Prøv avisen

Ud af Fars skygge

Jeg har svært ved at se, hvordan man kan have en religion, der ikke er funderet i oplevelser. Til gengæld mener jeg, at det er svært at tale om religiøse oplevelser, derimod kan man tale ud fra dem. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Interview: Litteraten Jørgen Elbek er søn af en succesfuld valgmenighedspræst, der kunne trække fulde huse overalt, hvor han optrådte. Men i hjemmet skyggede faderens væsen så meget for det kristne budskab, at Jørgen Elbek tidligt blev rationalist. Men da han blev 53 år skete der noget

– Med far havde jeg det problem, at jeg, skønt vi havde haft vore sammenstød, troede, at han var loyal over for mig, når det gjaldt. Men sådan forholdt det sig ikke.

Jørgen Elbek sender ordene roligt ud i stuen, mens vi sidder i hans landlige bolig syv kilometer fra Odder. I øjeblikket er han aktuel med en lille, fin bog, der meget passende hedder "Billedminder". For den handler både om de billeder, der hang i hans barndomshjem og de minder, der knytter sig til faderens imponerende kunstsamling og de få fotografier, Jørgen Elbek har tilbage fra sin barndom, hvor faderen var en beundret valgmenighedspræst i Vendsyssel.

– Jeg havde tidligt oplevet i en lille og da også lidt latterlig sag, hvordan far kunne være sit eget omdømme nærmest. Da jeg gik i realklassen, skulle jeg have latin, men ingen af lærerne kunne latin, så far fik latinundervisningen. Jeg drømte om at tage gymnasiet på kostskole, men der var ret stor søgning til dem, så karaktergennemsnittet kunne godt betyde noget. Vi var seks-syv stykker, der blev undervist af far. Jeg lærte faget forfra og bagfra og kan det den dag i dag, men da vi så skulle have karakter gav far mig kun mg, ligesom to af de andre. Og da jeg ømmede mig over min karakter, da han selv skulle skrive karakterbogen under, sagde han, at jeg nok kunne forstå, at han ikke kunne give mig mere end de andre – selvom jeg kunne faget så godt, at jeg fik ug til eksamen, ligesom jeg fik noget lignende med det samme, jeg begyndte i gymnasiet. Han ville ikke have, at nogen skulle kunne sige, at han favoriserede sin søn. Det kan man kalde svigt, synes jeg, omend som sagt i en lille sag, siger Jørgen Elbek og fortsætter.

– Men fra det mindre til det større: Da jeg var blevet voksen, sådan da, og stod i en vanskelig forlovelsessituation, skrev far bag min ryg til mine svigerforældre og lagde afstand til mig. Det var min kone, der fandt brevet længe efter både mine og hendes forældres død. Hun tænkte på at brænde det, men lod være og viste mig det. Her var der ikke blot tale om svigt, men om svig, syntes jeg – og det samme gjorde hun. I min erindring falder der en skygge over fars billede, men anklage vil jeg ikke, lad der være tiltalefrafald.

Fra forfatteren og den pensionerede litterat Jørgen Elbeks stuer er der fri udsigt over både marker og hav. Og højt på himmelen gennemtrænger solen almægtigt de få sejlende skyer stråle for stråle; som Guds teaterprojektører over Østjylland. Man kunne ikke ønske sig en mere perfekt ramme om en samtale, der godt nok handler om at sige farvel til den fædrene tro, men også om at finde sin egen.

– Jeg tror simpelthen, at far skyggede for mit gudsbillede. For selvom jeg nok kunne respektere og beundre ham, var jeg ikke tryg ved ham. Jeg havde simpelthen ikke tillid til ham.

Hvorfor ikke?

– Det var en fornemmelsessag. Men meget hang sammen med, at han havde et voldsomt temperament og reagerede helt ude af proportioner og uforståeligt, når jeg ikke levede op til hans forventninger. Jeg husker især to episoder, som jeg også beskriver i min bog, hvor han tog voldsomt på vej uden at forklare, hvad jeg havde gjort galt. Den ene gang var det noget med at sætte ild til et stykke koks, den anden gang drejede det sig om jordbær, jeg havde taget fra en missionsk nabos have. Senere har jeg indset, hvor vigtigt det må have været for far at vise, at han som grundtvigiansk valgmenighedspræst skam opdrog os ordentlig. For en præst lever som bekendt på en scene.

Hvad betød troen for dig, da du var barn?

