Der er ét grundlæggende spørgsmål, som optager forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hvad gør de liv, vi har fået, ved os? Med det spørgsmål undersøgte hun ukendt land i romanerne om den katolske, tyske mystiker Hildegard af Bingen (1098-1179). Romanerne gav den 41-årige forfatter et folkeligt gennembrud og anerkendelse.
LÆS OGSÅ: Du skal gøre dig fortjent til dine børns ære
Mange af hendes læsere har siden forsynet hende med navne på andre markante kvindeskikkelser fra historien, som de ønskede, hun skulle skrive til live. Men da Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som har en baggrund som cand.mag. i litteraturvidenskab, stoppede op efter det langstrakte arbejde med dobbeltromanen om Hildegard af Bingen, anede hun en vej, som måske de færreste havde set: Linjen fra Hildegard af Bingens tanker om frihed og seksualitet til 1970erne, hvor begreber som frihed, familiestruktur og autoriteter fik en ny drejning.
Hvad man ikke ved er titlen på hendes nye roman, der handler om 1970erne. Bogen udkom for nylig og fik generelt flotte anmeldelser. Kristeligt Dagblads anmelder, professor Nils Gunder Hansen, brugte superlativer som eminent og kunstnerisk mirakel om den digre roman.
Når man arbejder med spørgsmål om tro, tvivl, kald og afkald hos Hildegard af Bingen, bliver det klart, at hun har et meget sanseligt forhold til verden. Hele hendes tænkning er båret af en smuk helhedstænkning, hvor mennesket er en del af noget større og underlagt Gud, som gav hendes liv retning. Den holisme, Hildegard af Bingen står for, finder man igen i mange af visionerne fra 1970erne, men i 1970erne var Gud trådt i baggrunden. Hvem styrer så? Er det lysten? siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
I forordet til den nye roman takker hun Statens Kunstfonds litteraturudvalg og Statens Kunstråd, fordi deres legater har sikret hende arbejdsro i de seneste år, men forordet rummer også en tak til de mennesker, som har delt deres historier med hende om deres liv i 1970erne. Hun nyder roen i arbejdsværelset i lejligheden på Nørrebro i København, men bøgerne om Hildegard af Bingen har ført en del rejsevirksomhed med sig. De seneste år er hun blevet en aktiv foredragsholder, og spørgsmålene fra læsere ved de mange møder på biblioteker, i sognegårde og kulturhuse var med til at sætte hende på sporet af den nye roman.
LÆS OGSÅ: Kvinden bag Hildegard
I forbindelse med fordragene har mange spurgt til Hildegard af Bingens syn på seksualitet. Særligt ældre mennesker, som har været de mest frimodige i den retning. Hildegard har skrevet meget om seksualitet, og når jeg læste op på de tanker, slog det mig, hvor moderne og frigjort hun egentlig fremstår på det punkt. Hun skriver indgående om en balance og fremhæver, at det er vigtigt, at kvinden får noget ud af det seksuelle. Og jeg begyndte at overveje, hvordan vi forvalter vores seksualitet i dag. Det er sådan en stærk kraft, der kan holde folk sammen og skille folk ad. Hvor frie er vi egentlig? Og hvad er frihed?
I film, bøger og artikler har voksne, der var børn i 1970erne, langet ud efter årtiet. Datidens forældregeneration er af flere blevet beskyldt for at have sat ønsket om personlighed frihed, ligestilling og fri kærlighed over hensynet til børnene.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen er også barn af 1970erne, men hun undrer sig over den generelle revselse af årtiet. Hun mener, det snarere er tid til at takke dem, som sørgede for. at man i dag har flere valgmuligheder end dengang.
Jeg synes, kritikken er ret voldsom, og personligt tænker jeg, at vi, som er vokset op i 1970erne, har en masse at takke dem for, som kæmpede for ligestilling. Der blev kæmpet en uvurderlig kamp for ligestilling i de år, som vi ikke kan forestille os at leve uden. Den kamp har betydet, at jeg har haft muligheder, som min mors generation skulle kæmpe meget hårdt for. I dag er disse rettigheder langt hen ad vejen blevet nærmest usynlige, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
Vi tager ligestilling for givet, og derfor er der også tilbageskridt at spore i vores indstilling til ligestilling. Nogle unge kvinder opfatter nærmest begrebet som en slags forbandelse, og vi har fået en romantisering af 1950erne som en tid, hvor alt var lettere, fordi mænd var mænd, og kvinder var kvinder. Når 1950erne i den grad vaskes lyserøde, er det et forsøg på at løse et problem, mange oplever. Selvom vi har fået ligestilling, betyder det ikke, at det bliver lettere at kombinere moderskab og arbejdsliv. En kerne i moderskabet er ambivalensen. På den ene side elsker du barnet betingelsesløst og vil barnet alt det bedste, men samtidig vil du have et selvstændigt liv, siger hun.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen er mor til tre. Det ældste barn går i 1.g, og det yngste er snart gammelt nok til at komme i vuggestue. Fødslerne har mindet hende om de splittelser, som er forbundet med moderskabet.
