene af kasserede ejendele og i stedet sætte sig ved klaveret og synge om skoven, som falmer trindt om land.

Men i tredje vers af Grundtvigs uopslidelige høstsalme dukker billedet af de mange ting, som viste sig at være gemt i vore skuffer og skabe, op igen. Tanken kredser stædigt om stakkene, og Grundtvig gør det nærmest kun værre: Men i vor lade, på vor lo, der har vi nu Guds gaver, der virksomhed og velstand gro, i tøndemål af traver.

Nu er rækkehuse ikke forsynet med lader eller lo, men i vores kælder og på andre ledige kvadratmeter har vi behændigt stablet ejendele op, for man ved jo aldrig, hvad man kan komme til at mangle.

Den taknemmeligheds- og nøjsomhedskultur, som er rammen om Grundtvigs salme, har ikke mange ligheder med de blikke, vi sender vore egne stakke af habengut. Kan man som barn af overflodssamfundet få posttraumatisk forbrugsstress?

Og det er ikke kun vores kvadratmeter, som synes overfyldte. Der er boom i antallet af loppemarkeder, hvor alt det, man ikke har brug for, kan afhændes til spotpris, for forbrugsfesten stoppede på et højt niveau, hvor de fleste har så meget, at de næppe bryder ud i lovsang, når de ser, hvor meget de har samlet sig. Danskere fra alle sociale lag sælger ud på loppemarkeder og sender lettede smil til kunder, som køber deres aflagte sager. Efter en vild forbrugsfest kan det være en befrielse at komme af med noget indbo.

Ting tager tid, derfor vil vi forbruge mindre, men bruge mere tid på alt det, som ikke kan bæres væk i en sort affaldssæk.

nygaard@k.dk