– Ingenting. For jeg havde ingen tro, jeg tænkte rationalistisk, og da jeg begyndte at kunne læse, fortalte jeg min mor, at jeg nu vidste, at mennesket nedstammede fra en fisk. For det havde jeg læst i avisen. Men det blev neddysset med, at vi troede på Adam og Eva. Det var igen en af de uforståelighedssituationer, hvor jeg ingenting fik forklaret. Tidligere havde jeg vakt jubel i nabolaget ved at sige, at far da ingenting bestilte, undtagen måske om søndagen. For de andre dage sad han jo bare inde på sit kontor. Og jeg sagde, at jeg ikke forstod, hvorfor folk gik i kirke – var det for deres fornøjelses skyld? Men troen i mit barndomshjem betød dog, at jeg blev fortrolig med nogle forestillingsmønstre. Da jeg begyndte at beskæftige mig med litteratur, var Grundtvig og anden religiøs litteratur noget af det, som jeg kunne forholde mig sikrest til.

Jørgen Elbek blev også hurtigt et navn, man lagde mærke til, da han begyndte at læse litteratur. Hans speciale om Grundtvig blev endda trykt som bog, der blev udbredt blandt teologer.

– Litteraturprofessoren Sven Møller Kristensen kaldte min generation af litterater for litteraturteologer. Og det kan jeg ikke dementere. For vi var måske de første, der ledte efter en dybere mening i litteraturen, som var det Bibelen, vi studerede. Jeg tog selv en del af det kirkelige ordforråd med mig, når jeg for eksempel skrev om versets nådemagt. Sidst i tyverne fik jeg tilmed en nærmest religiøs oplevelse, da jeg rent fysisk kunne mærke, hvordan et digt af Sophus Clausen arbejdede i mig.

Han holder inde et øjeblik, mens han giver sig god tid til at tage en slurk te, inden han fortsætter:

– I tidens løb har jeg tænkt over, hvad tro er. Hvis man tager den kirkelige litteratur, for eksempel salmedigtningen, så omtales troen altid med ordet fasthed. Det drejer sig om en fast tro. Troen er klippegrunden, som man bygger på. Den er grundlaget for det hele. Da jeg læste til filosofikum hos professor Jørgen Jørgensen, som var ateist, men præstesøn ligesom jeg, sagde han, at det er ganske rigtigt som Ny Testamente skriver, at troen er død uden gerninger. For det, som folk gør, er et langt sikrere vidnesbyrd om, hvad de faktisk tror, end hvad de siger. Derfor har jeg her ved enden af mit liv tænkt over, hvad jeg i grunden kan siges at have troet på. Igennem mange år må jeg have troet på, at det lå en mening i litteraturen, for ellers ville jeg ikke have brugt så meget energi på den.

Hvordan oplevede du dine forældres tro?

– Min mor blev kræftsyg, da hun var 54 år og døde, da hun var 58 år. Og alle, der havde at gøre med hende i den sidste tid, læger og sygeplejersker, sagde, at det havde været en oplevelse at se, hvilken styrke hun tog sygdommen med. Hun ville for eksempel ikke have morfin, fordi hun ville være klar i hovedet den sidste tid, så hun må have haft en eller anden form for styrkegrundlag.

– Far må også have haft en indre styrke. Min lillesøster døde pludselig for egen hånd i en alder af 25 år lige inden pinse. Far fik det at vide om mandagen, begravede hende om lørdagen og holdt to fuldt udarbejdede pinseprædikener om søndagen og anden pinsedag. Han genbrugte aldrig. Han skrev en ny prædiken til hver gudstjeneste på to A5 sider på maskine, og ved sin død efterlod han sig langt over 1000 prædikener.

Hvad byggede din far sin tro på?

– Fars tro var præget af, at han var romantisk anlagt. Det var mor i mange henseender aldeles ikke, hvilket også kom til udtryk i bedømmelse af nære menneskelige forhold, hvor hun havde et helt anderledes klart og usløret blik end han. Men troen var for ham det effektive dementi af de menneskelige ønskeforestillinger.

Hvad mener du med, at din fars blik var sløret?

– Han fejlbedømte menneskelige forhold i sine allernærmeste omgivelser og så dem anderledes, end de var. Men han må alligevel have haft en eller anden form for skarp psykologisk sans. For i hans begravelsestaler kunne han altid sige noget om de afdøde, som de pårørende kunne nikke genkendende til. I den henseende var hans filosofi, at man aldrig skulle sige mere, end man kunne stå ved, så lagde folk af sig selv resten til. På sin 50-års-dag blev han interviewet af Nordjyske Stiftstidende, hvor journalisten spurgte ham om, hvad det centrale i kristendommen er. Han svarede: "Hvis jeg må udtrykke mig udogmatisk: håb og trøst. Nemlig håbet om, at det liv, der brast for mig, er bevaret hos Gud, og trøsten i kraft af dette håb midt i det bristede liv."

Kunne du forstå den tilgang til troen?