Det er ekstremt voldsomt at blive mor. Vi er gode til at fremhæve alt det, man får, når man bliver mor, men der følger også en tabsoplevelse, som vi sjældent taler om. Som mor mister man med ét retten til at bestemme over sin egen tid, og det vilkår skal man lære at håndtere, mens man måske kæmper med søvnløshed, stress og pres.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen har på nogle måder levet et liv, som minder om noget af det, 1970ernes børn har kritiseret de senere år. Hun er skilt og gift igen. De tre børn har hver sin far, og selvom det umiddelbart kan lyde broget, så oplever hun, at hun og børnene har haft et stabilt og trygt familieliv.
LÆS OGSÅ: Middelalderen samlet i én kvinde
Det har naturligvis haft en høj pris med de mange skilsmisser, som kom i 1970erne, men jeg synes, det er den høje pris værd. Det har været dyrt for hvert et såret barn og forfærdeligt med de personlige traumer, men i dag er der ikke længere noget stigma ved at være skilt, og det er blevet normalt for børn at vokse op i de her familier. Det kan aldrig være dårligt, synes jeg, at man har muligheden for at blive skilt. Naturligvis skal man kæmpe for sit forhold, men hvis mulighederne i forholdet er udtømte, så skylder man også sine børn at gå ud af forholdet. Der er ikke noget så rædselsfuldt som at vokse op i en familie, hvor forældrene ikke har noget til fælles eller ikke bryder sig om hinanden.
Selv levede hun de første 14 år af sit liv i en stor kernefamilie med tre søskende og en far, der var advokat, og en mor, der var fysioterapeut. Familien boede i den nordsjællandske forstad Hørsholm. Da Anne Lise Marstrand-Jørgensen var teenager, blev forældrene skilt, og hun kom til at bo hos sin mor.
Mine forældre blev skilt, da jeg var 14 år, og jeg syntes, det var en lykkelig dag. Jeg tror på, at de var glade for hinanden, da de mødte hinanden, men set med barneøjne var det ikke et lykkeligt ægteskab. Jeg har for eksempel ingen erindring om nogensinde at have set dem holde hinanden i hånden eller på anden måde give udtryk for deres kærlighed ved fysisk kontakt. Min mormor og morfar havde et ægteskab, som også var fuld af udfordringer, men her så jeg, hvordan de også havde et fysisk forhold, og de viste, at de kunne lide hinanden, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
Min mor havde en meget stærk drøm om at have en familie, fordi hun var opvokset i en familie og tænkte, at det var det tryggeste sted i verden. Derfor kæmpede hun længe for forholdet. Jeg ved godt, at man siger, at børn af skilte altid ønsker, at deres forældre skal finde sammen igen, men jeg er virkelig i tvivl om, hvorvidt det er sandt. Der er megen ulykke forbundet med mennesker, som er ulykkelige sammen, og det er en tavs ulykke. For at en familie skal fungere, skal den være baseret på kærlighed således forstået, at man har et eller andet grundlæggende interessefællesskab og en vilje til at ville den samme vej. Når det fungerer, er det et ideelt fundament af tryghed. Så længe jeg kan huske, har jeg vidst, at mine forældre havde et dårligt ægteskab, men de tænkte måske, de skjulte det bedre, end de gjorde. Forældre tror, at de er gode til at skjule ting for deres børn. Det er jo en form for benægtelse fra forældrenes side, for børn ved mere, end vi tror.
Når Anne Lise Marstrand-Jørgensen husker tilbage på sin opvækst, mindes hun en tid, hvor mange forældre var bange for at sige nej til deres børn. 1970ernes opgør med den autoritære forældrerolle førte på nogle områder til, hvad hun beskriver som en ansvarsforflygtigelse.
Når det gjaldt alkohol og det seksuelle område, var der ikke nogen, som turde sige nej til deres børn. Opgøret med de autoritære forældre havde medført en virkelig dyb angst for at bruge ordet nej og nægte sine børn noget. Angsten for at sige nej blev i sig selv et svigt i nogle tilfælde.
