Prøv avisen

Træd varsomt

Ingen kan se mere uskyldige ud end personer, der lufter deres hunde. Også når sidstnævnte indtager en ganske afslørende stilling, skriver Claus Grymer.

"En morgen var små papirflag stukket ned i adskillige af stinkeklatterne. Den dag, hundeejerne omsider indser, at grundlaget for flagene skal væk, vil der virkelig være noget at fejre," skriver Claus Grymer

Ufarligt er det ikke at bukke under for forårets latente fristelser til poesi nu, mens den pibler frem i haverne som erantis, vintergæk og krokus. Men altså – foråret rummer også farer. En vis agtpågivenhed over for andet end poesien må beklageligvis anbefales, hvis man skal undgå at træde i noget, der ikke er forsvundet med sneen, der skjulte, hvad slet ikke bør skjules, men fjernes. Med disse linjer sendes mange uvenlige hilsner til de ansvarlige hundeejere. Jeg har netop brugt nogle upoetiske minutter på at befri mine sko fra sporene af den pligtforsømmelse, der indtil for nylig søgte diskret ophold i vinterhvid uskyld.

På gangstierne her i kvarteret er der gjort flere forsøg på at komme plagen til livs, forsøg, der alle har haft ét til fælles: manglende effektivitet. Et sted indførte man forbudt zone for hundes efterladenskaber, et andet sted ophængte man i træer og buske sedler med en truende ordlyd. Et tredje sted dinglede der over en klat en seddel med beskeden "Vi ved, hvem du er!" Sedlen blæste væk, skidtet blev liggende.

Ingen kan se mere uskyldige ud end personer, der lufter deres hunde. Også når sidstnævnte indtager en ganske afslørende stilling. En del hundeejere er imidlertid dygtige til at lade, som om de slet ikke bemærker, hvad der sker. Én stod og kiggede op i et træ med et så fjernt og henført blik, som skimtede han en åbenbaring. Så var det op til os andre at anerkende, at den, der modtager åbenbaringer, ikke kan lade sig forstyrre af en besørgende hund. Andre tyr til en mere banal udvej – mobilen. Antallet af vigtige samtaler, der modtages, netop når hundene skal til at ..., er påfaldende højt. Mærkeligt nok føres disse samtaler altid med ryggen til åstederne. For en af de ivrigt talende hundeejere blev det imidlertid mere end svært at opretholde illusionen om "lovligt fravær": Temmelig længe havde han stået med mobilen mod øret, da den pludselig ringede. Det kan nok være, at hunden derefter fik tilladt afløb for sit behov for rask trav – væk!

Den dyd, som de artige (?), der medbringer en plastikpose på turen med hunden, kan udstråle, vil man gerne tro på. Om muligt. Men med dyd kan manglende dyd skjules. Tror man sig uset, bliver posen ikke nødvendigvis brugt i overensstemmelse med det påståede formål. Hvad er der ved en god gerning, hvis ikke den har vidner? Yderligere har en besynderlig trend bredt sig – man samler op, hvad der skal samles op og efterlader så posen på stedet.

Dyden kan undertiden være meget demonstrativ, hvad den ikke nødvendigvis bliver mere sand af. Jeg erfarede begge dele en dag i skoven. I sikker afstand fra stien, inde mellem træerne, hengav en hund sig til det i denne klumme ikke spor unævnelige.

Netop som jeg nærmede mig, trak ejeren resolut posen frem. Da vi lidt efter mødtes, nærmest osede han af – alt for – god samvittighed. I det samme genkendte jeg ham: Det var manden, der havde involveret sig i den mobilsamtale, der ikke blev ført. Den dag i skoven skred han sammen med hund og pose videre ad stien som i slowmotion: Se bare på os, vi er, som vi skal være.

En morgen var små papirflag stukket ned i adskillige af stinkeklatterne. Den dag, hundeejerne omsider indser, at grundlaget for flagene skal væk, vil der virkelig være noget at fejre. Til den tid – om den opstår – skal flagene smælde uden sarkasmer.

grymer@k.dk