– Nej. Men jeg fik en lille krise efter hans død, for i stedet for en mindesten blev det besluttet, at der skulle udgives et udvalg af hans prædikener, der kom til at hedde "Troens glemsel". Jeg påtog mig ansvaret for det og sad en uge i træk og læste de mange prædikener igennem. Det føltes, som om min fortid kom efter mig. Jeg syntes, at fars resignation over livets drømme og længsler var for hurtig. Drømmene skulle have en chance, mente jeg, og det vil jeg stadig sige. Johannes V. Jensen siger et sted, at al virkelighed begynder med en drøm. Det synes jeg er rigtigt, ikke således at virkeligheden er det, som drømmen foregøgler, men ved at følge drømmen når man måske det virkelighedsrum, som den har rejst sig af. Men hvis man på forhånd siger, at det er en drøm, og man i stedet skal henholde sig til budet fra oven, så mener jeg, at man går galt i byen – eller rettere: slet ikke kommer i byen.

Jørgen Elbeks egen tro udviklede sig først, da han var 53 år. Ikke fra en drøm, men fra en religiøs oplevelse, der kom til at ændre hans syn på kristendommen, men som han nødig snakker om.

– Jeg havde et par angstfyldte dage, fordi jeg oplevede, at et skræmmende lys pressede på. Jeg opdagede, at der ikke var nogen steder, jeg kunne gemme mig for det lys. Og til sidst kunne jeg ikke sige andet end, at det måtte "gå som Gud vil". Jeg overgav det på den måde til Gud og mærkede en varme i min højre side af hovedet. Under 24 timer senere oplevede jeg en form for lyseksplosion, der ikke var spor skræmmende, men et lys af venlighed og varme med en underlig form for personlighed. I det øjeblik voksede en sætning sig frem inde i mig fra "I Østen stiger solen op", hvor jeg navngav lyset med "Du soles sol fra Betlehem".

Du tror, at du så Jesus?

– Jeg kan ikke benægte det. Men jeg har både før og siden læst om lignende religiøse oplevelser, hvor folk tror, at de har oplevet Buddha, så hvad navn det får, kan vel godt afhænge af, hvilken kulturkreds man tilhører. Men jeg vil ikke benægte, at det var Jesus.

Hvordan står din nuværende tro i modsætningsforhold til din fars tro?

– Jeg tror ikke, at far ville bryde sig om, at jeg sad og udbredte mig om mine religiøse oplevelser. For i den grundtvigsk-tidehvervske tradition er der en udtalt mistillid til religiøse oplevelser, der kun bliver regnet for selviskhed og illusion. Men jeg har svært ved at se, hvordan man kan have en religion, der ikke er funderet i oplevelser. Til gengæld mener jeg, at det er svært at tale om religiøse oplevelser, derimod kan man tale ud fra dem. Det er klart, at fornuften stadig er ledetråden i min hverdag. Men siden min oplevelse har jeg forsøgt at holde fast i den gennem daglig bøn, men det rapporterer jeg ikke om. For jeg følger sådan set bare Jesu anvisning i Mattæusevangeliet kapitel 6 vers 6 om at gå ind i sit lønkammer bag lukket dør.

Gennem de gardinløse vinduer blænder Guds teaterprojektører nu endnu mere. Og som den pensionerede litteraturmand roligt sidder med sit halvlange, kridhvide skæg og kridhvide vigende hår i modlyset fra solen, ligner han egentlig mest af alt det Zeus-agtige billede af Gud Fader, som har vundet mest frem i Vesten.

Kan du se Gud som far i dag?

– Nej. Jeg har svært ved at forestille mig en personlig Gud. Jeg kan bedre forholde mig til en personlig midler. Men det hænger måske også sammen med mit forhold til min biologiske far. For det siger sig selv, at det har været svært for mig at forlænge mit faderbillede ind i det religiøse. Det kan måske være rigtigt, at man skal nærme sig Gud med ærefrygt, men det kan ikke være rigtigt, at man skal nærme sig ham med skræk og rædsel.

Jørgen Elbek fastholder mit blik.

– Mit trosliv har i hvert fald været generet af, at mit faderbillede har dækket for mit gudsforhold. Og det er også derfor, at jeg mener, at gudsforholdet må gå gennem Kristus som formidleren og ikke direkte til Gud Fader, ligesom han jo selv siger, at ingen kommer til faderen uden gennem mig. Den direkte faderskikkelse skal jeg ikke nærme mig.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Jørgen Elbek

Født i Øster Tørsler i 1934. Da han var halvandet år, flyttede familien til Vendsyssel, hvor han voksede op, indtil han kom på Rungsted Statsskole som 15-årig. I 1961 afsluttede han sin embedseksamen i dansk og græsk kultur. Lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet indtil 1998. Har skrevet en lang række mindre bøger, blandt andet "Johannes V. Jensen" (1966), "Fra kærlighedens tid" (2003) og senest "Billedminder" (2006), der tidligere er blevet anmeldt i Kristeligt Dagblad.