Et af de idealer fra 1970erne, som lever videre i dag, er tanken om, at forældre og børn kan være venner. Anne Lise Marstrand-Jørgensen mener, det er en problematisk tilgang til forældreskabet, som også kan forårsage ansvarsforflygtigelse.
Det er et problem, hvis man som voksen ikke vil stå ved, at man er den voksne og dermed nødt til at påtage sig det ansvar, som ligger i at være den, som nogle gange må træffe upopulære beslutninger, siger hun og tilføjer:
Lever man med et ønske om at være ven med sit barn, så indeholder det også en fordring om aldrig at skulle være sekundær for sit barn. Man kan høre forældre sige, at når de får et barn, så vil der altid være en, som altid er der for dem. Det burde være anderledes: Så er der en, som du altid er der for. Fastholder man, at man skal være venner med sine børn, så hindrer man også børnene i at opsøge den selvstændighed, som i visse faser af barndommen er uhyre vigtig.
Som forælder skal man have en respekt for sine børn, som matcher den respekt, man har for sine venner. Der er ingen, vi elsker så højt som vores børn, men nogle gange er det, som om vi har meget lidt respekt for dem. Vi kan have svært ved at se dem som selvstændige individer, og risikoen er, at vi ser børnene som en forlængelse af os selv og forventer, at de skal være repræsentative for os, når det gælder bekymring, angst og ambitioner, siger hun.
Mange af 1970ernes børn har bebrejdet deres forældres generation skilsmisserne og traditionstabet, men hvad tror Anne Lise Marstrand-Jørgensen, at hendes børn en dag vil bebrejde hende og hendes samtidige? Svaret ligger i vores blinde vinkler, mener hun.
Selvom jeg ikke ved det, tror jeg ikke, at mine børn vil bebrejde mig mine skilsmisser. Vores familieliv kan måske udefra have set lidt rodet ud, men på de indre linjer har vi gjort meget for at have et liv, som ikke rodede, og har brugt meget tid sammen. Måske vil de kritisere vores over-engagement som forældre. I min generation af forældre er vi hele tiden i rumpen på vores børn og følger dem meget tæt. Det tror jeg, vi kommer til at høre for en dag.
Tilbage til Hildegard af Bingen, som Anne Lise Marstrand-Jørgensen stadig lever tæt med, selvom hun i en lang periode har været fordybet i arbejdet med den nye bog. Som en hilsen fra middelalderens åndsliv er et af Hildegard af Bingens meditationsbilleder indrammet og sat op på væggen i familiens store, åbne køkken. Nok er Anne Lise Marstrand-Jørgensen barn af 1970erne, men modsat mange i generationen har hun holdt fast i en kristen tro, men også haft svært ved at finde sin identitet som troende.
Tro har en stor betydning i mit liv og havde det også, før jeg arbejdede med Hildegard af Bingen. Jeg er medlem af folkekirken, og troen har længe været et pejlemærke for mig. Men Hildegard har betydet, at jeg har fået et mere afslappet forhold til min tro, og samtidig har jeg fået aflivet nogle af de automat-overleveringer på troens område, som jeg bar med mig. Efter at have skrevet om Hildegard af Bingen er troen ikke længere noget ekstremt privat, og når folk spørger til min tro, så tør jeg trygt svare.
Jeg taler meget med Gud, og det gjorde jeg også, inden jeg skrev om Hildegard. Men mine samtaler er blevet mere ærlige og afslappede, efter at jeg har arbejdet med Hildegard. Tro er for mig forbundet med at have et ansvar og stå til ansvar. Som så mange andre i min generation har jeg beskæftiget mig med selvudvikling. At lære sig selv at kende og tage ansvar for sit eget liv er en værdifuld proces, selvom selvudviklingen også kan føre til en problematisk fordybelse i sig selv uden blik for fællesskabet. Min tilgang til selvudviklingen er præget af min tro: Mit mål er, at jeg skal have det bedre for at tage et ansvar i verden. I stedet for at spørge, hvad jeg kan få, så vil jeg gerne se på, hvad jeg kan bidrage med. Jeg vil gerne være til gavn.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Tre hurtige
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?
Ole Sarvigs digte, som dumpede ned i hånden på mig på biblioteket, da jeg var meget ung teenager. Det var der, det for alvor gik op for mig, at sproget har de mystiske, vidunderlige dimensioner, som lyrikken kan afsløre.
Hvilken kendt person vil du gerne have til bords?
Dalai Lama. Jeg forestiller mig, at han er både klog, vis og charmerende.
Hvor slapper du bedst af?
Hjemme hos mig selv. Eller på gode hotelværelser i dejlige byer sammen med min mand.